Buffalo Bill – en levende legende

Codys modstander var også en formidabel bisonjæger, der blev kaldt Bill. William Comstock stammede fra Cheyenne-stammen og var den eneste på egnen, der kunne måle sig med Cody, hvad angik evnen til at nedlægge bisoner.

Et blodbad

De følgende otte timer bød på et blodbad uden lige. Da skumringen faldt på, havde Comstock skudt 48 bisoner, hvilket var et imponerende antal. Men William Cody – som i flere år havde kontrakt med hæren om at levere bisonkød til Kansas' jernbanearbejdere og efter sigende skulle have skudt over 4 000 af de store dyr – var en smule skrappere. Han var så listig, at han anbragte sig foran den store flok og jog bisonerne sammen i separate, hårdt pakkede flokke, så det lykkedes ham at nedlægge hele 68 dyr.

”Buffalo Bill” var dermed kåret – og William Cody blev en lokal kendis. Men det var kun starten. Hele verden skulle snart komme til at kende hans navn.

På en lille farm uden for byen Le Claire, Iowa, blev en dreng født i februar 1846. Hans forældre, Isaac og Mary Ann Cody, gav ham navnet William, og han blev opfostret sammen med sine søstre i en strengt religiøs husstand i Fort Leavenworth, Kansas. USA var en kogende smeltedigel af racemodsætninger i de år, som førte til Den Amerikanske Borgerkrig; især i midtvesten og sydstaterne, hvor det betændte spørgsmål om, hvorvidt slaveriet skulle bestå eller ej, blev flittigt debatteret. I Kansas hørte Isaac Cody til den minoritet, der ønskede at afskaffe slaveriet; på et tidspunkt blev han knivstukket af en racistisk nabo efter at have argumenteret højlydt mod slaveriet. Han overlevede – med nød og næppe – men var hele tiden i fare pga. sine synspunkter og holdt sig tit væk fra hjemmet. Da William var 11 år gammel, døde faderen, delvis pga. komplikationer fra knivstikket, og familien var pludselig ludfattig.

Måtte forsørge familien

Men Isaac Codys idealisme havde nu sat sig dybe spor i sønnen, og den unge Bill viste sig snart at være en usædvanligt opfindsom dreng, der fandt på forskellige måder at forsørge familien på. Han var oksedriver og arbejdede som budbringer, senere begyndte han som spejder ved et korps, der var knyttet til hæren i Utah. Hæren var hele tiden i konflikt med indianerstammer i området, hvilket Bill Cody – selvom han stadig var et barn – snart fik at mærke. Han beskrev det selv i sin selvbiografi:

"Månen stod op, og der, lige foran mig og totalt overmalet
i ansigtet, stod en indianer. Han var klædt som en Sioux-kriger, og på skulderen havde han et gevær, der var rettet mod en eller anden i flodsengen ni meter under os; om lidt ville han skyde en af mine venner. Jeg hævede min gamle bøsse og skød. […] Sådan startede min karriere som indian-erjæger."

Den unge Bill Cody var ikke i tvivl om, at det, han havde gjort, var moralsk rigtigt. At dræbe en indianer var selvforsvar, eftersom nogle stammer hele tiden førte guerillakrig mod USA's hær. Det var først på sine ældre dage, at Bill Cody lærte at værdsætte indianerne og deres skikke – i hans ungdom var de først og fremmest farlige fjender.

Kurér og spejder

Bill blev hurtigt voksen. Som 14-årig rejste han mod vest for at grave guld. På vej dertil fik han tilbud om at blive kurér, hvilket han sagde ja tak til for at kunne forsørge sine søstre og sin syge mor.

Men eventyret og faren lokkede, og Cody søgte efter en tid ind i hæren. Kun 17 år gammel gik han ind i Kansas-kavaleriet, og et par år senere blev han ansat som spejder og jæger for USA's hær. Som scout havde han til opgave at holde udkig med – og nogle gange at dræbe – indianere, og som jæger skulle han nedlægge bisonokser for at forsyne soldaterne med kød.

Cody var god til begge dele, og den 26. april 1872 viste han, hvor modig han var. Sammen med en bataljon befandt han sig ved Platte River i Nebraska, da han og hans mænd blev beskudt af en flok Sioux-indianere. Cody skød to indianere og havde også held til at få fat i deres heste. Hændelsen gav ham Kongressens hædersmedalje.

Allerede før Bill Cody fyldte 30, var han en berygtet jæger og spejder, men hans liv skulle snart tage en ret eventyrlig drejning – som skulle gøre ham til superstjerne.

Ulykkeligt familieliv

Bill Cody var en rastløs sjæl, som helst ikke blev alt for længe på det samme sted. Allerede som 20-årig havde han giftet sig med en to år ældre kvinde ved navn Louisa Frederici, men deres ægteskab var ikke lykkeligt – selvom de var gift i over 50 år. De fik fire børn sammen, men den unge familie blev snart ramt af flere tragedier: To af børnene – sønnen Kit og datteren Orra – døde af sygdom, da de var henholdsvis seks og 11 år gamle. De andre to – døtrene Arta og Irma – døde også, inden de fyldte 40; kun Irma overlevede sin far. Bill lagde næsten al sin energi i sit arbejde for hæren; Louisa måtte blive hjemme i deres hus i Rochester, New York, og tage sig af børnene.

Romanhelt og cirkusartist

I 1872 gennemgik Bill Codys liv en grundlæggende forandring. I mange år havde han dyrket et overfladisk bekendtskab med en forfatter, der brugte pseudonymet Ned Buntline. Denne Buntline levede af at skrive såkaldte dime novels – en tidlig udgave af vore dages kioskbaskere – om det vilde vest og hårdhudede machohelte. Ned Buntline blev inspireret af Codys voksende ry og kom til at spille en afgørende rolle i dannelsen af myten om Buffalo Bill.

Ned Buntline overtalte Bill Cody til at spille sit alter ego Buffalo Bill i et nyt westernshow, som han havde skrevet og havde i sinde at sætte op på et teater
i Chicago. The Scouts of the Prairie havde premiere i december og blev sablet totalt ned af pressen, men showet blev en uventet publikumssucces, og Bill Cody kunne mærke, at han trivedes i rampelyset (også selvom han ikke var den helt store skuespiller). Året efter havde et lignende show, Scouts of the Plains, premiere, og Bill Cody turnerede land og rige rundt – mere eller mindre konstant –
i de kommende ti år.

Skalperede indianer

Buffalo Bill blev med årene en besynderlig skikkelse – det var, som om han var halvt fiktiv og halvt virkelig. Bill Cody gik mere og mere op i sit alter ego, hvilket en blodig hændelse i 1876 demonstrerede.

Bagefter var der delte meninger om, hvorvidt det skete i virkeligheden eller ej. Cody selv hævdede, at han stillede op i en duel med en kendt indianerhøvding, Yellow Hair fra Cheyenne-stammen, og at han først skød ham, dernæst knivstak og skalperede ham. Andre hævdede, at Cody i virkeligheden skalperede indianeren, efter at denne allerede var blevet dræbt af en anden mand, men uanset hvad begyndte Cody at opføre den brutale hændelse – som Buffalo Bill – i sine westernshows, der blev mere og mere populære. Grænsen mellem sandhed og fiktion blev mere og mere tåget.

Fik sit eget show

I 1883 var Buffalo Bill et tilstrækkeligt kendt navn til, at Cody turde opsætte sit helt eget show. I nærheden af North Platte, Nebraska, opbyggede han en cirkuslignende forestilling, der fik navnet Buffalo Bill's Wild West. I de følgende år blev dette show større og større, turnerede i store dele af verden og gjorde Buffalo Bill til en umådelig populær og næsten mytisk person.

Showet, som fik det omstændelige navn Buffalo Bill's Wild West and Congress of Rough Riders of the World, var en broget blanding af ren cirkuskunst og en form for historiefortælling, hvor Cody spillede rollen som Buffalo Bill og hyrede indianere (nogle gange en ægte profil, fx Sitting Bull), soldater og diverse gæster fra andre kulturer skiftedes til at opføre små – mere eller mindre virkelighedstro – eventyr fra det vilde vest. Det var et gigan- tisk show, som kørte rundt på de ameri-kanske prærier: I 1887 bestod selskabet af 209 personer, 180 heste, 18 bisoner, ti elge, fem Texas-tyre, fire æsler og to rådyr.

I midten af 1880'erne var William Cody allerede en stor stjerne i USA, men snart voksede hans ry også på den anden side af Atlanten. I 1887 blev han af dronning Victoria af Storbritannien inviteret til at opføre sit show i forbindelse med hendes 50-års jubilæum på tronen. Det gjorde Cody og mere til: Efter nogle tiljublede forestillinger i London opførte han showet i fem måneder uden for Manchester. Senere begav han sig ud på en Europaturné, der – med et par afbræk – kørte i næsten fire år.

I starten af 1890'erne var Buf-falo Bill også et stort fænomen i lande som Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Frankrig – og de lande, der ikke var så heldige at få besøg af ham personligt, kunne læse om hans eventyr i en voksende mængde dime novels og sensationelle nyhedsartikler.

Selv forfatterikonet Mark Twain var helt vild med William Cody og mente, at Buffa-lo Bills show var en af de få ameri-kanske ekspor-tartikler, der rent faktisk kunne kaldes ”totalt og utvetydigt amerikansk”.

Hvad kunne overgå det at være en inter-nationalt ikon? Måske det at have sin egen by. Det var muligvis sådan, Bill Cody tænkte, da han i 1895 tog beslutningen om at grundlægge en mindre by i den nordvestlige del af den øde, men majestætisk smukke stat Wyoming.

Grundlagde byen Cody

Området var ideelt til bebyggelse, med den store Shoshone-flod og Yellowstones nationalpark i nærheden og gode muligheder for jordbrug og jagt. Byen fik navnet Cody, og arbejdet med den skulle snart tage det meste af hans ledige tid mellem de mange turnéer med Buffalo Bill – som stadig gik for fulde huse og gjorde ham rigere og rigere.

I starten af 1900-tallet var konstruktionen af den nye by langt nok fremme til, at Bill Cody kunne koncentrere sig om det, han var bedst til: at lokke publikum til.

I 1902 åbnede han et hotel i Cody, som fik navnet Irma efter en af hans døtre. To andre hoteller i området fulgte tre år senere. Han byggede en stor ranch et stykke uden for Cody og købte over 1 000 stykker kvæg. Fra sin ranch arrangerede han jagtudflugter, tit sammen med højtstående rangspersoner og politikere fra forskellige dele af verden.

Den sidste

Det lykkedes William Cody og hans samarbejdspartnere at få rettighederne til at opdæmme Shoshone-floden for at kunne kunstvande den tørre jord i området. Arbejdet med en stor dæmning tog flere år og blev så dyrt, at end ikke Cody kunne dække udgifterne uden hjælp fra staten. Men da Shoshone-dæmningen stod færdig i 1910, var det den højeste kunstige dæmning i verden. Længe efter Codys død besluttede man at give den et nyt navn. I dag er den kendt som Buffalo Bill Dam.

I modsætning til sine fire børn blev William Frederick Cody en gammel mand. Han døde af en leversygdom i januar 1917, da han var 70 år gammel. Ved Codys dødsleje sad hans trofaste hustru Louisa, der var blevet hos ham til det sidste, selvom han havde været hende utro flere gange og oven i købet en gang havde søgt om skilsmisse fra hende (hvilket hun havde sagt nej til, hvorefter en domstol erklærede skilsmissen ugyldig).

Nyheden om Buffalo Bills død blev snart sendt ud over hele verden og fik mange til at føle en uventet melankoli.

For med Buffa-lo Bill var der også noget andet, der døde. William Cody havde været en mester i at personificere det gamle Amerika, det vilde vest med sine uudforskede territorier og sagnomspundne helte. Buffalo Bill var en af de allersidste af sin art og på en måde den største westernhelt af dem alle.