Det er en mørk efterårsnat i Venedig i 1756. På taget af Doge-paladsets fængsel ses omridset af to mænd, der kravler op fra et hul fra “blykammeret” – en celle i Venedigs frygtede højsikkerhedsfængsel.
Loftsrummet uden vinduer er lavet af metal og betragtes som umuligt at flygte fra.
Men den 31-årige eventyrer Giacomo Casanova er fast besluttet på at gøre det.
I månedsvis har han forberedt flugten ved at hakke hul i taget med en indsmuglet genstand af jern. Under den farefulde flugt har han fået selskab af en fængslet præst fra cellen ved siden af.
Flugtforsøget er dog tæt på at få en fæl afslutning. På vej ned fra taget prøver Casanova at nå et vindue ved at hænge i en tagrende. Han er tæt på at miste grebet og styrte i døden.
Men han klarer sig og flygter derpå i en fart fra sin hjemby.
Senere skrev Casanova en bog om flugten og genfortalte episoden i sine omfangsrige memoirer.
Om flugten virkelig var så dramatisk, som den italienske forfører og eventyrer ville give indtryk af, har mange historikere dog sat spørgsmålstegn ved.
De mener, at han i stedet bestak en vagt og på den måde slap let ud af fangenskabet.
Under alle omstændigheder gjorde flugten fra blykammeret Casanova berømt, selv uden for byen. Eventyreren blev en vellidt gæst i fine saloner og kongelige paladser rundtomkring i Europa.
Skrev om sit liv
Mere end 30 år senere satte Casanova sig ned for at skrive sin selvbiografi. Da var han en gammel mand plaget af gigt og sygdomme.
Hans venner og veninder var alle døde – hans mange eventyr glemt. For at muntre sig selv op påbegyndte han et enormt projekt.
Han skrev 13 timer hver dag, og teksterne fyldte til sidst 12 bind.
I alt havde Casanova ifølge sine egne optegnelser 116 forskellige sexpartnere på 40 år.
Med et smil på læben genoplevede Casanova sit begivenhedsrige liv. Han overdrev sikkert en del og fandt på andre ting.
Men det digre værk blev alligevel et unikt vidnesbyrd om den berygtede eventyrers liv.
Et af få samtidige portrætter af Casanova. Kunstneren hed Anton Raphael Mengs.
Han blev født den 2. april 1725 i Venedig og voksede op i et hus på Calle della Commedia (“Komediens gade”) – en ret passende adresse med tanke på, at forældrene var skuespillere.
Eftersom de arbejdede for et turnerende teaterselskab, voksede Giacomo op hos sin mormor.
Venedig var 1700-tallets store forlystelsesby. Den er blevet beskrevet som et flydende teater og et evigt maskeradebal. Unge adelsmænd fra hele Europa kom hertil for at more sig.
Vinen flød, og byens spillebuler omsatte store summer penge.
I Venedig kom Casanova til at tilbringe en stor del af sit lastefulde og lystfyldte liv. Men først blev han sendt til den nærliggende by Padova for at studere jura og teologi.
I 1700-tallet var Casanovas hjemby Venedig Europas største forlystelsesmetropol. I midten af billedet ses Dogepaladset.
Studerede alkymi
Han var en charmerende ung mand og god til at konversere. Nysgerrig på alle former for kundskaber læste den begavede yngling alt fra teologi til alkymi – kunsten at forsøge at fremstille guld fra andre stoffer.
Hans forsøg på at læse til præst mislykkedes, og han gik i stedet i gang med en kort karriere i militæret. Heller ikke det passede ham.
Som 21-årig forsøgte han i stedet at leve af at være professionel kortspiller. Efter at have tabt sine sparepenge blev han violinist. Sammen med sine venner drev han rundt i Venedig om natten.
De hyggede sig bl.a. med at løse fortøjede gondoler for at se de små både drive afsted med strømmen.
Casanova var 1,80 høj, havde store, livlige øjne og olivenfarvet hud.
På trods af sin frigjorte indstilling til kærlighed og sex var han ikke nogen kyniker, men en følsom mand. Han blev tit rørt til tårer, hvilket var ham til stor gavn i kontakten med det modsatte køn.
Allerede som ung begyndte han at rejse rundt i Europa – fra Konstantinopel til Berlin. Når han stødte på modgang, rejste han hurtigt videre til nye byer.
Selvom han fra tid til anden blev forfulgt af lejemordere, udsat for to forgiftningsforsøg og smittet med syfilis fire gange, beholdt Casanova sin enorme appetit på kvinder.
Snart begyndte rygtet om hans nydelsesfulde eventyr dog at rejse hurtigere end ham selv.
Casanova lagde grunden til sit rygte allerede som 16-årig. Han havde forelsket sig i den jævnaldrende pige Angela, som boede hos en rig greve i Venedig.
I huset boede også to søstre, den 16-årige Nanetta og hendes et år yngre søster, Martina.
Den unge Giacomo bad søstrene om at aflevere et kærlighedsbrev til hans elskede Angela.
Men da Angela afviste ham, tilbød søstrene at trøste den unge mand i hans ulykkelige kærlighed.
Da de havde tømt to flasker vin sammen, blev stemningen varmere, og Casanova havnede i seng med begge søstrene.
Mørket faldt på, og snart vidste han ikke, hvilken af søstrene han elskede med.
Mozart skrev en opera om forføreren Don Juan.
Don Juan var en fiktiv Casanova
Virkelighedens Casanova ville ikke have brudt sig om at blive forvekslet med litteraturens Don Juan – dog digtede han måske selv med.
De to udtryk “don juan” og “casanova” bruges til at betegne en forfører. Det sker også, at figurerne bliver blandet sammen, men det ville Casanova ikke have brudt sig om.
Den ærekære Don Juan er en fiktiv karakter, en følelseskold kvindejæger, der betragter det modsatte køn som bytte.
Casanova skrev derimod, at “fire femtedele af min nydelse bestod for mig altid i at gøre kvinderne lykkelige”.
Don Juan har sin oprindelse i et spansk teaterstykke fra 1630. Derefter gik han igen i flere forskellige litterære skildringer.
Den berømteste er Mozarts opera Don Giovanni fra 1787. Teksten er skrevet af Lorenzo da Ponte, som kendte Casanova personligt.
Bevarede noter tyder også på, at Casanova kan være kommet med forslag til tekstens udformning.
Dyrkede sex med en nonne
Sådan foregik Casanovas seksuelle debut, i hvert fald hvis vi skal tro den detaljerede skildring, han gengav i sine memoirer skrevet mange år senere.
En anden underlig amourøs episode udspillede sig, da Casanova var 28 år. Han havde tidligere lovet at gifte sig med en 14-årig pige, som skulle bo i et kloster, indtil hun var fyldt 18.
Kontakten mellem Casanova og den unge pige foregik via en af klostrets nonner. Til sidst blev nonnen Casanovas elskerinde.
Det var dog ikke første gang, hun brød sit kyskhedsløfte. Hun tog Casanova med til sin anden elskers sommerhus.
Efter at de havde haft sex, fortalte hun, at husets ejer havde kigget på dem gennem et hul i soveværelsesvæggen.
I sine memoirer skriver Casanova stolt, at den elsker, der havde kigget på dem, var et fornemt, fransk sendebud, en monsieur Bernis, som senere blev kardinal.
I alt havde Casanova ifølge sine egne optegnelser 116 forskellige sexpartnere på 40 år. Blandt erobringerne var der kvinder i alle aldre og samfundsklasser.
Han havde dog aldrig interesseret sig for mænd, før han mødte den unge kastratsanger Bellino. Casanova nægtede at tro, at sangeren var en kastreret ung mand.
Da det lykkedes ham at forføre sin nye kærlighed, viste det sig, at han havde ret.
Da Bellino tog kostumet af, kom det for en dag, at han var en kvinde. De blev begge forelskede og begyndte at lægge planer om at gifte sig.
Ville genfødes som mand
Ved nærmere eftertanke kunne Casanova dog ikke tænke sig at gifte sig med en kvinde, der arbejdede ved teatret. Skuespilleres stilling på den tid svarede næsten til de prostitueredes, og Casanova valgte at drage videre.
Fra 1757 havde Casanova en syv år lang affære med en midaldrende og umådelig rig dame fra den franske højadel.
Madame d’Urfe forsørgede den unge eventyrer, som på sin side bildte den excentriske adelsdame ind, at han kunne opfylde hendes ønske om at blive genfødt som mand.
Efter flere års mystiske ceremonier gennemførte han noget, han kaldte en “regeneration” på d’Urfe. Målet var, at hun skulle blive gravid.
Når hun så fødte en søn, skulle hendes egen sjæl gå over i drengens krop. På den måde ville hun leve videre.
Til sin store skuffelse blev adelsdamen ikke gravid. Da de barske kendsgerninger gik op for hende, blev hun så rasende på Casanova, at han blev tvunget til at flygte til England.
Casanova forlovede sig med den 15 år yngre Manon Balletti. I sine memoirer har han dårlig samvittighed, fordi han afkortede hendes liv med sin evige utroskab.
Jagtet af inkvisitionen
Også inkvisitionen, den pavelige domstol, som havde bekæmpet kætteri siden 1231, var efter Casanova.
Det var dog ikke specielt hans vidtløftige sexliv, der vakte kirkens vrede. Langt værre var, at han udbredte forbudte bøger og opfordrede folk til selv at tænke i stedet for at rette sig efter pavens regler.
Selvom han fra tid til anden blev forfulgt af lejemordere, udsat for to forgiftningsforsøg og smittet med syfilis fire gange, beholdt Casanova sin enorme appetit på kvinder hele sit liv.
Han søgte også hele tiden opmærksomhed fra sine omgivelser og ville helst beundres af rige adelsmænd.
Som “lykkeridder” og rastløs eventyrer turnerede han rundt mellem de europæiske hoffer.
Det var en relativt fredelig tid, og Europas fyrster havde masser af tid til at lade sig underholde. Med sin charme og verdensvante attitude lyste Casanova tilværelsen i salonerne op.
Under et af sine besøg i Frankrig blev Casanova indviet i et frimurerselskab. Dermed fik han adgang til et internationalt netværk af fremstående personer, som han drog stor nytte af i sit omflakkende liv.
Nogle historikere har hævdet, at han også fungerede som hemmelig kurér for selskabet. Det skulle forklare hans flittige rejseri og det faktum, at han aldrig manglede penge.
På sine rejser mødte han et broget galleri af den tids største personligheder. Han besøgte pave Benedikt 14. i hans sommerresidens og mødte også filosofferne Voltaire og Rousseau.
Mødte kongelige
Efter et besøg hos madame de Pompadour i Paris – den franske konges elskerinde, der på den tid i praksis herskede over Frankrig – fik han titlen bureaudirektør ved det kongelige militærakademis lotteri.
Opgaven passede den spilleinteresserede italiener udmærket, og han forsøgte senere at sælge idéen til et statsligt lotteri i både England og Rusland.
Han mødte Katarina den Store af Rusland, den tysk-romerske kejser Josef 2. i Wien, Storbritanniens kong Georg 3. og Frederik den Store af Preussen.
Som fritænker, frimurer og storspiller var Casanova tit på kant med myndighederne. Han sad i fængsel i flere byer, bl.a. Stuttgart, Paris og Barcelona.
Mest berømt blev han dog for, at han som den første i verden havde held til at flygte fra Dogepaladsets blykammer i Venedig.
Udfordret til duel
11 år senere havnede Casanova i en anden vanskelig situation. En polsk greve opdagede, at den kvinde, han forsøgte at gøre kur til, havde indledt et forhold til Casanova.
I vrede udfordrede han den venetianske forfører til en duel.
Casanova så det som en ære, at en adelsmand ville duellere mod ham. En diset morgen i marts 1766 mødtes de på et afsidesliggende sted uden for Warszawa.
De gik nogle skridt væk fra hinanden og blottede brystet for at vise, at ingen af dem bar nogen form for skjold.
Skuddene blev affyret samtidig. Casanova blev såret i hånden, mens hans skud ramte greven i brystet. Begge mænd overlevede, men Casanova blev tvunget til at forlade landet.
Dueller var nemlig forbudt i Polen.
Senere udkæmpede Casanova to dueller mere. Han fortalte gerne om sine dramatiske oplevelser og gjorde sig kendt som en dygtig og underholdende fortæller.
Han talte seks sprog flydende og var desuden en god rytter, fægter og danser, så det var intet problem for ham at føre sig frem i forskellige paladser.
Casanova betragtede sig selv som “en fri mand, en verdensborger”.
Spion for inkvisitionen
Samtidig var han en lykkejæger, der gjorde, hvad der var påkrævet, for at han kunne blive ved med at leve i velstand.
Selvom han tidligere var blevet forfulgt af inkvisitionen, skiftede han senere side og fungerede som den katolske domstols spion og stikker.
At Casanova, som selv forbrød sig mod kirkens moralske bud, skulle angive andre, der gjorde det samme, virker naturligvis meget hyklerisk.
Men det lader ikke til at have bekymret hverken ham selv eller hans arbejdsgivere.
Til sidst indhentede alderen ham. Casanova orkede ikke længere at fortsætte i det høje tempo, han havde i flere årtier.
Sine sidste år tilbragte han på slottet Dux i Bøhmen (vore dages Tjekkiet). Formelt var han ansat som bibliotekar hos en greve, men i praksis fungerede han som en form for hofnar.
Justine, et af marquis de Sades kendteste værker, udkom i 1791.
Marquis de Sade brød alle tabuer
En anden berygtet berømthed fra Casanovas tid var franskmanden marquis de Sade. Han var tæt på at få sit hoved kappet af i guillotinen.
Nogenlunde samtidig med, at Giacomo Casanova oplevede sine kærlighedseventyr i Europa, blev marquis de Sade (1740–1814) omtalt for sit udsvævende liv.
Denne franske forfatter tilhørte en fornem adelsfamilie med stærke bånd til kongehuset. Men marquis de Sades privatliv var mildest talt skandaleombrust.
Akkurat som Casanova røg han flere gange i fængsel. De Sade blev bl.a. dømt for tyveri, mordforsøg og et udsvævende sexliv.
Casanova og de Sade levede på samme tid og bevægede sig til dels i de samme cirkler, men det vides ikke, om de nogensinde mødte hinanden.
Marquis de Sade gav navn til sadismen, det vil sige den seksuelle tilbøjelighed, hvor man finder nydelse ved at påføre sin partner smerte og ydmygelse.
De i dag mest kendte af hans skrifter er 120 dage i Sodoma samt Justine. Bøgernes handling udspiller sig ofte på afsidesliggende slotte og er fulde af grotesk tortur og sadisme.
Under den franske revolution udgav han politiske skrifter og slap med nød og næppe for at blive henrettet i guillotinen. De sidste 13 år af sit liv sad han i et dårehus uden for Paris.
Skrev science fiction-roman
Han brugte også meget tid på at skrive og udgav i alt over 25 bøger, bl.a. en tidlig science fiction-roman.
Sine digre memoirer skrev han på fransk. Han kaldte dem Histoire de ma vie (“Mit livs historie”) – men havde aldrig planer om at udgive dem. Han havde tværtimod bedt om, at de blev brændt efter hans død.
En sommerdag i 1798 døde han 73 år gammel. Han var ensom, deprimeret, glemt. Over 20 år senere blev hans memoirer udgivet – stærkt censureret. Først i 1960’erne blev de trykt i deres helhed.
Man kan ikke stole på alt, hvad den gamle Casanova skriver. Forskere har gennem årene fundet flere umiskendelige fejl i hans tekster. Han hævder bl.a., at han gik i seng med datteren til en kendt bankier i Amsterdam.
Men ifølge arkiverne havde denne bankier kun en søn. Derimod mener forskerne, at mange af Casanovas detaljerede iagttagelser rent faktisk bygger på virkelige oplevelser.
Over 200 år efter hans død lever Casanovas minde videre.
Hans navn er blevet synonymt med eventyrlige kærlighedsaffærer, og han er blevet portrætteret i både bøger og film – en hæderkronet afslutning for en mand, der elskede opmærksomhed.