Charles de Gaulle: Selv hans venner var fjender

Den 22. november 1890 kom Charles de Gaulle til verden i Lille i det nordlige Frankrig. Han var det tredje ud af fem børn i en veluddannet, stærkt nationalistisk og dybt katolsk familie.

Faren, Henri de Gaulle, gjorde gennem 15 år tjeneste som embedsmand i indenrigsministeriet.

Senere arbejdede faren som lektor ved et jesuitisk gymnasium i Paris, hvor han underviste i fransk, latin og oldgræsk.

I hjemmet blev børnene opmuntret til at deltage i diskussioner om filosofiske, historiske og videnskabelige emner. De blev også ansporet til at læse – bl.a. de mange historiske værker skrevet af Charles’ onkler, der var nogle af Frankrigs vigtigste tænkere i 1800-tallet.

Unge Charles de Gaulle slugte derfor allerede som barn værker om drabelige slag og ædel heltedåd, og som kun 15-årig skrev han en afhandling, hvor den franske hær i en fremtidig krig i 1930 besejrede Tyskland.

Det undrede derfor ingen, da han i 1909 søgte ind på det franske militærakademi for at blive officer.

“Jeg tvivlede ikke på, at Frankrig ville gennemgå store prøvelser. Jeg tvivlede heller ikke på, at meningen med mit liv var at tjene landet på en bemærkelsesværdig måde, og at jeg nok skulle få chance for at gøre det”, skrev Charles de Gaulle senere i sine erindringer.

For den krigsglade Charles de Gaulle var det at tjene sit land ensbetydende med en militærkarriere. Han ansøgte derfor om en plads ved militærakademiet Saint-Cyr, hvor han blev optaget som 19-årig i 1909.

Her så kammeraterne bogstavelig talt op til den 1,96 meter høje de Gaulle, hvis ranglede skikkelse skaffede ham tilnavnet “Den lange Asparges”.

Men hans soldatertalent gjorde ingen grin med.

Kort efter at tyske styrker den 10. maj 1940 invaderede Frankrig, blev de Gaulle udnævnt til vicekrigsminister i premierminister Paul Reynauds regering.

Få dage senere, den 16. maj, trådte Reynaud imidlertid tilbage og overlod posten til marskal Philippe Pétain, som var de Gaulles overordnede.

Da Pétain den følgende dag anmodede de nazistiske besættelsesstyrker om våbenhvile, havde de Gaulle allerede forladt landet for at flygte til England.

Herfra styrede han som regeringsleder i eksil modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt og den tyskvenlige franske regering, Vichy-regeringen – navngivet efter byen Vichy i det centrale Frankrig.

De Gaulle koordinerede modstandsbevægelsens forskellige grene og tordnede fra eksilet i England mod landsforræderne i Vichy-regeringen. Samtidig ledede han den franske eksil-hær, De Frie Franske.

De Frie Franske Styrker – Forces Françaises Libres – var den militære gren af de Gaulles eksilregering.

De Gaulle begyndte at samle styrkerne umiddelbart efter flugten til England. Formålet var at fortsætte kampen for et frit Frankrig sammen med de allierede. Opgaven viste sig at være vanskelig. Hæren bestod i begyndelsen af blot 7.000 mand.

Styrken voksede dog hurtigt, og efter de allieredes landgang i Normandiet det følgende år var tallet steget til ca. 300.000.

I august 1944 deltog De Frie Franske i de allieredes invasion i det sydlige Frankrig. Samme måned gik en kampvognsdivision ledet af Philippe Leclerc, general i De Frie Franske Styrker, forrest i befrielsen af Paris.

General Eisenhower havde egentlig besluttet sig for ikke at befri Paris, men blot belejre byen, som så ville falde, når Tyskland opgav krigen.

Krigen igennem var Charles de Gaulle og Winston Churchill forbundsfæller i kampen mod Hitler. Men på det personlige plan knirkede forholdet – ingen af de to stejle og stædige mænd stolede på den anden.

De Gaulle var overbevist om, at briterne havde til hensigt at bruge krigen som undskyldning for at tilrane sig nogle af Frankrigs territorier i Middelhavet.

Han forsømte derfor ingen lejlighed til at hævde sin og Frankrigs selvstændighed.

Churchill var på sin side sikker på, at de Gaulle var ude på at skade England:

“Der findes ikke den ondskab, den mand ikke ville begå mod England, hvis han fik frie tøjler”, bemærkede han.

“Vi kalder ham Jeanne d’Arc. Og nu leder vi efter en biskop, der vil brænde ham på bålet”, sagde han ved en anden lejlighed.

Briternes nære allierede, USA’s præsident Franklin D. Roosevelt, delte Churchills frustration og foreslog at sende den besværlige franskmand i eksil som guvernør på Madagaskar.

Afslutningen på 2. verdenskrig blev i Frankrig efterfulgt af en række ustabile regeringer.

Samtidig var landet viklet ind i en blodig uafhængighedskrig i den nordafrikanske koloni Algeriet. Frankrigs ledere frygtede en borgerkrig og tilkaldte derfor Charles de Gaulle, som ellers havde trukket sig tilbage fra politik.

De Gaulle indvilgede i at træde til som regeringschef på betingelse af, at han fik lov til at udforme en forfatning, som i hidtil uset grad koncentrerede magten hos præsidenten.

Resultatet var Den Femte Republik, en forfatning, som bl.a. indebar, at præsidenten blev valgt for syv år ad gangen og fik magt til ikke alene at udpege regeringen, men også til at opløse parlamentet og udskrive valg.

I slutningen af 1958 blev de Gaulle valgt som præsident i det første valg udskrevet under den nye forfatning.

Til stor fortørnelse for de vælgere, der havde forventet en stærk præsident, som kunne undertvinge de rebelske algeriere, brugte de Gaulle sin magt til at give koloniens indbyggere lov til selv at bestemme.

Den 5. juli 1962 stemte et altovervejende flertal af algerierne ja til selvstændighed.

Efter løsningen på konflikten i Algeriet koncentrerede de Gaulle sig om det, han anså som sin vigtigste mission – at genskabe Frankrigs tidligere storhed.

Som medlem af den vestlige forsvarsalliance NATO måtte Frankrig nøjes med en underordnet stilling i forhold til USA. Den placering blev slået fast, da USA i 1956 tvang Frankrig til at trække sine styrker ud af området omkring Suezkanalen, så Egypten – i modstrid med Frankrigs interesser – kunne nationalisere kanalen.

I løbet af de følgende 10 år spidsede konflikten mellem de Gaulle og NATO yderligere til; fx nægtede Frankrig i 1963 at være med i en NATO-styret nordatlantisk atomflåde. Frankrig havde nemlig allerede planlagt sin egen – anført af Charles de Gaulle.

Tre år senere, i 1966, kom det så vidt, at Frankrig helt trak sig ud af NATO’s militære samarbejde.

“Frankrig er fast besluttet på at generhverve sin fulde suverænitet over sit territorium”, erklærede de Gaulle den 7. marts 1966 i et brev til USA’s præsident, Lyndon B. Johnson.

Resultatet var, at alle NATO-styrker måtte forlade Frankrig og organisationens hovedkvarter flyttes fra Frankrig til Belgien.

Frankrig forsikrede senere diskret USA om, at landet ville støtte NATO i tilfælde af en atomkrig. Men beslutningen om ikke at deltage i det militære samarbejde stod ved magt.

Først 43 år senere, i 2009, meldte Frankrig sig igen ind i NATO’s militære fællesskab.

Charles de Gaulle tilbragte sine sidste år på sit private gods, La Boisserie, i landsbyen Colombey-les-Deux-Églises i det nordøstlige Frankrig.

Her trak han sig tilbage til efter at have forladt præsidentposten den 28. april 1969.

De Gaulle tilbragte tiden på La Boisserie med at skrive første del af sine erindringer. Men pensionisttilværelsen skulle blive kort. Den 9. november 1970 følte de Gaulle en pludselig smerte i hovedet.

“Jeg har ondt lige her”, fortalte han sin hustru, før han faldt om. Kort efter afgik han ved døden.

Begravelsen den 12. november 1970 blev den største af sin art i Frankrigs historie. Gæstelisten var så omfattende, at ceremonien i hjembyen måtte suppleres med en mindehøjtidelighed i Notre-Dame-katedralen i Paris.

Charles de Gaulle havde ønsket at blive stedt til hvile kun omgivet modtagere af “Ordre de la Libération” – en orden indstiftet af de Gaulle tildelt fremtrædende medlemmer af modstandsbevægelsen.

På trods af konflikterne ankom statsoverhoveder og kongelige fra hele verden, herunder USA’s præsident, Richard Nixon, ministerpræsident Aleksej Kosygin fra Sovjetunionen, premierminister Edward Heath fra Storbritannien, forbundskansler Willy Brandt fra Vesttyskland, kejser Haile Selassie fra Ethiopien, dronning Juliana fra Holland og prins Charles fra England.

Denne gang kunne de Gaulle ikke gennemtrumfe sin vilje.