Charles Dickens reddede julen fra at dø

London var på Charles Dickens’ tid en enorm storby, og fra år 1825 og næsten et århundrede frem kunne byen bryste sig af at være verdens største med flere millioner indbyggere. Tilflytterne var hovedsageligt fattige og unge fra landet, som søgte til byen for at finde arbejde.

De nytilkomne boede ligesom byens øvrige underklasse i små, fugtige og utætte boliger.

Dør om dør med de fattige boede de allerrigeste – blandt dem den landlige overklasse, hvis store huse kun blev beboet af herskabet, når de kom til byen for at deltage i baller og hestevæddeløb.

I romanen “Lille Dorrit” (1857) beskriver Dickens, hvordan fattigdom og rigdom trives side om side i kvarteret Covent Garden.

Her var “et teater med vidunderlige og dejlige skuespil for rigtklædte damer og herrer” og boder, der solgte “blomster til flere guineas stykket og ananas til flere guineas pundet”. Men mellem herlighederne luskede “ulykkelige, pjaltede børn (...) omkring som rotteunger, der nærede sig af affald og krøb sammen for at holde varmen”.

Både rig og fattig led under snavset. Kloakering blev først lagt sent i århundredet, og Londons indbyggere måtte finde sig i stanken fra Themsen, hvor alt fra natpottens indhold til døde dyr og slagteriaffald blev smidt ud.

Luften var fyldt med kulstøv og sod fra fabrikkerne og fra beboelseshusenes kakkelovne. Tilsat tågen, som ofte lå over London, blev forureningen til en tyk, mørk og fugtig substans, den såkaldte ærtesuppe, som indhyllede både mennesker og bygninger.

“Tågen var tung og mørk. De levende i London havde smertende øjne og irriterede lunger, de blinkede, peb og nøs, som skulle de kvæles”, skrev Dickens i romanen “Vor fælles ven” (1864).

Som søn af en kontoransat på den britiske flådes lønningskontor var Dickens født ind i middelklassen. At han skulle have en god uddannelse, var derfor en selvfølge.

De tidlige skoleår tilbragte Dickens da også på en privatskole.

Men i 1822, da Dickens var 11 år gammel, blev alt forandret. Familien havde oparbejdet en større gæld, og for at komme væk fra kreditorerne måtte de forlade hjemmet i Portsmouth og gemme sig i storbyen London. To år senere indhentede fortiden faren, og han endte i gældsfængsel.

Skolegang var der ikke længere råd til. I stedet fik Dickens arbejde på en fabrik, hvor han for seks shilling om ugen klistrede etiketter på bøtter med skosværte 10 timer om dagen.

Arbejdet var hårdt, og omgivelserne trøstesløse.

“Bygningen, som lå ved floden, var faldefærdig og overrendt af rotter. Rummene, deres pilrådne gulve og trapper, de gamle, grå rotter i kælderen og lyden af deres trippen og piben, som lød fra trappen hele tiden, samt snavset og forfaldet – det hele husker jeg så livligt, som var jeg der igen”, fortalte Dickens senere.

Med hjælp fra en arv blev faren få måneder senere i stand til at betale sin gæld. Han kunne derefter forlade fængslet og Dickens genoptage skolegangen.

Nogen formel uddannelse fik han dog ikke, og forfærdelsen over pludseligt at have været på samfundets bund ændrede Dickens – og gav ham romanstof nok til et helt liv.

Mindst en person fra fabrikken fandt vej til en af forfatterens senere romaner. Bob Fagin, en arbejdsdreng, som præsenterede sig for Dickens på den første arbejdsdag, inspirerede karaktertrækkene for tyvekongen af samme navn i romanen “Oliver Twist”.

Efter at have forladt skolen som 15-årig fik Dickens arbejde på et advokatkontor.

I sin fritid lærte han sig selv stenografi og gik i teatret. Teaterinteressen var så stor, at Dickens alvorligt overvejede at blive skuespiller. Det lykkedes ham endog at indgå en aftale om at aflægge en prøve i et af teatrene i Covent Garden, men en forkølelse forhindrede ham i at gennemføre.

I stedet begyndte Dickens at skrive. Hans første opgave bestod i at skrive ugentlige referater af debatterne i parlamentet i tidsskriftet “The Mirror of Parliament”.

Senere blev Dickens gennem en anbefaling fra en kollega ansat som politisk reporter ved avisen “Morning Chronicle”. Lønnen var fem guineas om ugen, en sum, der svarer til ca. 700 kroner i dag og gjorde Dickens uafhængig af hjælp fra faren, som igen var i færd med at gældsætte sig.

Sideløbende skrev Dickens små historier om London og dens mennesker. Historierne blev trykt i aviserne ledsaget af små illustrationer tegnet af bl.a. ham selv.

Dickens’ skitser gjorde ham til et kendt navn, og i 1836 bad forlaget Chapman and Hall ham om at levere teksten til en illustreret føljeton, som skulle udkomme en gang om måneden.

Sammen med tegneren Hablot Knight Browne – kendt under kunstnernavnet Phiz – skabte han en beretning, som blev kendt som “Pickwick-Klubbens efterladte Papirer”.

Beretningen handlede om den velhavende pensionist Samuel Pickwick og de eventyr, som han begav sig ud på med venner og bekendte.

Meningen var, at tegningerne skulle være udgangspunktet for historien, men Dickens’ stærke pen tog snart føringen, og tegningerne blev i stedet tilpasset teksten.

De første episoder vakte ved udgivelsen ikke synderlig opmærksomhed, men da Dickens i den fjerde episode af fortællingen introducerede en ny person, tog sagerne fart. Sam Weller – en skopudser, som blev den lidt naive Pickwicks tjener og beskytter – blev straks seriens populæreste person.

Weller talte med en tyk cockney-dialekt – den dialekt, som Londons arbejderklasse talte – og fik læserne til at klukle med bemærkninger som: “Nå, nu ser alt ud, som det skal – som faren sagde, da han skar sønnens hoved af for at kurere hans skelen”.

Takket være Weller steg salget af “Pickwick-Klubbens efterladte Papirer” drastisk. Fortællingen var så populær, at dens sidste kapitel solgte hele 40.000 eksemplarer.

Gennembruddet gjorde øjeblikkeligt Dickens — der skrev under pseudonymet Boz – til én af Londons berømtheder:

“Boz styrer hele byen”, skrev én kritiker.

Snart væltede tilbud om lukrative forlagskontrakter ind. I løbet af de følgende tre år skrev og udgav Dickens romanerne “Oliver Twist”, “Nicolas Nickleby” og “Nelly og hendes bedstefar” (“The Old Curiosity Shop”). Romanerne blev godt modtaget af læserne, blandt dem den unge dronning Victoria. Hun blev gerne længe oppe for at diskutere handlingen i Dickens’ fortællinger, betroede dronningen sin dagbog.

Succesen og den deraf følgende indtjening kom på det bedst mulige tidspunkt, for i 1836 – det samme år, som “Pickwick Papers” begyndte at udkomme – giftede Dickens sig med Catherine Thomson Hogarth, datter af en skotsk redaktør og musikkritiker.

I januar 1837 fødte Catherine parrets første barn, en søn, som også fik navnet Charles. De følgende år skulle børneflokken vokse til hele 10 – syv drenge og tre piger.

Evnen til at lege med sproget var et af Dickens’ kendetegn. Forfatteren navngav gerne sine romanfigurer, så de afspejlede netop den karakters egenskaber.

Scrooge, navnet på den nærige hovedperson i romanen “Et juleeventyr”, henviser fx til det gamle engelske ord for gnier. Men Dickens lavede også gerne sine egne ord, hvis det engelske sprog ikke dækkede det, han gerne ville udtrykke.

Blandt de ord, som Dickens indførte, var the creeps, som bedst kan oversættes med “myrekryb”, rampage – “amok-løb”, og abuzz – “summende” eller “svirrende” – ofte underforstået som sladder eller ivrig småsnakken.

Da Dickens ofte lod sine figurer tale som jævne folk på gaden i London, introducerede han også udtryk som fx sawbones, “bensaver”, som betegnelse for en kirurg og cagmag, råddent kød eller en skruppelløs slagter, som sælger fordærvede varer.

Dickens blev også den første til at anvende ordet dørmåtte om en person, som lader sig trampe på. “Hun spurgte mig og Joe, om vi regnede hende for en dørmåtte, og hvor vi vovede at behandle hende sådan”, skriver Dickens i romanen “Store forventninger”.

Mest kendt er imidlertid Dickens’ udtryk bah humbug, den mishagsytring, som figuren Scrooge anvender, når talen falder på julen.

Udtrykket humbug var kendt siden i hvert fald midten af 1700-tallet, men Dickens udødeliggjorde det i sin måske allermest elskede klassiker “Et juleeventyr”.

Vores jul er i høj grad formet af Dickens, som genoplivede højtiden som en fest for næstekærligheden og fællesskabet.

I middelalderens bondesamfund havde julen været en vigtig fest, der varede flere dage, og som alle så frem til. Det gjaldt ikke mindst de store sammenkomster, som blev holdt i den lokale herremands store sal.

Men på Dickens’ tid havde julen udviklet sig til en stille affære, der var overstået på en dag. Alt det ændrede Dickens med romanen “Et juleeventyr”, som udkom i 1843.

I bogen besøger tre spøgelser julenat den nærige forretningsmand Ebenezer Scrooge. Spøgelserne overbeviser Scrooge om, at han vil dø ensom og forladt, hvis ikke han lærer at udvise næstekærlighed og at glæde andre. Den skræmte Scrooge lader sig omvende og indser, at julen er et godt sted at begynde.

“Jeg vil ære julen af mit ganske hjerte og søge at helligholde den hele året igennem”, udbryder han, inden han overøser sin fattige skriver, Bob, med gaver og lækker julemad.

Scrooge var ikke den eneste, som blev omvendt. Bogen blev en stor succes.

“Hvis julen med dens gamle skikke som gæstfrihed og velgørenhed var i fare for at gå i forfald, så er her bogen, der kan redde den”, skrev forfatteren Thomas Hood begejstret.

Selv overklassen og kongehuset tog julen til sig som en tid til fest og velgørenhed.

Da dronning Victoria og gemalen prins Albert i 1848 indførte det pyntede juletræ på slottet, bidrog det kun yderligere til julens popularitet.

Også forventninger til julevejret skulle Dickens påvirke. I sine julefortællinger beskrev han altid snedækkede landskaber.

Det skyldes formentlig, at Dickens i sine romaner gennemlevede sine tidlige – lykkelige – barndomsår. Historikere påpeger, at Dickens voksede op i det koldeste årti siden 1690’erne, og at England oplevede snefald i hvert eneste af Dickens’ første leveår.

Charles Dickens døde den 9. juni 1870 af en hjerneblødning blot 58 år gammel.

Fem år forinden var han udsat for en voldsom ulykke, da et tog, han befandt sig i, kørte af sporet ved Staplehurst i Kent. 10 mennesker omkom. Dickens slap med mindre knubs og hjalp med at tage sig af de hårdt sårede medpassagerer. Men oplevelsen påvirkede ham dybt, og han blev efter eget udsagn aldrig den samme igen.

Forfatterens tidlige død skyldtes dog formentlig først og fremmest overanstrengelse. Af frygt for at ende i gældsfængsel som sin far arbejdede han hårdt og vedholdende. Ud over skriverierne gennemførte han adskillige oplæsninger. I perioden december 1867 til april 1868 blev det til ikke færre end 76 optrædener under en turné i USA.

Selvom han i 1869 på lægens ordre holdt en pause efter et slagtilfælde, fortsatte han oplæsningerne i 1870. Blandt de sidste var en optræden i maj for Det Kongelige Akademi med prinsen og prinsessen af Wales blandt publikum.

Dickens mistede bevidstheden den 8. juni om aftenen efter at have tilbragt en hel dag med at skrive på romanen “Edwin Drood”. Han afgik ved døden den følgende dag.

Dickens havde ønsket at blive begravet i stilhed på den lokale kirkegård, men familien lod sig overtale til at gravlægge ham i Westminster Abbey i London. Her hviler han i Poets’ Corner – den del af kirken, som er helliget mindet om Storbritanniens ypperste forfattere.

Frygten for at ende fattig og forarmet viste sig at være ubegrundet. Boopgørelsen viste, at Dickens efterlod sig hele 80.000 pund – eller ca. 70 millioner kroner.