Dante smed paven i Helvede

Efter at have taget grundigt forskud på festlighederne har de besluttet sig for at give deres fjender et ordentligt lag tæsk. De hvide guelfer går til modangreb, og snart flyder blodet på piazzaen; bl.a. får en ung mand af en fremstående hvid familie sin næse hugget af.

Rygtet om, hvad der er sket, spreder sig hurtigt, og snart er slagsmålet mellem sorte og hvide vokset til en betændt politisk konflikt.

Dante blev tvunget i eksil

Kampe mellem forskellige politiske grupperinger var på denne tid mere reglen end undtagelsen i Italiens mange bystater. At netop dette klammeri mellem to ungdomsbander er gået over i historien, skyldes, at det blev optakten til de begivenheder, der tvang en af de berømteste florentinere gennem tiden, Dante Alighieri, til at forlade sin hjemby.

Og det var under hans flakken omkring i landflygtighed, at han skrev sit berømteste værk, Den guddommelige komedie. Værket er i jeg-form og skildrer en fiktiv Dantes vandringer gennem Helvedes ni cirkler, gennem skærsildens bjerg og videre til Paradiset.

I værket afspejles Dantes syn på politik, religion og filosofi. På vejen refererer han også til vigtige begivenheder under sit eget liv på jorden.

“Jeg blev født i den store by ved Arnos skønne flod”, skriver Dante.

Han fortæller også, at han blev døbt i sin “elskede San Giovanni”, Firenzes domkirkes berømte dåbskapel, hvis loft prydes af mosaikker af dommedag. Måske var det allerede her, at barnet Dante fik inspiration til sine detaljerede beskrivelser af alle Helvedes pinsler.

Forelskede sig i Beatrice

Durante Alighieri blev født i 1265 i en gammel og agtværdig, men ikke længere særlig rig eller betydningsfuld familie. Hans far arbejdede som banktjenestemand, og moren døde, da drengen, der fik kælenavnet Dante, var lille.

Dante gik i skole hos munkene på et af byens klostre og læste senere ved universitetet i Bologna. I hans uddannelse indgik studier i latin, teologi, matematik og jura. De to sidste ansås som nødvendige for en ung mand, der forventedes at gøre karriere i Firenzes handels- og finanssektor.

Det fremgår af Dantes værker, at han var en dannet mand, men trods sine flittige studier var han ingen isoleret bogorm.

“Han levede og omgikkes andre ynglinge og viste sig høvisk, kyndig og djærv i alle de idrætter, som sømmer sig for en yngling”, skrev historikeren Leonardo Bruno i 1400-tallet.

Allerede i en alder af ni år skal Dante have forelsket sig i den otteårige Bice Portinari. Han kaldte hende Beatrice, og for ham blev hun sindbilledet på kærligheden. I debutværket Nyt liv, der blev udgivet i 1293, lovpriser Dante i en række sonetter Beatrices livlighed og skildrer et sværmeri, som er helt igennem høvisk og sømmeligt.

Om digtets kærlighedshistorie var en parallel til virkeligheden, ved man ikke. I hvert fald giftede Bice Portinari sig med en anden og døde i en ung alder. Dante var allerede som 12-årig blevet trolovet med en pige ved navn Gemma Donati og giftede sig med hende, da han var i tyverne.

Parret fik fire børn. Én dreng, Gio­vanni, døde som spæd, mens sønnerne Pietro og Jacopo voksede op til at skrive kommentarer til deres berømte fars værk. Datteren Antonia endte som nonne i Ravenna.

Købmændene tog over

Republikken Firenze var på Dantes tid et handels- og finanscentrum. Takket være en blomstrende tekstilindustri og driftige banker havde den gamle adel måttet se sig overgået af en voksende velhavende borgerklasse, der fik stadig større politisk indflydelse.

I 1250 oprettedes der et politisk system, Primo Popolo (Folkets forrang), hvor repræsentanter for borgerklassen blev valgt til byrådet og ledende embeder. Der var dog ikke tale om noget folkestyre i moderne forstand. Kvinder og lønarbejdere havde ingen stemmeret og kunne heller ikke vælges.

For at deltage i det politiske liv krævedes der medlemskab af et af byens erhvervslav. Efter at Dante var blevet optaget i lavet for bl.a. læger og apotekere, kunne han således gå ind i politik. Han sad i flere af byens råd og styrende organer og var i en periode i 1300 blevet valgt til posten som prior.

Politikken på den italienske halvø havde længe været præget af konflikterne mellem guelferne, som støttede pavemagten, og ghibellinerne, der holdt på den tysk-romerske kejser.

Strid om kejsertronen

Betegnelserne stammede fra 1100-tallets Tyskland, hvor de to adelsslægter Welf (der på italiensk blev forvansket til “guelf”) og Hohenstaufen (hvis borg, Waiblingen, lagde navn til “ghibellinerne”) var rivaler i kampen om kejsertronen.

Dantes familie tilhørte guelferne, og i 1289 deltog han som rytter i slaget ved Campaldino, hvor de florentiske guelfer knuste ghibellinerne fra byen Arezzo.

I Firenze var guelferne gået sejrrige ud af magtkampen, men i 1290’erne splintredes partiet i to fraktioner: De “sorte” og de “hvide”.

Dante regnede sig blandt de hvide guelfer, der repræsenterede den velbjærgede borgerstand. Til de sorte guelfer sluttede sig mange gamle adelsfamilier, der ikke ville se deres magt afgivet til jævne købmænd og bankfolk.

I 1301 indgik pave­dømmet, der støttede de sorte, en alliance med Frankrig og planlagde en invasion af Firenze. Dante indgik i en delegation, der blev sendt til Rom for gennem diplomati at forsøge at få paven til at opgive inva­sionsplanerne, men til ingen nytte.

De sorte guelfere sejrede

Inden Dante var nået tilbage igen, var den franske kong Karl af Valois’ tropper marcheret ind i Firenze og havde hjulpet de sorte guelfer med at tage magten. Som repræsentant for det gamle styre blev Dante, der da befandt sig i Siena, idømt bøder og to års landsforvisning fra Firenze.

I marts 1302 blev dommen ændret til landsforvisning på livstid, og han blev truet med dødsstraf ved brænding, hvis han viste sig i byen igen.

Dante var rasende. I årevis havde han og de hvide guelfere støttet pavemagten, men nu havde pave Bonifacius 8. forrådt dem. Og ikke nok med det: Bonifacius havde også udvidet pavedømmets magt, så kejseren fremover skulle være pavens undergivne – noget, Dante var stærkt imod.

Han mente, at paven og kejseren hver især skulle have lige meget magt. Som hævn placerede Dante i sin komedie pave Bonifacius i Helvedets ottende cirkel, hvor de korrupte fik deres straf.

I den første del af sit liv i eksil slog Dante sig sammen med andre landflygtige florentinere, der ville generobre magten i hjembyen, men snart blev han træt af intriger og rivaliseringer i det, han kaldte “dette onde og enfoldige selskab”.

I stedet viede han sig nu helhjertet til sit forfatterskab, mens han opholdt sig som gæst hos åndsfæller og fyrster i flere af Norditaliens bystater. Formodentlig forblev hans hustru og børn i starten i Firenze, men senere blev også de voksne børn tvunget i eksil.

Alle Dantes midler var blevet beslaglagt, og han var henvist til sine velgøreres gavmildhed.

Dante nægtede at bøje sig

Hvordan Dante oplevede sit hjemløse og omflakkende liv, fremgår af et vers i Den guddommelige komedie:

“Alt, hvad du i dit liv har holdt dig kærest, må du opgive; det bliver den første pil, din landflygtighed affyrer fra sin bue. Du kommer til at erfare, hvordan andres brød smager bittert, og de skridt er tunge, som leder op og ned ad andre mænds trapper”.

Men hvor meget Dante end længtes hjem til Firenze, ville han ikke vende tilbage for enhver pris. I 1315 tilbød magthaverne i Firenze ham amnesti på betingelse af, at han gjorde en fornedrende bodsgang. I et brev, som Dante ved den lejlighed skrev til en præst i Firenze, gør han klart, hvad han syntes om dette forslag:

“Nej, fader, dette er ikke vejen at vende hjem til sit fædrende land ad. Men om I eller andre kan finde en anden vej, der ikke strider mod Dantes ry og ære, så vil jeg betræde den med raske skridt. Men om ingen sådan vej fører til Firenze, da vil jeg aldrig vende tilbage”.

Malaria blev hans endeligt

Dante genså aldrig sin fødeby. Sin sidste tid tilbragte han i Ravenna som gæst hos byens hersker, Guido Novello da Polenta. I 1321 indgik Dante i en delegation, som Polenta sendte til Venedig for at afværge en krig. Missionen lykkedes, men på tilbagevejen gennem sumpområderne blev Dante ramt af feber.

Han døde kort efter hjemkomsten til Ravenna, natten til den 14. september, formodentlig af malaria. Den allerede på dette tidspunkt kendte forfatter blev gravlagt i en marmorsarkofag i franciskanermunkenes kirke.

Nogle år efter Dantes død kom et paveligt sendebud til Ravenna for offentligt at brænde hans mest politiske værk, De Monarchia. Sendebuddet ville også brænde Dantes jordiske rester på sit bål, men forfatterens venner fik liget bragt i sikkerhed.

Firenze har siden flere gange gjort krav på at få byens berømte søns rester hjem, men uden held. Digteren hviler stadig i sin pragtfulde sarkofag i Ravenna, mens et mindesmærke er rejst for ham i kirken Santa Croce i Firenze.