Vergil viser Dante Helvede.

Dante smed paven i Helvede

Middelalderens største forfatter havde trofast støttet pavedømmet i Rom – indtil paven forræderisk faldt ham i ryggen. Men Dante udtænkte en evig hævn.

Middelalderens største forfatter havde trofast støttet pavedømmet i Rom – indtil paven forræderisk faldt ham i ryggen. Men Dante udtænkte en evig hævn.

incamerastock/Imageselect

Piazza Santa Trinità i Firenze vrimler med festklædte mennesker, der danser og drikker vin. Det er første maj år 1300, og som i mange andre italienske byer fejrer man Calendimaggio, den årlige fest for forårets komme.

I folkemængden findes en gruppe unge mænd, der tilhører det “hvide” guelfparti. Festivitassen kommer til en brat afslutning, da en anden gruppe adelssønner kommer ridende med dragne sværd. De tilhører de “sorte” guelfer – den anden side i den politiske magtkamp i byen på dette tidspunkt.

Dante Alighieri-portræt

Dante Alighieri, der døde i 1321 – for præcis 700 år siden – blev en af middelalderens vigtigste forfattere.

© Gipsafstøbning, Statens Museums for Kunst, www.smk.dk, public domain

Efter at have taget grundigt forskud på festlighederne har de besluttet sig for at give deres fjender et ordentligt lag tæsk. De hvide guelfer går til modangreb, og snart flyder blodet på piazzaen; bl.a. får en ung mand af en fremstående hvid familie sin næse hugget af.

Rygtet om, hvad der er sket, spreder sig hurtigt, og snart er slagsmålet mellem sorte og hvide vokset til en betændt politisk konflikt.

Dante blev tvunget i eksil

Kampe mellem forskellige politiske grupperinger var på denne tid mere reglen end undtagelsen i Italiens mange bystater. At netop dette klammeri mellem to ungdomsbander er gået over i historien, skyldes, at det blev optakten til de begivenheder, der tvang en af de berømteste florentinere gennem tiden, Dante Alighieri, til at forlade sin hjemby.

“Jeg blev født i den store by ved Arnos skønne flod”. Dante Alighieri.

Og det var under hans flakken omkring i landflygtighed, at han skrev sit berømteste værk, Den guddommelige komedie. Værket er i jeg-form og skildrer en fiktiv Dantes vandringer gennem Helvedes ni cirkler, gennem skærsildens bjerg og videre til Paradiset.

I værket afspejles Dantes syn på politik, religion og filosofi. På vejen refererer han også til vigtige begivenheder under sit eget liv på jorden.

“Jeg blev født i den store by ved Arnos skønne flod”, skriver Dante.

Han fortæller også, at han blev døbt i sin “elskede San Giovanni”, Firenzes domkirkes berømte dåbskapel, hvis loft prydes af mosaikker af dommedag. Måske var det allerede her, at barnet Dante fik inspiration til sine detaljerede beskrivelser af alle Helvedes pinsler.

Dåbskapellet i Firenze

Dante var meget betaget af Firenzes berømte dåbskapel med dets mosaikker, der bl.a. viste scener fra dommedag.

© Ricardo André Frantz/CC BY-SA 3.0

Forelskede sig i Beatrice

Durante Alighieri blev født i 1265 i en gammel og agtværdig, men ikke længere særlig rig eller betydningsfuld familie. Hans far arbejdede som banktjenestemand, og moren døde, da drengen, der fik kælenavnet Dante, var lille.

“Han levede og omgikkes andre ynglinge og viste sig høvisk, kyndig og djærv i alle de idrætter, som sømmer sig for en yngling”. Historikeren Leonardo Bruno i 1400-tallet.

Dante gik i skole hos munkene på et af byens klostre og læste senere ved universitetet i Bologna. I hans uddannelse indgik studier i latin, teologi, matematik og jura. De to sidste ansås som nødvendige for en ung mand, der forventedes at gøre karriere i Firenzes handels- og finanssektor.

Det fremgår af Dantes værker, at han var en dannet mand, men trods sine flittige studier var han ingen isoleret bogorm.

“Han levede og omgikkes andre ynglinge og viste sig høvisk, kyndig og djærv i alle de idrætter, som sømmer sig for en yngling”, skrev historikeren Leonardo Bruno i 1400-tallet.

Dante i Helvede med Vergil

I den 8. cirkel ser Dante og Vergil korrupte paver blive straffet ved at få deres fodsåler brændt.

© Bettmann/Getty Images

Dante blev Helvedets arkitekt

I middelalderen kendte alle historierne om pinslerne i Helvede, men det var Dante, der i sit værk for første gang kortlagde Helvedes topografi i detaljer.

I Den guddommelige komedie beskriver Dante sin rejse gennem Helvede, skærsilden og endelig Paradiset. Undervejs møder digteren ikke færre end 1.000 afdøde historiske og samtidige personer.

Den første del af Dantes rejse foregår i Helvede, der ifølge digteren er formet som en gigantisk tragt under den nordlige halvkugle. Ved indgangen står der: “Her lades alt håb ude”. Tragten snævrer ind hen imod Jordens midte, hvor Lucifer residerer fastfrosset i en kerne af is.

Ifølge Dante består Helvede af ni cirkler, som er tilegnet forskellige synder. Under rejsen gennem Helvede bliver Dante guidet af den romerske digter Vergil, der 1.300 år før Dante skrev storværket Æneiden.

1. cirkel

I Helvedets første cirkel ligger Limbo – grænsen til det virkelige Helvede. Her møder Dante retskafne, udøbte hedninge, der ikke kan komme i Himlen, men heller ikke har syndet nok til at komme i Helvede, fx Aristoteles, Cæsar og Saladin.

2. cirkel

Her ender de tøjleløst lidenskabelige, som blæses rundt af en konstant storm – billedet på deres drifter. Blandt synderne møder Dante bl.a Kleopatra og Helena af Troja.

3. cirkel

De glubske med en enorm appetit lider i tredje cirkel, hvor de ligger med ansigtet ned i skidtet, mens orme og afføring regner ned.

4. cirkel

Griske og ødsle syndere straffes i fjerde cirkel, hvor de er tvunget til at skubbe enorme sten rundt i stedet for deres elskede rigdomme. Her er flere paver og biskopper.

5. cirkel

I femte cirkel straffes de hadefulde i floden Styx. De passivt vrede ligger under vandoverfladen, mens de aktivt vrede for al evighed kæmper mod hinanden i overfladen.

6. cirkel

Her straffes kættere og gudsbespottere, der holdes fanget i glohede sarkofager.

7. cirkel

Voldelige syndere straffes i syvende cirkel. De, der har begået vold mod andre, pines i en sø af kogende blod. Blandt dem er Alexander den Store. Selvmordere, der har begået vold mod sig selv, forvandles til træer, hvis grene konstant knækkes.

8. cirkel

I denne cirkel straffes bedragere. Dante møder bl.a. pave Nicolaus 3., der straffes for at have solgt kirkelige embeder. Paven er begravet med hovedet nedad, mens flammer brænder hans fodsåler. Dante får at vide, at hans ærkefjende, pave Bonifacius 8., også vil ende her efter sin død.

9. cirkel

Her straffes forrædere ved at blive fastfrosset i en kæmpe sø af is. Blandt dem er Judas. I denne cirkel residerer Lucifer selv.

Allerede i en alder af ni år skal Dante have forelsket sig i den otteårige Bice Portinari. Han kaldte hende Beatrice, og for ham blev hun sindbilledet på kærligheden. I debutværket Nyt liv, der blev udgivet i 1293, lovpriser Dante i en række sonetter Beatrices livlighed og skildrer et sværmeri, som er helt igennem høvisk og sømmeligt.

Om digtets kærlighedshistorie var en parallel til virkeligheden, ved man ikke. I hvert fald giftede Bice Portinari sig med en anden og døde i en ung alder. Dante var allerede som 12-årig blevet trolovet med en pige ved navn Gemma Donati og giftede sig med hende, da han var i tyverne.

Parret fik fire børn. Én dreng, Gio­vanni, døde som spæd, mens sønnerne Pietro og Jacopo voksede op til at skrive kommentarer til deres berømte fars værk. Datteren Antonia endte som nonne i Ravenna.

Dante med Beatrice

Dantes barndomsforelskelse, Beatrice, er i Den guddommelige komedie Dantes guide i Paradis.

© Poul S. Christiansen/Dante og Beatrice i Paradis, 1895, Statens Museums for Kunst, www.smk.dk, public domain

Købmændene tog over

Republikken Firenze var på Dantes tid et handels- og finanscentrum. Takket være en blomstrende tekstilindustri og driftige banker havde den gamle adel måttet se sig overgået af en voksende velhavende borgerklasse, der fik stadig større politisk indflydelse.

I 1250 oprettedes der et politisk system, Primo Popolo (Folkets forrang), hvor repræsentanter for borgerklassen blev valgt til byrådet og ledende embeder. Der var dog ikke tale om noget folkestyre i moderne forstand. Kvinder og lønarbejdere havde ingen stemmeret og kunne heller ikke vælges.

For at deltage i det politiske liv krævedes der medlemskab af et af byens erhvervslav. Efter at Dante var blevet optaget i lavet for bl.a. læger og apotekere, kunne han således gå ind i politik. Han sad i flere af byens råd og styrende organer og var i en periode i 1300 blevet valgt til posten som prior.

Politikken på den italienske halvø havde længe været præget af konflikterne mellem guelferne, som støttede pavemagten, og ghibellinerne, der holdt på den tysk-romerske kejser.

Dante som digter

Dante mente, at Italien burde forene sig både geografisk, politisk og sprogmæssigt.

© DEA/G. NIMATALLAH/Getty Images

Drømmen var et forenet Italien med et fælles sprog

Allerede i debutværket Nyt liv valgte Dante at skrive på sin egen toscanske dialekt i stedet for latin, som var normen på dette tidspunkt.

Under sit eksil besøgte Dante mange steder i Italien, hvor han studerede de lokale dialekter. Han blev mere og mere overbevist om, at man burde betragte den politisk splittede halvø som et samlet “fædreland” og udvikle et fælles folkesprog, et lingua comune.

Han beskrev disse idéer i det videnskabelige værk De vulgari eloquentia (“Om veltalenhed på folkesproget”). Dele af Den guddommelige komedie blev også skrevet på folkesprog.

Dante så aldrig sin drøm gjort til virkelighed, men han fik hurtigt efterfølgere, der skrev på folkesproget og dermed gjorde litteraturen mere tilgængelig for en bredere læsekreds. To af dem var forfatterne Giovanni Boccaccio og Francesco Petrarca, begge med rødder i Firenze.

Først med samlingen af Italien i 1870 virkeliggjordes drømmen. Dantes toscanske dialekt fik stor indflydelse på det, der skulle blive den forenede nations “rigsitaliensk”.

Strid om kejsertronen

Betegnelserne stammede fra 1100-tallets Tyskland, hvor de to adelsslægter Welf (der på italiensk blev forvansket til “guelf”) og Hohenstaufen (hvis borg, Waiblingen, lagde navn til “ghibellinerne”) var rivaler i kampen om kejsertronen.

Dantes familie tilhørte guelferne, og i 1289 deltog han som rytter i slaget ved Campaldino, hvor de florentiske guelfer knuste ghibellinerne fra byen Arezzo.

Pave Bonifacius 8.

Pave Bonifacius 8. blev Dantes mest forhadte fjende. Paven allierede sig bl.a. med den franske kongemagt, som invaderede Firenze og knuste de hvide guelfere, som Dante tilhørte.

© www.europeana.eu/Joachim of Fiore/The British Library/CC1.0

I Firenze var guelferne gået sejrrige ud af magtkampen, men i 1290’erne splintredes partiet i to fraktioner: De “sorte” og de “hvide”.

Dante regnede sig blandt de hvide guelfer, der repræsenterede den velbjærgede borgerstand. Til de sorte guelfer sluttede sig mange gamle adelsfamilier, der ikke ville se deres magt afgivet til jævne købmænd og bankfolk.

I 1301 indgik pave­dømmet, der støttede de sorte, en alliance med Frankrig og planlagde en invasion af Firenze. Dante indgik i en delegation, der blev sendt til Rom for gennem diplomati at forsøge at få paven til at opgive inva­sionsplanerne, men til ingen nytte.

De sorte guelfere sejrede

Inden Dante var nået tilbage igen, var den franske kong Karl af Valois’ tropper marcheret ind i Firenze og havde hjulpet de sorte guelfer med at tage magten. Som repræsentant for det gamle styre blev Dante, der da befandt sig i Siena, idømt bøder og to års landsforvisning fra Firenze.

I marts 1302 blev dommen ændret til landsforvisning på livstid, og han blev truet med dødsstraf ved brænding, hvis han viste sig i byen igen.

Dante var rasende. I årevis havde han og de hvide guelfere støttet pavemagten, men nu havde pave Bonifacius 8. forrådt dem. Og ikke nok med det: Bonifacius havde også udvidet pavedømmets magt, så kejseren fremover skulle være pavens undergivne – noget, Dante var stærkt imod.

Han mente, at paven og kejseren hver især skulle have lige meget magt. Som hævn placerede Dante i sin komedie pave Bonifacius i Helvedets ottende cirkel, hvor de korrupte fik deres straf.

“Alt, hvad du i dit liv har holdt dig kærest, må du opgive”. Dante om sit liv i eksil.

I den første del af sit liv i eksil slog Dante sig sammen med andre landflygtige florentinere, der ville generobre magten i hjembyen, men snart blev han træt af intriger og rivaliseringer i det, han kaldte “dette onde og enfoldige selskab”.

I stedet viede han sig nu helhjertet til sit forfatterskab, mens han opholdt sig som gæst hos åndsfæller og fyrster i flere af Norditaliens bystater. Formodentlig forblev hans hustru og børn i starten i Firenze, men senere blev også de voksne børn tvunget i eksil.

Alle Dantes midler var blevet beslaglagt, og han var henvist til sine velgøreres gavmildhed.

Dante nægtede at bøje sig

Hvordan Dante oplevede sit hjemløse og omflakkende liv, fremgår af et vers i Den guddommelige komedie:

“Alt, hvad du i dit liv har holdt dig kærest, må du opgive; det bliver den første pil, din landflygtighed affyrer fra sin bue. Du kommer til at erfare, hvordan andres brød smager bittert, og de skridt er tunge, som leder op og ned ad andre mænds trapper”.

Dante og Vergil i Helvedets niende cirkel

Dante og Vergil så i Helvedets niende cirkel, hvordan forrædere blev straffet. De var frosset fast i en sø af is, hvor de rev hinanden i stykker.

© incamerastock/Imageselect

Men hvor meget Dante end længtes hjem til Firenze, ville han ikke vende tilbage for enhver pris. I 1315 tilbød magthaverne i Firenze ham amnesti på betingelse af, at han gjorde en fornedrende bodsgang. I et brev, som Dante ved den lejlighed skrev til en præst i Firenze, gør han klart, hvad han syntes om dette forslag:

“Nej, fader, dette er ikke vejen at vende hjem til sit fædrende land ad. Men om I eller andre kan finde en anden vej, der ikke strider mod Dantes ry og ære, så vil jeg betræde den med raske skridt. Men om ingen sådan vej fører til Firenze, da vil jeg aldrig vende tilbage”.

Malaria blev hans endeligt

Dante genså aldrig sin fødeby. Sin sidste tid tilbragte han i Ravenna som gæst hos byens hersker, Guido Novello da Polenta. I 1321 indgik Dante i en delegation, som Polenta sendte til Venedig for at afværge en krig. Missionen lykkedes, men på tilbagevejen gennem sumpområderne blev Dante ramt af feber.

Han døde kort efter hjemkomsten til Ravenna, natten til den 14. september, formodentlig af malaria. Den allerede på dette tidspunkt kendte forfatter blev gravlagt i en marmorsarkofag i franciskanermunkenes kirke.

Dante døde 56 år gammel i september 1321 omgivet af sine sidste venner. Dødsårsagen var sandsynligvis malaria.

© akg-images/De Agostini Picture Lib./D. Dagli Orti

Nogle år efter Dantes død kom et paveligt sendebud til Ravenna for offentligt at brænde hans mest politiske værk, De Monarchia. Sendebuddet ville også brænde Dantes jordiske rester på sit bål, men forfatterens venner fik liget bragt i sikkerhed.

Firenze har siden flere gange gjort krav på at få byens berømte søns rester hjem, men uden held. Digteren hviler stadig i sin pragtfulde sarkofag i Ravenna, mens et mindesmærke er rejst for ham i kirken Santa Croce i Firenze.