Dickens revser ufølsomme briter

Den 13. november 1849 stimlede 30.000 mennesker sammen for at se ægteparret Marie og Frederick Manning blive hængt. Da henrettelsen udviklede sig til en folkefest, greb forfatteren Charles Dickens pennen og skrev et harmdirrende læserbrev til avisen The Times.

Den 13. november 1849 stimlede 30.000 mennesker sammen for at se ægteparret Marie og Frederick Manning blive hængt. Da henrettelsen udviklede sig til en folkefest, greb forfatteren Charles Dickens pennen og skrev et harmdirrende læserbrev til avisen The Times.

Shutterstock

Devonshire, England, 13/11 1849

Sir

Jeg var vidne til henrettelsen*, som denne morgen fandt sted i fængslet i Horsemonger Lane. Jeg tog derhen med det formål at observere folkemængden, som var stimlet sammen for at følge hændelsen.

Jeg havde rig lejlighed til at føre mit forehavende ud i livet, dels gennem observationer udført med jævne mellemrum natten igennem, dels ved at deltage fra daggry, og indtil det hele var overstået.

*

Ægteparret Manning blev stillet for retten i oktober 1849 og dømt for mordet på fru Mannings tidligere elsker, Patrick O’Connor.

Mit formål med dette brev er ikke at diskutere dødsstraf som sådan eller at analysere henholdsvis fortalernes og modstandernes argumenter.

Blot ønsker jeg at bruge denne forfærdelige oplevelse til noget, der kan gavne fællesskabet.

© Ian Dagnall Computing/Imageselect

Charles Dickens

Levetid: 1812-1870.

Nationalitet: Britisk.

Erhverv: Forfatter, journalist, foredragsholder og samfundsdebattør.

Civilstand: Gift med Catherine Thomson og far til 10 børn.

Kendt for: Dickens beskrev gennem sine romaner victoriatidens skyggesider. Han huskes ikke mindst for sine karikerede personbeskrivelser som fx portrættet af den onde og nærige Ebenezer Scrooge i fortællingen “Et juleeventyr”.

Jeg ønsker på en lettilgængelig måde at gøre offentligheden opmærksom på det, som sir G. Grey* antydede under det seneste parlamentsmøde, nemlig at regeringen overvejer at gøre udførelsen af dødsstraf til et privat anliggende, der udføres inden for fængslets vægge.

Jeg bønfalder af et ærligt hjerte sir G. Grey om at stå i spidsen for arbejdet for at ændre lovgivningen. Dette er hans pligt over for samfundet og et ansvar, han ikke for evigt kan skyde fra sig.

*

Sir George Grey (1799-1882) var indenrigsminister og imod offentlige henrettelser. Han var senere med til at lovgive imod strafformen.

Jeg tror ikke, at noget hedningeland på jorden ville tolerere en sådan ondskab og respektløs morskab som den, folkeskaren udviste i dag.

Rædslen, som synet af galgen og tanken om mordernes forbrydelse vakte i mig, blegnede helt og aldeles ved mødet med den ondskab, som afspejlede sig i de forsamlede tilskueres opførsel, udseende og sprog.

Da jeg ankom ved midnatstid, blev jeg mødt af en skrigen og en hylen, som fik mit blod til at fryse til is.

"Ingen tænkte længere på, at to udødelige sjæle nu var gået til deres dom." Charles Dickens.

Skrigeriet fortsatte natten igennem, og det stod klart, at det kom fra en forsamling af både mænd og kvinder, som i fællesskab havde indtaget de bedste tilskuerpladser.

Samtidig stemte folk i med parodier på forskellige negermelodier. De ændrede teksten, så fx “Oh! Susannah” blev skiftet ud med “Mrs. Manning” og den slags.

Mens dagen gryede, stødte tyve, prostituerede, banditter og vagabonder af enhver afskygning til. Deres tilstedeværelse gav anledning til alle slags uanstændig og anstødelig opførsel.

Folk sloges, dånede, fjollede rundt, piftede, kom med grovkornede vitser og efterlignede Punch* det bedste, de havde lært.

*

Punch var den frække, støjende og småvoldelige hovedperson i de populære engelske dukketeater­stykker “Punch and Judy”.

Nogle kvinder, som var ved at dåne, blev med tøjet i uorden ført bort af politiet. Synet gav den i forvejen lystige stemning et fornyet løft.

Da solen stod op, lysende og klar – og det var den på netop denne dag – forgyldte den de tusinder og atter tusinder af opmærksomt opadvendte ansigter.

Ansigterne forekom så usigelig ubehagelige i al deres fryd og ufølsomhed, at man må føle skam ved at være menneske. Man krymper sig ved tanken om, at vi åbenbart er skabt i Djævlens billede.

Da de to dømte, som tiltrak hele dette frygtelige skue, omsider hang i luften, med kroppe, der rystede og dirrede, var enhver følelse og medfølelse opbrugt hos de tilstedeværende.

Ingen tænkte længere på, at to udødelige sjæle nu var gået til deres dom. Ingen holdt sig heller af den grund tilbage med at udgyde sjofelheder.

I 1800-tallets Storbritannien gik henrettelse i folkemunde under navnet “hængnings-markeder”.

© Victoria and Albert Museum, London

Ærlig talt skulle man tro, at Kristi lære aldrig var blevet forkyndt for verden, og at folk blot gik ud fra, at de dømte ved døden gik til grunde, som var de dyr.

Jeg færdes hjemmevant i fordærvelsens og umoralens værste reder og troede ikke, at nogen tildragelse, som fandt sted i London, kunne overraske mig.

Men ingen kan forestille sig noget så forrående som en offentlig henrettelse. Jeg er forbløffet over den ødelæggende ondskab, som ved den slags lejligheder bliver stillet til skue.

Jeg tror ikke, at et samfund kan trives, når en sådan rædsel og demoralisering som den, der fandt sted ved fængslet i Horsemonger Lane, kan udspille sig lige uden for gode borgeres gadedør og alligevel blive overset eller glemt.

Når vi ved den tilstundende højtid lover Gud at bekæmpe ondskaben i vort land, vil jeg bede læserne om at overveje, hvorvidt tiden ikke nu er kommet til at rette tankerne mod det onde, jeg netop har nævnt, og til at lade det udrydde.

Jeg er Deres tro tjener,
Charles Dickens

Efterskrift

Dickens’ brev var med til at mobilisere den folkelige modstand mod offentlige henrettelser i Storbritannien.

Loven, Capital Punishment Amendment Act, blev dog først vedtaget i 1868 efter et omfattende kommissionsarbejde.

Den sidste offentlige henrettelse fandt sted samme år. Først i 1965 afskaffede englænderne dødsstraffen helt.