Edgar Allan Poe: Mørkets mester spreder stadig mystik

Edgar Allan Poe blev født i Boston i 1809 som søn af to omrejsende skuespillere. Og allerede tidligt i Poes liv blev den mol-tone slået an, som forfulgte ham hele livet, og som kan genfindes i hans dystre værker.

Det skete, da moren døde af tuberkulose i 1811. Poes drikfældige far havde på det tidspunkt forladt familien, så den to-årige Poe var alene i verden.

Morens teaterkontakter sørgede imidlertid for, at han kom i pleje hos tobakskøbmanden John Allan og hans hustru, Frances, fra Richmond. Og til at begynde med tegnede tilværelsen lys for Poe. John Allan var velhavende, og familien manglede intet.

Forholdet til plejefaren begyndte dog at knirke mærkbart, efterhånden som Poe blev ældre. John Allan så gerne, at Poe førte forretningen videre, hvilket Poe ikke havde den fjerneste trang til – poesien og litteraturen kaldte på ham.

Som 17-årig begyndte han at studere sprog og litteratur på universitetet i Virginia. Hans medstuderende kom fra statens mest velstillede familier, så lommepengene hjemmefra rakte ikke til at følge deres ekstravagante livsstil.

Allerede ét år inde i studiet blev Poe smidt ud af universitetet efter at have oparbejdet en tyngende spillegæld. John Allan blev rasende og nægtede at sende flere penge til Poe.

I desperation meldte han sig i 1827 til hæren under navnet Edgar A. Perry for at føre kreditorerne på vildspor. Mens han var udstationeret i Charleston, South Carolina, slog tordenkilen igen ned i Poes liv. Hans plejemor, Frances, døde.

To år efter plejemorens død skrev Poe digtet, der senere blev navngivet "Alone", hvor han sætter sin sorg og følelsen af ensomhed på vers. Senere beskriver den sønderknuste Poe Frances’ død som “et tab, der aldrig kan overvindes”.

På det tidspunkt havde Poe opgivet alle ambitioner om en militær karriere – eller rettere: Militæret opgav ham pga. pligtforsømmelse. Og stedfar John Allan, som ellers havde forbarmet sig og bekostet Poes uddannelse på militærakademiet West Point, slog nu endegyldigt hånden af plejesønnen.

I 1833 indsendte Poe novellen “Manuskript, fundet i en flaske” til Baltimore Saturday Visitor og vandt 50 dollars i præmie. To år senere fik han job som redaktør for Southern Literary Messenger, hvor han skabte sig et navn som anmelder og forfatter.

Han mistede dog jobbet – formentlig på grund af et til tider problematisk alkoholforbrug. Edgar Allan Poe rejste derefter til New York, hvor forfatterskabet for alvor begyndte at udvikle sig til det, vi kender i dag.

Da Edgar Allan Poe skrev novellen “Mordene i Rue Morgue”, introducerede han figuren C. Auguste Dupin – og ændrede den litterære verden for altid.

Dupin er en lynende intelligent privatdetektiv, der med logik og skarp analytisk sans deducerer sig frem til de fældende beviser mod gerningsmanden. I 1841 blev novellen trykt i Graham’s Magazine, som Poe var redaktør for, og læserne kunne fordybe sig i, hvad der i dag betragtes som verdens første detektivhistorie.

Forfatteren Arthur Conan Doyle var så fascineret af figuren, at han senere modellerede privatdetektiven over dem alle, Sherlock Holmes, efter Dupin. Conan Doyle skrev, at “Edgar Allan Poe har gjort mere end nogen anden for at præge krimigenren”.

Poe selv blev inspireret til sin karakter af en af tidens mest farverige personligheder: François-Eugène Vidocq.

I sin ungdom var Vidocq en småkriminel, fægtegal bølle med øgenavnet Vildsvinet, som tilbragte lige så meget tid inden for som uden for fængselsmurene. Men som 35-årig blev han træt af livet på den forkerte side af loven, og de følgende år brugte han sit betydelige intellekt på at blive Frankrigs førende kriminolog og efterforsker – og altså rollemodel for den fiktive Dupin.

Edgar Allan Poe var en flittig skribent, der nåede at skræve over mange genrer i sit alt for korte liv: Digte, skønlitteratur, analyserende essays og anmeldelser.

Især sidstnævnte var han berømt – og berygtet – for. Han hudflettede samtidige forfattere som Charles Dickens og Nathaniel Hawthorne med en hensynsløshed, der gav ham tilnavnet “Tomahawk Man”, øksemanden.

De spydige kommentarer stod dog ikke alene. Poe var også anerkendt som en fremsynet redaktør, der havde en dyb forståelse for litteratur, og som gerne gav nye talenter en chance for at komme i spalterne.

Hans eget gennembrud kom i 1845, hvor han udgav det episke digt “Ravnen”, der blev publiceret den 29. januar i avisen New York Evening Mirror. “Ravnen” handler om en mand, der martres af sorg over at have mistet sin elskede Lenore.

Under en lang, søvnløs nat får han besøg af en talende ravn, der driver ham til rendyrket fortvivlelse ved at affeje alle hans håbefulde spørgsmål med svaret “nevermore” – aldrig mere. Det intense og stemningsmættede digt blev en øjeblikkelig bestseller og sikrede Poe en plads i litteraturhistorien.

Men berømmelsen førte ikke rigdom med sig. Poe modtog kun ni dollars i salær for “Ravnen”, svarende til lidt over 2.000 nutidskroner.

Langt værre var det dog, at digtet næsten profetisk indvarslede endnu en tragisk hændelse i Poes liv: Hans kones død.

Arrangerede fætter-kusine-ægteskaber var ikke unormale på Poes tid, hvor det i nogle kredse blev anset for en praktisk måde at sikre, at penge og jord forblev i familien.

Alligevel så det bedre borgerskab til med løftede øjenbryn, da Edgar Allan Poe giftede sig med sin kusine, Virginia Clemm. Virginia var bare 13 år gammel – Poe 27 år. Derfor løj Virginia sig ældre, og på vielsesattesten kunne man læse, at hun udgav sig for at være 21 år.

Nogle Poe-kendere mener, at deres forhold var en praktisk foranstaltning, og at de levede i fredsommelig platonisk samhørighed, nærmest som bror og søster. Andre kilder mener, at Edgar Allan Poe var stormende forelsket i Virginia, og at hun var hans livs store kærlighed.

Sikkert er det, at Edgar Allan Poe omfattede Virginia med den største ømhed. I sine breve beskrev Poe hende som sin “allerkæreste” og “eneste kærlighed”, og han udtrykker en tiltagende bekymring for hendes helbred, da hun i midten af 1840’erne begynder at hoste blod op. Den tærende syge – tuberkulosen – var for tredje gang i færd med at rive en af Poes kære væk.

Poe beskrev senere Virginias lidelser som “en række af næsten daglige angreb af blødende lunger”.

Hun blev gradvist mere afhængig af morfin og andre smertestillende midler, og den 30. januar 1847 døde Virginia i en alder af bare 24 år. I et brev skrev han efterfølgende at hendes død “har gjort mig sindssyg, kun afløst af lange perioder præget af forfærdelig fornuft”.

Edgar Allan Poe kom sig aldrig over Virginias død, og i årene efter søgte han stadig oftere tilflugt i alkoholens tåger og blev storforbruger af laudanum, en smertestillende medicin, der indeholdt opium.

Misbruget tærede på hans i forvejen skrøbelige helbred. Edgar Allan Poe blev aldrig diagnosticeret i moderne forstand, men han beskrev selv sit sind som “skrøbeligt”, og i sine breve og dagbøger lister han en lang række lidelser op – fra hallucinationer og paranoia til hoste, åndenød og brystsmerter.

Flere nutidige forskere har forsøgt at “fjerndiagnosticere” Poe på baggrund af hans og samtidiges beskrivelser. De mener at kunne genkende symptomer på depressioner, og nogle Poe-eksperter mistænker, at han kan have haft en bipolar lidelse.

Det tiltagende misbrug spillede med stor sandsynlighed en afgørende rolle i Edgar Allan Poes alt for tidlige og sælsomme død.

Lægejournalen angav dødsårsagen som “congestion of the brain”, hvilket var datidens lægesprog for “ukendt dødsårsag”, så den præcise årsag til Edgar Allan Poes død er fortsat et mysterium.

Spekulationerne går på alt fra alkoholforgiftning og hjerneblødning til kolera, overdosis og sågar hundegalskab. Den 3. oktober 1849 blev Poe fundet liggende bevidstløs i Baltimores gader – iklædt en vagabonds tøj og uden en krone på lommen.

På hospitalet fik lægerne kun forvirrede og usammenhængende svar, når de spurgte om hans tilstand. Han døde fire dage efter, den 7. oktober 1849, kun 40 år gammel.

I 1999 fremførte forskeren Albert Donnay en ny teori: At Poe var blevet forgiftet af kulgas. I det 19. århundrede var indendørs gaskaminer og -lamper almindelige, og de kunne forårsage kulilteforgiftning, hvis de ikke fungerede korrekt.

Donnay mener, at Poes symptomer, da han blev fundet i Baltimore – forvirring, hallucinationer og bevidstløshed – stemte overens med symptomerne på kulilteforgiftning. Heller ikke denne teori er dog blevet bevist.

Edgar Allan Poe er begravet på Westminster Hall and Burying Ground – en kirkegård og tidligere kirke, der ligger på 519 West Fayette Street i Baltimore i staten Maryland. Her ligger hans unge hustru, Virginia Clemm, også begravet.

Edgar Allan Poe var ikke alene manden bag litteraturens første privatdetektiv, han opfandt også flere af de greb, der siden blev klassiske elementer i krimier, eventyr og gode gys. I novellen “Guldbillen” fra 1843 skal hovedpersonen fx løse krypterede budskaber og koder for at finde en skjult skat, der tilhørte den berygtede pirat, Kaptajn Kidd. Idéen med at bruge forskellige gåder og hovedbrud som motor i fortællingen var et nybrud på Poes tid og blev efterfølgende et populært element i detektiv- og eventyrgenren.

I “Marie Rogêts mysterium” lader Poe sig inspirere af en virkelig hændelse, nemlig den uopklarede sag om Mary Rogers, en ung kvinde, der blev fundet død i New York i 1841. Poe omskriver historien og flytter handlingen til Paris, hvor hans mesterdetektiv, Auguste Dupin, opklarer sagen.

Teknikken med at basere fiktionen på virkelige begivenheder blev efterfølgende brugt flittigt i detektivhistorier.

Mange forfattere har åbent vedkendt, at de står i gæld til Edgar Allan Poe – fra Jules Verne til Fjodor Dostojevskij. Mindre kendt er det måske, at Poe også satte sit aftryk i den klassiske musik. Den russiske pianist og komponist Sergej Rakhmaninov færdiggjorde i 1913 en symfoni baseret på Edgar Allan Poes digt “Klokkerne” fra 1849.