At se Baz Luhrmanns nye film om rockikonet Elvis Presley føles som at mæske sig i en gigantisk bryllupskage, mens popmusik brager ud af højttalerne, og himlen eksploderer i et spektakulært fyrværkerishow. Det er alt for meget af det gode, men også forførende og underholdende, mens det står på.
I sine tidligere film “Moulin Rouge”, “Australia” og “The Great Gatsby” vækkede den australske instruktør ikke så meget historien til live, som han formede den i sin egen melodramatiske kameralinse – og den tilgang er kun taget til i styrke.
Se traileren til “Elvis” fra 2022
Manipulerer Elvis-myten frem
Filmen, som lige nu kan streames på HBO Nordic, kortlægger Elvis Aaron Presleys rejse fra fattig sydstatsdreng i byen Tupelo til kongen af rock’n’roll i et hæsblæsende tempo.
Vi ser hans musikalske opvågnen i en sort gospelkirke som ung knægt. Vi oplever suset, der går igennem pladestudiet Sun Records, da han indspiller gennembrudssinglen “That’s All Right, Mama” i 1954, der lander ham en pladekontrakt.
Vi forføres af sangerens vilde hoftevrid i TV, som får millioner af kvinder til at skrige i vilden sky. Vi bliver revet med af hans kometkarriere og græmmes over hans manipulerende manager, Tom Parker (spillet af en overvægtig Tom Hanks med en bizar accent), der bruger sin guldgås til at dække sin spillegæld. Vi begejstres af Elvis’ historiske comeback-koncert i 1968 og begræder hans sidste tid som fed og falleret has-been i Las Vegas, kort før en fatal pilleoverdosis tager livet af ham i 1977.
Alt dette er historisk korrekt, men går man “Elvis” efter med en historisk tættekam, er der en del lus i pelsen; fx fremgår det af filmen, at unge Elvis og den sorte blues-musiker B.B. King var tætte venner og tog til koncerter sammen, før Elvis slog igennem.
De to musikere kendte ganske vist hinanden, men ifølge flere Elvis-historikere er venskabet i filmen stærkt overdrevet.
Elvis indvilgede heller ikke i at hyre Tom Parker som sin manager, mens de begge sad og diskuterede kontrakten ombord på et roterende pariserhjul. Og Elvis fyrede heller ikke sin manager foran publikum under en af sine sidste Las Vegas-optrædener.
I en af filmens centrale scener chokerer Elvis sin manager ved i sidste øjeblik at udskifte en planlagt julesang i en TV-transmitteret jule-special med protestsangen “If I Can Dream”. Sangen er en hyldest til Robert Kennedy og Martin Luther King jr., der begge er blevet myrdet kort forinden. I virkeligheden havde Elvis varslet, at han ville synge protestsangen, tre uger før TV-premieren – og fået det hele godkendt af både TV-producenterne og Parker.
Cadillac har fået en forkert nuance
Filmen: Elvis kører rundt i en lyserød Cadillac
Elvis’ mest berømte bil er uden tvivl den lyserøde Cadillac Fleetwood Series 60 fra 1955. Bilen optræder flere gange i filmen og cementerer Elvis’ status som en flamboyant superstjerne.
Fakta: Bilens lyserøde farve er forkert
Elvis ejede en lyserød Cadillac, men farven var meget mere lyserød end i filmen. Faktisk var bilen blå, da Elvis købte den, men hans nabo sprayede den med en lyserød farve, som han døbte “Elvis Rose”.
“Elvis” er som en feberdrøm
Det hjælper heller ikke på filmens historiske troværdighed, at “Elvis” er stiliseret ud til fingerspidserne. Filmen springer i både tid og rum i et inferno af stærke farver, hurtige klipninger og et sindssygt soundtrack, der blander Elvis-klassikere med moderne pop og hiphop.
Intet føles funderet i virkeligheden, alt føles konstrueret, fortænkt og i sidste ende falsk. Som den amerikanske Elvis-historiker Alanna Nash udtalte til magasinet Variety efter at have set filmen:
“‘Elvis’ er Baz Luhrmanns feberdrøm. Fortiden, nutiden og fremtiden rystes sammen som en 1950’er-milkshake, serveret med tusind sugerør”.
Priscilla vidste, hun ikke kunne styre sin eks-mand
Filmen: Priscilla forsøger at få Elvis på afvænning
Efter skilsmissen fra Priscilla Presley eskalerer Elvis’ pillemisbrug. På et tidspunkt forsøger Priscilla at overtale sin eksmand til at gå på afvænning, men Elvis nægter at tage imod hjælpen.
Fakta: Eks-konen blandede sig ikke i pillemisbruget
Priscilla Presley forsøgte aldrig at få Elvis på afvænning. I et interview efter hans død fortalte hun, at Elvis ville have grint af ethvert forsøg på at få ham i behandling.
Grundlæggende manipulerer Luhrmann konstant historien for at få den til at passe ind i sit syn på den legendariske musiker.
Filmen giver Parker den altoverskyggende skurkerolle, og han udnyttede Elvis i en sådan grad, at popstjernen aldrig fik den karriere, han drømte om, og endte overvægtig og falleret i Las Vegas – inden han i 1977 døde af en pilleoverdosis.
Det er også Parker, der agerer fortæller, og det ender med, at hovedpersonen bliver en medpassager på sin egen rejse. Rockikonet forbliver et mysterium og føles aldrig som et ægte menneske – og det kan selv ikke en pragtpræstation af Austin Butler i titelrollen lave om på.
