Flere timer før koncerten den 25. oktober 1944 strakte køen sig allerede fra Carnegie Halls indgang og hele vejen ned ad New Yorks Seventh Avenue. Overklassefruer iført pelse stod side om side med unge værnepligtige, som aftenens hovedperson havde foræret gratis billetter. Langs køen løb desperate fans rundt og viftede med 20-dollar-sedler – seks gange prisen for at komme ind – i håbet om at overtale nogen til at sælge deres pladser.
Den store sal i et af verdens mest prestigefyldte koncerthuse blev proppet til bristepunktet, da 3.000 glade publikummer maste sig ind – mange af dem bevæbnet med de lommetørklæder, de senere ville få hårdt brug for, når Florence Foster Jenkins begyndte at synge.
Klokken 20.30 slog pianisten de første toner an på flyglet, og ind vraltede den 76-årige Florence Foster Jenkins iført aftenens første kreation – en svagt ferskenfarvet og lidt for stram kjole med slæb og et væld af glitrende smykker. Med sig havde hun en overdimensioneret vifte af orange og hvide fjer, som hun koket kiggede frem bag.