Frida Kahlo forvandlede al sin lidelse til kunst

Den 17. september 1925, dagen efter fejringen af årsdagen for Mexicos uafhængighed af Spanien, sætter den 18-årige Frida Kahlo sig ind i en skolebus på vej mod gymmasiet Escuela Nacional Preparatoria i Mexico City.

Køreturen til hovedstaden fra det lille hus i forstaden Coyoacán, hvor den unge kvinde bor sammen med sine forældre og søskende, tager omkring en time.

Siden Frida var helt lille, har hun drømt om at læse til læge. Men i dag vil denne drøm blive knust til atomer.

Under køreturen bliver skolebussen pludselig ramt af en sporvogn.

Bussen krøller sammen som et papkrus under en håndvægt. Under sammenstødet river en jernstang sig løs og borer sig op gennem Fridas underliv og videre ind i hendes rygsøjle.

“Jeg mistede min mødom den dag”, bemærkede Frida Kahlo siden.

Kollisionen er så voldsom, at alt tøjet bliver flået af Frida Kahlo under sammenstødet.

Nøgen og blødende vrider hun sig i smerte på jorden, inden to mænd bærer hende i sikkerhed.

En ambulance fragter Frida til et nærliggende hospital, hvor hun i en måned svæver mellem liv og død.

Frida overlever ikke blot trafikuheldet. Ulykken vækker også en kunstner inde i Frida Kahlo. Som hun selv beskriver det i sin dagbog:

“Jeg havde aldrig tænkt på at male før 1926, da jeg lå i sengen efter trafikulykken. Jeg kedede mig ad helvede til i sengen med mit gipskorset, og derfor tænkte jeg, at noget måtte jeg give mig til. Jeg stjal nogle oliefarver hos min far (...) og så begyndte jeg at male”.

Smerte og sygdom havde været Frida Kahlos følgesvend allerede fra barnsben.

Hun var født med spina bifida, en spaltedannelse af hvirvelsøjlen, som kan give misdannelser i fødderne. Det var sket for Frida Kahlo.

Som 6-årig blev hun ramt af det næste slag, da hun fik polio. Virusinfektionen medførte, at hendes højre ben var svagere og kortere end det venstre. Derfor begyndte hun at gå med sko med særlige indlæg.

Men Frida var bare ikke typen, der resignerede. Da hun blev udskrevet efter sporvognsulykken, opsøgte hun Mexicos største maler, Diego Rivera, og bad ham om at give sin ærlige mening om hendes billeder.

Diego Rivera var særligt kendt for sine murmalerier i Mexico City, der forherligede den mexicanske kultur. Samtidig var han en notorisk skørtejæger.

Rivera kunne godt se, at der var noget særligt i Kahlos billeder, og han tilskyndede hende til at forfølge kunsten som en levevej. Samtidig blev han fascineret af den unge kvinde, der stod foran ham – særligt hendes øjenbryn.

“De virkede som vingerne på en solsort, hvis sorte buer indrammede to ekstraordinært brune øjne”, skrev Diego Rivera i sin selvbiografi.

De to indledte en kærlighedsaffære, og i 1929 blev parret borgerligt viet. På det tidspunkt var Frida Kahlo 22 år. Diego Rivera var 42 og havde tre forliste ægteskaber og tre børn i bagagen.

I begyndelsen modsatte Frida Kahlos forældre sig datterens ægteskab med den meget ældre og korpulente bohemekunstner.

Fridas mor sammenlignede deres forhold med en “elefant og en due”, men ligesom deres datter blev forældrene også snart tryllebundet af Diego Riveras charme.

Fridas fysiske udfordringer var fra starten af hendes karriere som kunstner en del af hendes udtryk.

Ved konstant at vende blikket mod sig selv og sine lidelser skabte Frida Kahlo nogle af de mest personlige malerier i den moderne kunsthistorie. Samtidig gav hun verden et hudløst indblik i kvindens mest intime verden. Det var uhørt på hendes tid.

Dette exceptionelle mod har bidraget til at forvandle Frida Kahlo til et feministisk ikon i dag.

Men malerierne fortæller ikke kun om lidelse og smerte. De bærer også vidnesbyrd om hendes ukuelige fightervilje og enorme appetit på det liv, som så ofte gjorde hende ondt.

I et interview fra 1943 beskrev Diego Rivera sin hustru sådan:

“Frida er enestående i kunsthistorien, parat til at flå sit bryst og hjerte op for at nå ind til den biologiske sandhed og udtrykke, hvordan den føles for hende”.

Diego Riveras beundring for Frida Kahlo forhindrede ham dog ikke i at indlede et forhold til Fridas søster, Cristina, i 1934.

“Når jeg elskede en kvinde”, skrev Rivera i sin selvbiografi, “havde jeg det sådan, at jo mere jeg elskede hende, desto mere ville jeg såre hende. Frida var blot det offer, der uden tvivl har lidt mest under denne afskyelige tilbøjelighed”.

Diegos affære med Cristina Kahlo kom til at ændre Frida Kahlos liv.

Den unge brud, der beundrede sin mand, udviklede sig til en mere sammensat kvinde, der ikke længere blot ville være et smukt vedhæng til sin “betydningsfulde” mand.

Hun ville være uafhængig. Og i kølvandet på den voksende selvstændighed blomstrede hendes kunst.

I slutningen af 1930’erne sørgede vennen den surrealistiske kunstner André Breton for, at hendes værker blev udstillet i USA og Europa.

Ikke som en vennetjeneste, men som et dybtfølt ønske om at udbrede Frida Kahlos billeder til offentligheden.

“Ingen kunst er så eksklusivt feminin som hendes, forstået således, at den for at være så forførende som muligt skal være villig til skiftevis at spille på at være aldeles ren og aldeles fordærvet. Som et silkebånd bundet omkring en bombe”, forklarede André Breton i 1939.

Frida Kahlo blev kategoriseret som surrealist, men det mærkat tog hun senere afstand fra. Som hun skrev i sin dagbog:

“De mente, jeg var surrealist, men det var jeg ikke. Jeg har aldrig malet mine drømme. Jeg har malet min virkelighed”.

I slutningen af 1930’erne gik Frida Kahlos virkelighed – igen – i spåner. Diego Rivera anmodede om skilsmisse, fordi han, som han sagde, var “ude af stand til at være bundet til én kvinde ad gangen”.

Frida Kahlo og Diego Rivera fandt dog hurtigt ud af, at de ikke kunne undvære hinanden.

Deres fælles kærlighed til mexicansk kunst, forkastelsen af alt middelmådigt og ikke mindst deres respekt for den andens kunst havde skabt et bånd, som end ikke en perlerække af sidespring kunne bryde.

Parret blev gift igen den 8. december 1940, men denne gang stillede Frida Kahlo nogle selvbevidste betingelser: Hun ville bl.a. forsørge sig selv med de indtægter, hun fik fra salget af sine egne malerier.

Netop i disse år fik hun mulighed for at udstille i så prominente byer som New York, Boston og Paris, og værkerne fik rosende omtale i flere kunsttidsskrifter.

En anden af hendes betingelser til Diego var, at de ikke skulle have et seksuelt forhold til hinanden.

Det betød dog ikke, at Frida Kahlo opgav kærlighedslivet. Frem til sin død indledte hun utallige affærer med både mænd og kvinder – blandt dem var angiveligt den sorte amerikanske danserinde og sangerinde Josephine Baker.

Diego Rivera indvilgede gladeligt i alle Fridas betingelser, for som han skrev i sin selvbiografi: “Jeg var så lykkelig for at få Frida tilbage, at jeg var villig til at gå ind på hvad som helst”.

Op gennem 1940’erne – godt hjulpet på vej af udstillinger i USA, Europa og Mexico – begyndte Frida Kahlo for alvor at få anerkendelse for sin kunst.

Hendes hudløst ærlige selvportrætter lignede ikke noget andet på det tidspunkt. De var ladet med stærke symboler fra mexicansk kultur og naturen samt fra socialismen, som både Frida og Diego var stærke tilhængere af.

Den kæmpende revolutionær var endnu en af de roller, Frida Kahlo iscenesatte sig selv i – på linje med den lidende kvinde, den svigtede hustru, den barnløse kvinde og den forførende elskerinde.

Mens kunstneren Frida Kahlo strøg mod stjernerne, gik det kun tilbage for hendes personlige helbred.

Frida fik lavet i alt 28 korsetter – et med stålstivere, tre af læder, og resten var gipskorsetter. De voldte hende alle enormt besvær. Når hun havde dem på, kunne hun hverken sidde op eller læne sig tilbage.

I 1944 blev smerterne i hendes fod og rygsøjle forværret, og en knoglekirurg foreskrev fuldstændig ro og ordinerede et korset med stålstivere. En tid lindrede det hendes smerter. Men når hun ikke havde korsettet på, følte hun, at hun hverken kunne sidde eller gå. Hun havde ingen appetit og tabte seks kilo på seks måneder.

Under sin sidste større operation i 1953 fik Frida Kahlo sit højre ben amputeret over knæet. Efter det indgreb var hun meget påvirket af medicineringen, så hun kun malede sporadisk og med grove penselstrøg.

Udadtil gik det godt mellem hende og Diego Rivera på trods af den invaliderende sygdom og hans sidespring, men bag facaden var Frida Kahlo bundulykkelig.

“Når jeg var alene med Frida, fortalte hun mig, hvor ulykkelig hun var i samlivet med Diego. Hun lærte aldrig at affinde sig med hans kærlighedsaffærer. Hun blev såret hver gang og led til sin dødsdag”, har hendes veninde Ella Wolfe fortalt.

I sin dagbog beskrev Frida Kahlo, hvor forfærdeligt amputationen af hendes ben påvirkede hendes sidste måneder:

“Den har forvoldt mig endeløse lidelser, og i perioder mistede jeg næsten forstanden. Jeg har stadigvæk mest lyst til at begå selvmord. Kun Diego afholder mig fra at gøre det, idet jeg i min forfængelighed tror, at han vil savne mig”.

Den 13. juli 1954 sov Frida Kahlo ind i sin seng, 47 år gammel. Den officielle dødsårsag var lungebetændelse, men det har været antydet, at hun begik selvmord.

Det sidste, hun skrev i sin dagbog, var ordene: “Jeg håber, udgangen bliver fornøjelig – og jeg håber, jeg aldrig vil komme tilbage”.

Men takket være sin kunst blev hun udødelig – malerierne kan fortsat beundres på museer verden over. Og selvom hendes ægtemand overlevede sin unge kone, fik Frida alligevel det sidste ord.

I 2019 blev hendes maleri “Diego og mig” fra 1949 solgt for 228 mio. kr. ved en auktion. Hammerslaget gjorde selvportrættet til det dyreste latinamerikanske kunstværk i historien – langt foran Diego Riveras “Los Rivales” fra 1931, der blev solgt for “kun” 74 mio. kr.