Paris, Frankrig, 29/5 1833
H. C. Andersen til Henriette Wulff
Jeg må tale med Dem, min trofaste, kære søster. Det tør jeg vel nok kalde Dem?
Hvor meget herligt har jeg ikke at meddele Dem!
Jeg har med van Dockum, der er et meget fortræffeligt menneske, besøgt Versailles. Stedet er ganske imponerende.
Terrasserne er et kæmpe bygningsværk med hvælvede gange.
Portene ville pynte i København.
Vi besøgte også Trianon, hvor Napoleon så ofte opholdt sig. Jeg spejlede mig i hans spejl og har aldrig følt mig så ubetydelig som da! Men de andre, som var på stedet, spejlede sig nu også.
Victor Hugo har jeg endnu ikke set. Mange er imod ham, og i bladene levner de ham ikke ære for to skilling.
Det siges, at han har skrevet et stykke i 12 akter. Det varer 300 år, og i første akt optræder 20 nonner, hvis spæde børn i anden akt dør af alderdom. Men digter, det er han dog.
“Var der ikke noget ved mig, så misundte man mig ikke” H.C. Andersen, 1833.
Nu vi taler om digtere, tør jeg da tale lidt om hr. Ego? Ham havde jeg rent glemt til fordel for alle de andre ting.
Mirabile dictu, som vi latinere siger. (Spørg Deres hofmester, hvad det betyder).
Endnu har jeg ikke fået et eneste brev hjemmefra – altså med undtagelse af det, som allerede den første dag ved min ankomst blev leveret fra Dem.
De kan forestille Dem, hvor jeg længes. Men i mandags, da jeg kom hjem, lå der så endelig et.
Jeg griber det med glæde og finder ikke et ord deri, men kun en trykt Kjøbenhavns Post.
Der må i et nummer af bladet have stået et digt til min ros. En anden er så blevet vred og har derpå – delvist også drevet af misundelse over, at jeg er ude at rejse – skrevet et groft svar, som river mig ned i snavset.
Da dette menneske frygtede, at jeg aldrig fik at vide, hvad han havde skrevet, har han slået en konvolut om sit grove digt, frankeret det til Hamborg og med posten ladet mig få dette til læsning.
En mageløs ondskab er det således at forfølge mig i et fremmed land.
Det gjorde et dybt indtryk på mig, thi så stor en lumpenhed havde jeg ikke tiltroet nogen.
Forestil Dem at modtage sådan noget, når man nu går og venter på et brev fra vennerne.
Men lad gå. Nu er det glemt.
Var der ikke noget ved mig, så misundte man mig ikke. Det skal jeg tvinge dem til at erkende! Vor Herre tager sig nok af det!
Firenze, Italien, 8/4 1834
H. C. Andersen til Signe Læssøe
Så er jeg på vej mod Danmark.
Jeg ville have skrevet fra Rom, men da jeg kun var der i otte dage, og der skete så uendelig meget, så udsatte jeg det videre skriveri til min ankomst til Firenze.
Den 1. april forlod jeg Rom og var fem dage om rejsen hertil. Ved at skrive af fra min dagbog vil jeg berette, hvor og hvordan jeg holdt min fødselsdag.
Fødselsdagen faldt på den anden dag på rejsen fra Rom.
Jeg overnattede i en lille by ved navn Ronciglione og blev vækket klokken fire om morgenen.
Kaffe kunne jeg få, men ingen mælk. Fløde taler vi slet ikke om.
Brød havde de ikke, men jeg drak da så den usle kaffe, og som jeg reflekterede derover, huskede jeg på, at det var den 2. april, og gratulerede derfor mig selv.
Jeg sad foran i vognen under turen. Min sidemand var en dum præst, der ikke engang talte tysk.
Jeg måtte så tale en slags italiensk, og da han nok bemærkede, at det ikke lignede den slags, han selv talte, og han desuden hørte, at jeg var nordfra, spurgte han mig, om jeg var fra Milano.
De små elskede at høre H.C. Andersen læse højt, men ikke alle digterens skriverier var uskyldige.
Ved middagstid nåede vi Montefiascone. Vi kom ind i et usselt osteria, hvor værtinden gav mig noget vand med salt og ost, som hun kaldte suppe.
Da hun derefter forlangte 10 gange mere i betaling, end en god suppe var værd, så var jeg nødt til at blive grov.
Ved Bolsenasøen var der romantisk dejligt med store huler, der fortabte sig i mørke.
Da jeg bemærkede, at dette var Caserno di Brigandi, begyndte en signora i vognen at skrige “O Madonna mia”. Hun var nemlig meget bange for røvere.
Forunderligt nok var jeg rolig. Faktisk har jeg på hele min rejse følt mig mere sikker end i Danmark.
Nogle landsmænd, jeg mødte i Rom, sagde til mig, at jeg har det med at opleve alt muligt mærkeligt i Italien, så det med røverne får jeg nok også med.
Ja, jeg er jo ikke hjemme endnu. Men stikke mig ihjel, det må de gerne.
Så dør jeg i Italien og kommer ikke hjem, hvor der venter mig megen sorg og fortræd og flere prøvelser, end et menneskehjerte måske kan bære.
Deres sønligt sindede Andersen
Efterskrift
H. C. Andersens berømmelse åbnede alle døre, og digteren færdedes hjemmevant blandt konger og berømtheder som fx forfatteren Dickens og komponisten Liszt.
Men mindreværdsfølelsen slap aldrig sit tag i Andersen, som livet igennem forblev nærtagende og vanskelig at omgås.