Historiens største personligheder skjulte grumme sandheder

Indere, muslimer og indianere. Winston Churchill – en af historiens mest beundrede briter – foragtede alle andre racer end den hvide – og var ikke bleg for at tale om sit racehad.

Winston Churchill gik forrest i kampen mod nazismens raceteorier, men han nærede selv en dyb foragt for andre racer. Fx udtalte Churchill i 1937 foran en britisk kommision: “Jeg godtager ikke, at nogen uret er begået mod Amerikas indianere eller Australiens sorte, bare fordi en stærkere og mere højtstående race har taget deres plads”.

Som ung soldat blev Churchill udstationeret i Indien, hvor han oparbejdede stor foragt for landets befolkning. I en samtale med Leo Amery, statssekretær for Indien, udbrød Churchill ifølge Amery: “Jeg hader indere. De er et dyrisk folk med en dyrisk religion”.

Churchill var heller ikke begejstret for islam og skrev i en af sine bøger: “Hvilke forbandelser muhamedanismen kaster over sine tilhængere! Ud over det fanatiske vanvid, der er lige så farligt for et menneske, som rabies for en hund, har vi den skrækkelige, fatalistiske apati. Resultatet er tydeligt i mange lande”.

Som 36-årig valgte den indiske leder Mohatma Gandhi at leve i cølibat. Men han mistede ikke interessen for kønslivet – tværtimod. Han talte om sex, skrev om sex, og efter et stykke tid begyndte han at dele seng med nøgne, unge piger.

Ifølge Gandhi var formålet at få kontrol over seksualdriften. “Den, som holder på sine livgivende væsker, opnår stærkere kræfter”, erklærede Gandhi, som længe havde sin 19 år gamle grandniece Manu som sengepartner.

Senere delte han også seng med 16-årige Abha, der var gift med hans grandnevø. I et brev til Manus far forklarede Gandhi, at han sov med Manu for at “rette op på hendes sovestilling”.

Tanken om selvkontrol er udbredt i hinduismen, men Gandhis adfærd var dog så mærkværdig, at Indiens premierminister Jawaharlal Nehru omtalte den som “unormal og unaturlig”. Gandhis tolk beskyldte ham for at udnytte kvinderne, og enkelte medlemmer af hans stab sagde op på grund af Gandhis sovevaner.

Teologen og borgerretsforkæmperen Martin Luther King glemte tilsyneladende jævnligt det syvende bud: Du må ikke stjæle. Store dele af hans bøger, taler, prædikener og doktorafhandling var nemlig snuppet fra andre.

I 1987 begyndte Stanford University, som havde fået doneret afdøde Kings personlige dokumenter, at finde beviser på plagiering. Universitetet dækkede over snyderiet, indtil avisen Sunday Telegraph to år senere bragte en artikel om sagen.

Universitetet måtte nu indrømme, at “jo længere King nåede i sin akademiske karriere, desto mere dybtgroet blev tendensen til at låne uden at angive tydelig kilde. Plagieringen i hans afhandling ser derfor ud til at være resultatet af hans langvarige praksis”.

Sagen greb om sig og afslørede bl.a., at også passager af Kings debutbog og hans berømte tale “I Have A Dream” ikke var hans egne. Boston University, hvor King havde studeret, besluttede ikke at fratage ham sin doktorgrad, fordi King trods alt havde ydet “et intelligent bidrag til forskningen”.

I 1933 blev Adolf Hitler valgt til tysk rigskansler. En vigtig brik i hans politik var at slå hårdt ned på forbrydelser, men kun de færreste vidste, at Hitler selv systematisk havde undladt at betale skat siden 1925.

I den periode havde Hitler tjent bl.a. 1,2 mio. rigsmark på sin bog “Mein Kampf” – svarende til 250 årslønne for en lærer.

Da Hitler kom til magten, skyldte han over 400.000 rigsmark i ubetalte skatter og afgifter – ca. 30 mio. nutidskroner. Da Hitler blev diktator, modtog han et brev fra skattemyndighederne, som forelog at slette rigskanslerens skattegæld. Hitlers sekretær besvarede anmodningen med: “Herr Hitler godtager Deres forslag”.

I 1775 blev George Washington udnævnt til øverstkommanderende for USA's væbnede styrker. Han afviste at modtage en gage – for ham var lønnen at lede sit fædreland i uafhængighedskampen mod Storbritannien, erklærede Washington. Det eneste, han bad om, var at få dækket sine udgifter.

USA's regering accepterede forslaget. Og straks skød Washingtons udgifter i vejret. Fx brugte Washington mere end 6.000 dollars – ca. 500.000 nutidskroner – på brændevin alene fra september 1775 til marts 1776. I løbet af de otte år på posten havde Washington udgifter for ca. 25 mio. kr.

Da Washington efter krigen blev valgt som USA's første præsident i 1789, foreslog han nok en gang at få dækket sine udgifter. Men USA's regering havde lært af sine fejl og gav nu George Washington en fast årlig løn.

I sine memoirer afslører Maos livlæge gennem 22 år, Li Zhisui, at Kinas kommunistiske leder havde en forfærdelig hygiejne. Ifølge lægen levede Mao efter mottoet, at en rigtig mand kun skulle vaskes tre gange i livet: ved fødsel, bryllup og begravelse.

Denne holdning satte sit tydelige præg på Maos fremtoning og opførsel. Fx kunne han under vigtige politiske møder pludselig trække bukserne ned og klø sig længe og kraftigt i skridtet på grund af lus og fnat.

Maos tandpleje var også forfærdelig. Han børstede aldrig tænder, men skyllede i stedet munden med grøn te og spiste derefter tebladene. Resultatet var, at tænderne med årene fik en kraftig grøn farve. Bedre blev mundhygiejnen ikke af, at Mao røg op til 80 cigaretter om dagen. Ifølge Li strømmede grønt pus ud af Maos gummer, da lægen under en undersøgelse rørte ved dem.

Li fortæller, at han opfordrede Mao til at være mere opmærksom på sin tandpleje, men den store leder affejede ham med ordene: “Børster en tiger tænderne?” Maos halvrådne tænder kan muligvis forklares med, at “tigeren” var skrækslagen for tandlæger.

Englands dronning Victoria foragtede sine ni børn – og hun var ikke bleg for at udbasunere sin afsky:

“Jeg nærer ingen varme følelser for dem. Et stygt barn er modbydeligt, og selv de pæneste af dem er skrækkelige uden klæder med deres store kroppe, korte lemmer og de forfærdelige, frølignende bevægelser”, fortalte Victoria.

Især foragtede dronningen sin ældste søn, Edward. Ifølge Victorias udenrigsminister, lord Clarendon, var hadet til sønnen “nærmest en besættelse hos hende. Hun blev oprørt, når hun snakkede om ham, og svært irriteret, hvis han var til stede i rummet”.

Foragten førte til, at Victoria gav Edward skylden for ægtemanden Alberts død. Prins Albert var død af tyfus i 1861, men Victoria mente, årsagen var chokket efter en af Edwards kærlighedsskandaler.

“Tænk, hvis jeg skulle dø næste vinter! Jeg skælver ved tanken. Selv om han forbedrer sig nok så meget, vil han aldrig blive egnet til stillingen”, skrev Victoria om udsigten til, at Edward skulle overtage tronen.

Den katolske nonne modtog store summer fra lyssky personer, men børnene på hendes børnehjem måtte leve under forfærdelige forhold.

Den katolske nonne Moder Teresa modtog gerne penge fra lyssky personer til sit velgørenhedsarbejde. Fx var nonnen på god fod med diktatorerne François og Jean-Claude Duvalier, som efterlod Haiti økonomisk forkrøblet. Hun modtog også penge fra storsvindleren Charles Keating, som i 1980'erne stod bag en gigantisk finansskandale i USA.

Ifølge Teresa gik pengene til fattige i Kolkata (tidligere Calcutta, red.). Fx påstod Teresa, at hun brødfødte 9.000 sultne og underviste 5.000 børn – de virkelige tal var hhv. 150 og 100. De, som besøgte Teresas børnehjem, blev chokeret. Ifølge en undercover-journalist blev børnene forsømt groft og levede under dybt uhygiejniske forhold.

Ifølge en nonne på et af børnehjemmene havde Moder Teresas kontor i New York 50 mio. dollars på en konto, mens de frivillige medarbejdere i Kolkata måtte genbruge sprøjter.

På spørgsmålet om, hvordan de fattige kan gøre verden til et bedre sted, svarede Moder Teresa: “De burde smile mere”.