Historisk Lynkursus: Hvem var filosoffen Søren Kierkegaard?

Grove løjer og kvikke bemærkninger er købmandssønnen Sørens speciale. Drengen morer sig kosteligt, mens han driller lærerne med sjofle danskstile og øldrikkeri i timerne.

Efter sin embedseksamen som teolog forlover Søren Kierkegaard sig med den 18-årige Regine Olsen. “Mit Hjertes Herskerinde” kalder Kierkegaard sin tilkommende brud.

Kierkegaard nyder livet med teater, dyre restaurantbesøg og karetture – betalt med arven efter faderen. Imens skriver han det ene tunge filosofiske værk efter det andet.

Med tungt hjerte bryder Kierkegaard sin forlovelse med Regine for at hellige sig sin forfattergerning. Den uforløste kærlighed hviler som en skygge over Kierkegaards liv.

Mennesker er ikke blot i stand til at tænke, men også til kritisk at vurdere egne tanker. Evnen til at reflektere over sin egen bevidsthed vil få den enkelte til at erkende, at det ikke er nok blot at overleve. Et menneske må også finde mening i tilværelsen og sætte sig et mål med livet.

Det tænkende menneske vil hurtigt opdage, at livet i sig selv ikke giver mening. Betydning får tilværelsen først, når den enkelte selv træffer et valg, der giver hans eller hendes liv retning. “(...) det gælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idé, for hvilken jeg vil leve og dø”, skriver Kierkegaard i et tidligt skrift.

Fraværet af en endegyldig sandhed og nødvendigheden af selv at vælge sin vej skaber angst, da mennesker altid frygter at træffe det forkerte valg. Tilstanden er uundgåelig; livet forstås baglæns, men leves forlæns.

Usikkerheden gælder selv religion. Da mennesker lige så lidt kan forstå Guds eksistens som begribe en mening med livet, må den enkelte aktivt vælge at tro.

For at kunne det må den kristne udvikle sit eget personlige forhold til Gud og på den måde finde sin personlige tro.

Troen på det personlige forhold til Gud gør Kierkegaard kritisk over for folkekirken.

Flokmentaliteten hindrer den enkelte i at finde sin egen tro, mener han. På samme måde fører idéen om en folkelig, national bevægelse til ansvarsløshed, da den bidrager til en falsk følelse af et meningsfuldt fællesskab.

Kierkegaard afviser imidlertid ikke fællesskabet som idé; at føle ansvar for andre er en naturlig konsekvens af evnen til at tænke, mener han.