Houdini: Udbryderkonge, charmør og umulig at stoppe

Med dødsforagt vristede den ungarske indvandrer Houdini sig fri af håndjern, spændetrøjer og mælkejunger fyldt med vand. Ingen anede, hvordan han bar sig ad, og efter sin død forventede folk sågar, at Houdini ville bryde ud af kisten.

Med dødsforagt vristede den ungarske indvandrer Houdini sig fri af håndjern, spændetrøjer og mælkejunger fyldt med vand. Ingen anede, hvordan han bar sig ad, og efter sin død forventede folk sågar, at Houdini ville bryde ud af kisten.

Polfoto/Granger

Som han hænger dér mellem himmel og jord, ligner Houdini et menneske, der er dømt til døden.

Fra toppen af en skyskraber i Pittsburgh dingler han med hovedet nedad i et reb, der er bundet om anklerne. Hans krop er snøret stramt ind i en spændetrøje, og vinden puster ham faretruende tæt mod bygningen.

En forskrækket mumlen stiger op fra folkemængden. Samtlige byens borgere er af huse, “Den Store Houdini” er kommet til byen, og al trafik er gået i stå.

Ikke kun gaderne er proppet med mennesker – i hvert eneste vindue har folk taget opstilling, og hustagene er sorte af mennesker.

Alle stirrer anspændt på den ensomme skikkelse, der med dødsforagt begynder at kæmpe sin kamp højt til vejrs. Roligt og med en næsten usynlig vrikken med overkroppen forsøger udbryderkongen at vriste sig fri af sin spændetrøje, mens sekunderne uendeligt langsomt bliver til minutter.

Vinden er bidende kold denne novemberdag i 1916, men sveden driver af Houdini, og mens han roterer for enden af rebet, svimler det for tilskuerne.

Et minut bliver til to, to minutter til tre, og så, med et sejrssikkert brøl, vrider Houdini de indsvøbte arme over hovedet, først den ene, så den anden.

Stadig med hænderne i det lukkede ærme finder han frem til spænderne på ryggen.

Han vrider sig endnu en gang, og spændetrøjen glider ned over hans bryst og videre ned over hovedet, og da den langsomt daler til jorden, bryder tilskuerne ud i et øredøvende jubelbrøl.

Mænd og kvinder omfavner lettet hinanden ned på gaden, hatte og paraplyer flyver gennem luften. Glædesrusen synes ingen ende at ville tage.

Houdini er fri, Houdini har gjort det igen. Houdini er brudt ud, ikke bare af spændetrøjen, men også af den skæbne, der fra fødslen dømte ham til et liv på samfundets bund. Fra at have været en ukendt og underbetalt tryllekunstner, der flakkede omkring fra det ene lusede cirkus til det næste, er han nu blevet en verdensstjerne.

AFSLØRING: Sådan udførte Houdini sine tricks

Houdini tryllebandt publikum

Som søn af en falleret og uduelig rabbiner, der i 1878 var udvandret med hele sin familie fra den ungarske hovedstad Budapest til USA, voksede Houdini op i yderste fattigdom.

Efter en omflakkende opvækst og en ungdom med skiftende småjob besluttede Houdini, som var døbt Ehrich Weiss, sig for at forfølge sin barndomsdrøm: at blive tryllekunstner.

Som ni-årig havde han optrådt kortvarigt som trapezartist i cirkus under navnet “Ehrich, luftens fyrste”, og her blev hans glødende interesse for magien vakt.

Betaget iagttog han forestillingens tryllekunstner, der trak kaniner op af sin silkehat, greb mønter ud af den tomme luft og tryllede æg ud af munden.

Ehrich læste alle de bøger om magi, han kunne få fingrene i, og som 18-årig forlod han i 1892 New York for at drage ud på landevejen og søge lykken som omrejsende tryllekunstner. Med sig havde han en ven, og sammen kaldte de sig “The Brothers Houdini” inspireret af 1800-tallets store magiker, franskmanden Jean Eugene Robert-Houdin.

I skolen havde Houdini vist sig som en kvik og lærenem elev, og når det gjaldt sport, var han den fødte atlet.

Han var en fantastisk svømmer, løb fra alle og enhver, og som teenager var han tæt på en plads på det amerikanske OL-hold. Netop den fremragende fysik var en vigtig ballast i livet som gøgler.

Hver dag bød på omkring 20 forestillinger, hvor Houdini og vennen fra morgen til sen aften optrådte i ølhaller og på markedspladser side om side med stærke mænd, dværge og behårede damer.

Duoen tryllede med kort, fik ting til at forsvinde og duer og marsvin til at dukke op ud af det blå, og efter hver forestilling sendte de hatten rundt i håbet om at kunne skrabe penge nok sammen til et måltid mad.

I 1893 præsenterede parret et nummer, hvor Houdini som udbryderkonge arbejdede sig ud af håndjern, men ingen hæftede sig synderligt ved dette trick.

Til gengæld sad en 18-årig kvinde, Wilhelmine Beatrice Rahner eller bare Bess, som hun blev kaldt, blandt publikum og var dybt betaget – ikke af håndjerntricket – men af Houdini.

Sympatien var gengældt. Et par uger senere giftede de sig, og med Bess som assistent rejste Houdini fra det ene elendigt betalte og opslidende job til det næste.

Trafikken gik i stå, og fodgængere standsede op. Måbende stirrede de op mod Houdini, når han dinglende fra en kran udførte sit højt hævede spændetrøje-nummer.

© Polfoto/Granger & Scanpix/Mary Evans

Houdini var "Håndjernenes Konge"

Efterhånden havde han nået et punkt, hvor tilværelsen som gøgler hang ham langt ud af halsen. I sin nød etablerede han “Harry Houdinis magiske skole”, hvor han pr. postordre ville sælge udstyr og tricks til tryllekunstnere.

Håbet var, at ægteparret kunne leve af den forretning, men bedst som Houdini var på nippet til at opgive sit liv på scenen, mødte han i begyndelsen af 1899 en mand, der på afgørende vis skulle ændre hans skæbne.

Efter en forestilling i en ølhal i St. Paul, Minnesota, blev Houdini opsøgt af Martin Beck, som var agent for en af USA’s største teaterkæder.

Beck havde intet tilovers for Houdinis trylleri, men nummeret med håndjernene var han stærkt begejstret for. Hvorfor ikke satse på en karriere som udbryderkonge, foreslog Beck og smed forskellige medbragte håndjern på bordet, som han bad Houdini bryde ud af.

Få dage senere modtog Houdini et telegram fra Beck, der tilbød ham og Bess et job i Omaha, Nebraska, til 60 dollar om ugen – et fyrsteligt honorar for en mand, som var vant til at gøre sin løn op i cents. Og Houdini levede fuldt ud op til Becks forventninger:

“Ingen lænker kan holde ham,” jublede avisen Omaha World-Herald efter premieren i marts 1899.

Houdinis turné fortsatte rundt i USA, og hvor end han kom frem, sørgede han for at få ekstra presseomtale ved at lade sig låse inde i fængselsceller, splitternøgen og lænket i håndjern.

I løbet af få minutter lykkedes det ham at bryde ud, til journalisternes store forbløffelse.

Når han udførte sit mest berømte stunt, det, der havde givet ham navnet “Håndjernenes Konge”, tog Houdini sig god tid.

Han inviterede en håndfuld tilskuere op på scenen, så de kunne kontrollere, at håndjernene var låst, og at han ikke havde gemt dirke eller nøgler bag det forhæng, hvor han skulle arbejde sig fri af lænkerne.

I løbet af blot et par minutter kunne han bryde ud af selv de mest genstridige håndjern, men han holdt tilskuerne på pinebænken i op til en halv time.

Mens orkesteret spillede, og publikum rykkede stadig længere ud på kanten af sædet, gav Houdini sig tid til i ro og mag at læse en avis eller lægge kabale bag forhænget.

Først i det øjeblik, hvor spændingen havde nået bristepunktet, og folk sad som på nåle, trådte han frem – umiddelbart inden havde han oversprøjtet sig med vand, så det så ud, som om han var badet i sved.

Houdinis mest berømte nummer gav ham tilnavnet "Håndjernenes Konge".

© Polfoto/Granger & Scanpix/Mary Evans

Houdini var den fødte pr-mand

Inden 1899 var omme, var Houdini gået fra at have været en ubetydelig gøgler til at blive en af USA’s største stjerner.

Folk stod i kø til hans forestillinger, pengene væltede ind, og nu var tiden inde til at lægge Europa ned.

I maj 1900 satte ægteparret kurs mod London, hvor Houdini brød ud af Scotland Yards nyeste og stærkeste håndjern.

Skeptikere medbragte desuden alverdens håndjern til forestillingerne for at sætte Houdini på prøve. Som i USA var publikum solgt. Houdini brød ud af dem alle, fortsatte sit triumftog gennem resten af Europa og kunne sende store mængder af rubler, kroner, mark og franc hjem til USA.

Overalt hvor Houdini kom frem, tog han publikum med storm. I Moskva slap han ud af en fangetransportvogn, hvis eneste nøgle angiveligt befandt sig i Sibirien, og i Tyskland var hans popularitet grænseløs.

Tilskuerne elskede, når han udfordrede politiets låsesystemer og arbejdede sig ud af solide håndjern og flugtsikre fængsler. Men de kejserlige myndigheder var ikke begejstrede for den lille mand, der så kækt gjorde grin med lovens lange arm.

Tyskland var en af verdens mest autoritære stater, og stort set alle aspekter af livet var reguleret af strenge regler og forordninger.

Snyd og bedrag var en forbrydelse, der kunne straffes med fængsel i flere år, så da politiet i Køln i 1901 anklagede “Der König der Handschellen” for at være svindler, tegnede Houdinis fremtid sort.

Retsmøde fulgte retsmøde, og i sommeren 1902 kom han for højesteret, anklaget for at have løjet om, at han kunne åbne pengeskabe.

Dommeren besluttede, at sagen kun kunne afgøres ved, at Houdini skulle bryde et pengeskab op i retsbygningen. Eftersom udbryderen aldrig havde prøvet at dirke et tysk pengeskab op, var Houdini noget beklemt ved situationen, da han blev ført ind på dommerens kontor og overladt til sig selv.

Forsøgsvis trak han hårdt i døren – som til hans store forbløffelse gled op.

Skabet havde slet ikke været låst, men Houdini lod som ingenting, og sagen endte med, at han blev pure frifundet. For politiet betød dommen den totale ydmygelse:

Ikke alene måtte politimyndighederne betale en bøde og samtlige sagsomkostninger, de måtte også leve med at blive latterliggjort.

Episoden gav Houdini masser af gratis pr overalt i verden, og selv om han i forvejen vadede i succes og omtale, var han ikke sen til at udnytte sejren.

På plakater og i brochurer gengav han stolt retssagen, og lige så ferm han var til at skabe fortættet drama på scenen, lige så formidabel var han som reklamemand.

Han sprøjtede plakater og løbesedler ud af ærmet, hvor han med malende ord som “Fiasko betyder døden” lokkede tilskuere til.

Og da “Den Store Houdini – Håndjernenes Konge og Fangevogternes Skræk” nåede til Paris, hyrede han forud for sin optræden syv mænd til at sidde på rad og række på en fortovscafe. På skift lettede mændene på deres hat og afslørede en pilskaldet isse med et bogstav, som tilsammen dannede navnet “Houdini”.

I 1905 vendte Houdini hjem til USA. Hvor andre med en propfyldt pengekasse og en kometkarriere ville have taget den med ro, fortsatte Houdini med at videreudvikle sig selv i det uendelige:

Nye og stadig mere krævende numre kom til, og mens flugt fra fængselsceller uden en trevl på kroppen efterhånden hørte til standardrepertoiret, begyndte han også at springe i vandet med benene låst sammen i lænker, trylle elefanter væk og vride sig fri af spændetrøjer.

“Håndjernenes overmand udfører utrolig bedrift og slipper levende fra det”, lød en efterhånden tilbagevendende overskrift i aviserne, der gladelig brugte spalteplads på udbryderen.

Houdini var godt stof, en af tidens i særklasse største stjerner, og da han på spektakulær vis havde udfordret døden ved at lade sig låse inde i diverse vandfyldte beholdere, troede omgivelserne, at selv Houdinis grænse måtte være nået.

De tog fejl. Iført håndjern og fodlænker lod han sig i 1912 sænke ned i New Yorks East River i en kasse med låget sømmet fast.

En enorm menneskemængde fulgte vovestykket fra kajen, og mens folk holdt vejret i spænding, tog journalisterne tid på, hvor længe Houdini var under vand.

Viseren sneglede sig af sted, og først efter 57 sekunder dukkede han op til overfladen, fri af lænkerne og med et stort smil om munden.

Gennem årene forfinede han kunststykket, og i 1926 fik han fremstillet en to m lang metalkiste, som han 5. august samme år lod sig lukke inde i. Før lå get blev smækket, og kisten sænket i vandet, holdt Houdini en lille tale:

“Hvis jeg dør, er det Guds vilje eller min egen dumhed. Vi får hele tiden at vide, at mennesket ikke kan leve mere end tre minutter uden luft, men jeg vil prøve at bevise, at det ikke passer”.

Kisten blev sænket i vandet, og for første gang mærkede Houdini en snert af klaustrofobi.

Selv om han var nervøs for, at det skulle gå galt, holdt han ud. Efter en time begyndte han at gispe efter vejret, og da kisten efter en time og et kvarter langt om længe blev hejst op igen, havde han metallisk smag i munden og knæ så bløde, at han knap magtede at rejse sig.

Den unge Houdini hutlede sig gennem livet som klassisk tryllekunstner, inden han indså sit enestående udbrydertalent.

© Polfoto/Corbis

Høj feber slog Houdini ud

Selv om Houdini fyldte 52 år i 1926, var han stadig i form som en topatlet. Han rørte aldrig spiritus eller tobak, og ifølge forfatteren, vennen og lægen Conan Doy­le “var han, set med forsikringsselskabernes øjne, det bedste liv i sin aldersgruppe i Amerika.”

Udbryderen var da også stolt af sin fysik og fortalte sine beundrere, at han havde helt usædvanlige muskler i underarme, skuldre og ryg, og lod endda folk føle på musklerne.

Da hans turné nåede til Montreal i Canada, blev Houdini om formiddagen 22. oktober 1926 opsøgt af en studerende. Han ville vide, om rygtet talte sandt – kunne Houdini virkelig ikke mærke noget, hvis man slog ham i maven?

Houdini svarede bekræftende, og øjeblikket efter gav den unge mand ham en stribe hårde knytnæveslag lige under bæltestedet. Houdini var totalt uforberedt, og hver gang han blev ramt, fortrak hans ansigt sig i smerte.

Tilsyneladende slap Houdini fra overraskelsesangrebet uden mén, men hen under aften fik han voldsomt ondt i maven.

Som den gennemført professionelle showmand han var, nægtede Houdini at lade sig gå på af mavepinen og gik som planlagt på scenen.

Om natten blev smerterne værre, men Houdini ignorerede dem og rejste de 900 km med toget til Detroit, hvor han skulle optræde i to uger.

En læge blev kaldt til teatret inden forestillingen om aftenen 24. oktober, og hans diagnose var utvetydig: Houdini havde blindtarmsbetændelse og skulle indlægges øjeblikkeligt.

Houdini gennemførte tre flyvninger over Australien den 18. marts 1910. På den længste tur tilbagelagde han 3,5 km.

© State Lib of Victoria

Uden for teatret stod folk i kø. Alt var udsolgt, men selv om Houdini havde 40 i feber, nægtede han at aflyse:

Som sagt så gjort – forestillingen var kun en svag afglans af tidligere optrædener. Flere gange var han tæt på at dejse omkuld, han glemte sine stikord, og lige før tredje akt blev det for meget: “Ned med tæppet, jeg kan simpelthen ikke mere”, fremstammede han, mens han krummede sig sammen i smerte.

“Billetkontoret melder totalt udsolgt, så jeg er i højt humør. Lige bortset fra, at jeg ikke har det alt for strålende lige nu, men jeg regner med meget snart at være på højkant igen”.

Denne gang havde Houdini forregnet sig. Dagen efter udåndede han i sin sygeseng på Grace Hospital i Detroit.

“Jeg skal nok give den forestilling, om det så bliver min sidste”, lovede han teaterdirektøren.

Modvilligt blev Houdini indlagt og opereret. Men blindtarmen var sprængt, og betændelsen havde bredt sig til bughulen. Houdini indstillede sig på en ufrivillig pause fra scenelivet, men fremtiden tegnede lyst, skrev han til en ven 30. oktober 1926:

Den hidtil udødelige udbryderkonge blev lagt til hvile i en bronzekiste, som han skulle have brugt som rekvisit i et nummer, hvor han blev levende begravet.

Gennem årtier havde han udfordret døden. Nu havde den indhentet ham, men da han en efterårsdag blev lagt i graven på Machpelah-kirkegården i New York, forventede omgivelserne til det sidste, at Houdini endnu en gang ville spille dem et puds. Idet hans kiste blev sænket i jorden, hviskede en af de sørgende: “Gud ved, om han nu også befinder sig i den?”

AFSLØRING: Sådan udførte Houdini sine tricks