Hver fjerde jordbo hørte under Dronning Victoria

Ingen oplagt tronarving

Da Alexandrina Victoria kom til verden – nærmere bestemt London – en sur og kold majmorgen i 1819, var det ikke skæbnebestemt, at hun skulle være dronning en dag.

Hendes farfar var ganske vist kong George 3., men hendes far var den fjerde af syv sønner. Ingen af de tre ældre brødre havde magtet at frembringe en legitim arving til tronen.

Ja, faktisk havde, ifølge de kongelige arvsretsbestemmelser, ikke en eneste af kongens syv sønner og fem døtre født et eneste barn inde for ægteskab før 1819.

Så da Victoria viste sig at være en normal og levedygtig pige, drog slægten et lettelsens suk. Nu endelig var der en legitim tronfølger, og da hendes farbror døde i 1837, blev hun Storbritanniens dronning.

Kun 18 år gammel var hun parat til at påtage sig opgaven.

Et arrangeret ægteskab

Spørgsmålet om, hvem Victoria burde gifte sig med, blev hurtigt aktuelt. Valget faldt tidligt på hendes tyske slægtning Albert.

Det var et arrangeret ægteskab, og Victoria friede til Albert allerede på deres anden "date" (første gang de mødtes var de kun 15 år gamle).

De var fætter og kusine, og næsten lige gamle. Faktisk var deres jordemoder den samme familiejordemoder, som havde måttet haste fra den ene fødsel i England til den anden i Tyskland.

Så ægteskabet var et praktisk påhit, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at det skulle blive et lykkeligt ægteskab.

Men det blev det.

Victoria blev ham en dybt hengiven hustru, nærmest underdanig. Albert havde stor indflydelse på hendes synspunkter, men han måtte fx ikke følge med i de statspapirer, som hun uafladeligt fik leveret.

Han måtte heller ikke selv vælge sine (tyske) sekretærer, men blev udstyret med engelske sekretærer som var valgt for ham.

Tyskhed var mistænkelig

Victoria stræbte forgæves efter at skaffe en formel stilling til sin mand. Der var megen debat om hans titel og apanage. Først ret sent i livet blev det besluttet, at hans formelle titel var prinsgemal ("Prince Consort").

På grund af sin underordnede stilling og sin udenlandske baggrund blev han "parkeret” udenfor de vigtigste beslutninger. Men han var højt begavet og flittig og tog sig af mange andre opgaver.

Fx tog han sig af livet på Buckingham Palace, som han arbejdede sikkert og samvittighedsfuldt med. Her indførte han nye reglementer, pligter og ansvarsområder, samt nøjagtige regnskaber.

Derudover indførte han vandklosetter, hvilket var en helt ny opfindelse. Med tiden blev han dronningens personlige sekretær, og han kunne også blande sig i politik.

Under udenrigspolitiske kriser skete det dog mere end én gang, at han fik et rap over fingrene. Det vakte stadig mistro, at han var for tysk.

Han havde aldrig held til at tilegne sig en let omgangstone på engelsk, eller en britisk humor og selvironi.

Kongeparrets samliv

Den victorianske epoke er i eftertiden blevet forbundet med seksualforskrækkelse og dobbeltmoral.

Victoria har lagt navn til victorianismen, som forbindes med noget regressivt og sexfjendtligt. På det personlige plan var Victoria dog langt fra så knibsk, som mange senere har forestillet sig.

At hun nogensinde skulle have ytret, at kvinder blot skal "lukke øjnene og tænke på fædrelandet," er en myte.

Tværtimod lader hun til at have haft den største seksuelle appetit af de to. Det er også velkendt, at hun forærede Albert mange aktbilleder af nøgne mennesker.

Opfattelsen af hende som snerpet og dorsk er helt misvisende, især i hendes yngre år.

Til gengæld brød hun sig ikke meget om det, der kunne komme ud af seksuelt samkvem: børn. Victoria hadede at føde og brød sig slet ikke om børn, heller ikke sine egne.

Ikke desto mindre kom der mange børn til. Ni i alt, og i de første mange år et barn om året.

Victoria var en streng mor. Det var Albert der tog sig af børnenes opdragelse.

Han legede med dem og planlagde deres uddannelse og deres fremtid. Det sidste gjorde han godt: De blev alle ni fornemt gift, ind i Europas fineste fyrstehuse og kongeslotte.

Planlagde verdensudstilling

Albert var meget interesseret i teknologi og videnskab, og det var ham der fik den idé, at Storbritannien burde arrangere en verdensudstilling, som skulle vise alle de nye fremskridt, som de industrialiserede lande havde afstedkommet.

Et sådant arrangement skulle også være en lejlighed til at stimulere fredeligt samarbejde mellem de deltagende lande fra hele verden.

Den 1. maj 1851 åbnede udstillingen i det nybyggede Crystal Palace i Hyde Park. Verdensudstillingen blev en omgående succes og en personlig triumf for Albert.

Dronningen selv havde udlånt sin Koh-i-noor-diamant, verdens største, til udstillingen. Hun skrev i sin dagbog:

"Det var tusind gange flottere end min egen kroning. Det er den stolteste dag i mit liv – og det er min kære Albert og alt det, han har kunnet udrette med sit store hjerte og ædle sind, som har gjort mig stolt. Det er en dag, som vil leve evigt. Gud velsigne min kæreste Albert og mit kære land, der har udvist den sande storhed på en dag, som jeg aldrig vil glemme."

Verdensudstillingen var så stor en succes, at den endnu afholdes den dag i dag.

Blandede sig i politik

Victoria blev regelmæssigt holdt informeret om regeringsanliggender, og kunne ved visse lejligheder finde på at udøve indflydelse på de politiske beslutninger.

Hun var en hidsigprop og et følelsesmenneske, som kunne true med at gå af, hvis hun ikke fik sin vilje. Når hun var ophidset, kunne hun sende 50 telegrammer til regeringen om dagen, eller smadre glas og porcelæn.

Med tiden indså Victoria, at hun måtte vælge sine kampe, og af og til måtte bøje af. Især Albert hjalp hende med at nå frem til denne indsigt.

Hun lærte dermed at anerkende den konstitutionelle styreform, og hun søgte sjældnere selv direkte politisk indflydelse.

Dog viste hun tydeligt sine politiske holdninger gennem sit forhold til premierministrene, som hun enten decideret hadede eller decideret elskede.

Hun kunne ikke fordrage premierministrene Palmerston og Gladstone, men hun elskede derimod Melbourne og især Disraeli.

Hurtig samfundsudvikling

Victorias tid på tronen var den mest optimistiske og foretagsomme periode i britisk historie. Alting emmede af fremskridt og nye muligheder.

Udviklingen var enorm i hele den victorianske periode, og et af de få konstante elementer, der ikke ændrede sig i løbet af alle årene, var, at hun blev siddende som landets monark.

Dronningen, som blev informeret om alle regeringsbeslutninger og som også gerne gav regeringen råd, kunne følge med i hvordan landets politi- og postvæsen blev udbygget, hvordan byerne fik gadebelysning og Londons undergrundsbane blev anlagt.

Mange love blev liberaliseret, eksempelvis blev dødsstraffen et sjældent syn. Arbejdere, kvinder og børn fik gradvist bedre og bedre vilkår.

Midt i al denne fremgang var der dog også kolossale forskelle på høj og lav, og klasseforskellene i det britiske samfund forblev enorme.

Fred og fremskridt

Den industrielle revolution havde givet England et forspring, som landet nød godt af i Victorias regeringstid. Mange andre lande døjede med blodige borgerkrige og revolutioner, men for England var det en rimelig fredelig periode.

Briterne udfoldede sig på de store have – ved at udvide riget – mens andre europæiske stormagter sloges indbyrdes.

I det voksende kolonistyre måtte britiske tropper af og til i krig, men det angik ikke ret mange briter derhjemme.

Mens magtkampen blev optrappet på kontinentet mellem Frankrig og det efter 1871 forenede Tyskland, fortsatte Sorbritannien med at forøge sin indflydelse udenfor Europa.

Populært sagt kunne de bruge deres krudt på at erobre i stedet for at slås.

En af Victoria og Alberts største fortjenester var, at de skabte respekt for kongehuset. Albert var rationel og ordentlig. Victoria stiv og kølig. Ingen af dem skejede ud.

Deres borgerlige dyder blev en trend for den britiske middel- og overklasse. De tre sidste konger havde været henholdsvis "en galning, en skørtejæger og en bølle," som man sagde i samtiden.

Victoria og Alberts flid og moralske pænhed var et brud med de tvivlsomme traditioner i begge familier, hvor alle deres forældre fx havde været hinanden notorisk utro.

Alberts pludselige død

Efter kun at have været syg i kort tid af tyfus, døde Albert den 14. december 1861. Han blev kun 42 år. Han havde været gift med Victoria i halvdelen af dem.

Meget tyder på, at en af hans sidste handlinger fra sygesengen var, at udrede nogle alvorlige misforståelser mellem USA og England, som reelt forhindrede, at de to nationer havnede i krig mod hinanden.

I hans allersidste tid var han så syg, at han begyndte at tale tysk igen.

Victoria var sønderknust. Iagttagere var bange for, at hun simpelthen var ved at miste forstanden. Hun så kun frem til at hun skulle genforenes med "my dear, dearest Albert".

I dagbogen skrev hun: "Kun den store tomhed er tilbage."

Sørgede resten af livet

Efter hans død trak hun sig tilbage fra offentlig fremtræden og repræsentation og blev kaldt "enken i Windsor." I 10–12 år viste hun sig slet ikke offentligt, end ikke for at åbne parlamentet.

Victoria dyrkede sit savn og sin enkestatus. Hun gik kun i sort og fik opsat talrige mindetavler for ham, alle de steder de to havde haft en rar oplevelse sammen.

Hendes skrivebord blev så propfyldt af billeder af ham, at der knap nok var plads til et A4-papir. Hver aften blev hans tøj lagt frem på sengen.

Hun fik opført et mausolæum for ham i parken ved Windsor Castle, foruden den pompøse Royal Albert Hall i London i 1871 til Alberts minde.

Selvom dronning Victoria ikke længere var så synlig for briterne, var hendes funktion som symbol stadig vigtig, fordi hun samlede den britiske identitet.

Et globalt symbol

Ligeså vigtig var hun som symbol for det ekspanderende britiske imperium. I 1876 fik premierminister Disraeli foranstaltet, at hun blev udråbt til kejserinde af Indien.

På samme måde faldt det også naturligt, at hun lagde navn til nye territoriale opdagelser, fx Victoria Land i Antarktis samt Victoria Falls og Lake Victoria i Afrika.

Hendes væsen og hendes navn kom også til at præge imperiets hovedstad London, og gør det det den dag i dag.

Den nye jernbanestation, som blev indviet i 1862, fik navnet Victoria Station, og da et af verdens største kunstmuseer blev flyttet i 1899, skiftede det navn til Victoria & Albert Museum, i daglig tale blot kendt som V & A.

Blev næsten blind

Victoria var en lille (uden krone målte hun blot 150 cm), men meget bestemt og energisk kvinde. Hun overlevede ikke mindre end syv attentatforsøg. Ved flere tilfælde var det irske nationalister, der forsøgte at dræbe hende.

Victoria overlevede også tre af sine børn.

Men hendes fedme blev med tiden et større og større problem. Hendes læger satte hende på diæt, men trak den tilbage, da de erfarede, at hun blot spiste den som tilskud til sine normale måltider.

Fra 1880'erne fik en knæskade den korpulente dame til at gå med stok, og siden blev hun fragtet rundt i kørestol. Der blev fremstillet en mobil rampe til hende, en slags landgangsbro, når hun skulle ind og ud af sin vogn.

Stær på begge øjne gjorde hende også næsten blind. Hun var træt, og tidligere tiders anstrengende vitalitet var forduftet.

Fejrede to jubilæer

Alligevel gennemførte hun flere store hyldestfester; nemlig hendes guld- og diamantjubilæer som henholdsvis fejrede hendes 50 år på tronen, og at hun var den længst regerende britiske monark.

Victoria nåede så at sige at fylde hele århundredet ud. Hun døde nemlig først i århundredet efter. Den 22. januar 1901 udåndede hun på Osborne House, omgivet af børn og børnebørn.

Ved hendes død stod det britiske imperium på toppen af sin magt og vælde –både politisk, militært og økonomisk. Udover 37 oldebørn var en fjerdedel af jordens befolkning hendes undersåtter.