Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hver fjerde jordbo hørte under Dronning Victoria

Hun var dronning af Storbritannien og Irland samt kejserinde af Indien. Under hendes regeringsperiode voksede det britiske verdensrige sig så stort, at hvert fjerde menneske på jorden var hendes undersåt.

Brylluppet i februar 1840 er det første af sin art – hvor en siddende britisk dronning gifter sig – siden Bloody Marys 300 år tidligere.

Det bliver holdt i et propfyldt St. James’ Palace. Bruden Victoria bærer en tung, hvid kjole, pyntet med diamanter og orange blomster, som skal symbolisere fertilitet.

Gommen Albert er klædt i en britisk uniform for at nedtone hans tyskhed. De er begge 21 år gamle, og alt tyder på, at de er meget lykkelige.

Victoria beskriver dagen i sin dagbog som "den lykkeligste dag i mit liv," og brudenatten der følger som "meget tilfredsstillende" (most gratifying).

Blot 18 år gammel blev Victoria kronet til Storbritanniens dronning.

© Getty

Ingen oplagt tronarving

Da Alexandrina Victoria kom til verden – nærmere bestemt London – en sur og kold majmorgen i 1819, var det ikke skæbnebestemt, at hun skulle være dronning en dag.

Hendes farfar var ganske vist kong George 3., men hendes far var den fjerde af syv sønner. Ingen af de tre ældre brødre havde magtet at frembringe en legitim arving til tronen.

Ja, faktisk havde, ifølge de kongelige arvsretsbestemmelser, ikke en eneste af kongens syv sønner og fem døtre født et eneste barn inde for ægteskab før 1819.

Så da Victoria viste sig at være en normal og levedygtig pige, drog slægten et lettelsens suk. Nu endelig var der en legitim tronfølger, og da hendes farbror døde i 1837, blev hun Storbritanniens dronning.

Kun 18 år gammel var hun parat til at påtage sig opgaven.

Victoria og Albert var fætter og kusine. De blev gift i 1840.

© Getty

Et arrangeret ægteskab

Spørgsmålet om, hvem Victoria burde gifte sig med, blev hurtigt aktuelt. Valget faldt tidligt på hendes tyske slægtning Albert.

Det var et arrangeret ægteskab, og Victoria friede til Albert allerede på deres anden "date" (første gang de mødtes var de kun 15 år gamle).

De var fætter og kusine, og næsten lige gamle. Faktisk var deres jordemoder den samme familiejordemoder, som havde måttet haste fra den ene fødsel i England til den anden i Tyskland.

Så ægteskabet var et praktisk påhit, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at det skulle blive et lykkeligt ægteskab.

Men det blev det.

Victoria blev ham en dybt hengiven hustru, nærmest underdanig. Albert havde stor indflydelse på hendes synspunkter, men han måtte fx ikke følge med i de statspapirer, som hun uafladeligt fik leveret.

Han måtte heller ikke selv vælge sine (tyske) sekretærer, men blev udstyret med engelske sekretærer som var valgt for ham.

Tyskhed var mistænkelig

Victoria stræbte forgæves efter at skaffe en formel stilling til sin mand. Der var megen debat om hans titel og apanage. Først ret sent i livet blev det besluttet, at hans formelle titel var prinsgemal ("Prince Consort").

På grund af sin underordnede stilling og sin udenlandske baggrund blev han "parkeret” udenfor de vigtigste beslutninger. Men han var højt begavet og flittig og tog sig af mange andre opgaver.

Fx tog han sig af livet på Buckingham Palace, som han arbejdede sikkert og samvittighedsfuldt med. Her indførte han nye reglementer, pligter og ansvarsområder, samt nøjagtige regnskaber.

Derudover indførte han vandklosetter, hvilket var en helt ny opfindelse. Med tiden blev han dronningens personlige sekretær, og han kunne også blande sig i politik.

Under udenrigspolitiske kriser skete det dog mere end én gang, at han fik et rap over fingrene. Det vakte stadig mistro, at han var for tysk.

Han havde aldrig held til at tilegne sig en let omgangstone på engelsk, eller en britisk humor og selvironi.

Victoria havde et nært forhold til Lord Melbourne

Premierministrene som hun hadede eller elskede

Victoria agerede ikke direkte politisk, men hun lagde heller ikke skjul på, hvem hun sympatiserede med, og hvem hun ikke kunne lide.

I sin ungdom havde hun et nært forhold til Lord Melbourne (1835–41) og græd, da han trådte tilbage efter at have tabt en tillidsafstemning i parlamentet.

Betydeligt mere distanceret var hendes forhold til Lord Palmerston (1855–58 samt 1859-65), som ikke var bange for at sige dronningen imod.

Da hun modsatte sig, at Palmerston skulle mødes med den ungarske frihedshelt Lajos Kossuth under dennes besøg i England, svarede han hende: "Som et frit menneske i et frit land modtager jeg hvem jeg vil!"

Værst var det med Lord Gladstone (1868–74, 1880–85, 1886, 1892–94), som hun ikke kunne fordrage. Hun bad ham ikke én gang om at sætte sig ned under deres mange møder.

Han regerede skiftevis med dronningens store favorit, Benjamin Disraeli (1868, 1874–80). Med ham havde Victoria et meget hjerteligt forhold.

Kongeparrets samliv

Den victorianske epoke er i eftertiden blevet forbundet med seksualforskrækkelse og dobbeltmoral.

Victoria har lagt navn til victorianismen, som forbindes med noget regressivt og sexfjendtligt. På det personlige plan var Victoria dog langt fra så knibsk, som mange senere har forestillet sig.

At hun nogensinde skulle have ytret, at kvinder blot skal "lukke øjnene og tænke på fædrelandet," er en myte.

Tværtimod lader hun til at have haft den største seksuelle appetit af de to. Det er også velkendt, at hun forærede Albert mange aktbilleder af nøgne mennesker.

"Victoria havde større seksuel appetit end sin mand"

Opfattelsen af hende som snerpet og dorsk er helt misvisende, især i hendes yngre år.

Til gengæld brød hun sig ikke meget om det, der kunne komme ud af seksuelt samkvem: børn. Victoria hadede at føde og brød sig slet ikke om børn, heller ikke sine egne.

Ikke desto mindre kom der mange børn til. Ni i alt, og i de første mange år et barn om året.

Victoria var en streng mor. Det var Albert der tog sig af børnenes opdragelse.

Han legede med dem og planlagde deres uddannelse og deres fremtid. Det sidste gjorde han godt: De blev alle ni fornemt gift, ind i Europas fineste fyrstehuse og kongeslotte.

Briterne skabte et verdensherredømme på Victorias tid

"Imperiet som solen aldrig går ned over" er en frase, som er brugt om flere imperier gennem historien – også det britiske – og det gjaldt for alvor under Victorias regeringstid. Imperiet var på sit højeste i årene 1815 til 1914.

I 63 af de 100 år var Victoria på tronen. Allerede i 1837, da hun kom til magten, havde Storbritannien kolonier fordelt over hele verden, men i Victorias regeringstid blev arealet udvidet voldsomt.

Da Victorias regeringstid sluttede i 1901, var en femtedel af jordens landareal under Den Britiske Krones kontrol.

I løbet af 1800-tallet havde briterne koloniseret områder over hele kloden. Blandt andet New Zealand og Australien, en række afrikanske områder fra Egypten i nord til Sydafrika i syd.

De havde også styrket deres kontrol over Indien, som dengang også omfattede nutidens Pakistan, Bangladesh og Burma. Briter styrede også dele af den arabiske halvø og Sydamerika samt Canada i nord. Desuden Malaya og flere øer i Stillehavet.

Udvidelsen af imperiet skete ofte lidt tilfældigt og uplanlagt, men det skete ikke helt uden blodsudgydelser. Mange koloniale krige blev udkæmpet, såsom Krimkrigen i 1853–56 som var en magtkamp mellem det russiske, det franske og det britiske imperium.

Flere oprør blev slået ned af britiske kolonialtropper, eksempelvis Sepoyoprøret i Indien 1857–58, som krævede mange liv på begge sider.

Også begge Boerkrigene i Sydafrika fandt sted i Victorias regeringstid.

Planlagde verdensudstilling

Albert var meget interesseret i teknologi og videnskab, og det var ham der fik den idé, at Storbritannien burde arrangere en verdensudstilling, som skulle vise alle de nye fremskridt, som de industrialiserede lande havde afstedkommet.

Et sådant arrangement skulle også være en lejlighed til at stimulere fredeligt samarbejde mellem de deltagende lande fra hele verden.

Den 1. maj 1851 åbnede udstillingen i det nybyggede Crystal Palace i Hyde Park. Verdensudstillingen blev en omgående succes og en personlig triumf for Albert.

Dronningen selv havde udlånt sin Koh-i-noor-diamant, verdens største, til udstillingen. Hun skrev i sin dagbog:

"Det var tusind gange flottere end min egen kroning. Det er den stolteste dag i mit liv – og det er min kære Albert og alt det, han har kunnet udrette med sit store hjerte og ædle sind, som har gjort mig stolt. Det er en dag, som vil leve evigt. Gud velsigne min kæreste Albert og mit kære land, der har udvist den sande storhed på en dag, som jeg aldrig vil glemme."

Verdensudstillingen var så stor en succes, at den endnu afholdes den dag i dag.

Victoria spurg­te Albert til råds i mange sager.

© Roger Fenton/Royal Collection Trust

Blandede sig i politik

Victoria blev regelmæssigt holdt informeret om regeringsanliggender, og kunne ved visse lejligheder finde på at udøve indflydelse på de politiske beslutninger.

Hun var en hidsigprop og et følelsesmenneske, som kunne true med at gå af, hvis hun ikke fik sin vilje. Når hun var ophidset, kunne hun sende 50 telegrammer til regeringen om dagen, eller smadre glas og porcelæn.

Med tiden indså Victoria, at hun måtte vælge sine kampe, og af og til måtte bøje af. Især Albert hjalp hende med at nå frem til denne indsigt.

"Klasseforskellen på Victorias tid var enorme"

Hun lærte dermed at anerkende den konstitutionelle styreform, og hun søgte sjældnere selv direkte politisk indflydelse.

Dog viste hun tydeligt sine politiske holdninger gennem sit forhold til premierministrene, som hun enten decideret hadede eller decideret elskede.

Hun kunne ikke fordrage premierministrene Palmerston og Gladstone, men hun elskede derimod Melbourne og især Disraeli.

Tigger med sit barnebarn i favnen i Londons gader.

© John Thomsom/Getty

Hurtig samfundsudvikling

Victorias tid på tronen var den mest optimistiske og foretagsomme periode i britisk historie. Alting emmede af fremskridt og nye muligheder.

Udviklingen var enorm i hele den victorianske periode, og et af de få konstante elementer, der ikke ændrede sig i løbet af alle årene, var, at hun blev siddende som landets monark.

Dronningen, som blev informeret om alle regeringsbeslutninger og som også gerne gav regeringen råd, kunne følge med i hvordan landets politi- og postvæsen blev udbygget, hvordan byerne fik gadebelysning og Londons undergrundsbane blev anlagt.

Mange love blev liberaliseret, eksempelvis blev dødsstraffen et sjældent syn. Arbejdere, kvinder og børn fik gradvist bedre og bedre vilkår.

Midt i al denne fremgang var der dog også kolossale forskelle på høj og lav, og klasseforskellene i det britiske samfund forblev enorme.

Den britiske industri beholdt sit forspring takket være flere opfindelser i løbet af 1800-tallet.

Getty

Fred og fremskridt

Den industrielle revolution havde givet England et forspring, som landet nød godt af i Victorias regeringstid. Mange andre lande døjede med blodige borgerkrige og revolutioner, men for England var det en rimelig fredelig periode.

Briterne udfoldede sig på de store have – ved at udvide riget – mens andre europæiske stormagter sloges indbyrdes.

I det voksende kolonistyre måtte britiske tropper af og til i krig, men det angik ikke ret mange briter derhjemme.

Mens magtkampen blev optrappet på kontinentet mellem Frankrig og det efter 1871 forenede Tyskland, fortsatte Sorbritannien med at forøge sin indflydelse udenfor Europa.

Populært sagt kunne de bruge deres krudt på at erobre i stedet for at slås.

En af Victoria og Alberts største fortjenester var, at de skabte respekt for kongehuset. Albert var rationel og ordentlig. Victoria stiv og kølig. Ingen af dem skejede ud.

Deres borgerlige dyder blev en trend for den britiske middel- og overklasse. De tre sidste konger havde været henholdsvis "en galning, en skørtejæger og en bølle," som man sagde i samtiden.

Victoria og Alberts flid og moralske pænhed var et brud med de tvivlsomme traditioner i begge familier, hvor alle deres forældre fx havde været hinanden notorisk utro.

Judy Dench spiller Victoria i filmen Victoria and Abdul.

© All over press

Dronningen ofte set på film

Dronning Victoria er blevet portrætteret flere gange på film og i tv-serier. Senest i Victoria and Abdul, som handler om dronningen og hendes indiske muslimske tjener Abdul Karim, spillet af Ali Fazal.

Victoria blev spillet af Judy Dench, som spillede den samme rolle i filmen Mrs. Brown (1997), der handler om dronningens forhold til en anden tjener, skotten John Brown.

Victorias store kærlighed til ægtemanden Albert blev skildret i 2001 i tv-serien Victoria and Albert og i filmen The Young Victoria fra 2009.

En tv-serie fra 2016 er baseret på romanen Victoria af Daisy Goodwin. Dronningen er mange gange blevet levendegjort i forskellig litteratur.

Et af de mest barokke eksepler er nok Queen Victoria: Demon Hunter, som handler om hvordan dronningen bekæmper en horde dæmoner.

Alberts pludselige død

Efter kun at have været syg i kort tid af tyfus, døde Albert den 14. december 1861. Han blev kun 42 år. Han havde været gift med Victoria i halvdelen af dem.

Meget tyder på, at en af hans sidste handlinger fra sygesengen var, at udrede nogle alvorlige misforståelser mellem USA og England, som reelt forhindrede, at de to nationer havnede i krig mod hinanden.

I hans allersidste tid var han så syg, at han begyndte at tale tysk igen.

Victoria var sønderknust. Iagttagere var bange for, at hun simpelthen var ved at miste forstanden. Hun så kun frem til at hun skulle genforenes med "my dear, dearest Albert".

I dagbogen skrev hun: "Kun den store tomhed er tilbage."

I sit livs efterår blev Victoria mere skrøbelig.

© De Agostini/Getty

Sørgede resten af livet

Efter hans død trak hun sig tilbage fra offentlig fremtræden og repræsentation og blev kaldt "enken i Windsor." I 10–12 år viste hun sig slet ikke offentligt, end ikke for at åbne parlamentet.

Victoria dyrkede sit savn og sin enkestatus. Hun gik kun i sort og fik opsat talrige mindetavler for ham, alle de steder de to havde haft en rar oplevelse sammen.

Hendes skrivebord blev så propfyldt af billeder af ham, at der knap nok var plads til et A4-papir. Hver aften blev hans tøj lagt frem på sengen.

Hun fik opført et mausolæum for ham i parken ved Windsor Castle, foruden den pompøse Royal Albert Hall i London i 1871 til Alberts minde.

Selvom dronning Victoria ikke længere var så synlig for briterne, var hendes funktion som symbol stadig vigtig, fordi hun samlede den britiske identitet.

Medalje som blev uddelt ved diamantjubilæet.

© Alamy/Imageselect

Et globalt symbol

Ligeså vigtig var hun som symbol for det ekspanderende britiske imperium. I 1876 fik premierminister Disraeli foranstaltet, at hun blev udråbt til kejserinde af Indien.

På samme måde faldt det også naturligt, at hun lagde navn til nye territoriale opdagelser, fx Victoria Land i Antarktis samt Victoria Falls og Lake Victoria i Afrika.

Hendes væsen og hendes navn kom også til at præge imperiets hovedstad London, og gør det det den dag i dag.

Den nye jernbanestation, som blev indviet i 1862, fik navnet Victoria Station, og da et af verdens største kunstmuseer blev flyttet i 1899, skiftede det navn til Victoria & Albert Museum, i daglig tale blot kendt som V & A.

Blev næsten blind

Victoria var en lille (uden krone målte hun blot 150 cm), men meget bestemt og energisk kvinde. Hun overlevede ikke mindre end syv attentatforsøg. Ved flere tilfælde var det irske nationalister, der forsøgte at dræbe hende.

Victoria overlevede også tre af sine børn.

"Victoria var et symbol for imperiet"

Men hendes fedme blev med tiden et større og større problem. Hendes læger satte hende på diæt, men trak den tilbage, da de erfarede, at hun blot spiste den som tilskud til sine normale måltider.

Fra 1880'erne fik en knæskade den korpulente dame til at gå med stok, og siden blev hun fragtet rundt i kørestol. Der blev fremstillet en mobil rampe til hende, en slags landgangsbro, når hun skulle ind og ud af sin vogn.

Stær på begge øjne gjorde hende også næsten blind. Hun var træt, og tidligere tiders anstrengende vitalitet var forduftet.

Fejrede to jubilæer

Alligevel gennemførte hun flere store hyldestfester; nemlig hendes guld- og diamantjubilæer som henholdsvis fejrede hendes 50 år på tronen, og at hun var den længst regerende britiske monark.

Victoria nåede så at sige at fylde hele århundredet ud. Hun døde nemlig først i århundredet efter. Den 22. januar 1901 udåndede hun på Osborne House, omgivet af børn og børnebørn.

Ved hendes død stod det britiske imperium på toppen af sin magt og vælde –både politisk, militært og økonomisk. Udover 37 oldebørn var en fjerdedel af jordens befolkning hendes undersåtter.

Hele familien samlet.

© Royal Collection

De ni børn blev alle fornemt gift

  • © Royal Collection

    1840

    Victoria, som i familien blev kaldt Vicky. 18 år gammel giftede hun sig med den preussiske prins Frederik. Da Victorias svigerfar døde i 1887, blev parret det forenede Tysklands kejser og kejserinde, men kun i 99 dage før Frederik døde af strubekræft. Han blev efterfulgt af deres ældste søn Vilhelm 2., som senere blev briternes fjende under 1. verdenskrig.

  • © Royal Collection

    1841

    Edward, kaldt Bertie. Han giftede sig med den danske prinsesse Alexandra og blev senere svigerfar til den norske kong Haakon 7. Victorias smertensbarn, som hun mente var for slap, doven og håbløs. Konge fra 1901.

  • © Royal Collection

    1843

    Alice, kaldt Lecky. Gift med storhertugen Ludvig 4. af Hessen.

  • © Royal Collection

    1844

    Alfred, kaldt Alfie. Giftede sig med den russiske zars datter Marie, og i 1893 efterfulgte han sin farbror som hertug af Sachsen-Coburg-Gotha.

  • © Royal Collection

    1846

    Helena, som giftede sig med en dansk prins, Christian af Slesvig-Holsten.

  • © Royal Collection

    1848

    Louise giftede sig med den skotske hertug Lord Argyll, som 1878–83 var britisk vicekonge i Canada. Louise var også kendt som dygtig skulptør.

  • © Royal Collection

    1850

    Arthur giftede sig med den preussiske prinsesse Luise Margareta. Parrets datter Margareta giftede sig med den svenske prins Gustaf Adolf. Hun var mormor til Danmarks dronning Margrethe og farmor til Sveriges kong Carl 16. Gustaf.

  • © Royal Collection

    1853

    Leopold giftede sig med den tyske prinsesse Helena af Waldeck. Døde blot 30 år gammel af blødersygdommen, som siden dukkede op flere gange på stamtræet.

  • © Royal Collection

    1857

    Beatrice giftede sig med den tyske prins Henrik af Battenberg. Slægtens britiske gren ændrede under første verdenskrig sit navn til Mountbatten.

Læs også:

Jul

Reddede dronning Victoria julen?

2 minutter
Kulturpersonligheder

Historiens største personligheder skjulte grumme sandheder

9 minutter
Kulturpersonligheder

Buffalo Bill – en levende legende

13 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul