TV-Radio Mirror
Marilyn Monroe

Hvordan døde Marilyn Monroe?

Marilyn Monroe var en af verdens mest elskede og feterede filmstjerner, men hun kæmpede en kamp mod sine indre dæmoner. I august 1962 gav Monroe efter for de mørke tanker.

Marilyn Monroe var blot 36 år gammel, da stjernens livløse krop blev fundet af hendes psykiater kort før solopgang søndag den 5. august 1962.

I månederne inden havde det verdensberømte filmikon i stigende grad følt sig presset og tynget af omverdenens forventninger til hende. Monroe var en af verdens mest populære filmstjerner i 1950'erne, men i de senere år tiltrak hendes film mindre opmærksomhed, og hendes navn blev i stigende grad nævnt i forbindelse med forskellige skandaler.

Superstjernen havde i samme periode udviklet flere problemer med helbredet og var begyndt at tage store mængder medicin.

På den fatale august-nat fik Marilyn Monroes hushjælp mistanke om, at noget kunne være hændt med filmstjernen. Hun tog derfor kontakt til Monroes psykiater, som brød ind i stjernens soveværelse og fandt hende død.

Marilyn Monroe

Monroes sidste film – “The Misfits” – blev færdig i 1961 og floppede fælt i biograferne.

© TV-Radio Mirror

Retsmediciner: Det var selvmord

En retsmedicinsk undersøgelse viste, at Monroe var død som konsekvens af en overdosis af sovepiller. Undersøgelsen fandt intet tegn på ulovligheder, og eftersom Monroe tidligere havde haft tendens til selvmorderiske tanker og overdosering af medicin, fastslog retsmedicineren, at filmstjernen havde begået selvmord.

I de efterfølgende år florerede flere rygter om, at Monroe i virkeligheden var blevet myrdet. Blandt de “mistænkte” var præsident John F. Kennedy og hans bror Robert F. Kennedy, der ifølge vedvarende rygter havde haft affærer med Monroe.

Som konsekvens af de sejlivede konspirationsteorier besluttede den offentlige anklager i Los Angeles at genåbne sagen om Marilyn Monroes død i 1982. Han fandt ingen beviser, som understøttede teorierne, og fastslog, at den oprindelige dødsårsag var korrekt.