I 1986 var sangeren Freddie Mercury fra rockbandet Queen på toppen af sin karriere og en af verdens største musikstjerner, da rygter begyndte at svirre i medierne. Ifølge anonyme kilder havde Mercury fået sit blod testet for hiv/aids – en ny, smitsom infektionssygdom, som især hærgede i homoseksuelle miljøer.
I de efterfølgende år tog rygterne til, mens tabloidaviserne spekulerede i stjernens tiltagende magre udseende, og flere tidligere kærester fortalte om sangerens privatliv. Mercury selv og medlemmerne af Queen afviste dog alle historier om hiv/aids.
Trods afvisningerne blev antallet af koncerter skåret væsentlig ned, og Mercury viste sig sjældent i offentligheden. På Queens sidste musikvideoer var Mercury tydeligt afmagret, og i 1991 kunne sangeren knap gå, da han indspillede sine sidste sange og trak sig tilbage til sit hus i London.
“Tiden er nu kommet”
Herfra sendte Freddie Mercury den 23. november 1991 en pressemeddelelse, hvori sangeren bekræftede, at han havde hiv/aids:
“Tiden er nu kommet til, at mine venner og fans i hele verden skal kende sandheden, og jeg håber, at alle vil slutte sig til mig, mine læger og alle andre rundtom i verden i kampen mod denne forfærdelige sygdom”.
Dagen efter gik Mercury bort – blot 45 år gammel. Siden Freddie Mercurys død er behandlingen mod hiv-virus blevet så effektiv, at smittede i Vesten kan holde virussen nede og leve et nogenlunde normalt liv.