Getty Images & Wikimedia Commons
Jane Austen skrev i alt seks romaner.

Jane Austen: Romantikkens mester døde som gammeljomfru

Som 20-årig fik Jane Austen sit hjerte knust. Hun besluttede sig for aldrig at forelske sig igen – og skrev i stedet nogle af litteraturhistoriens største kærlighedshistorier.

Hun er kendt som en af historiens vigtigste kvindelige forfattere, men Jane Austen var tæt aldrig at blive opdaget.

I årevis lå hendes manuskripter gemt i en skuffe, inden et forlag endelig godtog dem – på betingelse af at Jane Austen skulle være anonym og selv betale for at få trykt det første oplag.

Da hendes første bog, “Fornuft og følelse”, udkom, havde Jane kun seks år tilbage at leve i. Alligevel nåede hun at sætte et afgørende aftryk på litteraturhistorien.

Portræt af Jane Austen.

Der eksisterer kun et samtidigt portræt af Jane Austen. Det blev tegnet af søsteren Cassandra omkring 1810.

© Wikimedia Commons

Hvornår debuterede Jane Austen som forfatter?

Jane Austen blev født den 16. december 1775 i den afsides landsby Steventon i Hampshire i det sydlige England. Hendes forældre, sognepræsten George Austen og hans kone, Cassandra Leigh, fik otte børn, seks drenge og to piger.

Janes opvækst var tryg og lykkelig, og George Austen var – for sin tid – fremsynet i sin opdragelse af børnene og ledte dem i forskellige retninger, så de hver især kunne bruge deres evner.

Allerede som barn var det Jane Austens yndlingsbeskæftigelse at snige sig ind i farens bibliotek, hvor hun kunne tilbringe timer i selskab med bøgerne.

Ud over at læse studerede den unge pige nysgerrigt farens globus, mens hun drømte om at opleve verden. Også farens mikroskop blev brugt flittigt, og Austen kunne bruge dagevis på at undersøge insekter og planter, som hun selv indsamlede.

Det var også i biblioteket, Jane Austen begyndte at skrive sine første tekster – små digte, noveller og endda et udkast til en roman, som hun kaldte “Elinor og Marianne”.

Romanen, som blev færdig i 1795, handler om de to søstre Elinor og Marianne, der er styret af henholdsvis fornuft og følelser, og den skulle siden komme til at spille en altafgørende rolle for Jane Austens karriere.

Allerede da Jane var barn, var hendes yndlingsbeskæftigelse at snige sig ind i farens bibliotek, hvor hun kunne tilbringe timer i sit eget selskab.

Hvor boede Jane Austen?

Austen levede hele sit liv i familiens hjem i Hampshire og bevægede sig kun sjældent væk fra hjemstavnen. I det hele taget var trygheden vigtig for forfatteren, og selvom hun i dag er kendt som en af litteraturhistoriens berømteste kvindelige forfattere, kendte ingen andre end hendes familie i årevis til hendes fortællinger.

Austens historier var til at begynde med nemlig udelukkende skrevet til at blive læst op for familien som underholdning efter aftensmaden.

Jane Austens søster, Cassandra, har senere beskrevet, hvordan familien om aftenen samledes forventningsfuldt foran kaminen, inden Jane Austen rømmede sig alvorstungt og begyndte at læse højt.

Selvom Austens historier emmede af romantik, havde Jane selv aldrig mærket kærligheden. Men det ændrede sig, da hun var 20 år gammel. Her kom en ung mand fra Irland på besøg i den nærliggende præstegård.

Manden hed Tom Lefroy, og i sine breve til søsteren Cassandra beskrev Jane, hvor betaget hun var af Lefroy, og at hun forventede et snarligt frieri.

Men sådan blev det aldrig. Hverken Jane eller Tom havde nogen formue, så et ægteskab ansås for upassende, og familien Lefroy sendte Tom væk, inden et giftermål kom på tale.

Selvom kilderne er sparsomme, vurderer historikere, at det glippede ægteskab knuste Austens hjerte, og at hun aldrig kom sig over smerten.

Kort efter tyede Jane igen til skriverierne og begyndte på en roman, som fik arbejdstitlen “Første indtryk”. Den handler bl.a. om en ung kvinde, Elizabeth Bennet, der får et dårligt første indtryk af en stolt, ung mand, mr. Darcy.

Efter at Janes far havde læst manuskriptet, skrev han i 1796 et anbefalingsbrev til bogforlægger Thomas Cadell i London. Han fik dog intet svar, og Jane opgav drømmen om at blive publiceret.

Havde Austen succes, mens hun levede?

Efter at have mistet sit livs kærlighed og fået afslag fra forlaget nedprioriterede Jane i en periode skriverierne. Indimellem tog hun fat på at omskrive sit tidligere manuskript “Elinor og Marianne”, som hun nu havde omdøbt til “Fornuft og følelse”.

Først efter 14 år, i 1810, tog hun mod til sig og lod sin bror indsende et manuskript anonymt til forlaget Egerton i London.

Til familiens begejstring vendte forlaget tilbage med nyheden om, at “Fornuft og følelse” var blevet antaget til udgivelse.

Forlaget betingede sig, at Jane optrådte anonymt, og at bogen blev solgt i kommission, hvilket betød, at Jane selv skulle betale trykningen. Prisen var lagt sig fast på 15 shilling pr. bog.

Da bogen endelig udkom, blev den modtaget godt af anmelderne:

“For en første produktion mener vi, at dette værk har betydelig kvalitet og indeholder nogle originale og slående observationer om liv og manerer”, lød det i tidsskriftet “Critical Review”.

Bogen blev også hurtigt populær hos læserne og solgte så godt, at den blev trykt i 2. oplag.

Succesen gav den efterhånden 36-årige Jane selvtillid. Hun havde tjent over 100 pund (omkring 85.000 kr. i dag) på bogen og gik i gang med at gennemskrive sin anden roman, “Stolthed og fordom”.

Fornuft & følelse originalt manuskript.

Austens første roman, “Fornuft og følelse”, blev udgivet anonymt. Forfatteren er blot benævnt “a lady” – en kvinde.

© Indiana University

Hvilke temaer kendetegner Austens bøger?

I hendes levetid blev Austens romaner ikke anerkendt som litterære mesterværker. Kritikerne anså dem primært som underholdning for kvinder.

Men med tiden er Jane Austen blevet anerkendt som en af historiens vigtigste forfattere.

I begyndelsen af 1800-tallet var litterære karakterer temmeligt endimensionale – de var enten gode eller onde – men Austen havde et særligt blik for den menneskelige natur og kunne præcist beskrive komplekse personligheder, som hun endda lod udvikle sig i løbet af romanen.

Samtidig skrev Austen levende og lod replikkerne styre historien. Austen har ganske få beskrivelser af natur, omgivelser og mennesker. I stedet lever historien gennem personernes samtaler, og hendes bøger minder på mange måder om et filmmanuskript.

Historikere gætter på, at Jane Austen udviklede sin særlige evne til at skrive dialoger, fordi hun skrev sine historier til at blive læst højt for familien.

Austen er også kendt for at have skabt stærke kvindelige karakterer, der udfordrede de konventionelle kønsroller i 1800-tallet. Hendes romaner handler ofte om kvinder, der søger at finde deres plads i verden, både økonomisk og følelsesmæssigt, og som forsøger at navigere i samfundets forventninger til dem.

Blev hun gift?

“Jo mere jeg kender til verden, jo mere overbevist er jeg om, at jeg aldrig kommer til at møde en mand, jeg virkelig kan elske”.

Sådan skrev Jane Austen i sin roman “Fornuft og følelse”, og ordene kunne nemt handle om hende selv.

Selvom mange har spekuleret over hendes ukendte kærlighedsliv, blev Jane Austen aldrig gift og der eksisterer kun ganske få kilder, som kan give et indblik i hendes følelsesliv.

Et af de sjældne vidnesbyrd stammer fra et brev til søsteren Cassandra, som Jane Austen skrev, mens Tom Lefroy endnu var på besøg på den nærliggende præstegård.

I brevet, som er dateret den 9. januar 1796, skriver Austen:

“Jeg er ved at blive meget ked af, at han ikke kommer tilbage, og endnu mere ked af, at jeg ikke skal se ham i morgen eller i dag”. Hun fortsætter senere:

“Jeg er hjerteligt træt af at skrive mere om ham; jeg tror ikke, jeg har skrevet om andet i en uge, og af den grund tror jeg, at jeg aldrig vil nævne hans navn igen”.

“Jeg er ved at blive meget ked af, at han ikke kommer tilbage, og endnu mere ked af, at jeg ikke skal se ham i morgen eller i dag”. Jane Austen om sin ungdoms flamme, Tom Lefroy.

Var Jane Austen feminist?

Et af Austens særkender er hendes stærke kvindelige karakterer, hvilket har fået litteraturanmeldere og feminister til at udnævne Austen til en af historiens første feminister.

Austens bøger indeholder mange elementer, der kan betragtes som feministiske i den forstand, at hendes kvindelige hovedpersoner ofte er både intelligente, dygtige og handlekraftige – træk, som var sjældne hos kvinder i litteraturen i begyndelsen af 1800-tallet.

Både karakteren Elizabeth Bennet i “Stolthed og fordom” og Elinor Dashwood i “Fornuft og følelse” tager et aktivt ansvar for deres eget liv, og hvem de vil gifte sig med, og de giver et stærkt modspil til de mandlige karakterer i bøgerne.

Jane Austens barndomshjem.

Austen skrev alle sine historier i familiens hjem i Hampshire. Huset er i dag museum.

© R. Ferroni

Hvor mange søskende havde Austen?

Jane Austen havde seks brødre og en ældre søster, Cassandra, som hun var særlig tæt knyttet til. Cassandra var gennem hele livet Janes bedste ven og støtte.

I sine romaner trak hun på sine egne familieoplevelser og sine søskendes kærlighedsforhold, og hendes kendteste værker som “Stolthed og fordom” og “Fornuft og følelse” beskæftiger sig da også med temaer om familie, kærlighed og ægteskab.

Historikere ved fra breve sendt mellem Austens søskende, at familien elskede Jane Austen, som de beskrev som “kvik, iagttagende og med en skarp sans for humor”.

I et senere brev – forfattet efter Jane Austens død – fortalte hendes søster, Cassandra, at Austen havde været “en skabning uden sidestykke i kvikhed, humor og iagttagelsesevne”.

Også hendes brødre og forældre anerkendte hendes talent og opmuntrede hende til at forfølge sine litterære ambitioner og hjalp med at finansiere udgivelsen af hendes tidlige værker.

Filmene har tjent milliarder

Jane Austen nåede at skrive i alt seks romaner i sin levetid. De er alle blevet filmatiseret med stor succes.

Sense and Sensibility filmplakat.
© Columbia Pictures

“Fornuft og følelse”, 1811

Udkom som film i 1995 med Emma Thompson og Kate Winslet i hovedrollerne som de to – meget – forskellige søstre Elinor og Marianne, der er styret af henholdsvis fornuft og følelse.

Pride & Prejudice filmplakat
© Focus Feature

“Stolthed og fordom”, 1813

Som britisk miniserie i 1995 med Colin Firth som mr. Darcy og Jennifer Ehle som Elizabeth Bennet. Senere i 2005 som Hollywood-film med Keira Knightley og Matthew Macfadyen.

Mansfield Park filmplakat.
© Miramax films

“Mansfield Park”, 1814

Flere gange, bl.a. i 1999 med Frances O’Connor som den 10-årige pige Fanny Price, der bliver sendt bort for at tjene i huset hos en velhavende familie.

Emma filmplakat.
© Focus Feature

“Emma”, 1815

Indspillet flere gange, senest i 2020, hvor Anya Taylor-Joy spiller rollen som den unge Emma, som udlever kærligheden ved at matchmake andre, indtil hun selv bliver ramt af Amors pil.

Northanger Abbey filmplakat.
© ITV DVD

“Northanger Abbey”, 1817

I 2007 med Felicity Jones som teenageren Catherine Morland, hvis livsforståelse er blevet forstyrret af mørke, gotiske noveller.

Persuasion filmplakat.
© Netflix

“Kærlighed og svaghed”, 1817

I 2022 udkom filmen om Anne Elliots kærlighedshistorie, der bl.a. rummer et forpurret giftermål, hun inderligt fortryder.

Hvad er der særligt ved mr. Darcy?

En af litteraturhistoriens berømteste personer er mr. Darcy – en fiktiv karakter i Jane Austens roman “Stolthed og fordom”.

Mr. Darcy er en rig og stolt aristokrat fra en velrenommeret familie og er hovedpersonen i romanens romantiske plot.

Indledningsvis er mr. Darcy arrogant og snobbet og mangler evnen til at omgås andre mennesker, men mr. Darcy gennemgår en betydelig udvikling i løbet af bogen, hvilket var ganske usædvanligt i 1800-tallets tidlige romaner.

Winchester katedral rummer Jane Austens grav.

Jane Austens familie sikrede forfatteren en gravplads i den nordlige fløj af Winchester-katedralen. Her ligger hun endnu.

© Shutterstock

Hvorfor døde Jane Austen så ung?

I 1816 blev Jane Austen alvorligt syg. Hun var udmattet, havde feber og ondt i ryggen, og selvom hun tog fat på en ny roman, krævede sygdommen efterhånden så mange kræfter, at Austen ikke kunne færdiggøre bogen.

I april 1817 blev hun dårligere og skrev sit testamente. Hun havde efterhånden været syg i et års tid og begyndte at indse, at enden var nær. Jane Austen, som formodentlig led af brystkræft, døde den 18. juli 1817 – 42 år gammel.

Cassandra var til stede i den sidste stund og lukkede sin søsters øjne og klippede nogle lokker fra hendes hår som minde:

“Jeg har mistet en skat, en sådan søster, en sådan ven, som aldrig kan blive overgået. Hun var mit livs sol, enhver nydelses forgylder, enhver sorgs lindrer; jeg havde ikke en tanke skjult for hende, og det er, som om jeg har mistet en del af mig selv”, skrev den knuste søster om Jane, der blev begravet i Winchester Cathedral.