John Lennon blev skudt af bitter fan

Limousinen trækker ind foran Dakota, og ud træder først en kvinde med glat, sort hår – Yoko Ono, John Lennons hustru. Chapman smiler venligt og nikker til hende.

I samme sekund træder hendes mand også ud af bilen med en stak kassettebånd i hænderne.

En stemme inde i Chapmans hoved befaler: “Gør det, gør det, gør det”.

Da Lennon går forbi, flår Chapman sin pistol op af lommen, holder den frem foran kroppen i strakte arme og tager sigte.

Bog om John Lennon forargede Chapman

I hele sit 25-årige liv har Chapman forgudet John Lennon og The Beatles. Bandets melodier strømmede ud af radioen og pladespilleren i hans barndomshjem.

Århundredets største band sang om frihed, fred og harmoni – tillokkende budskaber for en usikker teenager under ungdomsoprøret i 1960’erne.

I Chapmans barndomshjem fik både han og moren tæv, når faren gik amok.

I skolen følte han sig udenfor og begyndte at tage stoffer. 16 år gammel søgte Chapman trøst i kristendommen og begyndte at dele pamfletter ud for den presbyterianske kirke.

Dybt inde plagede dårligt selvværd hans tanker, og blot 22 år gammel forsøgte Chapman forgæves at begå selvmord. Han blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, men hurtigt udskrevet igen.

Året efter tog han på jordomrejse arrangeret af rejseagenten Gloria Abe, som han snart efter giftede sig med. Over for Gloria indrømmede Chapman, at hans betagelse af John Lennon havde forvandlet sig til væmmelse.

Efter at have læst en bog om eks-beatlen var han misundelig på John Lennons berømmelse og betragtede briten som en kvalmende hykler:

“Imagine no possessions (forestil dig en verden uden ejerskab, red.), synger han. Men se, dér står han med sine millioner og en lystyacht, den falske, dekadente lort, som lyver over for børn”, forklarede Chapman hustruen.

VIDEO: Se musikvideoen til John Lennons hit “Imagine“

En anden bog gav den bitre fan idéen til at opsøge John Lennon. J.D. Salingers mesterværk “Forbandede ungdom” handler om teenageren Holden Caulfield, som flygter til New York for at finde sig selv.

Chapman så ikke bare op til Holden Caulfield – i sit sind var han Holden Caulfield.

Holden var en outsider, ligesom Chapman. J.D. Salingers hovedperson gjorde oprør i krydsfeltet mellem barn og voksen – også Chapman følte, at han hverken var barn eller voksen.

Holden fordømte hykleriske voksne – og Chapman mente netop, at han havde afsløret John Lennon i at være en hykler.

Inde i hovedet begyndte en plan at tage form: Den rasende fan ville rejse til New York, træde ud af anonymitetens grå skygger og blive berømt ved at slå verdensstjernen ihjel.

Jagten på berømmelse begyndte

Den 6. december 1980 landede Chapman i LaGuardia-lufthavnen. Han var kommet til New York for at indlede jagten på John Lennon. Ligesom Holden Caulfield i Salingers bog fandt også Chapman et billigt sted at overnatte:

YMCA’s vandrehjem lå 10 minutters gang fra Dakotabygningen, hvor John Lennon, Yoko Ono og deres femårige søn, Sean, boede.

En portvagt i uniform med gyldne broderier vogtede indgangen til stjernernes hjem.

Klædt i lang dynejakke og pelshue skråede Chapman over gaden med kurs mod to unge kvinder, der også så ud til at vente på at få et glimt af en berømthed på vej ind eller ud af Dakota.

Hurtigt fandt han ud af, at de to kvinder var Lennon-fans og på fornavn med portvagterne og flere af Dakotabygningens berømte indbyggere.

Chapman fortalte dem, at han var rejst hele vejen fra sit hjem på Hawaii for at få et glimt af sit idol. De foreslog, at han som det første købte John Lennons nye plade, Double Fantasy, og fik stjernens autograf på den.

Det gjorde Chapman, men John Lennon dukkede ikke op i dagens løb. Om natten forlod han sit billige hostel og tjekkede i stedet ind på Hotel Sheraton.

Overnatningen på det eksklusive hotel fik sammen med et lækkert måltid på en dyr restaurant rettet lidt op på Chapmans mindreværdskomplekser – en god følelse, der dog ikke varede længe.

Chapman savnede sin bog

Næste morgen stod Chapman igen forventningsfuld foran Dakota. Nu kendte han fornavnet på portvagten og spurgte: “Hej Steve, hvordan går det? Er John Lennon i byen?”

Portvagten svarede som altid, at det vidste han ikke.

“Vil du have noget imod, at jeg venter her og ser?” tilføjede autografjægeren høfligt.

“Det er et offentligt fortov. Så længe du ikke blokerer indgangen, kan du stå, hvor du vil”, svarede vagten.

Ved frokosttid forlod Chapman kortvarigt Dakota for at finde noget at spise. Samtidig slog det ham, at han savnede bogen “Forbandede ungdom”. Han opsøgte derfor en boghandel for at købe et nyt eksemplar.

Inde i boghandlen satte Chapmans hjerte pludselig i galop, da han stirrede direkte ind i ansigtet på sit idol.

Lennons ansigt prydede en stor reklame for det erotiske magasin Playboy, som bragte en artikel i anledning af musikgeniets første udgivelse i fem år.

Chapman betalte for bogen og købte desuden en mindre plakat med en scene fra sin yndlingsfilm, Troldmanden fra Oz, hvor hovedpersonen, Dorothy, tørrer løvens tårer væk, samt Playboy med Lennon-artiklen i.

Aftenen tilbragte han på Sheraton i selskab med en escortpige – præcis som Holden Caulfield havde gjort.

Chapman brød sig ikke synderligt om sex, men ville bare gerne være i nærheden af en kvinde. Han sagde, at hun havde fri, og gav sig til at massere hende.

Næste morgen ryddede Chapman op på værelset og placerede en række ting i en sirligt organiseret halvcirkel: sit pas, et bånd med Todd Rundgren, en anbefaling fra en tidligere chef, et billede af sig selv omgivet af vietnamesiske flygtningebørn samt sin bibel åbnet på Johannes-evangeliet (på engelsk: Gospel of John, red.), hvori han med kuglepen havde tilføjet “Lennon” efter John.

I midten placerede han plakaten med scenen fra Troldmanden fra Oz.

Tingene på gulvet var alt, hvad der betød noget for Chapman – og når politiet efter mordet trådte ind i værelset, “vil de straks forstå, hvem jeg er”, tænkte han.

Chapman lagde sin pistol i dynejakkens lomme og dækkede for våbnet med et stykke pap, som lå forrest i lommen.

Ude på badeværelset snurrede han rundt foran spejlet, greb pistolen, sigtede på sit spejlbillede og trykkede hurtigt fem gange på aftrækkeren. Lyden af fem klik forlod det uladte våben. Så kom han fem dum-dum-kugler med hul spids i pistolen.

Da Chapman forlod værelset, knugede han to ting ind til sig: bogen “Forbandede ungdom”, hvori han med kuglepen havde skrevet “Dette er mit budskab”, og John Lennons nye album.

Inde i hovedet kæmpede to stemmer om overtaget. Den ene råbte “Jeg vil dræbe ham”, den anden stemme bad “Gud, frels mig fra dette”.

Præcis som helten Holden Caulfield vandrede Chapman rundt i New Yorks gader, før han nåede Dakota og tog sin bog frem.

Han stod dybt begravet i endnu en gennemlæsning af “Forbandede ungdom”, da en taxa pludselig trak ind til siden, og en mand iført hat med bred skygge steg ud og gik ind i bygningen.

Portvagten spurgte: “Så du ham?” Men Chapman havde ikke set Lennon.

“Tidspunktet var ikke det rette, men jeg føler, at han vil komme tilbage, og det vil ikke vare længe”, trøstede Chapman sig selv.

John Lennon gav sin morder en autograf

Hen under aften blev Chapmans tågede tanker afbrudt af grin og en velkendt stemme med britisk accent.

John Lennon og Yoko Ono kom ud fra Dakotabygningen og gik hen mod en limousine. Chapman stivnede, da han fik øje på Lennon.

“Hey, jeg troede, du var her for at få hans autograf på pladen. Hvad fanden venter du på? Der er han!” råbte en fotograf, der også havde ventet på berømtheden hele dagen.

Ude af stand til at mæle et ord vaklede Chapman i retning af sit idol og stak albummet op foran ham. Den tidligere Beatles-guitarist smilede og tog imod pladen, mens han signalerede, at han manglede noget at skrive med.

Chapman rakte ham en kuglepen, som idolet brugte til at skrive: “John Lennon, december 1980”.

“Var der andet, du ville?” spurgte John Lennon høfligt, mens han trykkede albummet tilbage i hånden på sin fan.

“Tak, John”, var alt, hvad Chapman kunne fremstamme, men i hans indre kæmpede en stemme for at få ham til at skride til handling: “NEEEJ, du kan tage ham nu. Put din hånd i lommen. Han er din, han er min. Dit monster, dit hykleriske monster. Du lovede!” Kort efter var limousinen og John Lennon væk.

Fem rungende skud dræbte John Lennon

Da limousinen klokken 22.45 igen trak ind foran Dakota, var Chapman klar. Skuffelsen fra tidligere forsvandt, og stemmen i hans hoved vendte tilbage: “Gør det, gør det, gør det, gør det”.

John Lennon gik lige forbi Chapman ind i porten og satte kurs mod trappen, da Chapman trådte ind bag ham.

“Jeg sigtede på hans ryg og trykkede af fem gange. Og så brød helvede løs i mit hoved”, fortalte morderen senere.

Skuddet lammede et øjeblik Chapmans hørelse, og lugten af krudt sved i næseborene. Den mand, han hele livet havde forgudet, vaklede blødende ind gennem indgangen, mens Yoko Ono skrigende sprang i dækning.

VIDEO: Se nyhedsindslag om John Lennons død fra 1980

Lyden af desperate råb om hjælp gjaldede, mens portvagten slog våbnet ud af Chapmans hånd og sparkede det væk. Morderen smed sin tunge jakke og huen, så politiet kunne se, at han ikke gemte flere våben.

Og sådan fandt politiet Chapman. Kun bevæbnet med “Forbandede ungdom”.

John Lennon var stadig i live, og en politibetjent bøjede sig ned og spurgte: “Ved du, hvem du er? Hvordan har du det?” John Lennon svarede stakåndet og sammenbidt: “John Lennon. Det gør fandens ondt”. Fire kugler var gået igennem kroppen og havde flået huller i brystkassens store blodårer.

John Lennon forblødte i ambulancen på vej mod skadestuen. Alle genoplivningsforsøg viste sig hurtigt at være forgæves.

Seks dage senere afholdt byer over hele verden 10 minutters stilhed til minde om John Lennon. I Liverpool mødte 30.000 op for at sørge sammen – i New York 225.000. Alle byens radiokanaler var tavse imens.

Mark David Chapman blev idømt “20 år til livstid” i fængsel samt tvungen psykiatrisk behandling. I dag, 40 år efter forbrydelsen, sidder morderen stadigvæk indespærret.

Alle hans anmodninger om prøveløsladelse er blevet kategorisk afvist.