Josephine Baker tog Paris med storm
Den amerikanske danserinde Josephine Baker fik succes i 1920’ernes Paris med sin udfordrende dans. Hun arbejdede også for den franske modstandsbevægelse og var en fremtrædende forkæmper for sortes borgerrettigheder i USA.
Med sin vilde dans opnåede Josephine Baker succes i 1920’ernes Paris.
En feberagtig forventning fylder lokalet. Premiereforestillingen af La Revue Nègre i Paris, den 2. oktober 1925, var udsolgt. Ekstra stole var blevet stillet op på trapper og afkroge på Théâtre des Champs-Élysées. Alle ville se den omtalte dansetrup, der netop var ankommet fra New York.
Man forventede noget spektakulært; noget sensationelt.
Derfor indtrådte i første omgang en vis skuffelse. I Paris, hvor det eksotiske Afrika var højeste mode, syntes publikum, at flere af pigerne ikke rigtig var mørkhudede nok. Alligevel vakte en af kvinderne på scenen dog med det samme opsigt. Hun hed Josephine Baker. Hendes rygte var løbet hende i forvejen, og hun viste sig at være en danser ulig alle andre.
Komisk og pirrende
I de første scener lavede hun lidt parodierende skuespil og dansede snublende rundt som ”en blandning af Jerry Lewis og Charlie Chaplin”. Men det var aftenens sidste nummer der gjorde hende til en sand legende.
Den unge Josephine blev da båret tilsyneladende bevidstløs ind på scenen af en muskuløs mørk danser. Selv var hun nøgen, bortset fra nogle fjer omkring midjen og anklerne. Langsomt livede hun op og begyndte at danse. Stadig vildere bevægede hun sig rundt om manden, gned sig mod hans krop og så nærmest ud til at dyrke sex på scenen.Selv beskrev Josephine Baker langt senere det, der var sket. ”Jeg var som besat – jeg sansede intet, hørte knap nok orkestret, bare dansede!”
Publikum jublede. De stående ovationer ville ingen ende tage. Næste dag skrev aviserne om, hvordan der var blevet skrevet historie på scenen.
”Det var som om en ny verden viste sig. Noget så erotisk har man aldrig tidligere set på et teater”, skrev én anmelder.
Andre talte om skandale. Nogle af forestillingens egne dansere fortalte senere, at de fandt det hele modbydeligt. Men alle indvendinger prellede af. Bakers dans – pirrende nok kaldet Danse sauvage – ”den vildes dans” – var en komplet succes. I de følgende dage talte alle om den nye stjerne. Forfatteren Ernest Hemingway var på pletten og beskrev hende som ”den mest sensationelle kvinde, man nogensinde har set.”
Med tiden udviklede Josephine Baker sig til at blive en elegant diva.
Voksede op i slummen
Den kun 19-årige Josephine Baker var nået langt fra slummen og elendigheden i sin fødeby St Louis i USA.
Hun blev født den 3. juni 1906 som Freda Josephine McDonald, datter af Carrie McDonald, barnebarn af frigivne slaver. Hendes far var ukendt. Josephine voksede op i sult og fattigdom. Flere gange måtte hun som fem-seks-årig lede efter mad i skraldespande, hvor hun også fandt pjaltede dukker at forære sine søskende i fødselsdagsgave. Hun giftede sig som 13-årig, anden gang da hun var 15. Her fik hun efternavnet Baker. Helt fra hun var en lille pige havde Josephine danset og sunget. Hun var gået i lære blandt gademusikanter og dansetrupper, der rejste på turné i det sydlige USA. Det stod hurtigt klart, at hun havde et talent ud over det sædvanlige. Ikke mindst et komisk talent – lige fra begyndelsen mestrede hun den kunst, at få publikum til at le.
Men hun mærkede også racismen og raceadskillelsen i USA, hvor det principielt var forbudt for farvede dansere at optræde for et hvidt publikum. Da hun blev hyret af teaterproducenten Caroline Reagan, der var fascineret af den "sorte kultur" og ville bringe den til Paris, tøvede Josephine ikke længe.
Succes i bananskørt
Efter succesen – sensationen – med Danse sauvage i efteråret 1925 begav La Revue Nègre sig ud på en Europaturné. Succesen gentog sig hvor end man kom frem. Men i al hemmelighed havde Josephine Baker allerede takket ja til et tilbud fra et andet teater i Paris. Uden forvarsel forlod hun den trup, der havde givet hende hendes store gennembrud. I stedet rejste hun tilbage til Paris for at danse på Folies Bergère, bl.a. klædt i et skørt lavet af kunstige bananer. Nok en sensation. Bakers stjerne bare steg.
Hun havde ramt det helt rigtige tidspunkt. "Med hendes korte hår, hendes frie krop, hendes farvede hud og amerikanske accent forenede hun alle de tendenser, den smag og de ambitioner, der kendetegnede en hel epoke" skrev forfatteren Jean Prasteau.
I hurtig rækkefølge brød Josephine Baker gennem den ene mur efter den anden. Ikke mindst var hun med i tre spillefilm – og blev den første sorte kvinde til at have hovedrollen i en helaftensfilm. Hun blev helt enkelt den første farvede verdensstjerne, kendt under kælenavne som "The Bronze Venus", "The Black Pearl" eller "The Creole Godess".
Filmstjernerne Maurice Chevalier og Josephine Baker hilser på de franske tropper i december 1939.
Med årene udviklede Josephine Baker sig også til en mere elegant performer. En manager lærte hende at begå sig, og en sangtræner lærte hende at synge.
Kunstneren Shirley Bassey sagde senere, at Josephine Baker ”gik fra at være den lille dansende vilde med en køn stemme til at blive en mageløs diva... I hele mit liv har jeg aldrig set, og får nok aldrig at se, en lige så spektakulær sanger og performer.”
Da hun 1928 ankom til København, forsøgte man forgæves at stoppe hende. Hendes varmeste fortaler var Poul Henningsen, der bl.a. skrev: ”Hvis naturlighed kunne læres, ville mødrene sende deres unge piger til Josephine Baker.”
Nogle forsøg på at arrangerer forestillinger i USA gik derimod knap så godt. For Josephine Baker stod det mere og mere klart, at Frankrig var hendes virkelige hjemland.
Hjalp modstandsbevægelsen
Efter et tredje ægteskab med franskmanden Jean Lion, blev hun fransk borger. Hendes loyalitet mod Frankrig blev endnu tydeligere da 2. verdenskrig brød ud. Mange amerikanere valgte at flygte fra Europa, men Josephine Baker forblev i Paris. Under krigen fortsatte hun med at turnere, men hun udnyttede også sin position som stjerne til at spionere for modstandsbevægelsen. Ikke mindst var hun til stor hjælp ved at fragte budskaber frem og tilbage mellem modstandsbevægelsens forskellige grene i Frankrig, Spanien og Nordafrika. Ved flere lejligheder skal hun have syet lapper med beskeder på indersiden af sit tøj, i forvisning om, at ingen soldat ville vove at visitere en berømthed.
Josephine Baker adopterede mange børn til sin regnbuefamilie.
Tog kampen op i USA
Den senere del af hendes liv kom også i høj grad til at handle om politik. Efter at være blevet afvist på en natklub i New York i 1951, begyndte hun at engagere sig i den amerikanske borgerretsbevægelse, for hvem hun snart blev et vigtigt symbol. Under Martin Luther Kings berømte march til Washington i 1963 var Baker den eneste kvinde, der talte.
Hun stiftede også familie, om end en usædvanlig en af slagsen. Da det viste sig, at hun ikke selv kunne få børn, samlede hun sig en adoptivfamilie fra hele verden. Den bestod af tolv børn fra alle verdensdele. Selv kaldte hun dem "regnbuestammen". Børnen blev installeret på slottet Milandes i det sydvestlige Frankrig, og skulle være hendes personlige protest mod racismen i verden.
Mange af disse regnbuebørn skulle senere komme til at huske Josephine Baker med blandede følelser. Hun blev beskrevet som lunefuld og uansvarlig – men samtidig fuld af kærlighed. Et af børnen, Jean-Claude Baker, skrev senere en biografi om sin temperamentsfulde adoptivmor. Her fortalte han bl.a. om hendes lange række af affærer med både kvinder og mænd. Arkitekten Le Corbusier, maleren Frida Kahlo, den svenske kronprins Gustaf Adolf og den franske præsident Charles de Gaulle er bare nogle af de mange, der nævnes som hendes elskere.
Samtidigt var Josephines økonomi i kaos. Hun sløsede alle de penge, hun tjente, bort og sad snart i gæld til op over begge ører. I 1969 blev til sidst slottet Milandes taget fra hende. Så greb hendes veninde Grace Kelly ind og gav hende et mindre palads.
Et sidste comeback
Efter i mange år at have været mere kendt for sit politiske virke og økonomiske problemer, gjorde Josephine Baker comeback på scenen i begyndelsen af 1970’erne. Hun fik en varm velkomst.
- april 1975 fejrede hun sit 50. år på de franske scener med en gallaforestilling på Bobino i Paris. På premiereaftenen sad bl.a. Sophia Loren, Mick Jagger, Diana Ross og Liza Minelli blandt publiken.
Fire dage senere blev Baker fundet livløs i sin seng, omgivet af aviser, der roste hendes forestilling. Hun var blevet ramt af en hjerneblødning og blev erklæret død samme dag, 68 år gammel.