Kafka ville dø med sin litteratur

Kafkas liv var kort. Han blev født ind i en velhavende jødisk familie i 1883 i Prag og døde kun 40 år gammel i 1924 af lungetuberkulose.

Her er overblikket over alt, hvad der skete i hans – i det ydre – upåfaldende liv, der stod i skarp modsætning til den eksistentielle kamp, der rasede i hans sind og litteratur.

“Den, som Kafkas hjul er kørt henover, har for evigt mistet enhver fred med verden”.

Sådan skrev den tyske filosof Theodor W. Adorno efter sin læsning af forfatteren Franz Kafkas måske berømteste roman, “Processen” (1925).

Og det er da også umuligt ikke at føle sig desillusioneret på menneskehedens og det moderne samfunds vegne efter at have læst “Processen”.

Hør bare den første linje i romanen, der er blandt de berømteste åbninger i den moderne verdenslitteratur:

“Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret”.

Over de næste knapt 200 sider inviterer den østrig-ungarske, tysksprogede forfatter læseren med ned i et bureaukratisk mareridt, hvor hovedpersonen, Josef K., forgæves forsøger at finde ud af, hvilken forbrydelse han er anklaget for – og af hvem.

Under retssagen nedbrydes Josef K.s selvrespekt og vilje til at gøre modstand, og på sin 31-års fødselsdag bliver hovedpersonen henrettet – uden stadig at ane, hvad han står anklaget for.

“Processen” er et uhyggeligt forvarsel om det uigennemsigtige bureaukratiske system og de kommunistiske styrers forfølgelser og skueprocesser, der vandt større og større indpas op gennem det 20. århundrede.

Men romanen er også en bouillonterning af Franz Kafkas forfatterskab, der med en blanding af nøgtern prosa og surrealistiske plottråde beskriver det moderne menneskes angst, ensomhed og skyldfølelse i en fremmedgjort verden.

“Processen” blev ligesom de fleste af Franz Kafkas værker først udgivet efter forfatterens død.

I sin levetid publicerede Franz Kafka kun omkring 250 sider. Resten samlede støv i skrivebordsskuffen.

Ordet er kendt på mere end 100 sprog og bliver i daglig tale brugt om almindelige menneskers mareridtsagtige møde med et uforståeligt, uigennemskueligt og absurd bureaukratisk system.

I en litterær kontekst skal kafkask forstås som sammenstødet mellem et rationelt og klart sprog og et mareridtagtigt og absurd univers.

Franz Kafka blev født den 3. juli 1883 i Prag, dengang byen var Bøhmens hovedstad og en del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.

Han var søn af en rig jødisk forretningsmand ved navn Hermann Kafka, og forholdet til den dominerende far kom til at definere sønnens professionelle og private liv.

Faren tvang sønnen til at lægge sine forfatterdrømme på hylden og tage et arbejde i forsikringsverdenen.

Den autoritetstro søn makkede ret og blev uddannet som jurist i 1906, hvorefter han fik job som afdelingsleder ved et forsikringsselskab i Prag.

Her udarbejdede han svar på fabrikanters klager, repræsenterede forsikringsselskabet i retssager og foretog kontrolbesøg på fabrikker.

Men når Franz Kafka stemplede ud fra sit arbejde, satte han sig ved skrivemaskinen og skrev sine mareridtsnoveller og -romaner om natten, mens resten af Prag var i drømmeland.

Det anstrengte forhold til den koleriske far løber som en rød tråd gennem hele Franz Kafkas forfatterskab – symboliseret i det autoritære og undertrykkende bureaukratiske system, som trælbinder og i sidste ende knuser det moderne menneske.

I et brev fra 1919 (først udgivet i 1952) beskrev Franz Kafka farens foragt for alt, hvad sønnen foretog sig i sit liv – og indrømmede, at faren var drivkraften bag hans forfatterskab.

“Alt, hvad jeg skriver om, handler om dig”, skrev Franz Kafka i brevet. Og det var ikke ment som en ros.

Franz Kafka er på mange måder definitionen af “weltschmerz”. Den melankolske forfatter kæmpede med angst og en fremmedgørelse over for sin omverden gennem hele livet.

Ifølge Kafka selv var hans passion for at skrive det eneste, der holdt ham i live. Som han skrev i sin dagbog:

“Jeg består af litteratur, jeg er intet andet og kan ikke blive noget andet”.

I selvsamme dagbog gav han også udtryk for sit bundløse sortsyn: “Meningen med livet er, at det ophører”.

Franz Kafka levede i det ydre efter høje moralske standarder. Han var altid velklædt, drak ikke og forblev ansat på den samme arbejdsplads hele livet.

Han var en uforbederlig hypokonder og var socialt akavet.

Måske derfor havde han så svært ved at finde kærligheden.

To gange forlovede Franz Kafka sig med Felice Bauer, men begge gange hævede han forlovelsen.

Kafka frygtede tilsyneladende, at kærligheden ville knuse hans kunstneriske flamme. Som han skrev i et af i alt 500 breve til Felice Bauer:

“Du er ude af stand til at sætte pris på den enorme magt, mit arbejde har over mig. Du sætter pris på det, men forstår det ikke fuldt ud”.

I det sidste år af Franz Kafkas liv lykkedes det dog endelig den martrede forfatter at finde kærligheden.

Under en ferie i sommeren 1923 fik Franz Kafka et romantisk forhold til den yngre Dora Diamant.

De to forblev sammen, indtil Franz Kafka døde af tuberkulose den 3. juni 1924, mens han var indlagt på et sanatorium i Kierling lidt uden for Wien. Han blev kun 40 år gammel.

Stod det til Franz Kafka selv, ville den kronisk selvkritiske forfatter kun have efterladt sig de få tekster, han fik publiceret i sin egen levetid.

Tre år før sin død skrev Franz Kafka et testamente til sin ven Max Brod, hvor han bad om at få destrueret alle sine uudgivne værker.

“Kæreste Max, min sidste bøn: Brænd alt, hvad der befinder sig i mine efterladte papirer af dagbøger, manuskripter, andres og egne breve, tegninger og så videre, undtagelsesløst og ulæst”, lød befalingen.

Max Brod nægtede dog at følge sin døende vens ønske. Forfatterskabet var for vigtigt til at ende som en parentes i litteraturhistorien, vurderede vennen.

Kort efter Franz Kafkas død begyndte Max Brod at ordne de i alt 3.000 sider, som den afdøde forfatter efterlod sig.

De efterfølgende år redigerede og publicerede Max Brod i alt seks bøger af Franz Kafka. Blandt disse var “Slottet” og “Processen”, der gjorde forfatteren verdensberømt.

I kølvandet på de posthume udgivelser har flere kritikere kaldt Max Brods publicering af værkerne for gravrøveri.

Den tjekkiske forfatter Milan Kundera kaldte Max Brods publiceringer for en “vældig svinestreg” i sin essaysamling “De forrådte testamenter”.

Svinestreg eller ej, så sikrede det litterære gravrøveri, at Franz Kafka i dag står tilbage som en af det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige forfattere.