Kendt skuespillerindes tragiske ulykke ændrede trafikreglerne

Jayne Mansfield var kendt som et af tidens største sexsymboler, da hendes fatale biluheld i 1967 ændrede trafiksikkerheden på de amerikanske veje.

Jayne Mansfield spillede­ med i flere film og blev et af 1950’ernes store sexsymboler.

© Imageselect

Den berømte amerikanske skuespillerinde Jayne Mansfield var årsag til, at lastbil-trailere i dag kører rundt med en særlig kofanger.

Tidligt om morgenen den 29. juni 1967 var Mansfield på vej til et interview i sin bil. Med i køretøjet var hendes chauffør og advokat samt tre af hendes børn.

En tankvogn havde netop sprøjtet en tåge af myggegift ud over vejen, så Mansfields chauffør så ikke den lastbil med sættevogn, der kørte forude med reduceret fart.

Biluheldet fik fatale konsekvenser

Den lave personbil bragede ind i trailerens bagende og kilede sig fast under den, hvorved Mansfield­ og de to andre voksne blev dræbt på stedet.

Den blodige ulykke satte fokus på faren ved de store trailere, og USA’s trafiksikkerhedsstyrelse anbefalede derfor, at trailere fremover skulle have en såkaldt DOT-bar – også kaldet en Mansfield-bar – der forhindrer biler i at ende under vognen.

Fra USA bredte kofangeren sig i 1970’erne til Europa.

En kofanger på lastbilernes sættevogne forhindrer ulykker lig den, Mansfield blev dræbt i.

© Shutterstock