Efter at have vandret på Italiens og Frankrigs landeveje slog han sig i 1547 ned i Provence. Den nu midaldrende Notredame skrev – som mange andre af tidens astrologer – en almanak, hvor han forudsagde det kommende års begivenheder.
Ved udgivelsen af bogen benyttede han for første gang den latinske udgave af sit navn, Nostradamus.
Den nye forfatters held var, at han levede i en tid, hvor Gutenbergs nye trykpresse var ved at revolutionere Europa.
Blot et århundrede tidligere ville profetierne aldrig være blevet kendt uden for Provence. Men nu blev hans bøger hurtigt populære, og ikke mindst Frankrigs overklasse slugte med stor lyst profetens kryptiske skriverier.
Historikerne mener dog, at han i høj grad formulerede sig så kryptisk, fordi han var bange for at blive anklaget for kætteri af den katolske kirke.
Fra brevvekslinger ved vi, at det franske kongehus i 1555 sendte bud efter spåmanden, der i en af sine almanakker havde skrevet, at “kongen burde passe på sig selv”.
Den dybt overtroiske dronning Katarina Medici ønskede en samtale med spåmanden og lod sig øjeblikkeligt fascinere af hans snørklede sprog og mystiske fremtræden.
Samme år skrev Nostradamus om en gammel løve, der ville dø en grusom død efter at have fået gennemboret sine øjne. Profetien gik i uhyggelig grad i opfyldelse fire år senere, da Katarinas mand, kong Henrik 2., under en ridderturnering blev dødeligt kvæstet af splinter fra en lanse gennem øjet.
Episoden gjorde øjeblikkeligt Nostradamus berømt, og han var resten af sit liv tilknyttet dronning Katarina som læge, hofastrolog og royal rådgiver.