1910: “Det er så dejligt at flyve som en fugl!” skrev Marie Marvingt i et essay i 1910. 

© Polfoto/Corbis

Livet var et eventyr for superkvinden Marie Marvingt

“Ingen har gjort, hvad jeg har gjort”, sagde Marie Marvingt – og hun havde ret. Hun excellerede inden for alle sportsgrene, kæmpede som frontsoldat under 1. verdenskrig og opfandt luftambulancen.

22. august 2019 af Brendan Cooney

Marie Marvingt kredser i sit fly over den tyske militærbase i Metz. Fem km mod nord ser hun sin barndomsby, hvor hun var tvunget til at lave lektier på tysk, den forhadte besættelsesmagts sprog. 

Nu er 1. verdenskrig brudt ud, og tyskerne har strammet grebet. Fransk er forbudt i det offentlige rum, og et uskyldigt bonjour udløser en bøde.

Hun slipper bomberne over militærbasen og skriver sig ind i historien som verdens første kvindelige kamppilot. Bag sig har hun et liv fuld af eventyr. Og selvom hun nærmer sig de 40 år, er hun langtfra pensioneret som vovehals.

Kvinden der kunne alt

Marie Marvingt kom til verden i Aurillac i 1875, som datter af Elisabeth og Felix Marvingt. Hun var familiens tredje barn, men begge hendes brødre var svagelige fra fødslen og døde som spæde.

Mens moderen Elisabeth havde et skrøbeligt helbred, var faderen Felix en ivrig svømmer og billardspiller. Han var derfor begejstret for at konstatere, at Marie ikke havde arvet moderens svagelighed. Snart kastede Felix sin datter ud i en lang række sportsgrene, og hun
viste sig usædvanlig talentfuld.

Da Marie var tre år gammel, blev lillebroderen Charles født. Han var hendes modstykke – blid, forsigtig og svagelig – men på trods af deres forskellig-heder blev han hurtigt hendes et og alt.

Maries barndom var præget af den store kontrast mellem fantastiske og benhårde eventyr, faderen kastede hende ud i, og hjemmet, der tit bar præg af sygestue. Det var her, Marie fik sin passion for sygepleje. 

I en alder, hvor andre piger legede med dukker, passede hun syge familiemedlemmer, og sammen med moderen læste hun Florence Nightingales biografi. Marie følte, at Nightingale talte direkte til hende, og drømte om, at hun også en dag ville komme til at redde liv.

Da Marie var 14, døde moderen. Knust af sorg flyttede familien fra det besatte Metz og slog sig ned i Nancy.

Faderen gik på pension fra sit job i postvæsnet og viede al sin tid til træningen af Marie. Da hun som 15-årig blev fascineret af artisterne i et omrejsende cirkus, hyrede faderen prompte stjerneartisten til at undervise hende. Inden længe beherskede hun trapez-kunst og var i stand til den vanskelige kunst at springe på en hest i fuld galop.

Marie begrænsede ikke sine udfoldelser til artisteriet, men kastede sig også over bjergbestigning og var den første kvinde, der besteg flere schweiziske og franske bjergtoppe. Hendes hjerte bankede også for det våde element, og hun begyndte at sejle i kano og vandt snart efter et internationalt kanokapløb.

Men Maries største passion var svømning. Hun prædikede for alle, der gad at lytte, at svømning var den bedste sport for kroppen.

I 1906 vandt den australske svømmer Anette Kellerman en professionel konkurrence i Seinen i Paris, da hun tilbagelagde de 12,5 kilometer på fem timer og 20 minutter.

To uger senere deltog Marie i en amatørkonkurrence på samme strækning og slog Kellermans tid med en time og 10 minutter. Dermed var Marie Frankrigs hurtigste kvindelige langdistancesvømmer.

Herefter kastede Marie sig ud i en række optrædener med svømning i hele Europa. Ofte blev hun fulgt af skibe med orkestre, og ved én lejlighed havde et italiensk regiment sørget for, at hendes svømmetur blev akompagneret af militær marchmusik.

“Jeg har et uforglemmeligt minde om den svømmetur i denne velsignede sø under en drømmende måne og med den dobbelte musik af bølger og orkester”, sagde hun senere om oplevelsen

1908: Marie Marvingt ryddede medaljebordet i stort set alle vintersportskonkurrencer og gennemførte Tour de France.

Glubske bjørne i Tour de France

Herefter søgte Marie nye udfordringer inden for cykelløb. Cykling blev anset for at være ufeminint, og kvinder var udelukket fra at deltage i Tour de France. Men Marie lod sig ikke stoppe. 

I 1908 cyklede hun den officielle rute på 4.488 km og tilbagelagde i gennemsnit 150 km om dagen.

Udfordringerne i datidens Tour de France inkluderede bl.a. bjørneoverfald i bjergpassene og ondsindede landsbybørn, der stak pinde i rytternes hjul. Kun 36 ud af de 114 officielle deltagere gennemførte. Og Marie.

Om vinteren vandt hun den ene vintersportskonkurrence efter den anden og fik mere end 20 medaljer på to år, og i 1910 tildelte det franske sportsakademi hende guldmedalje i “alle sportsgrene” – den eneste nogensinde.

1909: Flyver sammen med vennen Col Garnier som den første kvinde i ballon over Nordsøen og Den Engelske Kanal.

Et sjældent nederlag

Efter Tour de France fik Marie kælenavnet “La Marie”. Da hun nu havde opnået det ultimative, lagde hun cykelløbet bag sig, og cyklen var nu bare et transportmiddel, når hun fx skulle de 800 km fra Paris til Marseille.

Da Marie var 23, døde lillebroderen Charles af et hjerteslag, kun 20 år gammel. Hans død tog hårdt på hende, men på trods af sorgen stoppede hendes perlerække af præstationer ikke. Hun havde bevist sit værd til lands og til vands og vendte nu blikket mod himlen.

I 1909 fløj hun en luftballon 2.400 km fra Frankrig til England sammen med vennen Col Garnier. Ved et uheld mistede ballonen en stor portion brint allerede ved afgangen, men parret fortsatte alligevel ufortrødent turen.

De nåede Den Engelske Kanal uden problemer og troede sig sikre, da vejret pludselig slog om. Temperaturen faldt til under frysepunktet, en snestorm satte ind, og ballonen havde store problemer med at holde sig over vandoverfladen. 52 gange dyppede kurven sig i vandet, indtil stormen efter fem lange timer slap sit tag og ballonen igen løftede sig.

Efter 14 timer i ballonen fik det gennemblødte par landjord under fødderne, da de ubemærkede landede i England:

“Det var stadig mørkt. Vi lukkede det meste brint ud og landede på en mark en halv mil fra kysten (nær Southwold, red.). Vi havde knap kræfter til at kravle ud af kurven. Den næste dag tog vi et tog til London, hvor vi blev behandlet som helte”, fortalte Marie efterfølgende.

Maries far reagerede på bedriften med ordene: “Godt gået. Men du kunne have nået Irland”. Han var ikke let at imponere, men hans mening var en væsentlig drivkraft for den unge Marie.

Han lod hende aldrig vinde med vilje, og hun fortalte senere, at hun vidste, at han havde gjort rigtigt, da hun endelig slog ham i billard.

I 1910 fløj Marie som den første kvinde solo i et monoplan, og herefter blev luftfart
en livslang lidenskab. Bl.a. arbejdede Marie ihærdigt for en luft-
ambulance. Takket være hende blev evakuering af syge med fly udbredt allerede under 1. verdenskrig.

Da krigen brød ud, var Marie ikke sen til at øjne en chance for nye bedrifter. Hun begyndte som feltsygeplejerske, men sygeplejen var ikke nok, og da en såret pilot fortalte hende, at han havde stået for at skulle bombe den tyske militærbase ved Metz, øjnede hun sin chance og overtalte den øverstkommanderende til at sende hende i stedet.

Missionen var succesfuld, og Marie fortsatte som kamppilot. Men hun ville også slås ved fronten, noget fuldstændig uhørt for en kvinde i den tid. Med hjælp fra en fransk infanteriløjtnant lod hun sig indrullere som menig, klædt ud som mand. 

Hun holdt sig for sig selv, gjorde sin stemme dyb og formåede at holde skuespillet kørende i en måned, uden at hendes kammerater anede uråd.

Først da en general fattede mistanke ved en troppeinspektion, var spillet forbi. Men krigen var ikke slut for Marie, som straks blev hvervet som skarpskytte på ski i de italienske Alper.

1914: Kunstneren Émile Friant forevigede Marie Marvingt og hendes forslag til en luftambulance.

Livet var et eventyr

Hverdagen var ikke noget, der tiltalte Marie, og hun tog aldrig et fast arbejde, men levede i stedet, så godt hun kunne, af berømmelsen.

På sine lange cykelture stoppede hun på de fineste restauranter og ventede på, at ejeren ville opdage hende. Herefter forventede hun at blive bænket ved det bedste bord og spise gratis. 

Til gengæld underholdt hun gæsterne med historier og skrev autografer. Hun gik heller aldrig glip af en chance for at promovere sin luftambulance og sig selv og holdt foredrag ved over 3.000 konferencer i hele verden.

“Ingen har gjort, hvad jeg har gjort”, sagde Marie ofte, og i 1922 gik hun så langt som at lancere en udfordring: Hvis nogen kunne matche hendes liste af bedrifter, ville hun belønne dem med 10.000 dollars. Pengene havde hun ikke, men hun var sikker på, at ingen ville klare udfordringen, som hun genfremsatte flere gange siden. Hun fik ret, ingen meldte sig.

Rampelyset slukkede

Da Marie var 83, komplimenterede en journalist hendes ungdommelighed. Hun svarede ved at stille sig på et ben med kroppen horisontalt og en flaske balancerende på hovedet og talte til 20.

“Prøv at se, om det er let”, sagde hun til den måbende journalist.

Som 86-årig begav Marie sig ud på sin sidste lange cykeltur og tilbagelagde 280 km fra Nancy til Paris i januar måned og med 14 kilo på ryggen. Noget af vægten har måske været de mange lykønskningsbreve fra konger og premierministre, som hun nødigt ville skilles fra og ivrigt viste frem.

Marie Marvingts død stod i skarp kontrast til hendes liv. Hun blev aldrig rig og sov ind som 88-årig i 1963 på et velgørende alderdomshjem, ludfattig og glemt af offentligheden.

Læs mere

Marcel Cordier & Rosalie Maggio: Marie Marvingt: La Femme d'un siecle, Editions Pierron, 1991. Eileen F. Lebow: Before Amelia, Women Pilots in the Early Days of Aviation, Brassey's Inc., 2002. N. Bursh & M.Larue: Marie Marvingt: La Fiancée du Danger (dokumentar), Ere Productions, 2005.

Måske er du interesseret i...

Læs også