Molière gav teatret vid og bid

Molières skarpe og spiddende teaterstykker løftede komedien fra at være en primitiv folkefornøjelse til at blive en respekteret kunstart.

Hans særlige blanding af lavkomik og ætsende satire grundlagde den klassiske franske komedie også kaldet la haute comédie.

I sine stykker gjorde Molière grin med falskhed og forstillelse i enevældens stærkt klassedelte Frankrig. Især religiøst hykleri og overklassens overfladiske værdier blev hudflettet af forfatteren, der også gerne selv indtog scenen som skuespiller.

Molière pakkede sjældent sine budskaber ind. Som oftest lod han sine figurer udtrykke lige det, han selv havde på hjerte. Han lader fx hovedpersonen i stykket “Misantropen” (menneskehaderen, red.) sige:

“Jeg hader denne skik med kindkys, smil og kram, den slikken op ad ryggen. Jeg synes den er klam, omfavnelser, der nærmer sig vammel erotik, og skamros uden mening, det er en hæslig skik”.

Molières gik ikke den lige vej til de skrå brædder, da han i 1622 kom til verden som Jean-Baptiste Poquelin.

Hjemmet i Paris var højborgerligt og velstillet. Faren var kgl. hoftapetserer, en stilling, som indebar ansvaret for hoffets tapeter samt tæpperne og de polstrede møbler.

Hvervet var velbetalt og gav adgang til samfundets fineste kredse. Jean-Baptiste fulgte da også i farens fodspor – og i 1641 blev også han udnævnt til kgl. hoftapetserer. Samtidig begyndte han at studere jura.

Men hverken lovtekster eller kongelige tapeter fangede Jean-Baptistes interesse . Som 21-årig – i 1643 – erklærede han, at skuespillet var hans skæbne.

Forinden havde han mødt Madeleine Béjart, en skuespillerinde, som kom fra en berømt teaterfamilie. De to indledte et forhold og stiftede teatertruppen l’Illustre Théâtre. Samtidig antog Jean-Baptiste kunstnernavnet Molière.

Hvad der fik Molière til at skifte livsbane, ved historikerne ikke. Tilsyneladende kunne han bare ikke modstå sirenesangen fra teatret. Da redaktøren af Molières værker i 1682 udgav en særudgave af skuespillene, lød forklaringen:

“Han forlod jurastudierne til fordel for en profession som skuespiller, da han følte et uimodståeligt kald til at beskæftige sig med teatret”.

Molière gav den traditionelle komedie sit helt eget præg ved at blande folkelig lavkomik med skarp samfundssatire; fx tog han komediens brug af masker til sig.

Maskerne blev oprindeligt brugt til at skabe letgenkendelige figurer, men Molière anvendte dem som symbol på menneskets trang til at forstille sig og udgive sig for noget, som det ikke er.

Med næsten pinagtig realisme udstillede Molière trangen til forstillelse og andre menneskelige svagheder som fx hykleri, grådighed og hang til at følge tidens modeluner.

Molière inddrog gerne sine gamle værker i de nye komedier; fx svarede han igen på kritikken af stykket “Fruentimmerskolen” ved at skrive og opføre et nyt skuespil, kaldet “Kritik af Fruentimmerskolen”.

Det nye stykke behandlede på humoristisk vis kritikken af det oprindelige skuespil.

Det oprindelige stykke var særdeles populært, men vakte også forargelse. Vreden rettede sig især imod de mange seksuelle antydninger og portrættet af den unge Agnes, som i modstrid med tidens kvindeideal talte frimodigt om ægteskabet og fulgte sin egen seksuelle lyst.

At Molière omtalte ægtemandens krav til sin hustru som “bud”, gjorde ikke sagen bedre. Kirken mente nemlig, at Molière
dermed havde anfægtet helligheden af kristendommens 10 bud.

Molière anførte, at kritikken sagde mere om de forargede end om stykket, og svarede igen i “Kritik af Fruentimmerskolen”.

“Ja, så må man virkelig lukke øjnene og lade, som om man var blind, når dette stykke spilles”, lader Molière en kritiker sige.

“Det behøves ikke. Man skal blot ikke se deri, hvad der ikke er deri”, lyder svaret.

Det kritiske skuespil blev det første af sin art og dannede skole for de såkaldte “dramatiske kritiker” – stykker, som behandler kritikken af andre skuespil.

Da Molière og hans trup i 1643 lod tæppet gå for deres allerførste forestilling, fandtes der allerede to etablerede teatre i Paris.

Antallet af teatergængere i byen var lille, og konkurrencen mellem de tre teatre hård. Snart måtte Molière erkende, at hans uerfarne trup ikke var publikums førstevalg. Entréindtægterne rakte slet ikke til at betale udgifterne.

Teatertruppen begyndte at stifte gæld. To år senere, i 1645, skyldte l’Illustre Théâtre 2.000 livres – en sum, der svarede til 20 årslønninger for en læge – alene i ubetalt husleje.Da Molière ikke kunne skaffe pengene, og kreditorerne pressede på, måtte han gå i gældsfængsel – hele to gange det samme år.

Så snart han blev løsladt, forlod han Paris sammen med skuespillerkollegaen Madeleine Béjart. Sammen tog de på turné i den franske provins.

Molière har ikke efterladt sig beretninger om livet på landevejene, men fra andre kilder og historiske beretninger ved historikerne, at livet i en omrejsende teatertrup var krævende.

Skuespillerne rejste fra by til by med hele deres oppakning af kostumer og sceneudstyr trukket på vogne.

De besøgte først og fremmest større byer, men teaterbygninger fandtes endnu ikke. De blev først opført i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Indtil da måtte skuespillerne nøjes med at optræde i en lade eller på den åbne mark.

Før en forestilling skulle Molière og hans ligesindede ansøge byens borgmester om tilladelse til at opføre skuespil. Ansøgningen skulle indeholde en komplet liste over de skuespil, som truppen ville spille.

Tilladelsen var langtfra en selvfølge; fx blev skuespillerne afvist under pestepidemier, når der var hungersnød, eller lignende forstyrrelser. Så måtte truppen drage videre og håbe på bedre held i næste by.

Fik skuespillerne lov til at spille, måtte de forhandle om fastsættelse af billetpriserne med myndighederne, som også opkrævede skat af salget. Ofte blev de også afkrævet en særskat til byens fattige og syge.

Solkongen, Ludvig 14., var en storforbuger af kunst og kultur, og kongen var på plads, da Molière den 24. oktober 1658 optrådte i en komedie.

Molière var netop vendt hjem til Paris efter en 13 år lang turné i den fransk provins. I turnéens sidste uger sørgede Molière for at opholde sig i nærheden af Paris, så han kunne knytte kontakter til indflydelsesrige borgere og adelige. Han sørgede også for at fortælle vidt og bredt om sin trups succeser gennem de foregående år.

Molière, der var ud af en respekteret familie, havde held til at vække interesse hos hoffet. Ludvig 14.s yngre bror, Filip, inviterede Molières trup til at optræde i selveste Louvre, som dengang blev brugt som bl.a. skuespilhus.

Kongen blev så begejstret, at han tog truppen til sig. Og da kongen skulle holde sin første store fest på det nybyggede Versailles, blev Molière sat til at stå for en del af underholdningen. Det gjorde han bl.a. med komedien “Tartuffe”, som fik urpremiere under festen i maj 1664.

Samme år blev kongen gudfar til Molières søn, som fik navnet Louis ligesom monarken.

Monarkens begejstring for Molière skyldtes bl.a., at han latterliggjorde de to øvrige magtfaktorer, som – ud over kongen – havde noget at skulle have sagt på enevældens tid: Adelen og kirken.

Særligt kirken tordnede mod Molières skuespil, som ifølge den franske biskop Jacques Bénigne Bossuet var fyldt med “de groveste hentydninger, som nogensinde har forurenet kristne øren”.

Den dybt religiøse advokat Jean Barbier d’Aucour supplerede: “Hvis meningen er, at komedier skal gøre mennesker bedre, samtidig med at de bliver underholdt, så er Molières hensigt at korrumpere dem med latter”.

Alvorlige vanskeligheder fik Molière dog først, da han i 1664 præsenterede sit nyeste skuespil, “Tartuffe”. Stykket handler om en svindler, som under dække af kristen fromhed franarrer godtroende folk deres værdier.

Ludvig 14. morede sig kosteligt, men Paris’ ærkebiskop, og kongens skriftefader, Paul Philippe Hardouin de Beaumont de Péréfixe, var rasende. Han sørgede for, at stykket blev forbudt straks efter premieren.

Grunden var angiveligt, at publikum ikke ville kunne skelne hykleriet fra sand fromhed. Kirkens modstand var så hård, at end ikke Solkongen kunne stille noget op. Han måtte rette ind efter de gejstliges beslutning. Kirkens fordømmelse var så vidtrækkende, at hele to præster nægtede at møde op på Molières dødsleje.

En tredje indvilgede, men han nåede ikke frem, før skuespilleren udåndede.

Molières professionelle succes blev ikke fulgt af en tilsvarende privat lykke. Alt tyder på, at Molières hustru, Armande,
bedrog ham med andre mænd.

Hun var kun 17 år, og Molière 40, da de blev gift i 1662. Herefter indgik Armande i Molières teatertrup, hvor hun hurtigt blev en feteret skuespillerinde. Til sin mands store fortrydelse solede hun sig især i de mandlige tilskueres beundring og flirtede ivrigt med alle.

Molières frustrationer kom til udtryk gennem hans arbejde. Utro hustruer og jaloux ægtemænd er et gennemgående tema i flere af hans skuespil, fx “Fruentimmerskolen”.

I “Fruentimmerskolen” karikerer han sin egen jalousi ved at fremstille stykkets ægtemand Arnolphe som en tyran.

“I hendes værelser må der ej findes spor af penne, blæk, papir og skrivebord. Thi manden kun om husets ting bør skrive. Og ved den regel har det at forblive”, lyder en af de mange regler og forbud, som den jaloux ægtemand opstiller for sin hustru.

Ligesom skuespillets hovedperson stod Molière også for uddannelsen af Armande. Og ligesom i skuespillet endte forholdet med kvindens utroskab.

Molière og Armande gik fra hinanden i 1665, og de følgende seks år mødtes ægtefællerne kun på teatret. De fandt dog sammen igen, inden Molières død to år senere.

Molière døde ikke på scenen – men det var tæt på. Han udåndede kort efter tæppefald fredag den 17. februar 1673. Den aften spillede han hovedrollen som hypokonderen Argan i “Den indbildt syge”, Molières sidste skuespil.

Stykket havde premiere i teatret i slottet Palais-Royal ugen forinden.

Forud for den fjerde forestilling, Molières sidste, følte han sig utilpas. Muligvis havde han en forudanelse om sin forestående død.
“Jeg føler, at det er tid til at tage afsted”, bemærkede han angiveligt, før han begav sig til teatret.

Mod skuespillets slutning hostede Molière blod op, men det lykkedes ham at skjule sin tilstand for publikum og spille stykket til ende.

Efter tæppefald blev han båret hjem til sin og Armandes lejlighed i Rue de Richelieu. Her døde han få timer senere, kl. 22 om aftenen, af en blodstyrtning – en følge af sygdommen tuberkulose, som han muligvis pådrog sig i gældsfængslet.
Som skuespiller kunne Molière ikke blive begravet i indviet jord, men enken anmodede om – og fik – kongens tilladelse til at
begrave ham efter mørkets frembrud.

Molière blev stedt til hvile i det afsnit af den lokale kirkegård, som ellers var forbeholdt udøbte børn.