Mozart ville være kendt for enhver pris
Den store komponist er kendt som én af finkulturens helte, men på hans egen tid foragtede kendere Mozart som en plat gøgler. Ægte kunstnere lagde afstand til hans krumspring for at tiltrække publikum.
Lille Mozart optrådte for hoffer fra Wien til London med sin søster. Far Leopold var sjældent tilfreds med betalingen.
Sex sælger – det var komponist-talentet Mozart klar over, da han fik chancen for at indtage Wien i 1782. Den 25-årige Wolfgang Amadeus havde også lagt mærke til, at wienerne sværmede for det orientalske, så temaet for hans nye opera var oplagt: tyrkiske haremmer.
“Bortførelsen fra Seraillet” pirrede nysgerrigheden på den helt rigtige måde. Derfor var Burgtheater fyldt til sidste plads, da tæppet gik ved uropførelsen den 16. juli, og selv den østrigske kejser havde gjort sin entré.
Josef 2. ville også opleve den vovede opera om en kristen jomfru, der var i overhængende fare for at miste sin dyd til den begærlige pasha.
Pikanterierne på scenen blev ledsaget af frisk og medrivende musik anført af Mozart selv ved klaveret. Og alle kunne følge med i sangen, for den blev fremført på tysk. Italiensk gik ellers for at være det eneste ordentlige operasprog blandt Wiens kultursnobber, og reaktionen på Mozarts frækhed udeblev ikke:
“Under hele første akt blev der pebet – men man kunne dog ikke forhindre højlydte bravoråb efter arierne”, skrev komponisten i et brev til sin far.
Mozart fik ingen grund til bekymre sig om kritiske tilråb, for i den kommende tid strømmede nysgerrige til for at få stillet deres nysgerrighed og lade sig forarge.
Mozart var en stjerne, og selv om han kun fik ni år mere at leve i, var det rigelig tid til at sikre ham udødelighed som én af historiens største opera-mestre.
Selv skænkede han ikke sit eftermæle en tanke i de intense wienerår – hans mål var blot at levere bedre underholdning end rivalerne, vinde de riges gunst og få sit honorar. Det var den største kunst, havde han lært hjemmefra.
Barnestjerne var musikalsk klovn
Den lille Wolfgang kom til verden som andengenerations-musiker i 1756. Hans far Leopold skulle egentlig have været katolsk præst, men endte i stedet som violinist i Salzburg.
Mozart senior havde skabt respekt om sit navn ved at skrive en anerkendt violin-håndbog, men det blev gennem sine børn, at han for alvor oplevede succes.
Leopold tog datteren Maria Anna, som alle kaldte “Nannerl”, i skole, og da hendes lillebror Wolfgang fyldte tre, fik han også lov at være med. Drengen havde bevist, at han havde øre for musik, for han græd utrøsteligt som spæd, når farens elever spillede falskt.
Oplæringen af de to børn var en investering i Leopolds egen fremtid, og i 1762 mente han, at de var parate til at levere afkastet. Familien rejste til Wien, hvor Nannerl, der nu var 11, og Wolfgang på seks skulle arbejde for føden.
I kejserstaden lod Leopold sine små virtuoser demonstrere deres evner på klaver til privatkoncerter, og bestillinger fra adelen væltede ind. Turens højdepunkt kom, da selv hoffet sendte bud efter de to optrædende vidunderbørn.
Wolfgang vidste allerede dengang, hvordan han skulle erobre sit publikum. Ved ankomsten til de fyrstelige saloner kravlede han op på skødet af kejserinde Marie Theresia for at give hende et kys, og kort efter friede den skamløse knægt til prinsesse Marie Antoinette. Frankrigs kommende dronning var otte år.
“Vi er blevet så overordentlig nådigt modtaget af majestæterne, at man ville holde det for et eventyr, om jeg fortalte det”, skrev Leopold til en bekendt hjemme i Salzburg.
Børnenes koncerter fortsatte, indtil skarlagensfeber nær tog livet af Wolfgang. Men forinden havde den franske ambassadør inviteret Mozarterne til Paris, og det blev begyndelsen på en tre år lang turne, hvor de spillede for det halve Europa.
Under årene på landevejen havde Wolfgang sjældent kontakt til andre børn end sin søster, og instrumenter var hans eneste legetøj. I stedet for en barndom fik han masser af viden om den musikalske verdens barske realiteter.
Paris, Amsterdam, London og mange andre byer blev tryllebundet efter tur af Nannerl og Wolfgangs mirakuløse spil.
Men pengestrømmen, som Leopold fantaserede om, indfandt sig aldrig, for Europas aristokrati var mere rundhåndet med ros end med belønninger. Efter at have spillet for den preussiske konges søster i Aachen skrev Leopold forbitret:
“Hvis de kys, hun har givet mine børn, var nye louisdorer, så var vi meget heldige, men hun har ingen penge, og hverken vært eller postmester lader sig betale med kys”.
Hvad turnélivet ikke gav af penge, vandt Wolfgang i træning, som han kunne lægge oven i sit medfødte talent. Han var derfor grundigt skolet som både musiker og komponist, da han 25 år gammel flyttede til Wien i 1781.
Wolfgang Mozart viste ingen hæmninger i sin kamp for et musikalsk gennembrud. Alle fif gjaldt, når han skulle begejstre sit publikum og skaffe rige velyndere.
Mozart blev sin egen herre
Hjemme i Salzburg havde Wolfgang Mozart været en berømthed, men i musikkens hovedstad var han blot én blandt mange håbefulde opkomlinge. Han fik afslag på sine ansøgninger om fast arbejde som kapelmester, og ingen købte de kompositioner, han udgav.
Mozart blev klaverlærer for at overleve og kedede sig jammerligt, da han pludselig fik chancen for at slå sit navn fast – eller udelukke en musikalsk karriere i Wien.
Tekstforfatteren Johann Gottlieb Stephanie inviterede ham nemlig til at samarbejde om en opera på Burgtheater, og det var et risikabelt tilbud. Mozart beskrev hvorfor i et brev hjem til sin far i Salzburg:
“Dette menneske har det værste ry i Wien. Han anses for en grov og løgnagtig fyr, der ikke tager det mindste hensyn til andre. På den anden side nyder han stor yndest hos kejseren”.
Forbindelsen til én af byens mest kontroversielle skikkelser kunne belaste Mozarts renommé, men det var ikke den eneste fare ved projektet. Han risikerede også at gøre sig selv til grin, for operaen skulle fremføres på tysk, og det mente kendere var et alt for groft sprog til en så forfinet kunstform.
Alligevel tog Mozart opgaven for at gøre indtryk på Josef 2. Kejseren var nemlig en glødende kunstelsker, der brugte sin magt og rigdom til at styre Wiens kulturliv i den retning, han fandt rigtig. Og i 1781 fandt han det rigtigt, at hans undersåtter fik tysk sang i stedet for italiensk, så de kunne forstå ordene.
“Hvad operaen angår, kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal holde mig tilbage”, skrev Mozart til sin far i Salzburg. Hvis majestæten ville have tysk, så agtede den ambitiøse komponist at levere.
“Bortførelsen fra Seraillet” var færdig året efter, og operaen pirrede, provokerede og overvældede.
Tilhørere, der roste sig selv af deres overlegne viden om ægte kunst, var ikke imponerede. Kejseren fandt det også nødvendigt at sige nogle skeptiske ord efter forestillingen:
“For smukt for Vore øren, min kære Mozart, og for mange noder”, mente han. Men almindelige wienere elskede “Bortførelsen fra Seraillet”, for operaens haremstema emmede af sex, musikken var fuld af energi, og komiske karakterer vækkede latter i salen.
Kun få bed mærke i de protester, som en købmand og fritidsdramatiker ved navn Christoph Friedrich Bretzner ytrede. Han mente, at historien i den nye opera i mistænkelig grad mindede om noget, han selv havde skrevet.
“En vis person ved navn Mozart har i Wien haft den uforskammethed at misbruge mit drama ‘Belmonte og Constanze’ til en operatekst”, tordnede han i et åbent brev.
Beskyttelse af ophavsret var dog en usikker sag i 1700-tallet, så Mozart og hans kompagnon Stephanie slap af sted med at have lånt af Bretzner.
Figaros bryllup brød alle regler
Efter “Bortførelse fra Seraillet” nød Mozart sin succes. Han giftede sig, tjente godt på mindre musikalske projekter og tillagde sig en ekstravagant livsstil.
Endelig i 1785 besluttede han sig for igen at kaste sig over operaen, og selv om sangen denne gang var på italiensk, fandt han på andre måder at provokere Wiens dannede klasse.
Mozart gik til den succesfulde tekstforfatter Lorenzo da Ponte med et forslag om sammen at omdanne et fransk skuespil med titlen “Figaros bryllup” til opera.
Forslaget var vovet, for selvsamme stykke var faktisk forbudt i Østrig og flere andre riger. Det var nemlig en grov satire over adlen med et rigt indhold af utroskab. “Amoralsk” lød kejserens dom.
Det krævede en personlig audiens hos Josef 2. og en garanti om, at det mest sprængfarlige indhold blev luget ud, før da Ponte og Mozart fik lov til at gennemføre operaprojektet.
Tilladelsen fik blot makkerparret til at forbryde sig mod endnu en regel: De føjede ballet ind i partituret, selv om det var velkendt, at kejseren ikke brød sig om netop denne kunstform. Han mente, at dansestykkerne i Wien var faldet til et meget lavt kvalitetsniveau.
Da direktøren for hofoperaen fandt ud af, at “Figaros bryllup” ville rumme ballet, flåede han personligt de relevante to sider ud af manuskriptet. Men Mozart nægtede at bøje sig, og da kejseren mødte op for at overvære den sidste prøve, var balletscenen stadig med, blot uden musik, sang og dansere.
“Hvad er meningen med dette?” spurgte Josef forvirret ved synet af sangere, der gestikulerede på livet løs, mens de mimede ord. Da ingen kunne give ham en fornuftig forklaring, forlangte kejseren at få dansere tilkaldt, så den mærkværdige scene igen fik mening.
“Figaros bryllup” blev en dundrende succes, og ved premieren på Burgthea-ter den 1. maj 1786 forlangte wienerne så mange gentagelser, at Josef 2. følte, at han måtte skride ind. Ved de efterfølgende forestillinger formanede kejserlige plakater om, at ingen flerstemmige stykker måtte gentages i fremtiden.
Komponisten sluttede på toppen
Mozart fortsatte sit samarbejde med da Ponte, og sammen skabte duoen flere operaer med storslåede kompositioner og slibrige historier.
“Don Giovanni” fra 1787 handlede om en en skruppelløs kvindeforfører, der ikke respekterede et afslag. Rollerne var byttet om, og kvinderne de utro i “Cosi fan tutte” fra 1790, hvis historie var den mest banale blandt Mozarts wieneroperaer.
Det skyldes muligvis, at den blev skrevet i hast, fordi kejserens helbred vaklede – hvis han døde, ville al scenekunst blive afblæst i sørgeperioden. Operaen fik premiere, men nåede kun at spille to gange, før Josef udåndede, og den måtte tages af plakaten.
Komponistens store velynder var borte, og mindre end to år senere skulle Mozart selv følge efter. Forinden skabte han dog “Tryllefløjten”, der fristede med andre hemmeligheder end dem under dynen.
Komponisten var blevet frimurer og havde svoret at tie om broderskabets ældgamle ritualer, men det hindrede ham ikke i at fylde sin nye opera med antydninger.
Lokkemaden virkede, for publikum ilede til opførelserne for at få en fornemmelse af den mystiske ordens hemmeligheder.
“Tryllefløjten” blev Mozarts sidste opera og hans afsluttende kraftpræstation. I løbet af 1791 skrev han et par koncerter, men døjede med stadig voldsommere mavesmerter, begyndte at kaste op og måtte holde sengen.
Huslægen kunne intet gøre, og Mozart blev ikke færdig med dødsmessen “Requiem”, før han døde den 5. december.
Mesteren var væk i en alder af 35 år, men hans minde levede videre – og det ville have undret Mozart selv, for på hans tid gad ingen høre gammel musik. Publikum forlangte nyt.