Oscar Wilde klædte victoriatiden af

Oscar Wilde var fast besluttet på at følge Paters opfordring om “at brænde med en altid ædelstenslignende flamme” – altså at leve livet til fulde.

Om aftenen holdt han gerne soirées på sit værelse i Oxford, hvor åndfuldheder blev udvekslet i tykke tobakståger og under rigeligt indtag af gin- og whiskycocktails i venetiansk glas.

Rummet var rigt dekoreret med kunstgenstande, og Wilde blev kendt for sin koketterende bemærkning: “Åh, kunne jeg blot leve op til mit blå porcelæn!”

Det kunne han uden problemer. Wilde aflagde sig sin irske accent til fordel for overklasse-engelsk og begyndte at iklæde sig overdådige gevandter som fx en opsigtsvækkende gul vest, knæbukser, silkestrømper og en vajende påfugle-fjer i sin storbræmmede hat.

Wilde gjorde så stor en dyd ud af sit image som lapset levemand, at hans studiekammerater tvivlede på, at han kunne klare eksamen.

Men ikke alene dimitterede Oscar Wilde, han bestod med udmærkelse og vandt også i 1878 en eftertragtet pris med sit digt “Ravenna”.

Den charmerende og vittige Wilde blev hurtigt så feteret og efterspurgt, at selv prinsen af Wales opsøgte ham, i erkendelse af at “hvis man ikke kendte Wilde, kendte man ingen”.

Sideløbende med sit ekstravagante selskabsliv skrev Wilde sine berømteste værker i løbet af kun fem år, bl.a. sin eneste roman, Billedet af Dorian Gray”, udgivet i 1890.

Wildes favoritgenre var dog komedier og skuespil, hvor han med en blanding af satire og poesi spiddede det victorianske samfunds dobbeltmoral.

En af hans venner har efter sigende sagt, at “en farce skal være som en mosaik”, hvortil Oscar Wilde svarede: “Nej, den skal være som et pistolskud”. Og man skulle ikke være i tvivl om, hvem pistolen var rettet mod!

Således heller ikke i komedien “The Importance of Being Earnest” fra 1895, der på dansk går under navnet “Bunbury” og formentlig betragtes som Oscar Wildes største mesterværk.

Heri udstiller han med ætsende vid snobberiet, hykleriet og det absurde i at insistere på navne og titler som målestok for en persons værdi.

I komedien spiller Wilde på, at ordet “Earnest” er flertydigt: Som afart af navnet Ernest, i betydningen oprigtig og ikke mindst som victoriatidens slang for homoseksuel.

På det tidspunkt blev seksuelle handlinger mellem personer af samme køn anset som “unaturlige” og betragtet som en alvorlig forbrydelse, der kunne føre til fængselsstraf eller sågar dødsstraf.

Wilde skrev senere om værket, at det indeholdt meget af ham selv:

“Basil Hallward er den, jeg tror, jeg er. Lord Henry er, hvad andre tror om mig. Og Dorian er, hvem jeg gerne vil være”.

Helt frem til 1930’erne kaldte de britiske havnearbejdere en homoseksuel mand en “Oscar”.

Wilde havde næppe brudt sig om etiketten, eftersom hans livsmission netop var at udfordre konventioner og snævre rammer.

Ifølge vennekredsen var Oscar Wilde i øvrigt den sidste, der opdagede, at han var homoseksuel. Wildes barnebarn, Merlin Holland, der har skrevet hans biografi, har minutiøst gennemgået brevudvekslinger fra Wildes ungdom og fandt kun eksempler på flirteri med – og stormende forelskelse i – kvinder.

I 1884 giftede Oscar Wilde sig med Constance Lloyd, der var datter af en fremtrædende irsk advokat. De fik to børn sammen, Cyril og Vyvyan, der blev født i 1885 og 1886.

I breve beskriver Oscar Wilde sit ægteskab som lykkeligt, og ifølge Holland tydede intet på, at han på det tidspunkt var bevidst om den homoseksualitet, der senere skulle blive så skæbnesvanger.

I victoriatidens England var herreklubberne det sociale samlingspunkt og sladdercentral for overklassens mænd, så brevet var en åben krigserklæring, der ikke kunne stå uimodsagt – også selvom den nedladende term for homoseksuel, sodomit, var stavet forkert.

Oscar Wilde, som var på toppen af sin popularitet og måske beruset af sin succes, valgte som modsvar at lægge sag an mod markisen for bagvaskelse – med katastrofale konsekvenser.

Alt for mange vidner kunne berette om Wildes udsvævende liv og forhold til mænd, så Wilde tabte sagen mod markisen og fandt hurtigt efter sig selv på anklagebænken anklaget for homoseksualitet og amoralsk levnedsførelse.

I sin fyldige forsvarstale hævdede han, at forholdet til de nævnte mænd udelukkende var af venskabelig karakter. Og i forhold til anklagen om, at hans skriverier nærmest dampede af homoerotik og skørlevned, insisterede han på, at kunst umuligt kunne være moralsk eller amoralsk – i så fald skulle såvel Platon som Shakespeare også på anklagebænken!

Men lige lidt hjalp det. Oscar Wilde blev dømt til to års tvangsarbejde – en straf, som den rasende markis mente, var alt for mild.

Wilde tabte modet: “Jeg skrev, da jeg ikke kendte livet. Nu, da jeg kender meningen med livet, har jeg intet mere at skrive”.

Den 30. november 1900 udåndede Oscar Wilde på et hotelværelse i Paris efter et kort, smertefuldt sygdomsforløb. Rygterne tilskrev straks dødsfaldet “de dekadentes sygdom” – syfilis, hvad der også havde harmoneret med Wildes opsigtsvækkende liv.

Virkeligheden var dog mere prosaisk. I dag mener lægerne, at Oscar Wilde pådrog sig en alvorlig ørebetændelse og efterfølgende meningitis, hvilket kostede ham livet.

Efter sigende var Oscar Wildes sidste ord, inden han døde, rammende for hans kompromisløse hyldest til æstetikken. Da han lå i sengen på sit yderste, faldt blikket på værelsets grimme tapet, og han bemærkede mellem smertetrækningerne: “Én af os må lade livet”.

Wilde fik en skrabet begravelse i en lejet grav uden for Paris’ mure. Først ni år senere, da konkursgælden var betalt ved salg af hans værker, fik vennen Robert Ross råd til at få ham flyttet til hans nuværende gravsted på Père-Lachaise-kirkegården i Paris.