Pest-epidemi gav Shakespeare succes

Forlod sin kone for teatret

Shakespeare blev født 1564 i den driftige handelsby Stratford- upon-Avon 137 kilometer nordvest for London. Men derudover er historikernes viden om skuespilforfatterens barndom og ungdom ganske sparsom.

I november 1582 giftede han sig, og i løbet af kort tid fødte hustruen ham tre børn. Men alt tyder på, at de ikke så meget til deres far.

Nogle historikere mener nemlig, at Shakespeare rejste bort med én af de mange teatertrupper, der i 1580'erne jævnligt lagde deres vej forbi Stratford.

En af truppens skuespillere blev i 1587 dræbt under et slagsmål, og historikere gætter på, at tragedien har givet Shakespeare mulighed for at slutte sig til truppen og rejse med til London.

Pest tyndede ud blandt forfattere

Hvad der end bragte Shakespeare til London, havnede han i en verden, der må have virket overvældende.

Sammenlignet med Stratford, der på Shakespeares tid blot husede en befolkning på 2.000, virkede storbyen London med sine 200.000 indbyggere enorm.

I hovedstadens teatermiljø var konkurrencen benhård, og Shakespeare fik en kølig modtagelse, da han omkring 1590 præsenterede sine første skuespil.

Hvilket skuespil der kom først, ved vi ikke, men Shakespeare, der i modsætning til mange andre af tidens store skribenter ikke havde en universitetsgrad, blev mødt med hånlig skepsis.

“En krage af en opkomling, som smykker sig med vore fjer”, fnøs Robert Greene, en af tidens store forfattere og debattører, hånligt i en pamflet udgivet i 1592.

Kort tid efter bukkede Greene imidlertid under for pesten, der endnu en gang hærgede London. Adskillige andre kendte skuespilforfattere måtte lade livet under epidemien, og pludselig var vejen banet for Shakespeare.

Pestens hærgen tvang teaterkompagnierne til at aflyse forestillingerne, og mange af dem gik fallit. I 1594 eksisterede derfor kun to kompagnier, som skulle underholde en stor befolkning med nærmest umættelig appetit på komedier, tragedier og dramaer.

Det ene kompagni, Lord Chamber-lain's Men, blev Shakespeares største kunde. Kompagniet var stiftet af den fremsynede James Burbage, en tidligere snedker, der i 1567 opførte Englands første egentlige teaterbygning.

Før Burbages tid havde trupperne spillet deres forestillinger i kroernes baggårde eller i cirkulære arenaer, som blev benyttet til hanekamp og blodige opgør mellem hunde og en lænket bjørn.

Nu tillod lovgivningen opførelsen af teater, men da teatervirksomhed på den tid blev betragtet som moralsk anløbent, var hvervet forvist fra byerne. Ifølge de indflydelsesrige og strengt religiøse puritanere var teater nemlig “djævelens rede og alle synders afløb”.

Skuespil var forbudt i byen

Burbage måtte slå sig til tåls med at bo usselt. Uden for byen lå ringeagtede virksomheder med ildelugtende produktion som fx sæberier, der frembragte deres varer ved at koge døde dyr. Også garverier, som brugte hundes eks-krementer til at blødgøre deres skind, blev hans teaters naboer.

Lige uden for bymuren endte også samfundets udstødte. Her lå fængsler, bordeller, sindssygeanstalter og særlige kirkegårde for henrettede og selvmordere.

Forstaden Shoreditch nord for London, hvor Burbages teater “The Theatre” lå, var derfor fyldt med “tiggere og folk uden erhverv, stalde, ølstuer, værtshuse, spillebuler og bordeller”, som en samtidig kilde berettede.

Efter pestens hærgen samlede Burbage tidens største skuespiltalenter fra de lukkede kompagnier i sin trup. Også Shakespeare blev optaget i det stjernespækkede selskab – både som skuespiller og forfatter – og var med til at sikre publikum den ene mindeværdige oplevelse efter den anden.

Alle midler blev taget i brug for at fylde Burbages slunkne pengepung: Kunstige lemmer flød på scenen for at gøre gengivelsen af historiske slagmarker mere realistisk.

Organer fra får og grise illustrerede hjerter, der blev skåret ud af brystet på skuespillerne, og fåreblod dryppede fra grimme kødsår og drabelige sværdklinger.

Resultatet var naturtro i en hidtil uset grad: “Da Macbeth havde myrdet kongen, kunne blodet ikke vaskes af hans hænder og heller ikke af hans hustrus, som skjulte de blodige daggerter”, skrev Simon Forman, en læge, der i 1610 overværede opførelsen af Shakespeare-stykket “Macbeth”.

Enhver forestilling, selv den sorteste tragedie, endte dog med munter dans til musik af trommer og strengeinstrumenter:

“Da skuespillet var ovre, dansede de på fantastisk og graciøs måde”, fortæller den schweiziske turist Thomas Platter, som i 1599 overværede en opsætning af Shakespeare-tragedien “Julius Cæsar”.

Dansen havde et ekstra pikanteri. Hverken moralen eller tiltroen til kvinders evner tillod kvindelige skuespillere, så alle roller var besat af mænd.

De dansede nu sammen, “som de plejede, to klædt som mænd og to som kvinder”, fortæller Platter fornøjet.

Billetten kostede et franskbrød

Priserne for et teaterbesøg på Shakespeares tid var rimelige:

“Den, som ikke har noget imod at stå op, betaler én engelsk penny, men hvis han vil sidde ned, må han gå ind ad en anden dør og betale endnu en penny. Den, som ønsker at sidde på de mest komfortable pladser, hvor sæderne er polstrede, og hvor han ikke blot har et godt udsyn, men også selv bliver set, må betale endnu en penny”, fortæller Thomas Platter.

Da en penny svarede til prisen på et brød eller to øl, kunne de fleste være med. De lave billetpriser bevirkede til gengæld, at teatrene var afhængige af en stor gennemstrømning af gæster.

For at få forretningen til at løbe rundt måtte et teater tiltrække mindst 2.000 betalende gæster – hvilket svarede til én procent af Londons befolkning – og fylde salen mindst 200 dage om året.

De barske økonomiske krav medførte, at teatret hele tiden skiftede repertoire for at have noget nyt at lokke publikum med.

De fleste kompagnier spillede mindst fem forskellige stykker hver uge, og det stillede høje krav til både skuespillere og forfattere. Skuespillerne måtte indøve rollerne forfra hver gang, og forfatterne blev nødt til at skrive nye stykker med rasende hast.

Shakespeare skånede hverken sig selv eller sine skuespilkolleger. Hans stykker var længere end de fleste, og han forsynede dem med et væld af personer.

I “Julius Cæsar” optræder fx 40 navngivne personer, hvortil kommer en række mindre roller benævnt “tjenestefolk”, “plebejere”, “soldater” etc.

En skuespiller med en større rolle i Shakespeares stykker måtte lære omkring 15.000 linjer udenad i løbet af en sæson, hvilket svarer til en bog på omkring 200 sider.

Dertil kom, at mange af kompagniets medlemmer havde flere opgaver, som hver især krævede deres opmærksomhed og energi.

Forretningsføreren John Heminges var fx også skuespiller i the Lord Chamberlain´s Men. Det sidste på trods af at han led af en talefejl, der gjorde ham kendt i branchen som “gamle, stammende Heminges”.

Teaterejer Richard Burbage (James's søn og arvtager, red.) spillede sideløbende med sin karriere som leder hovedrollerne i fx “Hamlet” og “Othello”.

Shakespeare nøjedes heller ikke med at skrive skuespillene, men stod efter sigende også selv på scenen. Han spillede “spøgelset i sit eget stykke “Hamlet”.

Og det var hans bedste præstation”, fortæller digteren og forfatteren Nicholas Rowe.

Stjal fra kollegerne

Med det store arbejdspres, som hvilede på Shakespeare, kunne fejl ikke undgås. Fx halter kronologien og tidsforløbet i Hamlet.

Hovedpersonen er en ung studerende ved skuespillets begyndelse og omkring 30 år ved slutningen, selvom handlingen tydeligvis ikke strækker sig over så lang tid.

Geografi var heller ikke Shakespeares stærke side. Han forvekslede rask væk Verona og Milano – og selvom stykket “Lige for lige” foregår i Wien, gav Shakespeare alle personerne italienske navne.

Shakespeare stjal også med arme og ben. Flere dele af “Antonius og Cleopatra” var direkte skrevet af efter den romerske historiker Plutarchs værker. Dramaet “Stormen” lånte hele linjer fra den romerske digter Ovid.

Heller ikke samtidige kolleger gik ram forbi, når Shakespeare var i tidsnød: Da han manglede ord til komedien “Som man behager”, stjal han en fængende linje fra kollegaen Marlowe.

En del af “Henry 5.” er nærmest direkte afskrift af “Holinshed's Chronicles” – en nyudgivet historiebog, som Shakespeare brugte som forlæg og reference til sine historiske skuespil.

Shakespeare var dog langtfra alene om at stjæle med arme og ben. Datiden betragtede ikke manuskripter som skribentens ejendom, men som fælleseje, og forfattere omskrev rutinemæssigt tekster, hvad enten de var klassikere fra oldtidens Rom eller nyudgivne værker.

Til forskel fra sine kolleger stjal Shakespeare dog ikke blot ideerne, men tilføjede dem altid noget nyt.

Fx bygger skuespillet “Kong Lear” på en legende om den keltiske tyran kong Lear, der bliver forrådt af de to døtre, som han sætter højest, men til gengæld lykkeligt genforenet med den tabte og udstødte datter Cordelia.

Shakespeare ændrer den banale fortællings lykkelige slutning, så kong Lear i kølvandet på død og ødelæggelse i stedet erkender sin egen fejlbarlighed og ondskab.

Shakespeare var kongens favorit

Shakespeares opfindsomhed var med til at gøre slutningen af 1500-tallet til engelsk teaters storhedstid.

Fra 1567 og 75 år frem besøgte hele 50 mio. betalende gæster landets teatre – 10 gange så mange mennesker, som dengang boede i England.

I 1599 flyttede Burbages sønner deres afdøde fars teater til en ny placering syd for Themsen. De navngav teatret The Globe, og selvom området allerede husede to teatre – The Rose og The Swan – fik The Globe stor succes.

Høj som lav myldrede i teatret for at opleve Shakespeares stykker. Til mesterens største fans hørte kong James, der kom på tronen i 1603. I de tretten år, der gik fra James' tronbestigelse til Shakespeares død, spillede Lord Cham-berlain´s Men for kongen ikke færre end 187 gange – mere end alle andre teaterkompagnier tilsammen.

I marts 1616 ændrede Shakespeares helbred sig efter alt at dømme til det værre.

Han omskrev sit testamente, og underskriften på dokumentet er tydeligt rystet – et tegn på, at skuespilforfatteren af én eller anden grund var alvorligt svækket.

Han kunne heller ikke huske sin svigersøns navn, og en måned senere, den 23. april 1616, døde William Shakespeare 52 år gammel.

The Globe, som Shakespeare var medejer af, fortsatte med at spille mesterens stykker i 26 år, men i 1642 lukkede puritanerne alle teatre. Først i 1660 mistede det religiøse parti magten, og teatrene fik lov at genåbne, men da var The Globe for længst revet ned. I 1997 åbnede en kopi af The Globe, og her sættes Shakespeares stykker op i deres oprindelige omgivelser.