Pillelæge drev Elvis i døden

Stofferne bringer Elvis i livsfare

Den 15. oktober 1973 søgte Elvis Presley hjælp. Kort forinden var han blevet skilt fra Priscilla Presley efter seks års ægteskab, og bruddet havde trukket The King of Rock’n’roll endnu dybere ned i det dynd af stoffer, han i årevis havde befundet sig i.

Officielt var han indlagt med lungebetændelse. Det var den besked, verdenspressen fik – og troede på – da den belejrede hospitalet i Memphis.

“Jeg ville egentlig ikke lyve, men jeg mente, vores første forpligtelse var over for patienten, så jeg fortalte pressen, hvad jeg havde fået besked på, selvom jeg vidste, det ikke var sandt”, forklarede hospitalets vicedirektør og talsmand, Maurice Elliott, mange år senere.

Sandheden var, at stoffer på recept – udskrevet af Elvis Presleys privatansatte læge George C. Nichopoulos – havde bragt sangeren ud på dødens rand.

Elvis var sort lyd og farlig sex

Kometkarrieren var startet en snes år tidligere, da producer Sam Phillips fra pladeselskabet Sun Records i Memphis, Tennessee, endelig fandt, hvad han havde ledt efter: en karismatisk hvid fyr, der lød som en sort.

Afroamerikanernes lyd var eftertragtet, men den skarpe raceadskillelse i de amerikanske sydstater gjorde det nødvendigt at finde en hvid stjerne til de amerikanske masser, hvis han som bagmand skulle score kassen.

Under en pause i optagelserne, på en helt almindelig dag i 1954, begyndte en 19-årig gut ved navn Elvis at fjolle rundt og give sin helt egen version af Arthur Crudups nummer That’s All Right. Sam Phillips styrtede til mikserpulten og fik båndoptageren i gang igen.

Det her var mere end all right. Det var fantastisk. Det var, hvad verden gik og ventede på uden selv at vide det.

Overvandt sin sceneskræk

Sam Phillips havde set rigtigt. Elvis og hans band fik øjeblikkelig succes, da de gav en række koncerter. Og allerede året efter fik Elvis musikhistoriens hidtil største pladekontrakt, da RCA Victor Records lagde uhørte 40.000 dollars på bordet. Alt gik perfekt.

Den af natur generte Elvis overvandt sin sceneskræk og fik i 1956 sit helt store gennembrud med en række optrædender på tv.

Elvis gjorde sig fantastisk på skærmen, men hans “vilde” og “stærkt provokerende” hoftebevægelser var mere, end The Establishment i det puritanske USA ville acceptere.

Selv sagde Elvis: “De tror, jeg er en sexgalning. Men de er blot gamle og frustrerede. Jeg er bare naturlig”. Udtalelsen beroligede ikke tv-stationernes chefer.

De gav strenge ordrer om, at helkropssekvenser for eftertiden var bandlyst. Kun billeder af stjernens overkrop måtte nå ud til seerne. Elvis var ligeglad. Han dansede videre, og publikum, især pigerne, elskede hans udstråling og energi.

I Tyskland mødte han sin senere hustru Priscilla, som var hans kæreste, da han i 1960 havde overstået værnepligten og vendte tilbage til USA.

Det stod ham frit for at genoptage karrieren, men lysten manglede. Elvis havde haft det fint med det almindelige og relativt anonyme soldaterliv. Han følte slet ingen trang til komme tilbage på de store scener.

I stedet gik han i studiet og indspillede nogle af sine største hits, bl.a. Are You Lonesome Tonight? og It’s Now or Never.

De fremragende anmeldelser og hitlisteplaceringer skreg på en stor koncertturné, men Elvis kunne simpelthen ikke magte det.

Filmselskabet Paramount tilbød stjernen en nødudgang i form af en syv-årig kontrakt på en lang række af film, som bl.a. skulle indeholde hans musikalske bestsellere. Elvis sagde ja og slap dermed igennem i alt otte år uden én eneste koncert.

Filmene med Elvis blev kommercielle succeser, men pressen var uimponeret. Journalisterne ville have den gamle Elvis tilbage. – Kom nu! Brug dog dit virkelige talent! lød budskabet.

Læs også: John Lennon blev skudt af bitter fan

Pillerne hjalp Elvis til et comeback

Til sidst blev Elvis også selv utilfreds med sin karriere og var meget lydhør, da lægen George Nichopoulos i 1967 tilbød at hjælpe ham på scenen igen.

Nichopoulus var velkendt i musikbranchen, hvor han blev kaldt The Drugdealer (narkohandleren, red.) eller blot dr. Nick. Lægen havde specialiseret sig i at “hjælpe” kendte stjerner mod god betaling.

Han vidste præcis, hvilket miks af stoffer der skulle til for at få en sanger på scenen – struttende af selvtillid og energi.

Elvis fik sit comeback i et show på tv-stationen NBC. Millioner af fans så begejstrede på, og udsendelsen blev det mest sete tv-program det år. Opmuntret af succesen gav Elvis efterfølgende nogle mindre koncerter.

Endelig var pressen tilfreds. En anmelder skrev: “Der er noget magisk over at se en mand, som har tabt sig selv og nu finder hjem. Han sang med en kraft, som ingen længere forventer af rock’n’roll-sangere”.

Elvis var tilbage på scenen, og verden elskede ham for det. The King var også glad og rettede sin taknemmelighed mod dr. Nick, som han snart kom til at opfatte som en nær ven. Nichopoulos kvitterede ved aldrig at nægte Elvis noget. Han fik alle de piller, han bad om.

Det var Priscilla, der fik nok. Nok af sin mands sidespring, humørsvingninger, pillemisbrug og det evige rend af fremmede i huset. Hun forlod ham for en mand ved navn Mike Stone.

Elvis Presleys ven Ed Parker skrev senere i en bog: “Tabet af hans kone var den største trussel mod Elvis’ ego. Hvis Priscilla var død, kunne han have klaret det, men at miste hende til en anden mand var et dødeligt slag”.

Ifølge bogen brød Elvis sammen i gråd, da han fortalte Ed Parker om den forestående skilsmisse. I sommeren 1972 – samme år som bruddet med Priscilla – skulle Elvis igen på tour og fyldte sig med slankepiller for at komme sin tiltagende overvægt til livs.

Det var da også en ganske nydelig sanger, som forud for turneen holdt pressekonference i New York. Her konfronterede en af journalisterne ham med hans generthed.

“Elvis, er du tilfreds med dit image?”

“Well, sir. Det er meget svært at leve op til et image”.

“Elvis, vi er blevet fortalt, at du inderst inde er en meget ydmyg og genert sjæl?”

“Hvad mener du med ydmyg og genert?” svarede Elvis med et grin, mens han rejste sig og fremviste et bæltespænde af guld til en værdi af 10.000 dollars.

I samme øjeblik sprang Elvis’ manager, den senere så berygtede "Colonel" Tom Parker, op og lukkede pressemødet med ordene: “That’s all folks!”

Superstjernen var blevet pillenarkoman, og den usunde livsstil fik ham til at tage kraftigt på. Selv hans egne bandmedlemmer havde efterhånden svært ved at kende ham igen.

Pianisten Tony Brown har beskrevet det: “Jeg så ham i hans omklædningsrum. Han hang bare på stolen, ude af stand til at røre sig. Ofte tænkte jeg: boss, hvorfor aflyser du ikke bare denne tour og tager et år fri? En enkelt gang nævnte jeg det for ham på tomandshånd. Han klappede mig på skulderen og sagde: Det går nok. Du skal ikke bekymre dig”.

Læs også: Blev Marilyn Monroe myrdet?

Elvis røg ind og ud af hospitalet

Hospitalsopholdet i 1973 varede i 18 dage, så blev Elvis udskrevet. Samme aften slappede han af på piller.

Sangerens krop havde allerede taget alvorligt skade af stofferne. Han jokede selv med sin leverprøve, men resultatet var faktisk ikke spor sjovt. Leveren var delvist ødelagt, men Elvis kørte uanfægtet på med stoffer og koncerter.

Det var ikke længere muligt at holde facaden. Tabloidpressen tog fløjshandskerne af, og det småfede, 42-årige ikon blev udstillet på forsiderne.

I april 1977 tog Elvis ud på en ny tour, nærmest direkte fra et hospitals-ophold, og gav 13 koncerter på 13 dage. Han var ikke manden, som skånede sig selv. I alt nåede han op på over 1000 koncerter i de sidste otte år af sit liv.

Den 17. august 1977 skulle Elvis ud på endnu en turné, men dagen forinden blev han fundet livløs på badeværelsesgulvet hjemme i Graceland. Hans krop havde båret det ubærlige i mange år. Nu havde den omsider givet op.

Efterskrift

Nichopoulos blev efter Elvis’ død anklaget for manddrab, men frifundet. Et lægefagligt nævn fratog ham autorisation-en, men kun for tre måneder.

Derefter fortsatte han med at medicinere forskellige stjerner. Først i 1995 blev han for bestandig frakendt retten til at praktisere som læge.