Shakespeare: 6 ting historikerne undrer sig over
400 år efter Shakespeares død påstår skeptikere stadig, at den berømte forfatter ikke selv skrev sine værker. For hvordan kunne en tilsynladende analfabetisk arbejdersøn, der forlod skolen som 13-årig, skrive så smukt og elegant? HISTORIE vurderer de seks mest udbredte påstande.

William Shakespeare
1. "Hvordan kunne Shakespeare vide så meget, når han ikke gik i skole?"
Historikerne vurderer, at Shakespeare kun afsluttede den lokale grammar school – en art gymnasium, som underviste i oldtidskundskab. Her fik børnene en grundig indføring i bl.a. filosofi, jura, historie og litteratur. Skoledagen gik fra kl. 6 til 18, hvorefter eleverne lavede lektier resten af aftenen.
Undervisningen var så intensiv, at nogle historikere vurderer, at en grammar school-elev mindst var på niveau med en moderne universitetsstuderende i oldtidskundskab. Så selvom Shakespeare gik ud af skolen som 13-årig, havde han nået at få en yderst grundig uddannelse.
Historikerne ved desuden, at Shakespeare fortsatte med at studere på egen hånd og bl.a. læste poesi fra middelalderen, italienske romaner og filosofi fra sin egen tid.
2. "Hvordan kunne han beskrive Italien, når han aldrig besøgte landet?"
Flere Shakespeare-skuespil, bl.a. Romeo og Julie, indeholder detaljerede beskrivelser af italienske byer. Kritikere mener, at Shakespeare ikke selv kan have skrevet disse skuespil, for han forlod aldrig England.
Sandheden er dog, at Shakespeare beskrev mange lande, som han ikke havde besøgt, bl.a. Danmark. Sin viden fik Shakespeare fra historiske bøger, som han ikke var bleg for at kopiere. Fx er Romeo og Julie baseret på et digt af Arthur Brooke, som beskriver byen Verona.