5. John Ingilby måtte flygte fra sine kreditorer
Ingilby (1758-1815) stammede fra en stolt adelsfamilie og arvede et af Englands fornemste slotte, Ripley Castle. Men hans forsøg på en omfattende restaurering af det nye slot gik gruelig galt. Ingilby blev med tiden så forgældet, at han sammen sin kone i 11 år måtte skjule sig for sine kreditorer rundt omkring i Europa.
Fakta:
- Endte med gæld på 54 mio. kr.
- Måtte sælge tømmer fra slottet for at betale sin gæld.

Ripley Castle blev oprindelig bygget i 1300-tallet, men gennemgik en stor – og dyr – renovering i 1783-86.
4. Sybil Grant gav sin formue bort til velgørenhed
Hendes mor var Englands rigeste kvinde med en formue på ca. 1,6 mia. nutidskroner. Men Sybil Grant selv havde ingen økonomisk sans og udviklede sig til en excentriker, der brændte sin formue af på mærkværdige vaner og tvivlsomme projekter. Fx brugte hun en formue på at redde en sjælden hunderace og var kendt for at forære dyre malerier bort.
Fakta:
- Ødslede 400 mio. kr. bort
- Boede i en tid i et træ og udstedte ordrer til sin butler gennem en megafon.
- Var meget fascineret af en gruppe lokale sigøjnere.

Sybil Grant var en kunstnerisk sjæl og forsøgte sig både som keramiker, forfatter og poet.
3. Fritz Thyssen blev venner med de forkerte
Fritz Thyssen havde arvet sin fars stålvirksomhed, men ikke hans politiske næse. Et indædt had mod fagforeninger fik i 1930'erne Thyssen til at indgå alliance med Hitler, som lovede at slå ned på fagforeningerne.
Nazisternes voldelige metoder chokerede dog Thyssen så meget, at han begyndte at kritisere nazistyret. Som straf blev han sendt i kz-lejren Dachau, mens hans firma blev nationaliseret.
Efter 2. verdenskrig flyttede Thyssen til Argentina. Hans engang så mægtige firma blev leveret tilbage til andre medlemmer af Thyssen-familien.
Fakta:
- Fik beslaglagt 4,5 mia. kr.
- Støttede Hitlers valgkamp i 1933 med 3 mio. rigsmark.
- Betalte efter 2. verdenskrig 500.000 mark i erstatning til sine jødiske arbejdere.

Fritz Thyssen sad i parlamentet for nazipartiet, men især Krystalnatten i 1938 ændrede hans syn på Hitlers styre.
2. Harry Thaw blev kørt ud på et sidespor
Familien Thaw var blandt USA's rigeste, og dens kulminer og jernbaneselskaber havde et årligt overskud på ca. 1 mia. dollars. Familiens børn fik alle del i formuen ved forældrenes død, men én af dem kostede anseelige summer allerede i en ung alder.
Sønnen Harry havde store psykiske problemer, som med tiden førte til et liv præget af vilde fester, et stort stof-misbrug og vold.
Forældrene måtte flere gange købe hans ofre til tavshed for at beskytte familiens navn, men selv de kunne intet stille op, da Harry i et anfald af jalousi skød en rival. Efter mordet blev Harry erklæret sindssyg, og han blev nægtet samme adgang til arven som sine søskende.
Fakta:
- Gik glip af 537 mio. kr. om året.
- Havde ved sin død i 1947 en formue på blot 1 mio. dollars.
- Ordet “playboy” blev brugt for første gang til at beskrive Harry Thaws vilde livsstil.

Harry Thaw blev anholdt for mordet på sin kones elsker, men løsladt på grund af sindssyge.
1. Huntington Hartford blev flået af sine unge koner
Det begyndte ellers så godt for Huntington Hartford II. Allerede som lille dreng blev han i 1922 arving til en af verdens største supermarkedskæder (A&P).
For at give arvingen en indføring i familievirksomheden blev Hartford nogle år senere ansat i A&P's statistik-afdeling. Men arbejdet fangede ikke Hartford, og da han en dag pjækkede for at gå til fodboldkamp, blev han fyret fra sin egen virksomhed.
I stedet kastede Hartford sig over mediebranchen og udgav en avis med ham selv som en af journalisterne. Han blev dog upopulær blandt kollegaerne for sin skødesløshed – især efter at han missede en vigtig deadline, fordi han ikke kunne fortøje sin yacht.
Med en årlig indtægt fra familiefonden på 1,5 mio. dollars behøvede Hartford dog ikke bekymre sig om sine personlige finanser. Han lod hjertet råde i alle forretninger, der bl.a. inkluderede en automatisk parkeringskælder, et selvproduceret teaterstykke og et luksuriøst hotelresort.

Her er Hartford sammen med sin 3. kone Diane Brown.
Museum blev kritiseret
Også Hartfords interesse for unge kvinder gjorde kraftigt indhug i formuen. Han blev gift fire gange og måtte hver gang udbetale store summer i underholdsbidrag og børnepenge, når konerne forlod ham.
Skilsmisserne tyngede dog ikke Hartford, der fandt stor fornøjelse i sine velgørenhedsprojekter. De gik dog oftest lige så skidt som hans forretninger og ægteskaber. Da han fx åbnede et kunstmuseum i New York, blev det så voldsomt kritiseret for at være grimt, at Hartford lukkede det.
Generelt udviste Hartford stor interesse for billedkunst og støttede sine yndlingskunstnere økonomisk, mens familiefirmaet led en hensygnende tilværelse. Hartfords enorme formue var så godt som forsvundet, da han udåndede i 2008 – to år senere blev A&P begæret konkurs.
Fakta:
- Var i 1958 tæt på at gå personligt konkurs, men blev reddet af et aktiesalg til en værdi af 40 mio. dollars.
- Brugte over 100 mio. dollars på at købe og ombygge et hotelresort på Bahamas, som blev solgt med et stort tab.
- Investerede millioner i et magasin om klassisk kunst, som også indeholdt en letpåklædt “Månedens pige”.
- Mistede penge på et institut for håndskriftens fremme.