Den 27. juli 1714 befinder den danske kaptajnløjtnant Peter Wessel sig i en højst uheldig situation.
Under en sejlads på Nordsøen har han mødt en neutral engelsk fregat, men netop som de to skibe passerer hinanden, toner fregatten svensk flag og åbner ild.
Fregatten er i virkeligheden en kaperskude – et skib, der med den svenske konges tilladelse jagter danske skibe for pengenes skyld.
Fremgangsmåden er ganske almindelig, så Wessel handler hurtigt og sender sine mænd til kanonerne.
Selvom han råder over et langt mindre skib, kæmper han, det bedste han har lært, lige indtil han – efter en timelang skudveksling – løber tør for krudt.
Her ville de fleste nok vælge at stikke af, men Peter Wessel er ikke som de fleste. Resolut sætter han en jolle i vandet, så en budbringer kan anmode om noget krudt hos den svenske kaptajn.
Dernæst lægger Wessel sit skib tæt op ad den svenske fregat og hæver frimodigt et glas mod skibets kaptajn, idet han beder ham hilse gode venner i Göteborg.
Svenskeren skåler tilbage, og så aftaler de to at mødes igen, “naar jeg hafde været inde og faaet meere Krud”, som Wessel senere fortæller. Derefter tømmer de glassene “med Hurra af samtlig Mandskabet paa begge sider, og én hver af os forseylte sin Cours (sin vej, red.)”.
Denne bedrift var Peter Wessel tydeligvis stolt af, men den kække gestus kunne nemt have været fatal; ikke alene havde han gjort sig til en levende skydeskive ved at afsløre, at hans krudtkammer var tømt – hjemme i København lurede hans træske rivaler på at få den frimodige kaptajn ned med nakken.
De mente, at han havde røbet statshemmeligheder og bragt kongens skib i fare, og de fik stillet Wessel for en krigsret.
I retten slog de ned på, at Wessels skib var blevet beskadiget under den tætte kamp, der gik forud for skålen. Men Wessel nægtede at bøje sig.
“Man ved at Canonen er det Instrument, som temmelig lader se sin Effect hvor den træffer”, svarede han fiffigt og slog på, at han jo ikke sådan kunne forbyde fjenden at beskyde hans skib.
Kongen, Frederik 4., blev fuldkommen afvæbnet og kunne ikke gøre andet end at holde hånden over sin slagfærdige søhelt med det tilsyneladende aldrig svigtende held.
Netop dristigheden var Peter Wessels adelsmærke. Den gjorde ham til Danmarks største aktiv i krigen mod Sverige. Men netop kækheden og spontaniteten skulle også koste ham dyrt på en eng ved Hannover bare seks år efter.
Den 13-årige løber hjemmefra
Havde det ikke været for dristigheden, ville Peter Wessel nok aldrig være kommet i nærheden af kommandobroen på et flådeskib.
Som søn af en købmand i Trondheim i Norge, som dengang var i rigsfællesskab med Danmark, kunne Peter ikke håbe på en karriere i flåden.
Nok optog det prestigefyldte Søkadet-akademi i København formelt ansøgere fra enhver stand i riget, men akademiet havde kun plads til 100 nye kadetter om året, og en far med de rette forbindelser kunne være en stor hjælp.
Peters far, Jan Wessel, der godt nok var rådmand i Trondheim og besad flere ejendomme, blev ikke regnet for noget særligt. En opgørelse fra 1702 over byens førende handelsfolk end ikke nævner købmand Jan Wessel.
Drengen Peter skulle altså ikke forvente, at familien kunne hjælpe ham og hans 17 søskende på vej.
Når de blev gamle nok, måtte de klare sig selv, og da Peter i 1704 fyldte 13 år, stak han af hjemmefra. Peters mål var rigsfællesskabets hovedstad, København, og en plads på Søkadetakademiet.
Den svenske kaptajn ville ikke give Tordenskiold krudt til at fortsætte kampen. I stedet skålede de og sejlede bort.
Svenskerne bliver ydmyget af Ormen
Uden forbindelser og penge havde Wessel ikke andet at tilbyde end sig selv og sine talenter. Dem gik han straks i gang med at gøre Frederik 4. opmærksom på.
I stedet for at sende sin ansøgning til akademiet skrev han direkte til kongen.
Og selvom Wessel, som det var skik og brug, sluttede sine breve med et underdanigt eders kongelige majestæts allerunderdanigste allerringeste tjener, ændrede det ikke på, at han var en særdeles ihærdig ung mand på 13 år.
I første, anden og tredje omgang afviste kongen ham, men Peter Wessel blev ved. I 1706 skrev han fx “ich slipper [ikke] Eders kongl. Maj:ts førend jeg allernaadigst dertil bliver hjulpen”.
I mellemtiden havde han dygtiggjort sig som sømand ved at tage en tur over Atlanten på et dansk slaveskib til Vestindien, og endelig i januar 1709 var kongen blødgjort, så den ivrige knægt fik plads på akademiet. Ni måneder senere erklærede Danmark krig mod Sverige.
Heldet smilede igen til Peter Wessel. Hans første skib, Ormen, var 12 m langt og havde blot fem kanoner.
Alligevel kastede han sig frygtløst over svenske handelsskibe, kaperskuder og fregatter.
I en tid, hvor krigen til søs var en adstadig affære – og skibene helst undgik at skyde efter hinanden, hvis det var muligt at slippe – fik Wessel hurtigt ry for at være modig, uforudsigelig og hurtig.
Hans frækhed gjorde ham frygtet hos fjenden, og snart havde han taget et betydeligt antal priser (dvs. kaprede fjendtlige skibe med last). Blandt dem var den svenske fregat Vita Örn med 30 kanoner, som Wessel erobrede i 1715.
Senere på året måtte svenskerne lide den ydmygelse at se skibet kæmpe mod sit gamle fædreland – nu under navnet Hvide Ørn, så ingen var i tvivl om, hvilket skib det handlede om. Wessel stod på dækket, da han i nattens mulm og mørke mødte linjeskibet Øsel.
Wessel anråbte skibet under foregivende af at være svensker. Øsels kaptajn, Anders Siöstierne, svarede, at han ikke kendte ham, og så råbte Wessel “Kender du mig ikke, så skal du Gudspinedød lære mig at kende!” – og lod kanonerne tale.
Wessel lod “fyre nogle Salver med en musqvetterie, gav ham igjen med 3de dobbelt skarpt agter ind, var ham så nær, at jeg samme tid med mit bougsproed tog hands Flagstock og Landterner over bord”, som han fortæller i sin rapport.
Efter dét sammenstød tog svenskerne flugten. “Det var jammer at høre deris Raab og Skrig”, bemærker Wessel, der aldrig var bleg for et overraskelsesangreb – og han slap godt fra alt.
Et halvt år senere, 24. februar 1716, udløste dristigheden en adelstitel, og herefter bar han navnet Tordenskiold.
Tordenskiold forhindrer en invasion
Baggrunden for adlingen var, at den danske konge havde brug for initiativrige mænd i hær og flåde.
Godt nok havde Danmark fået overtaget i krigen, mens Sverige mistede landområder og sin status som Østersøregionens stormagt.
Men svenskerne kunne stadig ramme Danmark med ødelæggende kraft – og det var lige, hvad landets konge, Karl 12., pønsede på.
I det tidlige forår 1716 gik Karls tropper ind i Norge, hvor de indledte belejringen af den vigtige grænsefæstning Fredriksten. Herfra ville de erobre resten af landet.
Den svenske transportflåde – otte tungt lastede skibe med krudt, kugler og proviant til erobringen – lå klar i fjorden Dynekilen ved den svensk-norske grænse.
Fjorden var dyb og smal med lumske skær og klipper, der ville have skræmt de fleste angribere væk. Men Tordenskiold var ikke som de fleste.
Med ordene “Hielp thi jeg veed, Gud er med mig” anmodede han Admiralitetet i København om at få udrustet en flåde af lavtstikkende bombardérfartøjer, der kunne sejle ind mellem skærene.
Admiralitetet gav Tordenskiold, hvad han bad om, og 7. juli om aftenen lagde han sin eskadre ved fjordens munding.
Klokken seks næste morgen sejlede han ind med to fregatter, to stykpramme og tre galejer.
Mellem fjordens skær og klipper styrede han lige mod de svenske transportskibe, der var beskyttet af en stor stykpram – et svært bevæbnet fladbundet fartøj kaldet Stenbocken – syv galejer og fem mindre fartøjer, men angrebet overrumplede svenskerne i en sådan grad, at de ikke nåede at åbne ild, inden Tordenskiold var nået langt ind i fjorden.
Tordenskiold ignorerede kuglerne, som kom dels fra Stenbocken, dels fra en lille ø, som svenskerne havde befæstet med et batteri 12-pundskanoner.
Imens gled hans stykpram Hielperen sammen med fregatten Hvide Ørn tættere ind på de svenske stillinger.
Selv befandt Tordenskiold sig i forreste linje, og hverken han eller hans folk lagde fingrene imellem.
Kanonernes drøn gav genlyd i den smalle fjord, mens skråsækkene – lærredsposer med metalstykker affyret fra kanoner – peb over dækkene.
I det stille vejr lagde krudtrøgen sig som en tyk dis over vandet og slørede solen, der nu stod højt på himlen.
I begyndelsen kæmpede de to parter jævnbyrdigt, men Tordenskiolds overrumplingstaktik havde gjort sin virkning, og svenskernes forsvar faldt fra hinanden.
På den befæstede ø forlod de svenske soldater kanonerne, og imens sprang skræmte søfolk over Stenbockens ræling for at flygte op på land. Klokken 13.15 var kampen afgjort.
Stenbocken strøg flaget, og de svenske kanoner tav.
Tordenskiold var ovenud lykkelig, fortalte skibspræsten Caspar Bruun senere:
“Da jeg kom op af Krudtkisten og ind i Cahytten, og da jeg mødte Tordenschiold i Døren og gratulerte ham baade med Helbred og Victoria (sejren, red.), tog hand mig om halsen og kyste mig”.
Søheltens mørke side
Tabet af transportflåden fik Karl 12. til at opgive sine invasionsplaner. Allerede næste dag hævede han belejringen af Fredriksten og trak styrkerne tilbage til Sverige.
Tordenskiold, hvis navn nu blev udtalt med beundring på slot og i havneknejpe, blev hyldet med 27 kanonsalutter fra Kronborg og en forfremmelse til kommandør. I november blev han udnævnt til chef for Nordsøeskadren.
Forfremmelsen efter Dynekilen benyttede Tordenskiold til at bede kongen om at belønne besætningen. Han forventede, skrev han, at majestæten viste “Naades Teign for os Dynekildens Norske Drenge”.
Kongen fulgte storsindet Tordenskiolds opfordring – selv havde søhelten svært ved at vise venlighed og storsind.
Den spontanitet og frygtløshed, der fik ham til at gå imod fjenden med dødsforagt, forvandlede sig til utålmodighed og vrede, når han stod foran sine egne – og selv sine foresatte kunne han finde på at overfuse.
“Han Menqverer (mangler, red.) stadighed og sindighed”, noterede kontreadmiral Sehested allerede i 1711 om Tordenskiold.
Madam Gabel, den københavnske købmand Jens Gabels hustru, som havde Tordenskiold til middag en aften, fortalte hvor aparte og uopdragent han havde opført sig:
“En gal Kumpan, det var han”.
Sine officerer titulerede han rutinemæssigt som “hunde” – et af tidens værste skældsord. Arrogance og grovheder var en helt almindelig adfærd fra hans side, men også vilkårlig fysisk afstraffelse tog Tordenskiold i brug.
I 1717 søgte hans kahytsskriver om at blive forflyttet. Som grund angav han, at Tordenskiold slog og sparkede ham.
Tordenskiold falder i unåde
Snart begyndte klager over Tordenskiold at indløbe til Admiralitetet, uden at han behøvede at bekymre sig om dem. Værre var det, at Tordenskiolds dristighed var ved at miste sin magiske kraft.
I et forsøg på at gentage succesen fra Dynekilen prøvede Tordenskiold i maj 1717 at overrumple svenskerne ved Göteborg, hvor han ville ødelægge eskadren, værftet og magasinet med forsyninger til en ny invasion af Norge. Men Tordenskiold havde forregnet sig.
Ved indsejlingen til Göteborg lå svenskerne klar til at tage imod ham og hans 4.000 mand store Nordsøeskadre. Leder af styrken var den rutinerede Oluf Strømstierna.
I de tidlige morgentimer den 14. maj 1717 tog svenskeren nu hævn for ydmygelsen i Dynekilen: I stedet for at flygte, som sidste gang, blev svenskerne ved med at skyde.
Kampen stod på hele dagen, og da aftenen faldt på, var 52 af Tordenskiolds mænd døde.
Bedre gik det ikke to måneder senere under angrebet på Strömstad, hvor svenskernes hovedforsyningsbase for den kommende invasion i Norge lå.
Her kom fjenden igen Tordenskiold i forkøbet. 94 af hans mænd blev dræbt, og 248 kvæstet. Tordenskiold selv blev ramt af en musketkugle, der gik gennem venstre skulder, mens en anden kugle gik gennem hoften.
Stærkt blødende og på randen af bevidstløshed blev han båret ombord på sit nye skib, linjeskibet Laaland.
“Jeg har gjort aldt hvad jeg har kundet, allernaadigste Konge! Jeg saae ogsaa Mængde af Døde; samt Armer og Beene oweraldt omkring Batteriet; men jeg weed det er ikke nok, siden jeg ikke naaede mit dessein”, skrev den hårdt sårede Tordenskiold i en rapport til den danske konge.
Trods de malende beskrivelser og Tordenskiolds dybe beklagelser over nederlaget lod majestæten sig ikke formilde det mindste.
Han degraderede sin uheldige søhelt fra posten som chef for Nordsøeskadren til næstkommanderende.
Den stilling kunne Tordenskiold dog ikke affinde sig med, og snart efter var han også afskediget fra denne post.
Den 7. december 1717 blev han med alle sine ejendele sat på en hukkert – dvs. et lille, fladbundet fragtfartøj, der satte kurs mod København.
Atter svigtede Tordenskiolds held, for undervejs blev fartøjet holdt an af en svensk kaper. Skibene kom i kamp, og fire af Tordenskiolds mænd omkom.
For at dulme nerverne efter kampen drak søfolkene sig fulde, og om aftenen, da Tordenskiold vågnede, var skibet gået uhjælpeligt på grund ud for Kullen.
I en utæt jolle stoppet med klude sejlede den slagne søhelt over til Helsingør, hvor han gik i land – nøgen og forkommen, med sine penge i en pose.
Billedet af miss Norris lå i Tordenskiolds lomme, da han døde i 1720. Hvem denne adels-frøken var, har historikerne aldrig fundet ud af. Den engelske diplomat John Carteret fortalte i 1719 Tordenskiold om den skønne miss Norris, der besad en formue på 80.000 pund. Det noterede Tordenskiold sig.
Karl 12.s død giver en forfremmelse
Krigen fortsatte, mens der blev stille om Tordenskiold. Først i februar – ni måneder efter den pinlige landgang ved Helsingør – skrev han til kongen for at udtrykke sit “Hjertens gremmelse” og bad om at få en ende på sin “Frøgt og Chagrin” (frygt og beklemthed).
Kongen greb Tordenskiolds bøn om en ny chance og nedsatte en kommission til at undersøge begivenhederne.
Den tidligere søhelt spillede igen højt spil, for konsekvensen kunne blive en krigsret. Imidlertid turde ingen for alvor kritisere Tordenskiold, der stadig nød stor popularitet.
Kommissionen frikendte ham, og søheltens held vendte.
Den svenske konge Karl 12. stod igen på spring til at erobre Norge. I november 1718 belejrede han fæstningen Fredriksten, da ulykken pludselig ramte ham:
Under en inspektionsrunde i skyttegravene foran den belejrede fæstning blev han ramt af en vildfaren kugle og døde på stedet den 30. november.
Tordenskiold, der på dette tidspunkt befandt sig i Norge, hørte om dødsfaldet og satte straks sejl for at nå først til København med nyheden.
Så snart han var i havn, hastede han op til slottet, hvor han overbragte Frederik 4. beskeden om fjendes uventede død.
På den tid blev budbringere af vigtigt nyt ofte belønnet med en anerkendelse, fx i form af en fin stilling, og Tordenskiold blev ikke skuffet:
Den 30. december blev han, bare 28 år gammel, udnævnt til schoutbynacht, rangen lige under viceadmiralen.
Karl 12.s død indvarslede krigens snarlige slutning, men inden da ville Tordenskiold vinde en sidste stor sejr. I sommeren 1719 var han afset til en udsigtsløs bevogtning af indsejlingen til Göteborg.
Det var her, Tordenskiold fra nogle engelske købmænd hørte, at seks svenske fregatter og syv mindre skibe lå for anker ved fæstningsbyen Marstrand.
Helt på egen hånd besluttede Tordenskiold at sejle de ca. 20 sømil for at erobre eller sænke skibene og indtage byens fæstning, Carlsten, der med sine tykke mure blev regnet for uindtagelig.
En populær myte fortæller, at søhelten forklædte sig som fisker og gik uantastet rundt i Marstrand, mens han udspionerede sin modstander.
Historien er ikke sand – men fast står, at Tordenskiold havde sat sig godt ind i forholdene, inden han begyndte sit angreb.
Fx havde han hørt, at en del af de 400 soldater på Carlsten var sachsiske krigsfanger, der ikke ville være særlig ihærdige i en kamp.
Han vidste også, at fæstningens officerer havde huse nede i byen; alene truslen om at brænde deres ejendomme af ville få officererne til at vakle.
- juli var Tordenskiold klar. I ly af mørket slæbte danskerne fire mortérer i land på den ubeboede Koø, lige over for Marstrand.
Trods voldsom svensk beskydning lykkedes operationen: Tordenskiold havde fået et brohoved på land og var klar til næste skridt – at pille det svenske forsvar fra hinanden.
Fem dage senere var den svenske flåde sænket eller erobret, og Carlsten faldet. Med militært pres og målrettet brug af psykologisk krigsførelse var svenskerne blevet knækket på rekordtid.
Freden bliver Tordenskiolds ulykke
Tre måneder efter sejren i Marstrand underskrev krigens parter en våbenhvile, og Tordenskiold kunne gå i land.
Han var stadig ung – bare 29 år – og velhavende efter sine talrige kapringer. Men han havde ingen idé om, hvad han nu skulle give sig til.
I september 1720 var Tordenskiold atter på farten, denne gang i hestevogn med England som mål. I sin lomme havde han et portræt af en engelsk miss Norris.
De to havde aldrig truffet hinanden – men Tordenskiold havde hørt en del om hende fra den engelske diplomat John Carteret, der var på vej til Stockholm. “En Frøcken af 80.000 Pund”, havde Tordenskiold noteret om miss Norris efter mødet.
Nogle historikere mener, at den danske søhelt havde i sinde at fri til miss Norris. Mere sandsynligt er det, at han ønskede at gå i engelsk krigstjeneste. Så langt nåede han dog aldrig, for undervejs mødte Tordenskiold sin skæbne.
Den 9. november blev han under et middagsselskab i Hannover præsenteret for den svenske adelsmand Staël von Holstein, der levede som spiller og bondefanger.
Den temperamentsfulde Tordenskiold fortalte Staël sin uforbeholdne mening, og herefter tog begivenhederne fart.
Staël vom Holstein kaldte Tordenskiold for “matros” og var på nippet til at trække sin kårde, da tililende fik dem skilt ad. Alligevel nåede Staël at udfordre Tordenskiold til duel – en udfordring, den ærekære danske søhelt ikke kunne sidde overhørig.
De mødtes om morgenen den 12. november på en sumpet eng syd for Hannover.
Duellen varede kun få sekunder, før et hug fra Staëls kårde borede sig ind i Tordenskiolds højre side. Han faldt om stærkt blødende. Christian Kold, Tordenskiolds kammertjener, ilede til.
“Jeg fik da og et Tørklæde op og holdt det for hullet under armen, men Blodet og Aanden gik næsten lige fast ud, saa det efter 3 a 4 minutter var gjort med ham”, berettede Kold senere.
Tordenskiold havde opbrugt sit held, og han udåndede på heden.