Cancan blev ikke altid danset på ræd og række. I 1830'erne var trinnene ikke nær så voldsomme og tilfældige, og især mænd slog sig løs med høje spark. 
© L. Icart/Bridgeman

Træt af Moulin Rouge: Danserinde ville skabe sit eget show

Hun var tidens største cancan-stjerne i forlystelsesmekkaet Moulin Rouge i Paris. Men i 1895 tog hun en chance og investerede alle sine penge i sit eget show. Nu ville hun være mavedanser.

13. september 2018 af Mette Iversen

Lyset fra stjernehimlen af gaslamper glimter fra loftet i Moulin Rouges store sal. Orkestret istemmer en vild galop, og champagnen bobler i gæsternes glas. 

På scenen hvirvler cancan-danserne rundt under høje hyl. En danser­inde, der går under navnet La Goulue (den grådige), springer frem mod de forreste publikummer og løfter benet i et koket spark, der slår den høje hat af en mandlig tilskuer. 

Flokken omkring ham griber selv deres hatte og kaster dem op i luften af ren begejstring.

La Goulue slår en vejrmølle og forsvinder for et øjeblik i et brus af blonde­skørter. Til slut bukker hun sig forover med ryggen mod publikum, så kjolen glider hen over hendes nakke og blotter silkemamelukkerne. 

Mændenes øjne står på stilke, og da de får øje på det lille hjerte, hun har hæftet på sin bagdel, bryder de ud i jubel.

Året er 1890, og Paris' frække forlys­telsessted Moulin Rouge fejrer sin halve års fødselsdag. 

Cancan-dansen er stedets træk­plaster, som får byens fine herrer til at strømme til for at se smukke kvinder løfte op i skørterne og give frit udsyn til ben og undertøj.

Den sensuelle showdans var videreudviklingen af de vilde og umoralske dansetrin, som var opstået tilfældigt i Paris' arbejderkvar­terer 60 år tidligere.

Byens fattige havde brug for at slå sig løs og tilbragte derfor aftenerne i tarvelige dansehaller. Her nød mænd og kvinder hinandens selskab – både på dansegulvet og i salenes mørke kroge.

Cancan-stjernen La Goulue poserede gerne nøgen for fotografen.

© AKG Images

Studenter forførte arbejderpiger

I 1830, længe før Moulin Rouge åbnede dørene, var Frankrigs diktatoriske konge Karl 10. blevet væltet. 

Men den gamle konge var blot blevet erstattet af en ny. Oprørstrangen ulmede stadig
i byens fattigste kvarterer.

I dansehaller og forlystelseshaver slap de fattige hæmningerne. Her herskede de vilde rytmer og løssluppenheden.

Historikere mener, at de første cancan-trin blev trådt på dansegulvet i forlystelseshaven Grand Chaumiére i forstaden Montparnasse, syd for Paris. 

Her skyllede arbejderne dagens slid ned med vin, og borgerskabets studenter flokkedes under trækronerne oplyst af kæder med svajende lamper.

De unge mænd kom for at “lære livets lektioner”, som avisen Journal pour Rire skrev, og byens fattige piger og prostituerede kaldet grisettes sværmede om de velhavende studenter.

I de borgerlige, franske hjem snørede kvinderne korsettet stramt ind og knappede kjolen op i halsen – ligesom i England, hvor tidens victorianske moral dikterede kyskhed og dydighed. 

Unge piger blev opdraget til at lukke øjnene, når de skiftede undertøj, for ikke at se deres eget køn. De måtte gætte sig til “livets lektioner.”

Dansen blev kaldt ramasjang

Overklassen dansede les lanciers, hvor kropskontakt var bandlyst, men i haven Grande Chaumière kunne mænd og kvinder frit give los. Fra havens tribune spillede musikere op med polka. 

De faste rytmer inspirerede gæsterne – især mændene – til at spjætte med benene i høje spark, og sådan blev cancanen til. 

Dansen fik mange kælenavne og var bl.a. kendt som chahut, der betyder larm eller ramasjang. 

De løftede skørter var muligvis inspireret af spansk flamenco, eller også opstod de, fordi kvinderne simpelthen måtte hive op i kjolen for at få plads til benene, når de forsøgte sig med høje benløft.

Ifølge en gæst på Grande Chaumière var cancan lig med nydelse og kærlighed. I en bog om dansen skrev han:

“Mens musikken spiller, træder studenten ind i sin position; venstre fod frem og hånden i siden, bøjet tilbage og armen om sin pige. Hun holder venstre hånd på hans skulder og klynger sig til ham som en plante om et palmetræ”.

Talenter fik gratis entré

De vilde trin spredte sig i løbet af 1830’erne og 1840’erne til byens andre dansehaver og til etablerede scener som Paris Opéra

Til ballerne slap nogle gæster for at betale entré – hvis de mestrede cancan så fremragende, at dansestedernes ejere anså dem som pub­likumsmagneter.

En af dem var danseren Chicard. En mand, som brillerede med dristige spring fra orkestrets galleri ned på dansegulvet. En anden var kvinden kaldet Pavillon. Udover dansen var hun blevet berømt for at blæse horn og drikke absint, så mændene måtte stå af.

Al opmærksomhed blev rettet mod dansegulvet, når parret med kunstnernavnene Dronningen af Pomaré og Brididi indtog dansegulvet. 

Han svingede ustyrligt med armene, som var de vindmøllevinger, mens hendes mange orientalske smykker funklede og klirrede, når hun svang sig rundt.

Tidens største stjerne var danser­inden, der optrådte under navnet Céleste Mogador. Hun var datter af en prostitueret og stak af hjemmefra, men endte selv på et bordel. 

Den unge pige havde talent for at danse, og snart steg hun i graderne og kunne brød-føde sig selv som danserinde og luksusprostitueret.

Céleste Mogador opfandt den såkaldte quadrille naturaliste; en formation af flere par, der sammen dansede cancan.

Myter pirrede de nysgerrige

Høje spark og sensuelle undertoner gjorde cancan til danseklassens frække pige. Men dansen var også omgærdet af mystik og undren – hvor kom den fra?

SANDT: Danserinderne var prostituerede

  • Myte: Danserinderne supplerede deres indtægt ved at sælge sig selv til publikum.
  • Sandheden: De fleste cancan-danserinder var vokset op i prostitutionsmiljøet og solgte selv sex, selv som etablerede stjerner. Jo smukkere og mere berømte de var, jo højere pris. Enkelte fandt dog på andre karrieremuligheder, som danserinden Nini-Pattes-en-l’Air, der åbnede en cancan-skole.

FALSK: Komponist skabte en dans, som passede til musikken

  • Myte: Den tyskfødte franske komponist Jacques Offenbach opfandt cancan til en operette i 1858.
  • Sandheden: Jacques Offenbach komponerede musikstykket “Galop Infernal”, som hurtigt blev en populær melodi at danse cancan til. Galoppen ind­gik i operetten “Orfeus i Underverdenen”, men franskmændene havde allerede danset cancan i flere årtier.

DELVIST SANDT: Kvinderne dansede uden trusser

  • Myte: Publikum strømmede til Moulin Rouge og andre forlystelsessteder pga. rygterne om, at danserinderne ikke bar underbenklæder.
  • Sandheden: På bordellerne dansede mange piger sans-dessous, dvs. uden undertøj. Men på de etablerede teatre optrådte stjernerne sjældent uden. På Moulin Rouge havde en særlig medarbejder – en mand – ansvar for at tjekke, at pigerne ikke afslørede for meget, og hvis mamelukkerne skilte på midten, sørgede han personligt for at hæfte dem sammen med sikkerhedsnåle.

Kvinder ejede ikke undertøj

Når en kvinde i cancanens første år sparkede højt i luften, kunne dansepartneren få et glimt af hendes nøgne underliv – hvilket ikke gjorde dansen mindre populær.

En arbejderkvinde bar sjældent underbukser, og hvis hun endelig ejede et par mamelukker, bestod de af to separate bukseben, der blev samlet i livet, men skilte mellem benene.

Først i 1850’erne blev undertøj mere udbredt – men det gjorde ikke dansen mindre pikant. I samme årti gjorde krinolinen nemlig sit indtog i modebilledet.

Stativet fik kvindernes kjoler til at ligne kirkeklokker, og når skørterne kom i svingninger på dansegulvet, blev udsynet til kroppen bedre end nogensinde før.

Cancan-stjernen Nini ville gerne vise sig frem og gik en aften på hænder hele vejen over dansegulvet, så ingen var i tvivl om, at hun havde undladt trusserne.

En politimand blandt pub­likum kunne have arresteret hende for usømmelig opførsel, men udbrød i stedet begejstret:

“Åh gud, sikke smukke lår!”. Og sådan fik den fri­vole danser­inde sit tilnavn la-Belle-en-Cuisse, Nini med de smukke lår.

Nattelivet fristede

Fra 1860'erne var cancan ikke længere forbeholdt de unge og arbejderklassen. Borgerskabets mænd strømmede til danse­haverne for at forlyste sig med de lokkende danserinder.

Dansen havde også bredt sig til London og andre storbyer.

Victoriatidens strenge moral prækede stadig, at al kropslighed var vejen til fordærv. Men mens dydigheden regerede i ægteskabet, fik de fine herrer afløb for deres lyster i dansehallerne.

I 1880'erne fik cancan sin allerstørste stjerne: Louise Weber, kaldet La Goulue. En betaget tilskuer beskrev hendes dans som fortryllende:

“Lige fra begyndelsen gløder hendes kinder som fuldmodne ferskner, og det vilde hår hvirvler omkring som silke­tråde. Ingen regler, ingen rækkefølge, bare en fuldkommen sans for rytmerne og den unægtelige munterhed”.

Louise Weber var datter af en vaskekone og havde dagligt haft overklassens fornemme lingeri mellem hænderne.

Da hun blev gammel nok til at snige sig ud om aftenen, dristede hun sig til at låne kundernes blondebesatte underskørter til at danse i.

Kvarteret på bakken Montmartre uden for Paris havde ændret sig fra en landlig flække til et sandt forlystelses­paradis med den ene beværtning efter den anden.

Her åbnede Moulin Rouge i 1889, men dansehallen var blot én blandt mange.

Fine herrer ofrede gerne hatten for et glimt af danserens blondeundertøj.

© Mary Evans

De største stjerner blev rige

La Goulue var ikke kendt som den kønneste dansepige, men hendes udstråling kunne lyse hele salen op. På dansegulvet var hendes faste partner en mandlig danser med kunstnernavnet Valentin den Knogleløse. 

Hans lemmer syntes at være gjort af gummi, og med sin hat og en stor cigar i munden udførte han piruetter og krumspring. 

Parret var byens mest berømte dansere, og fra at være en ludfattig datter af en vaske­kone blev La Goulue – ligesom en række andre cancan-stjerner – pludselig en velbetalt danser med en økonomisk frihed, kun de færreste kvinder nød.

I takt med at stadig flere publikummer strømmede til Montmartres balstyriske danseballer, blev cancanen mere og mere iscenesat med kvadrille-dans – tre kvinder og en mand per kvadrille – og et hierarki mellem danserne. 

Danserne optrådte både på en scene og på dansegulvet blandt publikum.

En anden cancanstjerne fik det privilegium at optræde med sin helt egen improviserede solodans uden hensyn til resten af truppen på Moulin Rouge: den legendariske Jane Avril.

Hun forførte salen i et virvar af kostbare blonder og kulørte silkeskørter med en omkreds på op til 12 meter. 

I sit signatur-trin kaldet viften bøjede Jane Avril sig bagover, indtil skuldrene rørte ved gulvet, og samtidg strakte hun sit ene ben lodret op i luften.

Cancan fandt sin endelige form

Moulin Rouges succes som cancan-scene var overvældende – men kort. Allerede i 1892 forlod den karismatiske direktør Zidler teatret, og tre år efter vinkede La Goulue farvel i håbet om at skabe sit eget show. 

Den stolte stjerne investerede alle sine penge i en scene, hvor hun kunne optræde med sin nye dille; mavedans.

Cancan-shows under møllen med de lysende vinger tiltrak stadig publikum, men som en del af et blandet repertoire, der også bød på fx tyrolermusik og boksekampe.

Dansen med de høje benløft flyttede i begyndelsen af 1900-tallet til nye scener som Bal Tabarin, og her blev den iscenesat i den form, der kommer tættest på cancan, som den bliver udført i dag: danserinder klædt i strutskørter, lange sorte silkestrømper og fjerpryd på hovedet, som danser en nøje tilrettelagt koreografi på en scene.

Moulin Rouges danserinder skiftede udklædning efter modens luner. Det behøver du ikke, for netop nu kan vi tilbyde dig 2 numre af HISTORIE og en lækker, stilren jakke, som er moderigtig året rundt. Den har:

  • ... ventilation under armene.
  • ... justerbar hætte.
  • ... lynlåslukning med beskyttelse af hagen.

Gør krav på dit tilbud her! 

Læs mere

David Price: Cancan!, Cygnus Arts/Fairleigh Dickinson University Press, 1998. Pessis & Crépineau: The Moulin Rouge, Alan Sutton/St. Martin's Press, 1990.

Måske er du interesseret i...

Læs også