Udbryderkonge: “I begyndelsen var jeg hæmmet af angsten”

New York, USA, 5. august 1926

Til dr. W.J. McConnell*

Jeg vil diktere dette nu, mens jeg stadig har mine oplevelser og følelser i frisk erindring.

Klokken er 17.10. Jeg har sovet i en halv time og føler mig nogenlunde godt tilpas.

Forud for forsøget, som du netop har overværet, har jeg i hemmelighed gennemført to prøver. Jeg kan fortælle, at kisten, som du så, er lavet af Boyertown Casket Company.

Den er af galvaniseret jern og rummer en halv kubikmeter luft.

Under den første test var jeg ikke neddykket. Jeg opholdt mig i kisten i en time og 10 minutter og havde det godt.

Den anden test gennemførte jeg med en specialbygget kiste, som var fuldstændig lufttæt. Jeg blev i kisten i en time og 13 minutter. Igen havde jeg det godt, omend en smule koldt.

Under den tredje test – den, som du overværede – har jeg grund til at tro, at luften i rummet var iltfattig, for der var varmt i kisten, allerede før de to runde plader, som udgør lukkemekanismen, blev skruet på.

Jeg følte mig slet ikke godt tilpas.

I begyndelsen var jeg hæmmet af angsten for, at der skulle ske en ulykke. Men som du ved, har jeg mange års træning bag mig.

Jeg har prøvet at være smidt i en flod i en lukket kasse og at være spærret inde i mælkejunger i både to og tre minutter. Alt dette gør, at jeg altid er i god fysisk form og til stadighed bevarer en god lungekapacitet.

Men under forsøget her begyndte jeg at trække vejret tungt efter omkring 50 minutter, og jeg tvivlede en overgang på, at jeg kunne holde ud at være lukket inde i en hel time.

Da det gik godt, vurderede jeg, at jeg kunne klare yderligere 10 minutter.

Så var det, at jeg begyndte at gispe. Da jeg mente at kunne huske fra de tidligere forsøg, at temperaturen var lavere ved fødderne end ved hovedet, lod jeg mig glide lidt nedad i kisten.

Jeg havde desuden på forhånd aftalt med mine hjælpere, at de en gang imellem skulle ryste kisten, da jeg af dine rapporter kunne udlede, at det ville få luften i den til at cirkulere.

Men under rysteriet skød kisten pludseligt op mod overfladen og det med en sådan kraft, at jeg frygtede, at den ville springe læk og vandet fosse ind, så det druknede mig.

Jeg ville have været prisgivet, hvis det gik galt, da mine hjælpere – som du ved – skulle bruge adskillige minutter på at få mig ud af den farlige situation.

Min assistent ringede for at fortælle, at jeg nu havde opholdt mig under vandet i en time og 12 minutter.

Jeg kunne imidlertid se, at min brystkasse hævede og sænkede sig, præcis som den skulle, og besluttede mig for at holde ud i endnu 15 minutter.

På det tidspunkt opdagede jeg, at der var vand under mine skuldre. Jeg følte mig omkring og opdagede, at det lommetørklæde, som jeg havde bragt med mig i kisten, var blevet vådt.

Jeg holdt det våde lommetørklæde op mod munden, i håb om at det ville give mig mere luft. Indbildningens kraft havde en vis virkning, men bortset fra det hjalp det ikke.

Alligevel blev jeg ved med at presse det våde stykke klæde mod mine læber, indtil mine hjælpere endelig lukkede mig ud af kisten.

Gule lys viste sig for mine øjne, da en time og 28 minutter var passeret. Af angst for at falde i søvn sørgede jeg for at holde øjnene vidt åbne.

Jeg lå på ryggen for at tage vægten fra mine lunger. Min venstre arm lå over brystet, og min venstre balle var presset mod kistens side.

På den måde kunne jeg holde telefonrøret mod mit øre uden at bruge hænderne. Jeg bad min assistent om snart at få mig op.

Efter i alt en time og 31 minutter fik jeg den behagelige følelse af, at trykket fra vandet var lettet. Mine lunger bevægede sig stadig som harmonikaer, men jeg følte mig afslappet.

Da den første plade blev fjernet, fik luftstrømmen mig bogstavelig talt til at lette fra kistens bund.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at jeg, hvis testen var blevet udført et sted, hvor den galvaniserede jernkiste var blevet fyldt med frisk luft, så kunne jeg være blevet der i 15 eller 20 minutter mere.

Jeg kan fortælle dig, at jeg har trænet i tre uger, og at mine lunger er i bemærkelsesværdig god stand.

Mens jeg forberedte mig til dette forsøg, tog jeg dagen før et lavement, mens jeg på selve dagen spiste meget let.

Omkring klokken 10.25 indtog jeg lidt frugtsalat og drak en halv kop kaffe. Jeg var nervøs, men det skyldtes blot spænding og ikke, at jeg var bange.

I løbet af de tre uger, jeg trænede, tabte jeg omkring 5 kg. På nuværende tidspunkt vejer jeg 71 kg. Hvis du ønsker yderligere oplysninger, skal du bare sige til.

Jeg planlægger at få lavet en kiste med glaslåg, og jeg vil lade dig det vide, så snart den er klar.

Jeg ved, at du gør et vigtigt arbejde, og da min krop og min hjerne er trænet til netop den slags ting, som du beskæftiger dig med, står jeg gerne til tjeneste.

Spørg mig om hvad som helst, jeg vil kun være glad for at svare.

De bedste hilsner og ønsker
Harry Houdini

Efterskrift

Harry Houdinis optræden i New York skulle blive én af hans sidste. Den 31. oktober døde udbryderkongen som følge af en sprængt blindtarm efter et show i Detroit. Han blev ført hjem til New York i en bronzekiste, som indgik i ét af hans udbrydernumre.