Vincent van Gogh: Hans malerier var det glade vanvid

Den 30. marts 1853 kom en af verdens mest talentfulde og plagede malere til verden i Zundert, Nederlandene.

Vincent Willem van Gogh var den ældste af seks børn. Faren var protestantisk præst, og moren en naturelskende akvarelmaler. Såvel Gud som naturen kom senere til at præge Vincent.

Da van Gogh var 15 år, rakte midlerne ikke til mere skolegang, og han kom i lære hos sin onkel, der i øvrigt også hed Vincent van Gogh og havde en kunsthandel. I 1873 sendte onklen Vincent junior til London, hvor han skulle hjælpe til i galleriet Goupil.

Her forelskede han sig hovedkulds i galleriejerens datter, Eugénie Loyer. Følelserne var desværre ikke gengældte. Hun afslog hans frieri – og satte intetanende standarden for van Goghs fremtidige (u)held i kærlighed.

Afslaget fik den unge Vincents verden til at styrte i ruiner. Han brændte alle sine bøger på nær Biblen. Nu skulle hans liv vies til Gud!

Desværre viste det sig, at studielivet ikke var Vincents stærke side. Han nåede aldrig gennem præsteseminariet og endte derfor med at udbrede Guds ord som lægmandsprædikant i Belgiens mine­distrikter. Her forærede han alle sine ejendele væk og levede i yderste fattigdom i en tilstand af religiøs vækkelse.

På dette tidspunkt virkede det meget lidt sandsynligt, at manden, de kaldte “Kulminernes Kristus”, senere ville producere nogle af kunstens største mesterværker som Solsikker og Stjernenatten.

Først som 27-årig tog van Gogh en pensel i hånden – eller rettere en blyant. Under sine rejser havde han flittigt korresponderet med broren Theo, og ofte blev brevene ledsaget af små skitser eller tegninger af dét, han oplevede.

Theo opmuntrede ham til at forfølge tegneriet, og da hans kontrakt som lægprædikant alligevel ikke var blevet fornyet, gjorde van Gogh op med sig selv, at han også kunne tjene Gud med kunst.

Han flyttede til Bruxelles i 1880, hvor han kom i kontakt med andre kunstnere og for første gang modtog formel undervisning.

De fleste kender van Gogh for pang-farver, solsikker og selvportrætter, men i hans tidlige år var stilen en anden. Han ville vise bondelivet i al dets barske virkelighed, blottet for romantik. Et eksempel er det dystre, brunmelerede maleri med den prosaiske titel Kartoffelspiserne fra 1885.

Et andet af van Goghs favoritmotiver var... ham selv. Forklaringen på hans mange selvportrætter var ikke forfængelighed. Den forarmede kunstner havde svært ved at finde modeller, og selvportrættet havde den fordel, at motivet altid var inden for rækkevidde.

En teori lyder også, at han i modsætning til mange af sine kolleger ikke forsøgte at skønmale. Skæve næser og huller i tandrækken blev nådesløst ført over på lærredet. Derfor stod kunderne ikke just i kø for at blive foreviget.

I oktober 1888 ankom maleren Paul Gauguin til den søvnige sydfranske by Arles. Her blev han modtaget af en ellevild van Gogh, der i månedsvis havde plaget sin franske mentor og store forbillede om at støde til ham i det sydfranske.

De foregående to år havde van Gogh tilbragt i Paris, hvor han mødte andre af tidens store kunstnere som Toulouse-Lautrec og Émile Bernard. I den franske hovedstad blev hans mørke, tungsindige farvetoner erstattet af hurtige, farverige penselstrøg.

Men livet i Paris var hektisk, og van Gogh ville væk fra drikkeriet og rygerhosten, som plagede ham. Han udså sig provinsbyen Arles, hvor han drømte om at etablere sit “studie i syd”, en kunstnerkoloni, hvor frie sjæle kunne søge motiver i naturen.

Med Gauguins ankomst virkede drømmen inden for rækkevidde. Men den brast hurtigt. Efter at have besigtiget Arles kaldte Gauguin den lille by for det “mest beskidte hul i syd” og gjorde det klart, at han næppe ville blive længe.

Kunsthistoriens berømteste øre sad på venstre side af van Goghs hoved lige indtil den skæbnesvangre lillejuleaften i 1888, hvor han skar det af. Næsten da. I dag er forskerne enige om, at han “nøjedes” med dele af øret. De er til gengæld ikke enige om hvilke.

Årsagen til den drastiske handling var et heftigt skænderi med Gauguin. De var ofte uenige om den sande kunsts retning, og nu nåede skænderiet nye højder. Gauguin truede – igen – med at rejse fra Arles, og dagen efter truede den stadig mere uligevægtige van Gogh til gengæld Gauguin med sin ragekniv.

Skænderiet endte med, at Gauguin tog flugten, og en rasende van Gogh fór hjem, førte ragekniven til øret og snittede til. Og han stoppede ikke her. Ifølge politirapporten tog han til det foretrukne bordel, hvor han forærede ørestumpen til en tjenestepige ved navn Gabrielle.

I en version af historien skulle en prostitueret have ansporet van Gogh til at skære sit øre af. I en anden version hentede van Gogh inspirationen til sin dramatiske gestus fra tyrefægterarenaen, hvor matadoren efter endt kamp overrækker tyrens øre til en udkåren på tilskuerrækkerne.

Vincent ønskede kvinderne mere, end de ønskede ham. Det lykkedes ham aldrig at finde sin eneste ene, selvom han prøvede ihærdigt. Han friede tre gange, hver gang med samme nedslående resultat.

Et eksempel på hans rustikke kurmageri fandt sted, da han var 28 år og på besøg hos sine forældre. Her mødte han kusinen Kee Vos-Stricker, der lige havde mistet sin mand. Den opportunistiske van Gogh øjnede en mulighed og bød sig til i flere omgange, men blev mødt med et kategorisk “næ, nej, aldrig” fra Vos-Stricker.

Den øvrige van Gogh-familie bevidnede det mislykkede kurmageri med lige dele skepsis og misbilligelse.

Året efter mødte han den prostituerede Sien Hoornik, som fik dobbeltrollen som model og kæreste.

Forholdet fik igen brynene til at hæve sig blandt familie og venner. Ikke alene var Sien prostitueret, hun var også mor til en femårig pige – og gravid med et barn, der ikke var Vincents.

Van Gogh håbede, at Sien ville ændre livsstil, og de flyttede sammen. Men da Sien genoptog sit gamle erhverv, nåede van Gogh til erkendelsen af, at hun “var kommet for langt væk”, som han skrev til Theo. Sien blev Vincents sidste faste forhold.

Efter sigende levede van Gogh af tobak, kaffe, absint og – lejlighedsvis – lidt brød. Han var ofte decideret underernæret og arbejdede gerne, til han faldt omkuld af udmattelse.

Han døjede med følgevirkningerne af gonorré og syfilis – uønskede souvenirs fra hans mange bordelbesøg og tiden sammen med Sien.

Dertil kom, at han allerede i 30’erne var stort set tandløs og derfor havde problemer med at tygge maden. Fysisk var van Gogh med andre ord langt fra at være i topform, og det kan have forværret hans notoriske uligevægtighed.

I en undersøgelse fra 2020 satte en gruppe hollandske psykiatere med hjælp fra tre kunsthistorikere sig for at diagnosticere van Gogh på baggrund af de overleverede beskrivelser af hans opførsel og tilstand.

Deres konklusion lød, at van Gogh sandsynligvis udviklede en bipolar lidelse (en tilstand, som er beslægtet med skizofreni) hjulpet på vej af et galoperende alkoholmisbrug og en usund livsstil.

Forskergruppen mente også at kunne finde spor af personlighedsforstyrrelse og epileptiske anfald i beskrivelserne.

Hvilken maleteknik brugte van Gogh?

Van Goghs malestil var inspireret af impressionisterne. I stedet for at søge det perfekte, fx et ansigtsudtryk, jagtede impressionisterne øjeblikket. Malerne skulle ud i virkeligheden og med store, modige penselstrøg forevige, hvad de så på kort tid, omtrent som et fotografi. Metoden kaldes plein airs – udendørs – på fransk.

Van Gogh foretrak oliemaling frem for den vandbaserede akvarelmaling, hvilket bød på visse udfordringer for friluftsmaleren. I et brev til broren klager han over, at han konstant må varme malingen op, når vejret er koldt.

En konservator opdagede i 2017 en fårekylling gemt under flere lag maling på van Goghs maleri “Oliventræer” – et bevis på, at van Gogh ikke sparede på malingen.

Han kælede heller ikke for detaljen. Van Gogh kunne færdiggøre et maleri på en dag, hvilket nogle tolkede som sjusk. Til det forklarede han Theo, at: “Når nogen synes, at dette eller dette (maleri, red.) er blevet til for hurtigt, kan du svare, at det er dem, der har kigget på det for hurtigt”.

Mens han levede, solgte van Gogh angiveligt kun ét maleri, Den røde vingård (1888). Salget indbragte ham 400 franc og fandt sted kun syv måneder før hans død til en kvindelig kunstnerkollega.

Beløbet står i skærende kontrast til de 80 millioner dollars, som van Goghs dyreste maleri – Portræt af dr. Gachet – blev solgt for i 1990. I nutidskroner svarer beløbet til 1,37 milliarder kroner!

Det måske eneste faste fikspunkt i van Goghs tumultariske liv var lillebroren Theo, som altid stod parat med opmuntring – og penge.

651 breve fra van Gogh til Theo og 39 den anden vej er bevaret (Theo sendte mange flere, men van Gogh var ikke så ivrig en arkivar som Theo).

Selvom van Gogh i et af brevene konkluderer, at “... skrift er en fordærdelig måde at forklare sig på”, så gør den omfangsrige brevveksling det muligt at rekonstruere van Goghs ellers ret omflakkende liv i detaljer.

Faktisk udgør de to år, hvor Theo og Vincent boede sammen i Paris, det største hul i kunsthistorikernes viden om van Goghs liv, fordi tidsrummet af gode grunde ikke blev beskrevet i brevform.

Efter episoden med øret lod van Gogh sig indlægge på sindssygehospitalet Saint-Paul de Mausole – i øvrigt til Arles-borgernes store lettelse. Her fandt han ro og inspiration til sit måske berømteste maleri, det drømmende, blågule Stjernenatten.

I 1890 lod Vincent sig udskrive og tog til den lille by Auvers-sur-Oise, hvor andre kunstnere også havde slået sig ned. I Auvers mødte han dr. Gachet – selv en ivrig amatørmaler – som holdt ham under opsyn. Van Gogh følte, at han var i bedring, og kastede sig veloplagt over pensler og lærred – i perioden producerede han næsten et maleri om dagen.

Van Goghs korte liv som forarmet kunstner i kamp med sine dæmoner er som skabt til det store, nå ja, lærred.

Flere Hollywood-stjerner har prøvet kræfter med rollen som den plagede maler, bl.a. Kirk Douglas i Lust for Life (1956), Tim Roth i “Vincent and Theo” fra 2007 og Willem Dafoe “At Eternity’s Gate” fra 2018.

Mest bemærkelsesværdig er måske “Loving Vincent”, en 94 minutter lang animeret film fra 2017. Samtlige af filmens 65.000 frames er håndmalet i oliemaling af 125 kunstnere.