Vi befinder os i en lille, søvnig europæisk provinsby i 1930’erne.
Dagene ligner hinanden, og ikke mange begivenheder er med til at bryde det vante liv. Kun højdepunkter som høstfest, dyrskuer og markedsdage er med til at bryde rutinerne.
Men en dag tramper elefanter pludselig ned ad hovedgaden.
En hel kolonne af de enorme dyr holder hinanden i halerne med deres snabler og får støvet til at lette fra vejen. Bag elefanterne følger klovne på meterlange stylter og jonglører, som sender deres kegler højt til vejrs.
En mand i leopard-trikot går forbi, mens han bøjer en jernstang med sine svulmende muskler. Og bagerst kommer cirkusprinsessen. Klædt i en perlebesat og udfordrende dragt står hun yndefuldt på ryggen af to kridhvide heste.
Hele byen sitrer af spænding, mens cirkusvogne slår ring på pladsen, og et kæmpe telt skyder op.
Nysgerrige børn strømmer til stedet, men holdes på afstand af arrige råb på fremmede sprog.
Om aftenen bliver forventningerne indfriet i den storslåede forestilling, hvor artister præsterer det umulige i trapezen, dyretæmmere stikker hovedet helt ind i løvernes gab, og klovne får tårer til at trille ned ad publikums kinder.
Dagen efter er det hele væk igen – telt, vogne, artister og dyr. Cirkusset er på vej til næste by, og indbyggerne må vente tålmodigt til næste år, hvor det farverige optog atter vækker provinsbyen fra hverdagens døs.
Cirkusforestillinger har turet lande og riger rundt siden 1830’erne. Men den egentlige opfinder af cirkus er en britisk vovehals ved navn Philip Astley.
Allerede fra ca. 1770 samler han – som den første i historien – heste-artister, linedansere og klovne i sin manege.
Hæren skabte en eliterytter
Hesteentusiasten Philip Astley var oprindeligt uddannet i et dragonregiment, hvor han havde skilt sig ud som en enestående dygtig rytter og hestetræner.
I løbet af syv år blev Astley oversergent og fik ansvar for at tilride regimentets nye heste. Men som søn af en simpel møbelsnedker havde soldaten nået grænsen for, hvor langt han kunne nå.
Astley var blot 24 år, og fremtiden tegnede dræbende kedsommelig. Men så fik han en åbenbaring.
Ved et gæstgiveri uden for London så oversergenten en rytter, der var i stand til at stå på ryggen af to løbende heste. Manden kunne endda holde balancen, da dyrene sprang over lave forhindringer.
Opvisningen imponerede Astley, og han noterede sig også, hvor mange penge gæsterne lagde i rytterens hat bagefter. Drømmen om en fremtid i show-business var født.
Philip Astley blev kendt som en mesterrytter i militæret.
Cirkusopfinder var hestegal
Philip Astley var søn af en møbelsnedker, men ønskede ikke at træde i sin fars fodspor.
Drengen interesserede sig kun for heste og lærte sig selv at ride. Som 17-årig – i 1759 – stak Astley hjemmefra og meldte sig til et dragonregiment, hvor han skilte sig ud som en enestående dygtig rytter.
Det meste af militærtiden tilbragte Astley i Nordtyskland, hvor briter og preussere kæmpede sammen mod især franske hære, og han deltog bl.a. i slaget ved Emsdorf i 1760.
Artister kæmpede om publikum
Hesteopvisninger var populær underholdning sidst i 1760’ernes England.
Kroværter indgik aftaler med dygtige ryttere, som underholdt med imponerende akrobatiske tricks, og bagefter betalte gæsterne gerne rundhåndet.
Til gengæld måtte rytterne konkurrere benhårdt, for de var mange om at dele publikums gunst. Det opdagede Philip Astley, da han forlod hæren for at prøve lykken på egen hånd.
Hvis eks-dragonen skulle have succes, måtte han studere de erfarne rytteres metoder. Derfor indyndede han sig hos to mænd, som hele tiden forsøgte at overgå hinanden, fordi de kæmpede om retten til at underholde gæsterne uden for en kro.
Den ene mand var langt overlegen som rytter. Konkurrenten var imidlertid en større entertainer, hvis trup også talte mandens kønne hustru og en veldresseret hest, der var trænet til at udføre solo-kunster.
Astley øvede sig, til han var i stand til at udføre de to mænds numre. Derefter gav han sig til at øve med sin hustru, Patty, så hun også kunne få en rolle i det kommende show. Og endelig trænede han den kvikke lille hest Billy, så den kunne lystre en stribe diskrete kommandoer.
Endelig var Astley klar til at møde publikum. Men han nægtede at gøre som andre ryttere, hvis indkomst afhang af, om de kunne få aftaler med Londons kroer.
Eks-oversergenten gik sine egne veje og sigtede højt fra første dag.
Philip Astleys første arenaer lå i nærheden af Themsen og var omgivet af et plankeværk, som skulle forhindre folk i at overvære forestillingen uden at betale entre.
Astley satsede alt
En tidlig forårsdag i 1768 trængte et skingert hornsignal gennem den konstante gadestøj ved broen Westminster Bridge i London. Da lyden af hornet døde hen, lød en dyb og kraftfuld sergentrøst:
“Træd nærmere. Træd nærmere, mine damer og herrer, og se den forbløffende opvisning af bedrifter på hesteryg”.
Stemmen tilhørte den høje og muskuløse Philip Astley, der tog sig imponerende ud i dragon-uniform på ryggen af en kridhvid stridshingst.
“Næsten 20 numre på en, to og tre heste”, lovede Philip Astley, mens han bøjede sig i sadlen og rakte flyvesedler til de nærmeste.
“Hver aften hele sommeren, bortset fra søndag. Derovre er rideskolen”, erklærede han og pegede dramatisk over floden Themsen med sin trukne sabel.
“Rideskole” var en flot betegnelse for den sumpede brakmark, Philip Astley havde lejet på den modsatte side af floden. Men fordelen var, at området både lå nær broen og en trafikeret landevej.
Desuden var marken omgivet af et plankeværk, så ingen kunne se showet uden at have købt billet. Entreindtægter var i den grad tiltrængte, for Astley havde brugt alle sine penge på jordleje og heste.
Showet var i det hele taget et kæmpe sats. I modsætning til andre heste-akrobater, der opsøgte publikum ved fx kroer, skulle gæsterne nemlig komme til Astley.
I en hel uge red han derfor gennem Londons gader, mens han blæste i trompet, råbte sig hæs og uddelte flyveblade. Så oprandt omsider premieredagen, der skulle afgøre hans fremtid.
Brakmark forvandlede sig til arena
Philip Astley havde nerverne uden på tøjet, da han åbnede porten til sin improviserede arena 4. april 1768.
Til hans store lettelse ventede en lille flok uden for plankeværket, og i løbet af den næste time sivede flere til.
En siddeplads på groft sammentømrede bænke kostede en shilling, mens de nærige eller fattige slap med seks pence for at stå op.
Gratister ved plankeværkets sprækker jagede Astley til gengæld væk med sin kraftfulde sergentrøst.
Cirkus samlede “hjemløse” artister
Publikum elskede tryllekunstnere
Ligesom akrobater var tryllekunstnere vagabonder, som publikum oplevede på markedet.
I cirkus blev de en uundværlig del af forestillingen, og tilskuerne følte sig dårligt underholdt, hvis de ikke havde set genstande svæve frit i luften og levende fugle komme ud af æg.
Fra markeder til manege
Inden cirkus opstod, flakkede akrobater om på evig jagt efter publikum.
De optrådte på fx markeder, teaterpladser og andre steder, hvor folk samledes.
Tilværelsen blev mere stabil for akrobaterne, da de fik plads i cirkus-trupperne og en andel i billetindtægterne.
Forviste klovne fandt et hjem i cirkus
Klædt i pjaltet tjenerdragt udførte klovnefiguren narrestreger sammen med Harlekin i de såkaldte harlekinader.
Forestillingerne afsluttede ofte almindelige teaterstykker, men da det engelske teater gik i en mere alvorlig retning i 1700-tallet, blev pantomimespillene bandlyst.
Klovnene fik i stedet plads hos Astley og andre cirkusdirektører, som gerne skruede op for den folkelige underholdning.
Omsider markerede en trommehvirvel, at opvisningen skulle til at begynde. Lyden kom fra det vakkelvorne tag over et dueslag, hvor eks-militærmanden havde anbragt en ung mand, som fik lidt småpenge for at skabe stemningsfuld underlægningsmusik.
Astley red nu ind i arenaen på sin hvide hest, Gibraltar.
Efter en kort præsentation lod eks-dragonen hesten ride i ring, mens han rejste sig og stod på dens ryg. Astley havde nemlig opdaget, at cirkelbevægelsen skabte centrifugalkraft, som pressede ham ned i sadlen og gjorde det nemmere at holde balancen.
Astley stod på ét ben, red baglæns og stod endelig på hovedet, mens Gibraltar fortsatte sit ridt.
Hesten holdt retningen og tempoet, også selvom Astley affyrede pistolskud.
En hest mere blev ført frem i arenaen, og balancerende med en fod på ryggen af hver af dem red dagens stjerne hen over forhindringer uden at falde af.
Patty Astley overtog herefter forestillingen og udførte flere numre iført flagrende skørt.
Dermed var historiens første cirkusforestilling forbi. Showet havde givet en pæn fortjeneste. Men pengene skulle række langt, for den lille trup var prisgivet vind og vejr.
Direktør udvidede trup
I løbet af sommeren tvang regn Astley til at aflyse flere forestillinger, og med efterårets komme var sæsonen forbi.
Han efterlod sin gravide hustru i London og begav sig ud på landet for at optræde på markeder i små provinsbyer.
Sidst på året vendte Astley hjem med store planer og lommerne fulde af mønter. For pengene overtog han en konkurstruet tømmerhandel, der lå nær hans hidtidige “rideskole” i arbejderforstaden Lambeth.
Snart var en hær af håndværkere i gang med at restaurere og male alt træværk i spektakulære farver. Siden kom overdækkede tribuner og til sidst et dække af sejldug over manegen.
Med åbningen af “Astley’s Riding School” i 1769 havde eks-dragonen sat en helt ny standard for underholdning og fundet en niche, som han havde fuldstændig for sig selv.
Alle de nærmeste konkurrenter optrådte stadig foran kroer, mens han havde sin egen runde arena, trykte programmer og samlede en voksende trup.
Astley havde nemlig tænkt sig at udvide sit hesteshow til en festforestilling af numre, som på skift skulle forbløffe, henrykke og forfærde publikum.
Fra midten af 1800-tallet blev trapezen en del af forestillingerne.
Jonglører, linedansere og tryllekunstnere kom på programmet i “Astley’s Riding School”.
Andre blev også en del af showet: klovnen Fortunelly og Signor Colpi, hvis speciale var at jonglere med børn – med fødderne. Nogle af de optrædende var udlændinge, mens andre blot antog fremmede navne for at virke eksotiske.
Vægtløfteren – en hidtil ukendt form for underholdning – holdt dog fast i sit engelske navn, Hawtin.
Truppen nød godt af den faste indtjening, som forestillingerne sikrede dem. Til gengæld måtte de finde sig i, at den tidligere oversergent Astley behandlede dem, som var de rekrutter i hans personlige hær.
“Han havde ry for at bruge pisken lige flittigt på sine to-benede og fire-benede optrædende”, skrev den berømte forfatter Charles Dickens, da han i 1800-tallet berettede om historiens første cirkus.
Ofte fik ingen lov at gå til måltiderne, før alle numre var øvet til perfektion.
Men Astley stillede endnu større krav til sig selv, for han og hans heste forblev forestillingernes grundpille. Og den tårnhøje og hærdebrede Philip Astley vandt efterhånden ry for at være en uforfærdet vovehals blandt londonerne.
Heste-akrobat skabte den perfekte manege
I 1769 omskabte Philip Astley en forfalden tømmerhandel til en udendørsscene.
Siden byggede han utrætteligt videre, indtil en af Londons mest pompøse bygninger – “Royal Amphitheatre” – knejsede på grunden. Her satte Astley standarder, som cirkusser har fulgt lige siden.
Alle tilskuere kunne se showet
I almindelige teatre kunne de bagerste tilskuere hverken se eller høre skuespillerne. Hos Astley sad publikum på få rækker rundt om manegen og havde frit udsyn.
Arena havde plads til tre heste
Manegen havde en diameter på præcis 13 m – den plads, tre heste skulle bruge, når de red i cirkler med Astley stående på ryggen. Nutidige cirkus-maneger har samme størrelse.
Musik skabte stemning
Toner fra musikanter og senere hele orkestre ledsagede forestillingen, og ikke mindst trommehvirvlen blev vigtig.
Artister fik tag over hovedet
I Philip Astleys endelige “Amphitheatre” var ikke kun publikum, men også artisterne under tag. Bygningen blev forgænger for det mobile cirkus-telt.
Klovne blev del af showet
Philip Astley så tidligt værdien i et varieret program. Hans dresserede heste blev suppleret med klovne, jonglører og ildslugere.
Dyr optrådte som artister
Heste skulle ikke blot ride roligt rundt, mens Philip Astley udførte spektakulære numre på deres ryg. Dyrene var også selv artister, som cirkusdirektøren havde trænet til at tælle, spille døde og servere te.
Programmet var ren efterligning
Astley sprang ned fra løbende heste og op igen, udførte korttricks stående på sadlen og mange andre numre, som forekom tilskuerne umulige.
De færreste vidste, at han havde hentet rigelig inspiration udefra.
Selvom Astley oplevede succes, kiggede cirkusdirektøren stadig konkurrenterne grundigt over skuldrene.
Når en anden rytterartist samlede et lommeur op fra jorden i fuld galop, gjorde Astley snart det samme – blot med en mønt i stedet for et ur. Og bind for øjnene. Hvis en anden trænede sin hest til at skænke te med tænderne, lærte Astley sin kloge Billy at brygge teen først.
“En brav, drabelig fyr, som kunne have båret en okse ud på sine skuldre og bagefter have spiste den” Charles Dickens om Philip Astleys lærling Charles Hughes
I programmet for Astleys forestillinger hed Billy “Den lille lærde militærhest”, og Astley arbejdede utrætteligt på at træne den.
Hesten kunne falde omkuld og ligge død på manegens savsmuld, mens Astley reciterede et sørgmodigt digt, og så pludselig vågne til live igen ved en bestemt verslinje.
Billy kendte tilsyneladende også til matematik, for han talte ved at stampe i jorden med en hov. Publikum var tilpas langt borte til, at ingen kunne høre Philip Astleys små kommandoer før hvert hovslag.
Næsten hele cirkuschefens repertoire var stjålet fra andre, men derpå gjort større, sværere og mere imponerende.
Alligevel blev den succesfulde showmand harmdirrende, da han selv blev udsat for industri-spionage fra en ny konkurrent.
Charles Hughes var en eminent dygtig rytter, som Philip Astley havde optaget i sin trup.
I takt med at direktøren selv måtte bruge mere og mere tid på forretningen, fik den unge stjerne en fremtrædende rolle under forestillingerne.
Han blev hjemme for at holde showet i gang i London, mens Astley selv rejste til Frankrig i 1772, hvor han var inviteret til at optræde for det kongelige hof. Ligesom Astley var Hughes en kæmpe med en imponerende fysik.
Elefantnumre har været en væsentlig del af cirkusunderholdningen siden 1800-tallet.
Verdens største show måtte lukke og slukke
I 2017 annoncerede det amerikanske cirkus “Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus”, at det lukkede efter 146 års virksomhed.
Forklaringen var høje omkostninger samt dalende billetsalg, der bl.a. hang sammen med opgivelsen af elefantnumre i 2016.
Fravalget af elefanter skyldtes officielt besværet med, at USA lokalt havde forskellige bestemmelser for, om dyret kunne bruges i shows.
Beslutningen kan dog også hænge sammen med, at cirkusset i 2001 var blevet beskyldt for at behandle elefanter dårligt.
“Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus” markedsførte sig som verdens største show og kørte to sideløbende forestillinger – den blå og den røde.
Hvert show var opbygget af tre maneger og blev transporteret med et ca. 1,5 km langt tog, der bestod af omkring 60 vogne: 36 passagervogne, fire kreaturvogne og 20 fragtvogne.
Fra 2003 til 2015 turnerede cirkusset desuden med et mindre én-manegeshow –“Gold Tour” – der blev transporteret med lastbiler i stedet for tog.
“En brav, drabelig fyr, som kunne have båret en okse ud på sine skuldre og bagefter have spiste den”, skrev Charles Dickens senere om ham.
Da Astley vendte tilbage fra Frankrig, var alt forandret. Få hundrede meter fra “Astley’s Riding School” stod nu “Hughes’ Riding School”, hvis forestillinger var en tro kopi af originalen.
Eleven havde revet sig fri fra sin læremester, og en livslang konkurrence mellem de to mænd tog nu sin begyndelse.
Astley forsøgte at kvæle sin nye rival i opstarten ved offentligt at beskylde Hughes for at plagiere. Men det gav blot gratis omtale til det nye hesteshow, som mange londonere slet ikke havde hørt om endnu.
Snart forsøgte de to konkurrenter at overgå hinanden med de mest storslåede forestillinger.
Programmet for et af Hughes’ shows lovede en “mere enestående opvisning end nogensinde før”. Hughes lovede bl.a. at løfte en kvinde over sit hoved, mens han red på en hest i fuld galop.
Rivaliseringen mellem de to store artister gav londonerne bedre underholdning end nogensinde før. Men den indædte konkurrence tiltrak også opmærksomhed fra kræfter, som ønskede at knuse Hughes og Astley.
Et musikalsk æsel optrådte i cirkus Barnum & Bailey.
Loven satte stopper for cirkusfesten
Scenekunst i London var kraftigt reguleret i 1700-tallet.
Kun Det Kongelige Teater i Drury Lane og Operahuset i Covent Garden havde ret til at vise skuespil på permanent basis, alle andre måtte søge om tilladelse, som kun blev givet med store restriktioner.
Hesteshows var begyndt at trække gæster væk fra de to ærværdige scener, som tog kampen op.
I 1773 blev først Hughes og siden Astley fængslet. Anklagen lød, at mændenes forestillinger rummede så meget skuespil og pantomime-teater, at de brød reglerne groft. Ingen af de to mænd havde skaffet den nødvendige
tilladelse.
Fangerne var snart fri igen. Men de havde fremover forbud mod at tilbyde publikum andet end rene hesteopvisninger, og efter et par års juridisk tovtrækkeri forlod mændene London.
Hughes begav sig ud på en otte år lang europa-turne, mens Astley, der nu var over 30 år, flyttede showet til Dublin og Paris.
Franskmændene elskede det nye “Amphitéâtre Anglais”, som bød på billig underholdning til folket.
De kongelige var også begejstrede, og ifølge overleveringen blev dronning Marie-Antoinette en stor beundrer af Astley, som hun kaldte sin “Engelske Rose”.
Paris havde dog også regler for skuespil, og efter sin tordnende succes fik Astley igen forbud mod at vise andet end heste-optrædender.
Frem for atter at slås i retten valgte briten blot at omgå reglerne. Astley byggede en letvægtsscene, som kunne placeres på ryggen af otte heste, og på dette gyngende underlag fortsatte showet som før.
Juridisk set var jonglører, klovne og tryllekunstnere jo til hest, når de optrådte på Astleys mobile manege.
Forestillingerne fortsatte i Paris frem til den franske revolution, men Astley vendte selv hjem til London inden da. Her var Hughes også ankommet, og de to rivaler genoptog deres gamle slagsmål.
Benneweis blev landets berømteste cirkus op gennem 1900-tallet. Til højre ses Eli Benneweis, der var cirkussets direktør i mere end 45 år.
Indvandrersøn skabte legendarisk cirkus
Gottfried Benneweis var søn af en tysk indvandrer, der sammen med sin hustru havde ernæret sig som omrejsende musikant i Danmark.
Gottfried havde dog større ambitioner, og i 1887 grundlagde han Cirkus Benneweis (oprindeligt hed familien Binneweitz).
Den første cirkustrup var meget beskeden med ganske få artister ud over Gottfried selv, hustruen Marie, to heste og nogle få andre dyr. Men et cirkus-dynasti var grundlagt, og fra den beskedne begyndelse voksede Cirkus Benneweis til et af landets største.
Cirkusset blev videreført af Gottfrieds efterkommere og turnerede i i alt 128 år, indtil familien i 2016 valgte at holde en pause. Det forlyder, at Benneweis arbejder på at genopstå i en helt ny form inden 2020.
Cirkus drog på farten
Astley havde opfundet alt det, eftertiden forbinder med cirkus. Men Hughes blev ophavsmand til navnet.
På sin gamle grund opførte han i 1782 en ny arena, som fik navnet “Royal Circus, Equestrian and Philharmonic Academy”. Ordet cirkus betyder cirkel eller ring og henviser til manegens form.
Eks-oversergenten nægtede at lade sig overgå, og han ombyggede snart sin egen arena, så den overgik Hughes’ i pomp og pragt. Kun navnet kopierede han aldrig – Astleys arenaer, der voksede til en kæde, fik i stedet navnet amfiteatre.
Da ejeren ikke længere selv kunne udføre hesteopvisninger pga. alder, overlod han opgaven til bl.a. sønnen John.
Selv tog Astley opstilling midt i manegen, hvor han dirigerede showet. Rollen som sprechstallmeister var født. Han eksperimenterede også lidt med eksotiske dyr.
“Den smukke zebra vil træde omkring til beskuelse af adelige, bedsteborgere og andre”, lokkede et af hans flyveblade. Men heste forblev hovedattraktionen frem til Philip Astleys død i 1814.
Sønnen John fulgte ham i graven blot fem år senere, og andre drev forestillingerne videre i amfiteatret i London, indtil det endelig blev revet ned i 1893.
På den tid levede cirkus-folket ikke længere på faste adresser. I USA var permanente bygninger blevet erstattet af store telte allerede i 1830’erne, så cirkus kunne bringes ud til hver en flække i landet – en idé, der bredte sig til Europa.
Ånden var dog præcis den samme, som da Astley første gang optrådte foran publikum. Når cirkus kom til byen, ventede en oplevelse, hvor magi og eventyrligt vovemod udfordrede grænserne for det menneskeligt mulige.