Caravaggio – maler og morder

Det er hverken første eller sidste gang, at kunstneren er involveret i en blodig batalje. Gang på gang bringer Caravaggios mørke sider ham i vanskeligheder, og til slut vil de knuse én af verdenshistoriens mest geniale og nyskabende kunstnere.

Caravaggio flygtede fra byldepest

Caravaggio kom til verden i 1571 på en af kalenderens vigtigste dage: Ærkeenglen Michaels helgendag, den 29. september. For at markere dagen gav forældrene den nyfødte navnet Michelangelo.

Drengens far, Fermo Merisi, var bygmester i Milano og arbejdede for den indflydelsesrige adelsfamilie Colonna. Forbindelsen sikrede familien en god, fast indkomst og en lille ejendom, så fremtiden tegnede lys. Men fire år senere ramte tragedien. Milanos indbyggere fik feber og ildelugtende bylder, før de led en smertefuld død. På bare to måneder kostede byldepesten hele 10.000 mennesker livet.

Familien Merisi måtte flygte til Caravaggio, byen, som Michelangelo siden skulle optage i sit navn: Michelangelo Merisi da Caravaggio. De slog sig ned på en lille plet jord og ventede på, at pesten skulle rase ud.

Da det endelig skete, var alt forandret. Caravaggios far, onkel og bedstefar lå på kirkegården, og uden de mandlige familiemedlemmer til at forsørge familien blev kårene trange. Da Caravaggio fyldte 13 og dermed var gammel nok til at klare sig selv, pakkede han vadsækken og tog tilbage til Milano.

Myrdede allerede som ung

I Milano lykkedes det Caravaggio at få en læreplads hos kunstmaleren Simone Peterzano. At være maler var på Caravaggios tid en lukrativ levevej. Den katolske kirke samt fyrster og rigmænd efterspurgte religiøse værker, portrætter og loftsdekorationer i stort antal – med lidt flid kunne selv en middelmådig kunstner gøre maleriet til sin levevej.

Selvom Caravaggio i sin kontrakt, underskrevet den 6. april 1584, lovede at tilbringe de næste fire år med at lære at “male og øve sig nat og dag”, tyder intet på, at han tog sit erhverv særlig alvorligt. Til gengæld havde han travlt med at udforske Milanos lyssky kvarterer, og her var nok at se på.

Byens ærkebiskop udråbte forarget Milano til “Syndens by”, og gaderne vrimlede da også med svindlere, alfonser, prostituerede og voldsmænd. Gaderøverier og anden kriminalitet florerede, og antallet af mord steg støt op gennem 1580’erne.

Caravaggio slugte det hele med nysgerrige øjne og holdt sig heller ikke tilbage. Den unge mand havde ordensmagten i hælene, og en dag, han ikke kunne undslippe, trak han sin kniv og dræbte et medlem af Milanos politistyrke.

Hvordan mordet helt nøjagtig foregik, ved historikerne ikke, men den samtidige kunsthandler Giulio Mancini, som kendte Caravaggio og skrev en biografi om ham, beretter, at en prostitueret var involveret.

Efter mordet flygtede Caravaggio i første omgang til sin hjemby. Ved at sælge nogle af familiens ejendele skaffede han penge til at forlade hertugdømmet Milano, som hørte under den tysk-romerske kejser.

Caravaggio hånede kunstverdenen

Caravaggio hastede over grænsen til Kirkestaten – et stort område i Mellemitalien, som tilhørte paven. Flygtningen slog sig ned i Rom, som var fyldt med muligheder for enhver, der drømte om at slå en streg over fortidens synder og begynde på en frisk.

For Caravaggio var den største fordel imidlertid, at hertugdømmet Milanos myndigheder ikke længere kunne røre ham. Italien var på Caravaggios tid et kludetæppe af selvstændige stater og kongedømmer. De forskellige herskere bekrigede ofte hinanden og kunne ikke drømme om at efterkomme udleveringskrav fra en nabostat.

Da Caravaggio kom i 1592, vrimlede Rom med forhutlede flygtninge fra Støvlelandets talrige krige, og kriminaliteten florerede i den hellige stads smalle gyder.

Caravaggio genoptog sin gamle vane med at opsøge storbyens skyggesider. Samtidig søgte han arbejde, og igen havde han heldet med sig. Han blev ansat hos Giuseppe Cesari, medlem af Roms fornemme malerakademi, Accademia di San Luca.

Som den nederste på Cesaris rangstige blev Caravaggio sat til det kedeligste og mindst værdsatte arbejde: At male blomster og frugter. Om natten var han henvist til at sove på en måtte af strå i et hjørne af atelieret. Men opgaven ærgrede ikke Caravaggio, for mens han sled med at give liv og glød til æbler og kronblade, opdagede han sit talent for at male.

Opmuntret begyndte han at eksperimentere. Med moderne udstyr har nutidens forskere afluret Caravaggios usædvanlige teknik: Han lavede hverken skitser eller gjorde andet forarbejde. I stedet malede han direkte på det store lærred – og penslen formåede at gengive, hvad han havde udtænkt.

Mens tidligere malere portrætterede gudesmukke skikkelser i perfekte omgivelser, afspejlede Caravaggios værker verden, som den så ud i virkeligheden. Hans første kendte billede, som forestiller vinguden Bacchus, viser en lille tæt, sorthåret mand med fyldige læber – nemlig Caravaggio selv.

Caravaggio vidste, at han udfordrede den etablerede kunstverden, og tanken morede ham. I selvportrættets forgrund placerede han to fuldmodne ferskner. I datidens slang betød fersken en ung mands bagdel, og for samtiden var budskabet ikke til at tage fejl af: Kys min røv!

Caravaggio gik amok på tjener

Kort tid efter at Caravaggio havde lagt sidste hånd på selvportrættet, brød han med Cesari. Til Caravaggios held fik den velhavende kardinal Francesco Maria del Monte øje på hans malerier og bad den unge kunstner flytte ind på sit palads – for under den italienske renæssance var det forbundet med stor prestige at være mæcen for en talentfuld kunstner.

Støtten gav Caravaggio muligheden for at eksperimentere på livet løs. Da del Monte bad ham udføre et loftsmaleri, demonstrerede Caravaggio kækt sin sans for perspektiv ved at male de romerske gudefigurer set nedefra.

I 1599 fik Caravaggio gennem del Monte sin store chance. Præsterne ved San Luigi dei Francesi-kirken var i panik. Den næsten færdigbyggede gave fra Frankrigs dronning, Katarina af Medici, manglede at få færdiggjort sit fornemme gravkapel. Arbejdet var stærkt forsinket, og præsterne havde desperat brug for hjælp.

Del Monte foreslog at sætte den relativt uprøvede Carvaggio på sagen. Præsterne, der ikke turde sige den magtfulde kardinal imod, samtykkede modvilligt. Også for Caravaggio stod meget på spil. Hvis værket ikke faldt i kirkens smag, kunne han se frem til at male opsatser med frugt resten af livet.

Maleriet blev en stor succes. Værket skildrede den bibelske scene, hvor Jesus beder Matthæus om at blive hans discipel. Med undtagelse af Jesus-skikkelsen lignede personerne mennesker, som de så ud på Caravaggios tid, og det gav beskueren følelsen af at befinde sig midt i bibelhistorien. Caravaggios rival Giovanni Baglione vrissede, at værket blev “overdrevent rost”, men nye bestillinger strømmede ind hos opkomlingen.

Caravaggios succes frustrerede andre malere. Kollegaen og rivalen Annibale Carracci rynkede på næsen af Caravaggios jordnære malestil. “For realistisk”, fnøs han.

Caravaggio blev rasende og svor at hævne fornærmelsen. Carracci og Caravaggio blev betragtet som tidens førende romerske malere, og tilfældighedernes spil ville, at de på samme tid skulle dekorere hver sin væg i et kapel i kirken Santa Maria del Popolo. Her så Caravaggio sit snit til at betale Carraci tilbage. Han udførte sit maleri, så den hest, som udgjorde hovedmotivet, trodsigt vendte rumpen mod rivalens værk.

Sjældent var Caravaggio dog så raffineret, når han reagerede på en fornærmelse. I 1600 sårede han under et slagsmål en lejesoldat med sit sværd og overfaldt en ung maler. Vold var udbredt i datidens Italien, og slagsmål blev accepteret, når formålet var at forsvare det vigtigste, en mand ejede: Hans ære. Men Caravaggio var i sjælden grad både hidsig og perfid.

Da rivalen Giovanni Baglione i 1602 hånede et af Caravaggios værker, “Kærligheden overvinder alt”, plastrede maleren Roms pladser til med fornærmende løbesedler. Teksterne udråbte Baglioni til en “sølle hanrej” og lod hans navn rime på coglione – testikler, som på datidens slang betød kæmpeidiot.

I april 1604 gik Caravaggios temperament ud over en tjener, som ikke kunne forklare, hvordan artiskokkerne på tallerkenen var tilberedt.

“Han blev vred, og uden et ord greb han tallerkenen og slog mig med den på kinden. Så rejste han sig og greb sin vens sværd. Men jeg kom på benene og skyndte mig herhen til politiet for at klage”, forklarede den chokerede tjener ifølge myndighedernes rapport.

Caravaggio ville være ridder

Anklager om vold, hærværk og slagsmål indløb i en lind strøm. Talrige politirapporter berettede, at balladen i stigende grad drejede sig om Lena og Fillide – to prostituerede, som Caravaggio havde et forhold til, og som han betalte for at stå model til sine malerier.

Også navnet Ranuccio Tomassoni forekom hyppigere og hyppigere i anmeldelser fra forsommeren 1606. Meget tyder på, at han og Caravaggio kæmpede om Fillides gunst. Striden kulminerede den 28. maj, da de to rivaler mødtes til duel på tennisbanen midt i Rom.

Caravaggio satte sit første stød ind mod Tomassonis lyske, da modstanderen snublede og faldt – og det var næppe nogen tilfældighed. Kunstneren forsøgte formentlig at kastrere ham – i den italienske renæssance en kendt, omend temmelig ufin, metode til at slippe af med rivaler. Caravaggio ramte uheldigvis Tomassonis pulsåre, og blodet stod ud i tykke stråler.

Raseriet mod rivalen var stadig så stort, at Caravaggio ikke kunne stoppe her. Han hævede sværdet til endnu et hug, men en af sekundanterne sprang frem og slog hidsigproppen omkuld. Dermed reddede han Roms førende kunstmaler fra en dom for overlagt mord, men Tomassoni stod ikke til at redde. Mens livede ebbede ud af ham, skyndte Caravaggio sig bort.

Ifølge loven ville han blive dømt fredløs inden for Kirkestaten, der dækkede omkring en fjerdedel af den italienske halvø. Hvis Tomassonis familie eller venner fangede ham, måtte de straffrit slå ham ihjel. Fortumlet flygtede Caravaggio til kongedømmet Napoli.

Flugten fra Rom var et alvorligt tilbageslag for Caravaggios karriere. I Kirkestaten var han blevet en stjerne, og kunstgeniet ville for alt i verden tilbage til byen hurtigst muligt. I Napoli lagde Caravaggio derfor en plan, som skulle skaffe ham pavens tilgivelse. Planen gik ud på at sejle til en lille klippeø mellem Sicilien og Nordafrika: Malta.

Øen var kontrolleret af johanniterordenen, der var blevet grundlagt under korstogene i 1100-tallet. Ordenen hørte i 1600-tallet under den katolske kirke og udgjorde en højt værdsat eliteenhed i kampen mod muslimerne. Ved at indynde sig hos ridderne håbede Caravaggio at vise paven, at han var en from og angrende katolik, som fortjente en chance til.

Malta tog imod med kyshånd

Caravaggio blev vel modtaget på Malta, og ordenens stormester, Alof de Wignacourt, beundrede malerens fængende billeder. I juli 1608 blev kunstgeniet tildelt en guldkæde og var dermed optaget i johanniterordenen.

Alt gik planmæssigt, men idyllen varede ikke ved. Caravaggio kunne ikke holde sig fra slagsmål. Han blev smidt ud af ordenen og sat i fængsel. Mod alle forventninger lykkedes det ham at flygte fra både fængslet og øen. Caravaggio fandt vej til Sicilien, men her opførte han sig mere og mere paranoidt; fx sov han altid med tøjet på og sværdet ved sin side.

Samtidig forsøgte han desperat at formilde den skuffede stormester på Malta – bl.a. ved at sende ham maleriet “Salome med Johannes Døberens hoved på et fad”. Motivet var bibelsk, men symbolikken og hentydningen til Caravaggios egen situation kunne ingen tage fejl af.

I efteråret 1609 modtog kunstneren omsider godt nyt: Den adelige milanesiske Colonna-familie arbejdede på – gennem sine forbindelser til magtfulde kardinaler i Rom – at få paven til at benåde Caravaggio. Opmuntret sejlede han til Napoli.

Men Rom var ikke den italienske halvøs eneste by med et blakket ry. Også Napoli havde dårlige kvarterer plaget af vold og røverier. I værtshuset “Osteria del Carriglio”, som var populært blandt kunstnere, faldt Caravaggio i et baghold. En kriminiel overfaldt ham og plantede sin kniv i hans ansigt.

Skamferet begav Caravaggio sig året efter mod Rom efter at have hørt nyt om, at paven snart ville benåde ham. Den 9. juli 1610 rejste Caravaggio nordpå med skib og havde flere nye værker med i lasten. Noget gik imidlertid frygtelig galt.

Da skibet lagde til i en af Kirkestatens havne, blev Caravaggio arresteret, fordi nyheden om hans forestående amnesti endnu ikke var nået frem. Da Caravaggio omsider fik overbevist myndighederne om, at han snart ikke længere ville være fredløs, var hans skib sejlet – og malerierne lå stadig i lastrummet.

Caravaggio hastede mod den toscanske havn Porto Ercole i forsøget på at indhente skibet dér. Men ved ankomsten var han syg og nedbrudt.

“Han blev lagt i seng med en ondartet feber. Her blev han overladt til sig selv, og få dage senere døde han lige så ynkelig, som han havde levet”, skrev maleren og konkurrenten Giovanni Baglione.

Knogler afslørede dødsårsagen

Caravaggio udåndede den 29. september 1610, få dage før pavens officielle benådning nåede frem. Mange har siden spekuleret over, hvad der tog livet af den kun 38-årige Caravaggio. I 2010, 400 år efter malerens død, fandt arkæologer under udgravninger i Porto Ercole et sæt knogler, som “med 85 procents sikkerhed er Caravaggios jordiske rester”, forklarede forskerne.

Undersøgelser offentliggjort i det anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet fastslår, at Caravaggio efter alt at dømme døde af en infektion med bakterien Staphylococcus aureus.

Infektionen var formentlig resultatet af det sår, som Caravaggio pådrog sig i Napoli. Malerens hidsige temperament og hang til snuskede værtshuse havde til sidst indhentet ham.