Den tyske arkæologiprofessor Stefan Lehmann har gennem to årtier opsporet forfalskninger af antikke bronzehoveder, der er blevet solgt på kunstauktioner i New York og London. I alt 50 hoveder finder han mistænkelige.
Et af dem befinder sig på det svenske museum for antikken, Medelhavsmuseet i Stockholm: Bronzehovedet af Alexander den Store blev købt på en auktion i London i 1982 og har siden været en del af museets samlinger.
Hovedet uden forhistorie
“Det er et smukt værk, der angiveligt stammer fra en privat samling. Og dér har vi også det første kritiske punkt: Den manglende herkomst”, siger professor Stefan Lehmann til magasinet HISTORIE.
Men det er umuligt at få styr på, hvor det blev fundet, og hvem, der har ejet hovedet i årenes løb. Professoren formoder, at det er produceret af en svindler, der i antikkredse går under navnet “Den Spanske Mester”.