Falske betjente gennemførte historiens største kunstkup

Kl. 1.24 summer dørklokken i vagtstuen, hvor Richard Abath opholder sig. Vagterne på museet har strenge instrukser om ikke at lukke nogen ind, ikke engang brandfolk eller politi, uden først at have fået tilladelse fra sikkerhedschefen. Men da mændene præsenterer sig som betjente fra Boston Police og fortæller, at de har modtaget en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i bygningen, beslutter Abath at se stort på reglementet. Han trykker politibetjentene ind – og slår dermed døren op til historiens største kunstkup.

Kort efter indser Abath, at han har begået sit livs fejltrin. Idet de to betjente træder ind i vagtstuen, forvandler de sig brat til forbrydere: De beordrer de to vagter til at stille sig med hovedet mod væggen. Sekundet efter smækker håndjernene om vagternes håndled.

“Hvorfor arresterer I mig?” spørger Abaths kollega Randy Hestand forskrækket.

“Vi anholder dig ikke, det er et røveri”, svarer den ene af de falske betjente kortfattet.

Derefter går det stærkt: Mændene fører de to vagter ned i museumskælderen og låser dem med endnu et par håndjern fast til vandrørene. Fangerne bliver kneblet og får viklet gaffatape om hænder, fødder og ansigt, mændene kan kun trække vejret gennem to små huller ved næseborene.

Inden røverne forlader museumsvagterne, fisker de mændenes kørekort op af pungen og slår fast, at de nu ved, hvor vagterne bor. “Lad være med at sige noget til nogen. Hvis alt går godt, vil I høre fra os om et års tid”, lover den ene.

Blot 24 minutter efter at tyvene er trængt ind i museet, løber de op ad marmortrapperne til første sal og ind i Dutch Room, “det hollandske rum”. Dette udstillingslokale med hvælvede lofter er museets store trækplaster og tæller uvurderlige værker af nogle af Europas største kunstgenier, heriblandt Rembrandt og Vermeer.

Tyvene løfter et af Rembrandts tidligste selvportrætter ned fra væggen og forsøger at vriste det 376 år gamle værk ud af sin forgyldte ramme.

Men Rembrandt nægter at give efter, så mændene efterlader maleriet på gulvet og kaster sig i stedet over andre perler af den hollandske mester. De skærer brutalt “Stormen på Genesaret Sø” ud af rammen – det stammer fra 1633 og er Rembrandts eneste marinemaleri – og snupper derefter “Kvinde og herre i sort” plus et selvportræt i frimærkestørrelse, beskedne 4,5 cm gange 5 cm måler det.

Fra et staffeli ved vinduet fjerner de “Koncerten”, som er malet i 1600-tallet af Rembrandts berømte landsmand Vermeer. Og inden de efter få minutter forlader rummet, rager de desuden et maleri af hollænderen Govaert Flinck og et knap 3.000 år gammelt kinesisk bronzebæger til sig. Det ca. 25 cm høje bæger, som står på et bord, er fra Shangdynastiet og er museets ældste klenodie.

Fra det hollandske rum bevæger tyvene sig gennem to udstillingslokaler til Short Gallery, “det korte galleri”, som ligger på samme etage og er et af de mindste i bygningen. Herfra, lige under et portrætmaleri af museets grundlægger, Isabella Stewart Gardner, tiltusker de sig fem dyrebare skitser tegnet af den franske kunstner Edgar Degas.

Inden de drager videre på togtet gennem museet, forsøger mændene at bakse en silkefane fra Napoleon 1.s hær fri af væggen, men må opgive at løsne de små skruer i ophængningen. I stedet tager de til takke med en ca. 20 cm lang, forgyldt ørn af bronze fra fanens top – ørnen er hærtegnet og symbolet for det kejserlige Frankrig.

Belæsset med tyvekoster styrer mændene ned i stueetagen og ind i Blue Room, “det blå rum”, hvor de skærer Manet-maleriet “Chez Tortoni” ud af rammen. Dette værk er det sidste af i alt 13 genstande, som Gardner-museet bliver lænset for denne skæbnesvangre forårsnat.

Kl. 2.45, præcis 81 minutter efter at tyvene har skaffet sig adgang til bygningen, smækker døren bag dem.

Mændene kører væk med tyvekoster til en anslået værdi af svimlende 500 millioner dollars – omkring tre milliarder kroner. Historiens hidtil største kunstkup er vel overstået. Og mens tyvene forsvinder i natten, venter de magtesløse sikkerhedsvagter i kælderen utålmodigt på at blive befriet for håndjern og tape.

“I vil høre fra os om et års tid”, har tyvene lovet vagterne. Lige nu ønsker de blot at høre lyden af et menneske, der kommer dem til undsætning.

Sensorer afslører tyvenes bevægelser

De to ansatte, der møder ind til morgenvagten på museet kl. 6.25, undrer sig. Normalt sørger nat­te­vag­ter­ne for at lukke dem indenfor, men denne søndag morgen, den 18. marts 1990, er kollegerne som sun­ket i jorden. De reagerer ikke på dørklokken, og de svarer heller ikke på telefonen, så vagterne kontakter bekymret deres chef, Larry O’Brien, som skynder sig hen til museet. Han skaffer sig adgang via bagindgangen og fornemmer øjeblikkeligt, at noget er ravende galt.

O’Brien kan ikke finde nattevagterne og slår alarm til politiet, som ankommer kl. 8.15. Efter at have gennemsøgt bygningen finder betjentene de to bagbundne og kneblede vagter i kælderen.

Hurtigt tegner der sig et billede af nattens raid. Tyvene har slået museets alarm og videoovervågning fra og efterfølgende taget båndene med sig, men overalt er der placeret sensorer, som har registreret forbrydernes bevægelser. Dermed kan politiet følge tyvetogtet minut for minut og fra udstillingslokale til udstillingslokale.

Forundrede konstaterer efterforskerne, at de falske betjente har holdt sig til stueetagen og første sal – på anden sal befinder sig ellers museets berømteste og dyrebareste værk, “Voldtægten af Europa”, som er malet af det italienske renæssancegeni Tizian. Det enorme værk hænger urørt på væggen, det samme gør malerier af Rafael og andre italienske mestre – alt sammen en ringe trøst midt i det uvurderlige tab.

Tomme rammer, mange af dem med rester af flænset lærred, hænger rundtom på væggene som smertelige tegn på, at kunsttyvene er vandaler snarere end kunstkendere. Uden at skele til værkernes værdi har de skåret lærrederne ud og formentlig rullet dem sammen, hvilket kan få den århundreder gamle maling til at krakelere og smuldre.

Netop den brutale fremfærd vækker politiets mistanke om, at amatører må stå bag. Især vækker det undren, at tyvene har brugt dyrebare minutter på at stjæle den forgyldte ørn, som ikke er meget værd, når nu de kunne have brugt tiden på at fjerne langt mere værdifulde genstande.

“Det forekommer indlysende, at tyvene ikke havde nogen idé om, hvad de skulle gå efter, eftersom Gardner-museets stolthed er de italienske malerier, først og fremmest Tizians “Voldtægten af Europa”, som af mange betragtes som det fineste italienske renæssancemaleri i USA”, skriver Time Magazine.

Men hvem de tilsyneladende ukræsne tyve er, er et spørgsmål, der skal vise sig vanskeligt, hvis ikke umuligt at besvare. Vagten Richard Abath og hans kollega kan kun byde ind med et sparsomt signalement af de to gerningsmænd: Den ene bar briller, og begge havde et mørkt, skinnende overskæg, som ifølge vagterne formentlig var falske.

På forbryderjagt i Canada og Japan

Ud fra den formodning, at kunstgenstandene med stor sandsynlighed vil blive – eller allerede er – ført ud af Massachusetts, overtager forbundspolitiet, Federal Bureau of Investigation, sagen. FBI efterforsker netop forbrydelser, der strækker sig på tværs af USA’s forbundsstater.

Men opdagerne har fortvivlende få spor at gå efter: Enkelte øjenvidner – unge på vej hjem fra fest og beboere i området – har skimtet mændene på forsædet af den parkerede bil foran museet fra omkring kl. 00.30 til 1.15, men de har ikke været tæt nok på til at kunne give en udtømmende beskrivelse af tyvene.

Den ene menes at være ca. 1,78 m høj, af medium kropsbygning og med mørkt, kort hår og firkantede briller. Den anden beskrives som højere og kraftigere, ca. 1,85 m og med sort strithår. Bilen, som de to mænd sad i, var lys og mellemstor, formentlig med en stor bagklap.

FBI’s teknikere finkæmmer hele museet i jagten på beviser, men finder intet – hverken fingeraftryk, skoaftryk, hår, tøjfibre eller DNA-spor, intet som helst. Gaffatapen, som vagterne er blevet bundet med, er en standardvare, som kan købes stort set overalt i verden, og håndjernene er af en type, som bliver langet over disken i stort tal i både sikkerhedsudstyrsforretninger og i sexbutikker.

Selvom værkerne er sat til en samlet værdi på 500 millioner dollars, er de reelt uvurderlige og på samme tid usælgelige – for det første pga. den hårdhændede behandling, for det andet, fordi kunstgenstandene er så berømte, at de er svære eller umulige at afsætte, selv til skruppelløse kunsthandlere på det sorte marked.

I håbet om et mirakel udlover Gardner-museet en dusør på én million dollars til den, der kan komme med afgørende oplysninger, som kan føre til de forsvundne skatte.

Udsigten til belønning fører til, at telefonerne begynder at gløde hos FBI. Tips i tusindvis vælter ind fra håbefulde mennesker, der øjner en let tjent formue: Clairvoyante hævder at kunne udpege det sted, hvor værkerne er skjult, mens en fængselsfange fortæller, at tyvekosterne befinder sig hos en kunsthandler i Frankrig.

Én mener at vide, at kuppet er bestilt af en græsk forretningsmand, som vil forære kunstværkerne som gave til sin overklassekæreste. Det spor ender som de andre blindt. Et andet tip bringer en FBI-agent til Toronto i Canada, hvor en mafiaboss har sat agenten stævne. Gangsteren hævder med sikkerhed at vide, hvor kunstværkerne befinder sig, og har tilbudt at vise tyvekosterne frem. Men mafiabossen dukker aldrig op til det aftalte møde og efterlader FBI-agenten med en lang næse.

Endnu en vildmand fører en agent til New York, hvor en to meter høj afroamerikaner påstår at kunne udpege kunsttyvene – men der hører visse be­tin­gel­ser med, skal det vise sig. Manden nægter at udtale sig, medmindre agenten indvilger i først at købe et maleri af Samuel Morse, opfinderen af morsesystemet. Efterforskeren afslår og må rejse tomhændet hjem.

Efter at have modtaget en henvendelse om, at “Stormen på Genesaret Sø” er blevet set i hjemmet hos en japansk kunstner med forbindelser til organiseret kriminalitet, flyver FBI-agenten Daniel J. Falzon i 1992 til Japan. Og ganske rigtigt pryder Rembrandts værk væggen hos japaneren – desværre er der blot tale om en dårligt udført kopi af det berømte maleri, så sporet ender blindt.

Efterforskningen afslører senere, at en tidligere dømt kunsttyv fra Californien ankom til Boston umiddelbart inden kuppet – og fløj hjem igen kort efter, forklædt som kvinde. Men manden viser sig at have sit alibi i orden – hans ærinde i Boston var at besøge sin elskerinde.

I 1994 modtager museumsdirektør Anne Hawley et brev, hvor en anonym afsender lover at levere tyvegodset tilbage mod en betaling på 2,6 mio. dollars. Hvis Gardner-museet vil acceptere den aftale, skal museet få The Boston Globe til at offentliggøre en kodet besked i en artikel i erhvervssektionen. Den hemmelige kode bliver trykt i avisen – men uden at brevskriveren nogensinde giver lyd fra sig igen.

FBI rystet af korruptionsskandale

Afhøringer af lokale gangstere, fængslede kunsttyve, anløbne antikvarhandlere og kendte samlere kaster intet gennembrud af sig, så på FBI’s anbefaling hæver Gardner-museet i 1997 dusøren til fem millioner dollars. I sommeren samme år får Boston Herald-reporteren Tom Mashberg, der har dækket kuppet fra første færd, en opsigtsvækkende henvendelse.

En lokal vaneforbryder og forhenværende antikvarhandler, den 38-årige William Youngworth, der flere gange har været inde at spjælde for bl.a. væbnet røveri, tager kontakt til journalisten og tilbyder at fungere som mellemmand mellem kunsttyvene og museet – mod at han selv får udbetalt hele dusøren. Han fortæller, at han ved, hvor “Stormen på Genesaret Sø” og ti af de øvrige tyvekoster befinder sig – og at han vil sende en chauffør, der kan hente Mashberg.

Natten til den 18. august 1997 kører chaufføren reporteren, der har fået bind for øjnene, til en forladt lagerbygning, ca. en time fra hjertet af Boston. Her bliver han modtaget af Youngworth, der med en lommelygte i hånden guider ham gennem de snirklede gange i den mørklagte bygning og ind i et aflåst rum, der bugner af skrammel.

Fra en kasse fisker Youngworth et stort paprør op og trækker forsigtigt et sammenrullet lærred ud. I skæret fra lygten kan Mashberg skimte de flossede kanter og også Rembrandts let genkendelige signatur.

“Vi har set det”, proklamerer en avisoverskrift i Boston Herald nogle dage senere.

Journalisten har bedt Youngworth om beviser for værkets autenticitet, og i oktober 1997 dumper en kuvert med mikroskopiske prøver af malingen fra Rembrandt-værket ned i Mashbergs postkasse. Han sender smulerne til et laboratorium, hvor mikroskopiundersøgelser afslører, at malingen er omkring 350 år gammel og stammer fra netop den hollandske re­gion, hvor Rembrandt skabte sin kunst.

Men Gardner-museet afviser, at malingen er fra “Stormen på Genesaret Sø” – de rester, som er fundet på gulvet under det stjålne maleri, er ifølge museets konservatorer overhovedet ikke magen til dem, Mashberg har modtaget. Dermed dør håbet om, at Youngworth vil kunne bringe de tabte værker tilbage til dagens lys.

Tilbageslaget betyder dog langtfra, at FBI opgiver ævred – politiet nærer mistanke om, at Youngworth i virkeligheden er stikirenddreng for James “Whitey” Bulger, der er Bostons berygtede og frygtede gangsterboss – han har adskillige mord, afpresning, narkohandel, ulovlig våbenhandel, røverier og hvidvask på samvittigheden.

Den irsk-amerikanske forbryder regerer som enevældig konge over Bostons kriminelle underverden og kan ifølge FBI enten have orkestreret eller bestilt kuppet. I det mindste må han efter politiets bedste overbevisning have sikret sig en pæn andel af tyvekosterne, sådan som han har for vane, når andre er trængt ind på hans territorium.

Men Bulgers rolle i kuppet bliver aldrig afdækket: I 1998 ryster en gigantisk skandale Boston, idet det viser sig, at Bulger siden 1975 har været meddeler for adskillige agenter fra den lokale FBI-afdeling og desuden har bestukket dem med formuer og flybilletter.

Som tak har agenterne holdt hånden over gangsteren, så han har kunnet drive sin lyssky gesjæft i fred.

At den ene tjeneste er den anden værd, står klart efter afsløringen af korruptionsskandalen: John Connolly, som er en af de agenter, Bulger har haft på lønningslisten, tipper gangsterbossen om, at en arrestation er umiddelbart forestående. Øjeblikkeligt forlader forbryderkongen byen og forsvinder som dug for solen.

Ny kunsttyv vækker mistanke

I årene efter Gardner-kuppet henter FBI flere gange en gammel kending af en kunsttyv ind til afhøring. Brian Michael McDevitt, som manden hedder, bor i Boston og har tidligere forsøgt et tilsvarende kup, og han er ligesom Bulger blandt politiets hovedmistænkte. I december 1980 planlagde McDevitt at stjæle dyrebare værker fra kunstmuseet The Hyde Collection i Glens Falls, New York.

Han og en medsammensvoren havde kapret en Federal Express-varebil og bedøvet chaufføren med æter. Iført Federal Express-uniformer satte mændene kurs mod Hyde-museet, men blev fanget i en trafikprop, hvor de sad uhjælpelig fast, indtil museet lukkede. Politiet opsporede den stjålne varevogn og pågreb de to mænd, som blev ført til stationen.

Bag i bilen fandt betjentene et detaljeret oversigtskort over Hyde-museet, 14 par håndjern, adskillige ruller gaffatape plus diverse knive, som formentlig var beregnet til at skære malerier ud af rammen med. McDevitt og hans kumpan blev dømt for overfald og forsøg på groft røveri og sendt i spjældet i knap et år.

Det er de slående ligheder i tyvenes fremgangsmåde i Boston og New York, som har bragt politiet på sporet af McDevitt. Men under afhøringerne nægter han pure ethvert kendskab til Gardner-kuppet. McDevitt passer ellers på signalementet af den ene tyv – han er høj og kraftig, og han kan let have skjult sit korte, røde hår under en paryk med mørkt strithår.

Ydermere har efterforskningen vist, at McDevitt har et blødt punkt for flag. Midt i 1980’erne, mens han studerede på University of Massachusetts i Boston, samlede McDevitt penge ind til at anskaffe over 100 nationalflag, som blev hængt op rundtom på universitetet.

Set med FBI’s øjne kan McDevitt sagtens være faldet for fristelsen til at forsøge at stjæle Napoleon-fanen og den ørn, der sad i toppen af stangen. Men uden skyggen af beviser må politiet lade McDevitt gå – i en alder af blot 43 år dør han i 2004, og sporet er atter iskoldt.

Museet fordobler dusøren

Gennem snart tre årtier har detektiver forgæves forsøgt at opklare verdenshistoriens største kunstkup. De har fulgt tusindvis af spor, som alle er endt blindt, og Gardner-museet sætter nu sin lid til, at en kæmpedusør kan være med til at lokke nye oplysninger frem.

I maj 2017 vælger museet at fordoble dusøren fra 5 mio. til 10 mio. dollars, over 65 mio. kroner, og understreger ved samme lejlighed, at de skyldige ikke risikerer at blive strafforfulgt, eftersom forældelsesfristen for tyveriet for længst er overskredet – den udløb i 1995.

Men stadig mangler det afgørende gennembrud. På museet kommer og går gæsterne, som de har gjort i over 100 år. Alt ånder tilsyneladende idyl: På solskinsdage trænger strålerne ind i paladsets gårdhave, hvor lyset danser på de lyserøde marmorvægge. I gården blomstrer orkidéer, og skolebørn bøjer sig koncentreret over deres skitseblokke, akkompagneret af en sagte plasken fra en fontæne.

I sit testamente understregede museets grundlægger, Isabella Stewart Gardner, at hver eneste genstand – hver en romersk statue, hver en kinesisk figur, hvert et hollandsk mesterværk – for altid skulle blive stående eller hængende nøjagtig på det sted, hvor hun i sin tid havde placeret dem. Så oppe på første sal, i “Dutch Room”, hænger et selvportræt af Rembrandt på den nordlige væg.

Den hollandske maler stirrer uudgrundeligt på væggen, hvor hans “Stormen på Genesaret Sø” hang frem til den 18. marts 1990. Nu møder hans blik en tom plet omgivet af en forgyldt ramme. Og sådan vil udsigten være, indtil forbrydelsen engang opklares.