Den første tilståelse blev fremstammet af den 14-årige Francesco di Giovanni – en knægt, der arbejdede hos barberen på Piazza Santa Trinita i Firenze.
Den rødmende dreng tilstod modvilligt, at han have stået i et homoseksuelt forhold til ingen ringere end byens mægtigste embedsmand, Doffo di Nepo Spini.
Forbrydelserne havde fundet sted i Spinis overdådige palæ midt i byen, ligesom teenageren også kunne udpege en 60-årig hestetræner, som også havde medvirket i udskejelserne.
Tre dage senere, 25. maj 1432, tilstod den 70-årige embedsmand også og blev idømt en stor pengebøde. Samme straf fik hestetræneren.
Sagen mod Doffo di Nepo Spini vakte behørig opsigt i Firenze. For den detroniserede embedsmand var blandt de første, som blev fældet af en ny lov, der skulle rykke homoseksualitetens “afskyelige synd” op med rode.
Mere bemærkelsesværdigt var imidlertid, at Spini selv havde været en af lovens ivrige fædre.
For borgerne i Firenze var anholdelsen af Spini derfor endnu en bekræftelse af, at homoseksualiteten havde solidt fodfæste i byen.
Paven fordømte Firenze
Historikerne strides i dag om homoseksualitetens omfang i Firenze, men de fleste er enige om, at byen i 1300- og 1400-tallet rummede en stærk mandekultur, som blandede velstand, fest og frihed med homoseksuel erotik.
Firenze var byen, hvor digterne åbent hyldede kærlighed mellem mænd. Og de florentinske malere og billedhuggere var blandt de første, som i renæssancen genoplivede antikkens fascination af den nøgne mandekrop.
I resten af Europa havde Firenzes borgere længe haft så stærkt et ry for hang til homoseksualitet, at ordet “florentiner” i flere tysktalende områder sågar blev et synonym for “bøsse”.
Florentinernes ukristelige eskapader gik heller ikke ubemærket forbi kirkens mænd, som gentagne gange tordnede mod tøjlesløsheden i Firenze:
“I denne verden findes ikke mere vederstyggelige synder end dem, som trives mellem florentinerne. Den første er deres åger. Den anden er så afskyelig, at jeg end ikke vover at nævne den”, slog pave Gregor 11. fast i 1376.
Fordømmelsen fortsatte i 1424, hvor prædikanten Bernardino af Siena i hele tre dage buldrede fra en af Firenzes prædikestole mod den “stinkende synd, hvis stank stiger helt op til stjernerne”.
Ifølge Bernardino var problemet så udbredt, at en florentiner ikke kunne få arbejde som skolelærer i andre byer, “for at han ikke skal forføre drengene”.