Da Vinci gemte musik i maleri
Den sidste nadver, Leonardo da Vinci, ca. 1498
En italiensk computerekspert og musiker mener, at han har løst virkelighedens da Vinci-mysterium. Ifølge Giovanni Maria Pala har renæssance-geniet Leonardo da Vinci nemlig gemt en 40 sekunder lang musikalsk komposition i sit berømte mesterværk “Den Sidste Nadver” fra 1498.
Maleriet forestiller Jesu sidste måltid med de 12 apostle, inden han bliver taget til fange og korsfæstet. Efter flere års granskning kunne Pala i 2007 afsløre, at de mange små brød på spisebordet og personernes hænder repræsenterer hver sin node.
Hvis noderne bliver samlet, skaber de et stykke musik, der lyder “som et rekviem”, fastslår Pala, som vurderer, at da Vinci har tænkt den skjulte musik “som et soundtrack, der understreger Jesu lidelser”.
Pala indledte sine undersøgelser efter løse rygter om, at maleriet gemte på musik. Hans første forsøg endte imidlertid uden succes, selvom Pala hurtigt fik færten af, at brødet og hænderne kunne være noder. Noderne blev placeret på nodelinjer, men musikken lød voldsomt usammenhængende og uharmonisk.
Pala vidste, at da Vinci skrev sine noter spejlvendt, og besluttede derfor at afspille noderne baglæns. Straks flød musikken let og ubesværet.
Alessandro Vezzosi, direktør for Da Vinci-museet i Leonardos fødeby Vinci, fortæller, at renæssance-geniet var en ivrig musiker, som spillede lyre og skrev musik. Han vurderer derfor, at Palas musikalske teori er særdeles “plausibel”. Især fordi de mange brød tydeligvis opdeler maleriet i en række harmoniske dele – hvilket er typisk for musikstykker.
Noderne til Leonardo da Vincis hemmelige musikstykke kan findes ved at tegne fem nodelinjer på tværs af maleriet. Dernæst placeres noder på brødet og de 13 personers hænder. Musikken er uharmonisk, når den spilles forfra. Men hvis noderne spejlvendes – som Leonardo da Vinci skrev sine tekster – og afspilles, lyder musikken pludselig meningsfuld.
Se videoklip og hør musikken
Se indslag om Giovanni Maria Palas overraskende opdagelse, og hør den skjulte musik fra Den Sidste Nadver.
I et forsøg på at fremstille et sobert maleri har Cariani forklædt Agatas bryster som frugter.
Bryster blev forklædt
Skt. Agata, Giovanni Cariani, 1516
Agata var en smuk, kristen adelskvinde fra Sicilien. I 200-tallet – under Roms kristenforfølgelser – nægtede hun at afsværge sin kristne tro og fik derfor skåret brysterne af, inden hun blev ristet levende.
I 1516 fik Cariani til opgave at male Agata. Han gik diskret til værks, for kun en enkelt detalje vidner om Agatas grusomme skæbne:
Et nærmere blik på frugtskålen på bordet afslører hendes afskårne bryster.
Det store dyr er placeret, så munkene bliver mødt af dets bagdel. Elefanten løfter diskret sin hale og lader naturen gå sin gang.
Vred kunstner fik hævn over munk
Elefant og obelisk, Bernini, 1667
Billedhuggeren Gian Lorenzo Bernini blev i 1666 bedt om at udhugge en elefant til et dominikanerkloster i Rom. Munkene viste sig dog at være besværlige samarbejdspartnere. Især munken Paglia kritiserede konstant Bernini.
Men den snu kunstner fik sin hævn. Med vilje placerede han elefanten, så dens ende vendte mod munkeklostret.
Samtidig lod han dyret løfte halen, som om det forretter sin nødtørft – foran klostret.
For at fjerne al tvivl om målet for sine fornærmelser lod Bernini også elefanten vende hovedet og skule ondt mod klostret.
Kunstner glemte et par fødder
Kongesønnens opvækkelse, Masaccio og Filippino Lippi, Ca. 1425/1481
Renæssance-mesteren Masaccio efterlod flere ufærdige værker, da han døde i 1428. Et af dem var “Kongesønnens genopvækkelse”, som den unge Fillipino Lippi i 1481 fik til opgave at fuldføre.
Om årsagen var dårlige lysforhold, mangel på erfaring eller ren dovenskab, vides ikke, men Lippis endelige maleri mangler noget så væsentligt som et par ben!
De fem mænd til venstre må nemlig deles om blot fire par ben.
Det lille spejl på væggen afslører, at parret ikke er alene i rummet. En af personerne i spejlet formentlig er Jan van Eyck selv.
Maleri indeholdt skjult selvportræt
Arnolfinis bryllup, Jan van Eyck, 1434
Egentlig ser maleriet enkelt ud: et portræt af den italienske købmand Giovanni di Arnolfini og hans kone. Men Jan van Eycks maleri er ikke uden grund blevet omtalt som et af renæssancens mest komplekse – fyldt med detaljer.
Fx rummer det berømte værk ikke blot to, men fire personer. Ud over ægteparret optræder yderligere to personer i det lille spejl på væggen.
Ingen ved, hvem de to skikkelser i spejlet er. Én teori er, at personerne er van Eyck selv og hans lærling. Signaturen over spejlet – “Jan van Eyck var her” – kan tyde på det.
Selvportrættet krævede uovertrufne tekniske evner som maler – bl.a. fordi spejlet på væggen er et såkaldt konveks-spejl, som buer udad.
Ergo skulle van Eyck male et spejlvendt selvportræt i fiskeøje-perspektiv, som forvrænger proportionerne – en miniature.
Bruegels maleri viser tilsyneladende landsbyidyl, men er fyldt med absurde scener.
Landsby vrimler med mundheld
Nederlandske ordsprog, Pieter Bruegel den Ældre, 1559
Den flamske kunstner Pieter Bruegels maleri forestiller umiddelbart set en landsby, hvor indbyggerne er travlt optaget af hverdagens gøremål. Et nærmere blik afslører imidlertid flere bizarre situationer.
Fx sidder en ræv til bords med en fugl, mens en mand er ved at binde en klokke til en kat.
Forklaringen er, at maleriets scener er afledninger af forskellige flamske talemåder:
“At bruge tærter som tagsten” vil sige at være så rig, at man kan føre en ødsel livsstil.
“At skide på verden”: At være komplet ligeglad eller optændt af hadefulde tanker.
“At efterlade mindst ét æg i reden”: At være forudseende og udvise omhu.
“At barbere narren uden sæbe”: At være snu og snyde en intetanende person.
“Den ene klipper får, den anden svin”: At to personer kæmper på ulige vilkår.
“At kaste roser for svin”: At spilde kræfter eller værdier på nogen, som ikke fortjener det.
“At skrifte til Djævlen”: At fortælle sine hemmeligheder til upålidelige personer.
“At gå rundt med en byrde på skuldrene”: At forestille sig, at situationen er værre, end den er i virkeligheden.
“At smide sin kutte over hegnet”: At skaffe sig af med en genstand uden at vide, om den vil være brugbar senere.
“At have svært ved at nå fra ét brød til det andet”: At have svært ved at få sit daglige budget til at hænge sammen.
Hidtil har forskerne identificeret 112 ordspil, men de er overbeviste om, at mange flere gemmer sig i maleriet.
Se alle talemåderne her.
Kunsthistorikerne mener, at personerne på maleriet forestiller to franske diplomater i England.
Mesterværk var praleri
Ambassadørerne, Hans Holbein den Yngre, 1533
1500-tallet var opdagelsernes og forskningens tidsalder, og Hans Holbeins maleri indeholder mange symboler på den nye tid.
Globusser, sekstanter, solure og orientalske tæpper har fået fremtrædende pladser. Men forrest i maleriet findes et evigt og universelt symbol, et kranium.
Dødningehovedet er imidlertid så sløret og forvrænget, at beskueren først kan se det klart, hvis han stiller sig tæt foran maleriet og betragter værket på skrå.
Ifølge nogle kunsthistorikere var maleriet beregnet til at blive hængt ved fx en trappe eller en korridor, hvor forbipasserende ville betragte det fra den rette vinkel.
En anden teori er, at Holbein ganske simpelt ønskede at prale med sine tekniske færdigheder.
Ælfgyva er den eneste kvinde, der er nævnt ved navn på det store tæppe. Hun har derfor formentlig været betydningfuld.
Utroskab blev foreviget
Bayeux-tapetet, Ukendt, 1070'erne
I år 1066 blev England erobret af hertug Vilhelm af Normandiet. For at markere den store bedrift fik Vilhelms halvbror Odo broderet et 70 m langt vægtæppe.
Ikke overraskende er tæppet fuldt af blodige slag og modige krigere. Men kunstnerne har også sneget mærkværdigheder ind i mesterværket. Fx viser tæppet en scene, hvor en præst slår en kvinde.
Oven over parret lyder teksten: “Her en vis præst og Ælfgyva”. Navnet Ælfgyva var populært i datiden og blev båret af flere adelskvinder.
Under parret sidder en lille, nøgen mand på hug – som om han forsøger at skjule sig.
Forskerne mener, at scenen kan hentyde til en pinlig skandale, der var så kendt i samtiden, at en nærmere forklaring ikke var nødvendig. Et bud er et pikant trekantsdrama, som involverede en utro adelskvinde, en vred ægtemand og en nøgen, veludrustet elsker på flugt.
I en skyformation på himlen har en kunsthistoriker fundet en afbildning af Djævlen.
Djævel gemte sig i skyerne
Fresko i Basilica di San Francesco, Giotto di Bondone, ca. 1290'erne
I 2011 var den italienske kunsthistoriker Chiara Frugoni i gang med at fjerne århundreders snavs og sod fra væggene i Basilica di San Francesco i byen Assisi. Pludselig åbenbarede et ansigt sig i et vægmaleri skabt af maleren Giotto di Bondone.
Ansigtet er næsten skjult i skyerne på maleriet og er så godt som usynligt fra gulvhøjde.
“Det er et kraftfuldt portræt med kroget næse, indsunkne øjne og to mørke horn”, siger Frugoni om ansigtet, som efter alt at dømme skal forestille selveste Djævlen.
Hidtil har ingen kunnet forklare, hvorfor Giotto valgte at male et skjult portræt af Djævlen ind i en scene, som beskriver munken Frans af Assisis død.
Lederen af restaureringen af vægmaleriet, Sergio Fusetti, mener, at ansigtet kan have tilhørt en rival, som Giotto ønskede at håne. Ifølge andre eksperter kan ansigtet være malet blot for morskabens skyld.
En tredje forklaring er, at Giotto ville vise, at selv en hellig mand som Frans af Assisi ikke kunne være sikker på en plads i Paradis:
“I middelalderen troede folk, at dæmoner levede i skyerne, og at de kunne forhindre sjæle i at stige til himmels”, forklarer Frugoni.
På maleriet optræder flere af renæssancens store mestre side om side med antikkens største personligheder. 1: Michelangelo 2:Leonardo da Vinci 3:Donatello 4:Rafael 5:Donato Bramante
Maleri gav smugkig ind i fremtiden
Skolen i Athen, Rafael, 1510
I 1510 var Rafael i fuld gang med sit vægmaleri “Skolen i Athen”, men havde brug for inspiration til baggrunden. Han søgte hjælp hos sin læremester, arkitekten Donato Bramante, som var gået i gang med at bygge Peterskirken i Rom fire år tidligere.
I samarbejde fik Rafael og Bramante prydet det store vægmaleri med en overdådig baggrund.
Efter alt at dømme brugte Bramante sine plantegninger for Peterskirken til at fuldende Rafaels maleri, for baggrunden er en detaljeret kopi af Peterskirken, hvor beskueren kan se både kirkens karakteristiske kuppel og buede loft.
Bramante døde fire år senere, og hans kirke blev først indviet i 1626. Men beundrere af Rafaels maleri kunne altså allerede i 1510 se, hvordan Peterskirkens indre ville komme til at se ud – hele 116 år før bygningen var færdig.
Rafael kunne imidlertid ikke nøjes med én overraskelse: Hans maleri viser tilsyneladende en række af antikkens største personligheder, men blandt dem har Rafael også indsneget flere af renæssancens største kunstnere.
Således er ikoner som Archimedes, Alexander den Store og Platon flankeret af Leonardo da Vinci, Michelangelo og Bramante.
De to små engle er langtfra uskyldige. Den ene er i fuld gang med at tilsvine paven.
Michelangelo tog hævn med pensel
Julius 2. som profeten Zakarias, 1512
Multikunstneren Michelangelo var berygtet for sit gnistrende temperament og sine hyppige raseriudbrud. I pave Julius 2. – kendt som “krigerpaven” – fik han en værdig modstander.
I 1505 ansatte paven Michelangelo til at skabe et overdådigt gravmæle. Kunstneren kastede alt fra sig og brugte et år på at finde og flytte marmor til Rom, men pludselig standsede paven projektet uden en forklaring. Michelangelo var voldsomt rasende og følte sig holdt for nar.
Tre år senere tilkaldte Julius igen Michelangelo – denne gang for at dekorere Det Sixtinske Kapel i Rom. Michelangelo gik modvilligt i gang med arbejdet, men måtte konstant lægge øre til pavens kritik.
Julius ville blot have malet de 12 apostle, men Michelangelo fik gennemtrumfet et langt større projekt med hele 343 figurer.
Maleren glemte dog aldrig de mange konflikter med paven. Hævnen kom i form af flere skjulte, fornærmende detaljer i Det Sixtinske Kapel.
Fornærmelsen blev foreviget
En af Michelangelos værste fornærmelser var rettet mod pave Julius 2. og findes på loftet i Det Sixtinske Kapel. Her har renæssance-maleren afbildet syv af Det Gamle Testamentes profeter og ladet Julius stå model til sin yndlingsprofet Zakarias.
Paven var yderst begejstret for at blive sammenlignet med den gamle profet og lagde derfor – efter alt at dømme – ikke mærke til, at en af de to små engle er i gang med at udføre det såkaldte fica-håndtegn bag hans ryg.
Tegnet symboliserer de kvindelige kønsdele og var dybt krænkende på Michelangelos tid. Nu om dage ville det obskøne håndtegn svare til at vise paven langfingeren.
Fica-håndtegnet var dybt krænkende blandt renæssancens italienere.
Ifølge lægen Meshberger kan mange af hjernens vigtigste dele findes på Michelangelos berømte maleri.
Gud svæver på en menneskehjerne
Adams skabelse, 1512
I 1990 fremførte den amerikanske læge Frank Lynn Meshberger i et anerkendt medicinsk tidsskrift, at omridset af Guds følge i “Adams skabelse” er en næsten perfekt gengivelse af en hjerne.
Maleriet skulle indeholde vigtige anatomiske detaljer som bl.a. hypofysen, lillehjernen og frontallappen.
Nogle eksperter finder teorien plausibel, fordi Michelangelo var dybt fascineret af anatomi. Han har formentlig set en menneskehjerne under en af sine velkendte dissektioner af lig – selvom kirken kraftigt forbød ligskænding.
Forskerne ved dog ikke, hvorfor Michelangelo skulle gengive en hjerne. Et bud er, at han ville håne kirken for dens modstand mod videnskaben.
Ceremonimester Cesena gemmer sig i et hjørne, hvor han hånes af Michelangelo.
Rivalen endte i Helvedet
Dommedag, 1541
Pavens ceremonimester, Biagio da Cesena, var en af Michelangelos største kritikere og ønskede bl.a. at censurere de mange nøgne figurer i hans malerier i Det Sixtinske Kapel.
Forslaget blev forkastet af paven, men den temperamentsfulde Michelangelo var ikke tilfreds. Som straf malede han Cesena ind i maleriet, som pryder Det Sixtinske Kapels ene væg.
Her står Cesena midt i Helvedet – iklædt æselører, mens en slange bider i hans kønsdele.
Cesena klagede straks til paven, men fik svaret: “Havde Michelangelo placeret dig i Skærsilden, kunne jeg have grebet ind. Men over Helvedet har jeg ingen myndighed”.