Ted Shaffrey/AP/Ritzau Scanpix, Getty Images/Wikimedia, Gustav Klimt/Wikimedia Commons, Shutterstock
Leonardo da Vinci, Salvator Mundi, Marilyn Monroe, Andy Warhol, Gustav Klimt

Her er historien bag verdens 11 dyreste malerier

Kunst er en subjektiv størrelse, men værdien kan fastsættes ved salg. Se de dyre malerier, og bedøm selv, om de er prisen værd. Og bliv klogere på nogle af historiens mest nyskabende kunstnere undervejs.

De færreste malere ender som berømte og velanskrevne kunstnere. Men hvis du går med kunstneriske ambitioner og endnu ikke har oplevet dit store gennembrud, så fortvivl ikke. Flere af historiens største malere var ikke synderlig populære – nogle var ligefrem ringeagtede – i deres egen levetid.

Ofte skyldtes den hårde medfart, at disse kunstnere udfordrede samtidens normer. Så hvis du drømmer om, at dine værker skal leve videre, længe efter at du selv er borte, så er her et tip: Gå dine egne veje, og vær ligeglad med, hvad kritikerne siger om din kunst. Hvem ved, måske er du den næste van Gogh!

Og hvis det kniber med inspirationen, så får du herunder historien bag de malerier, der er blevet solgt for de højeste summer nogensinde.

170,4 millioner $: Amedeo Modigliani

Amedeo Modigliani, “Nu couché”

“Nu couché” (Liggende nøgen), solgt i 2015: Fra 1916 til 1919 malede italienske Amedeo Modigliani en serie af nøgenmalerier, der i dag regnes for hans bedste værker.

© Amedeo Modigliani, Public domain, via Wikimedia Commons

Nøgne kvinder i høj kurs

Amedeo Modigliani stod i lære på en kunstskole i Livorno. Hans yndlingsmotiv var den nøgne kvindekrop, og han forsøgte at forføre skolens stuepige. Modiglianis værker er i dag eftertragtede, men populariteten kom efter hans bortgang. Han døde i 1920 af tuberkuløs meningitis, 35 år gammel.

179,4 millioner $: Pablo Picasso

Pablo Picasso, “Les Femmes d’Alger” (Kvinderne i Algier)

“Les Femmes d’Alger” (Kvinderne i Algier), solgt i 2015: Inspireret af et maleri af Delacroix (1798-1863) fremstillede Picasso i årene 1954-1955 en serie malerier af kvinder fra den nordafrikanske by.

© Pablo Picasso/Wikimedia Commons

Opfandt udskældt stilart

Pablo Picasso var en af pionererne bag 1900-tallets kubisme, hvor motiver nedbrydes og genopbygges i en abstrakt form med varierende perspektiv. Stilen fik sit navn fra Picassos største rival, Henri Matisse, der om et værk kritisk udbrød: “Trop de cubes!” (For mange kuber, terninger).

183,8 millioner $: Gustav Klimt

Gustav Klimt, “Vandslanger II”

“Wasserschlangen II” (Vandslanger II), solgt i 2013: Maleriet forestiller fire nymfer, men ifølge kunsteksperter dækker de mytologiske væsener over en lesbisk sexscene – et kontroversielt motiv på Klimts tid.

© Gustav Klimt/Wikimedia Commons

Nazister beslaglægger nymfer

Gustav Klimt solgte maleriet til en østrigsk-jødisk kvinde ved navn Jenny Steiner i 1907. Kort før 2. verdenskrigs udbrud måtte hun flygte til Portugal, og nazisterne beslaglagde værket. Maleriet var formodet tabt, indtil det kom til salg i 2012. Jennys arvinger fik halvdelen af salgsprisen.

186 millioner $: Mark Rothko

Mark Rothko, “No. 6 (Violet, Green and Red)”

“No. 6 (Violet, Green and Red)”, solgt i 2014: Lettisk-amerikanske Mark Rothko (1903-1970) er kendt for sine forskelligfarvede rektangler.

© Mark Rothko/Wikimedia Commons

Kunsthandler svindler oligark

Mark Rothkos maleri blev del af en skandale i 2014. Her erhvervede den schweiziske kunsthandler Yves Bouvier maleriet for 80 millioner euro på vegne af den russiske oligark Dmitrij Rybolovlev. Men Bouvier snød russeren: Han løj købsprisen højere og fik 140 millioner euro (186 millioner dollars) fra Rybolovlev.

195 millioner $: Andy Warhol

Andy Warhol, “Shot Sage Blue Marilyn”, Marilyn Monroe

“Shot Sage Blue Marilyn”, solgt i 2022: Warhols silketryk af Marilyn Monroe er baseret på et pressefotografi taget i forbindelse med filmen “Niagara” fra 1953.

© Ted Shaffrey/AP/Ritzau Scanpix

Marilyn Monroe bliver skudt

Andy Warhol eksperimenterede med silketryk, da han hørte om Marilyn Monroes død i 1962. Tragedien inspirerede ham til at lave silketryk efter et fotografi af den afdøde stjerne. Performancekunstneren Dorothy Podber besøgte kort efter Warhols atelier og affyrede en pistol gennem fire af silketrykkene.

198 millioner $: Rembrandt

Rembrandt, “Fanebæreren”

“De Vaandeldrager” (Fanebæreren), solgt i 2022: Den hollandske stat og Rijksmuseum Amsterdam købte maleriet i fællesskab. Det havde været i Rothschild-familiens eje siden 1844.

© Rijksmuseum/Wikimedia Commons

Stor mester tåler ingen sammenligning

Rembrandt var en stor mester, og i 1600-tallet drev han sit eget værksted, hvor han oplærte talentfulde, unge malere. Anerkendelsen af Rembrandt ses måske bedst i en udtalelse fra den franske kunstner Auguste Rodin (1840-1917): “Vi bør lægge os ned for Rembrandt og aldrig sammenligne nogen med ham!”

200 millioner $: Jackson Pollock

Jackson Pollock, “Number 17A”

“Number 17A”, solgt i 2015: I 1948 færdiggjorde Pollock oliemaleriet, der er malet på en spånplade.

© Hans Namuth Science Source/Imageselect

Spritkørsel koster livet

Jackson Pollock er kendt for sine malerier uden et klart figurativt indhold, der blev til, ved at han kastede, stænkede og dryppede maling på fx spånplader. Privat kæmpede Pollock med et alkoholmisbrug, og i beruset tilstand kørte han den 11. august 1956 galt og omkom i sin Oldsmobile.

210 millioner $: Paul Gauguin

Paul Gauguin, “Nafea Faa Ipoipo?” (Hvornår skal du giftes?)

“Nafea Faa Ipoipo?” (Hvornår skal du giftes?), solgt i 2014: Under sit første besøg på Tahiti (1891-1893) tog Gauguin sig en 13-årig indfødt som hustru.

© Paul Gauguin/Wikimedia Commons

De noble vilde er væk

Paul Gauguin ønskede at male primitive folk, og derfor rejste han i 1891 til Tahiti. Her måtte han sande, at koloniseringen havde ødelagt øens traditionelle kultur. Skuffelsen forhindrede dog ikke Gauguin i at male billeder af de indfødte med et eksotisk tvist, så han kunne sælge dem hjemme i Paris.

250 millioner $: Paul Cézanne

Paul Cézanne, “Kortspillerne”

“Les Joueurs de cartes” (Kortspillerne), solgt i 2011: Da Cézanne i begyndelsen af 1860’erne søgte ind på det statslige kunstakademi i Frankrig, École des beaux-arts, blev han afvist.

© Paul Cézanne/Wikimedia Commons

Kritikerne viser ingen nåde

Paul Cézanne ønskede at videreudvikle sin tids impressionistiske kunst. “Jeg vil gøre impressionismen til noget solidt og varigt som kunsten på museerne”, udtalte han. Hans stilart – kendt som post-impressionisme – blev af samtidens kunstanmeldere betragtet som latterlig, men i dag er Cézanne anerkendt som en af 1800-tallets største malere.

300 millioner $: Willem de Kooning

Willem de Kooning, “Interchange”

“Interchange”, solgt i 2015: I sine unge år lærte de Kooning at male på kunstakademiet i Rotterdam.

© Willem de Kooning/Wikimedia Commons

Hollandsk husmaler går abstrakt

Willem de Kooning rejste i 1926 fra Holland til USA ombord på et britisk fragtskib som blind passager. I begyndelsen arbejdede han som husmaler i Hoboken, New Jersey, men han fik snart råd til et lille atelier på Manhattan. I 1950’erne udviklede han en abstrakt stilart uden tydelige motiver.

450,3 millioner $: Leonardo da Vinci

“Salvator Mundi”, Leonardo da Vinci

“Salvator Mundi” (Verdens frelser), solgt i 2017: På verdensplan findes der omkring 30 udgaver af det samme motiv – lavet af Leonardo da Vincis elever.

© Getty Images/Wikimedia

Eksperter betvivler ægtheden

Leonardo da Vinci er en af historiens berømteste kunstnere og opfindere. Maleriet her var i elendig stand, da det i 2005 blev solgt på en auktion. Efter en omfattende restaurering fastslog konservatoren, professor Dianne Modestini, at værket var en original Leonardo. Andre forskere er dybt uenige – de mener, at værkets kvalitet er for ringe til at kunne være Leonardos. Spørgsmålet om maleriets autenticitet deler fortsat kunstverdenen.