Le Rocca Cultural Association som byline
Mona Lisa Arno-floden

Historiker finder stedet, hvor Mona Lisa er malet

Flere steder i Italien har hævdet at være bagtæppe for verdens mest berømte maleri. Men ved hjælp af dronebilleder og historiske dokumenter mener en historiker nu endelig at have løst gåden.

Det har længe været en gåde, præcist hvor Leonardo da Vinci malede verdens måske mest berømte maleri – Mona Lisa.

Men den italiensk kunsthistoriker Silvano Vinceti mener nu at have fundet svaret ved hjælp af droneoptagelser og historiske dokumenter.

Vinceti har konstateret, at broen i baggrunden af maleriet må være Romito di Laterina-broen i Arezzo-provinsen i Toscana.

Broen blev bygget helt tilbage under romerne og er i dag kollapset, så kun én bue er bevaret. Men via en analyse af broens ruiner blev Vinceti overbevist om, at den måtte være den samme som på da Vincis maleri.

Mona Lisa Arno-floden

Det var ikke kun broen fra Mona Lisa, som Vinceti fandt. Også klippelandskabet nær Romito-broen passede med det, som ses ved Mona Lisas skuldre.

© Le Rocca Cultural Association

Mange fund peger i samme retning

Ved en pressekonference i Rom fortalte historikeren, at han havde målt bredden af Arno-floden ved Romito-broen og ud fra størrelsen på den bevarede bro-bue fastslået, at fire buer af samme størrelse ville passe perfekt hen over floden.

Broen på da Vincis maleri har også fire buer og passer dermed bedre end tidligere kandidater, der også er blevet tolket som mulige Mona Lisa-broer, bl.a. Ponte Buriano med 6 buer og Ponte Bobbio med 10.

Mona Lisa Romito-broen

Remito-broen kollapsede i 1703, men Vinceti analyserede sig frem til, at den må have haft fire buer.

© Le Rocca Cultural Association

Dokumenter fundet i Firenzes statsarkiv viser desuden, at broen ifølge Vinceti var “en meget travl, fungerende bro” mellem 1501 og 1503. Det var præcis på dette tidspunkt, at Leonardo befandt sig i Val d'Arno-området, først på besøg hos Cesare Borgia, en kardinal fra en af de mest berygtede adelsfamilier i renæssance-Italien, og derefter som logerende hos Piero Soderini, en statsmand i Republikken Firenze.

Vinceti fandt også dokumenter, der viste, at da Vinci ofte boede i byen Fiesole, tæt på Arno-floden, sammen med en onkel, der var præst.

At Mona Lisa er malet i med elementer fra Arezzo-provinsen i Toscana i baggrunden styrker i øvrigt den herskende teori om, at modellen på maleriet er adelskvinden Lisa del Giocondo. Den rige Giocondo-familie boede nemlig i Toscana, hvor de ejede adskillige ejendomme.

Lille italiensk by er begejstrede

Der er stadig bakker omkring Arno-floden, hvor det er muligt at kigge ud over resterne af Romito-broen og dermed i teorien stå præcist der, hvor da Vinci for mere end 500 år siden placerede sit staffeli og sin model.

Forskningen vækker især glæde i den lille by Laterina, som ejer Romito-broen, der ligger tæt ved byen. “Vi er nødt til at beskytte, hvad der er tilbage af broen, hvilket vil kræve finansiering udefra,” fortæller byens borgmester Simona Neri.

Mindre glæde er der i landsbyen Ponte Buriano-Cincelli, som ligger omkring 12 km længere nede af Arno-floden. Byen har i årevis påstået, at det var ved deres bro, Ponte Buriano, at da Vinci skabte sit berømte maleri og har endda sat et skilt op, som understreger sammenhængen.

“Der kommer til at være noget rivalisering, vi er nødt til at sætte vores eget skilt op,” joker Neri.

På kortet herunder kan du se præcis, hvor resterne af Romito-broen ligger i Toscana. Landskabet i Mona Lisa er sandsynligvis inspireret af bakkerne omkring 600 meter sydøst for broen.