Hvem opfandt musikernes noder?

Nodesystemet med linjer, der angiver tonens højde, blev udviklet i ca. år 1000. Men noderne kendes længere tilbage i tiden.

Nodesystemet med linjer, der angiver tonens højde, blev udviklet i ca. år 1000. Men noderne kendes længere tilbage i tiden.

DEA / M. SEEMULLER / Getty Images

De tidligste eksempler på nedskrevne toner blev udført i 500-tallet af den romerske filosof Boëthius.

Han brugte bogstaver til at angive tonerne i de to oktaver, som blev brugt i datidens musik. Han benyttede en skala, der gik fra A til O, hvor A var den dybeste tone og O den højeste.

Selvom denne skala normalt betegnes “Boëthius’ nodesystem”, nævnes et lignende system allerede omkring 150 e.Kr.

Det var udtænkt af den græske videnskabsmand Ptolemaios, og derfor er det næppe sandsynligt, at systemet er Boëthius’ opfindelse.

Først omkring år 1000 havde den italienske musikteoretiker og korleder Guido af Arezzo færdigudviklet det nutidige nodesystem, hvor tonerne bliver placeret på linjer, der angiver tonens højde.

Guido af Arezzo.

© Wikimedia Commons

Det var også Arezzo, som fandt på at udtale skalaernes toner som “do-re-mi-fa-sol-la-ti”.

Stavelserne tog han fra de første ord i hymnen “Ut queant laxis”, der var en hyldest til Johannes Døberen.

Denne skala benyttes stadig i bl.a. Spanien og Italien, mens vi i Skandinavien og i de engelsktalende lande er gået over til bogstaverne “C-D-E-F-G-A-B”.

Behovet for at nedskrive musikken var især stort i kirken.

Ikke alene var noderne praktiske for musikerne, men også for lederne af den katolske kirke; fx blev gregorianske hymner fremmet ved uddeling af nodeark til bl.a. kirker, mens andre musikarter ikke havde denne mulighed.