Hvorfor blev de mest afsides beliggende og trange dele af Europas grotter så ivrigt dekoreret i stenalderen? Det spørgsmål har forskere fra Tel Aviv University fundet et overraskende svar på.
Hidtil har eksperternes bud lydt, at her må stenaldermennesker have følt, at de var særlig tæt på underverdenens ånder. I de mørkeste afkroge var der størst chance for, at ånderne lyttede til jægerens bønner om stort bytte, så her malede de fx bisonokser, kronhjorte og vildheste.
Iltmangel kan meget vel have plaget kunstneren, som for 17.000 år siden dekorerede loftet i denne afkrog af Lascauxgrotten i Frankrig.
Hypoxia hjalp kunstnerne
De israelske forskere fik den idé at simulere, hvad der sker med klimaet i trange grotter, når en eller flere personer opholder sig i dem – i skæret fra fakler.
Luftens iltindhold styrtdykkede, og i stedet for 21 pct. var der efter et kvarter blot 15 pct. ilt på grottens bund. 3 m oppe ad væggen, hvor mange hulemalerier sidder, var der kun 11 pct. ilt i luften, hvilket svarer til at opholde sig i den tynde luft på et 4.700 m højt bjerg.
Ophold i så tynd luft fører til en tilstand kaldet hypoxia, hvor mange får hovedpine og åndenød. Men hypoxia øger også produktionen af signalstoffet dopamin, som kan få mennesker til at føle sig euforiske.
I lykketilstanden havde nogle af stenalderens hulemalere lettere ved at komme i trance og hallucinere – og i den tilstand skabte de stor kunst, konkluderer de israelske forskere.