Album/Ritzau Scanpix
Jackson Pollock

Jackson Pollock: Døddrukken dryp-maler satte kunsten fri

Jackson Pollock rev kunstens regler i stykker i 1940’erne med sine abstrakte dryp-malerier. I dag sælges den amerikanske kunstners værker for astronomiske millionbeløb, men psykisk sygdom og alkoholmisbrug tog livet af Jackson Pollock, inden han opnåede stjernestatus.

I dag går hans billeder for milliardbeløb. Jackson Pollocks (1912-1956) vej mod stjernestatus blandt USA’s abstrakte ekspressionister gik dog over sult, druk og vold og endte i en dødsulykke.

Følg hans opstigning og bratte ende her, og se, hvorfor han stadig i dag regnes som en af de største malere nogensinde.

Jackson Pollocks radikale nye kunstform

I august 1949 bragte det amerikanske livsstilsmagasin Life Magazine en artikel om den amerikanske maler Jackson Pollock under overskriften: “Er han den største nulevende kunstner?”.

På forsidebilledet stod den halvskaldede kunstner med en cigaret dinglende ud af flaben og armene over kors foran et af sine nu ikoniske dryp-malerier.

Maleriet var et virvar af farver og mønstre tilsyneladende kastet tilfældigt og kaotisk ud på et gigantisk lærred.

Jackson Pollocks radikale nye kunstform var et nybrud og indvarslede en helt ny stil – abstrakt ekspressionisme.

Inspireret af den schweiziske psykiater Carl Jungs teorier om det ubevidste, transformerede Jackson Pollock sit indre følelsesliv ud i sine værker som figurløse og farverige abstraktioner.

Og det var ikke altid kønt at se på.

Ud over at være en genial kunstner var Jackson Pollock nemlig også mentalt forstyrret, voldelig og dybt alkoholiseret – en giftig cocktail, der endte med at koste ham livet, før han for alvor fik succes.

Convergence - maleri af Jackson Pollock.

‘Convergence’ fra 1952 (237 cm × 390 cm). Billedet er et af Jackson Pollocks mest ikoniske malerier. Det er malet, få år før han døde, da den action painting-stil, der skaffede ham verdensberømmelse også uden for kunstverdenen, stod i fuldt flor. “Convergence” udkom i øvrigt i 2010 som officielt amerikansk frimærke med en pålydende værdi på 44 cent.

© Ritzau Scanpix

Kæmpede med psykisk sygdom og alkoholisme

Jackson Pollock var ifølge venner og bekendte en blid og omsorgsfuld mand, når han var ædru. Når han drak, blev han derimod voldelig og ekstremt ubehagelig.

Malerkunstnerens indre dæmoner blev allerede formet i barndommen, da han voksede op med sine fire brødre i Arizona og senere Californien.

Børnenes far var en voldelig alkoholiker med et iltert temperament, som gjorde hverdagen til et helvede for sine sønner.

En ung Jackson Pollock.

Portrætfoto af en ca. 16 år gammel Jackson Pollock.

© Wikimedia Commons

Faren forlod familien, da Jackson Pollock var blot otte år gammel, men da havde hans psykiske og fysiske mishandling allerede sat dybe ar i sønnens sjæl.

Jackson Pollock begyndte selv at drikke i starten af sine 20’ere og kæmpede hele livet med at vriste sig fri af flaskens greb. Han led sandsynligvis også af den mentale sygdom bipolar lidelse.

Var det ikke for den psykiske sygdom og det massive alkoholmisbrug, havde Jackson Pollock dog sandsynligvis aldrig slået sit navn fast som en af efterkrigstidens vigtigste malerkunstnere, så integreret var begge dele i hans udtryksform.

Inspiration fra mexicanske murmalere

Murmaleri af J.C. Orozco: Omnisciencia

Murmaleri fra 1925 af den mexicanske maler J.C. Orozco: “Omnisciencia”. Jackson Pollock var i sin tidlige karriere meget inspireret af flere af tidens store mexicanske kunstnere, der navnlig udfoldede sig i fresko-teknikken.

© Public domain

Jackson Pollocks karriere som kunstner startede i 1930, da han som 18-årig begyndte at studere ved Art Students League i New York under kunstneren Thomas Hart Benton.

Jackson Pollock var særligt inspireret af surrealistiske mexicanske malere som D.A. Siqueiros og J.C. Orozco, der var berømte for deres murmalerier.

Inspirationen er tydelig i Jackson Pollocks første værker, der bedst kan betegnes som surrealistisk figurativ kunst, fx i “The She-Wolf” fra 1943 (herunder).

Jackson Pollock: The She-Wolf

“The She-Wolf” fra 1943.

© Creative Commons

I “The She-Wolf” kan man stadig se konturerne af et dyr og omridset af nogle få andre væsener, men det figurative er tydeligvis på retur.

Det forsvandt i en årrække helt fra Jackson Pollocks kunst til fordel for en non-figurativ og meget ekspressiv stil.

I dag anses Jackson Pollock sammen med bl.a. Mark Rothko og Willem de Kooning for at være en af de mest fremtrædende skikkelser inden for den kunstneriske udtryksform, der kaldes for “abstrakt ekspressionisme”.

Stilen opstod i løbet af 40’erne, primært i New York, og den gjorde i en periode USA til det absolutte epicenter for moderne kunst.

Den store depression

Kø af arbejdsløse mænd foran suppekøkken i Chicago

Kø i Chicago af arbejdsløse mænd foran et suppekøkken ejet af gangsterbossen Al Capone.

© Public domain

Mens Jackson Pollock knoklede for at finde sin egen stil op gennem 1930’erne, rasede depressionen i USA.

Og det er ingen overdrivelse at kalde Jackson Pollock for en sultende kunstner.

Fra 1934 og frem til 1942 var hans økonomi så dårlig, at han var nødsaget til at bo på et værelse i broren Sanfords lejlighed i New York-bydelen Greenwich Village.

I 1937 begyndte Jackson Pollock at gå til behandling for sit alkoholmisbrug hos en jungiansk psykoanalytiker.

Psykoanalytikeren åbenbarede den plagede kunstner for en helt ny verden af drømmetydning, underbevidsthed og undertrykte følelser og drifter.

Året efter blev Jackson Pollock indlagt på et psykiatrisk hospital i fire måneder efter et nervøst nervesammenbrud.

De to oplevelser fik en afgørende indflydelse på Jackson Pollocks kunstværker op gennem 1940’erne, hvor han i stigende grad begyndte at sætte sin egen underbevidsthed og spontane følelser i centrum for værkerne.

Mural – maleri af Jackson Pollock

“Mural” fra 1943 er et af de fem kostbareste malerier af Jackson Pollock. Det er udstillet på National Gallery of Art i Washington, D.C.

© Flickr/Phil Roeder/Creative Commons

Jackson Pollocks dyreste malerier

Den amerikanske kunstmaler levede det meste af sit liv i armod, men efter hans død er de revolutionerende dryp-malerier steget drastisk i værdi.

Den højeste auktionspris, som et Jackson Pollock-maleri er gået for, er 140 mio. dollars. Det var “Number 5”, der blev købt af en mexicansk finansmand.

Her er de fem Jackson Pollock-malerier, der i dag anses for at være de kostbareste.

“Blue Poles” (1952)

Værdi: 2,45 mia. kr.

“Convergence” (1952)

Værdi: 2,1 mia. kr.

“Number 5” (1948)

Værdi: 981 mio. kr.

“Mural” (1943)

Værdi: 981 mio. kr.

“Red Composition” (1946)

Værdi: 126 mio. kr.

Hjemlig idyl

Pollocks atelier i Springs, New York

Pollocks atelier i Springs, New York.

© Creative Commons

Jackson Pollocks nye stil tiltrak sig opmærksomhed hos flere kunstmalere i New York, herunder Lee Krasner.

Lee Krasner var betaget af den vilde kunstner, der fremstod som en underlig blanding af klassisk cowboy og en intellektuel New York-kunstnertype.

Betagelsen gik også den anden vej. I hvert fald begyndte de to hurtigt at danne par, og i 1945 flyttede kunstnerparret ud på landet i Springs i udkanten af East Hampton, New York.

I en lille lade bag huset oprettede Jackson Pollock et atelier, og det var her, han skabte sit første dryp-maleri, “Red Composition”, i 1946.

Kunstverdenen havde aldrig set noget lignende.

Pollock overfaldt lærredet med maling, glasskår og cigaretskod

Gulvet i Pollocks og Krasners atelier

Gulvet i Jackson Pollocks og senere Lee Krasners atelier.

© Creative Commons

Maleriet forestillede umiddelbart ikke noget. Her var ingen figurer, landskaber eller objekter at fæstne øjnene på – kun et virvar af formløse farver, der krydsede ind og ud af hinanden i dryp og klatter.

Teknikken bag dryp-malerierne fik navnet “action painting” og var mindst lige så opsigtsvækkende som værkerne.

Bevæbnet med malerbøtter og pensler gik Jackson Pollock til angreb på det hvide lærred, der lå forsvarsløst på gulvet i hans atelier.

Han angreb lærredet fra hvert hjørne med en nærmest manisk energi, og han skiftevis dryppede, kastede og hældte maling på med træpinde og hullede malerdåser.

Knust glas, glasperler, småsten og andre objekter indgik også ofte i Jackson Pollocks dryp-malerier. Under restaureringen af hans værker er der også blevet fundet spor af kaffe og cigaretskod.

Video: Jackson Pollocks action-maleri

Jack the Dripper

Boheme-miljøet i de store byer var vilde med vildmandens uregerlige og abstrakte kunst, og medierne døbte Jackson Pollock “Jack the Dripper”.

Dryp-maleriernes radikale stil talte særligt ind i den såkaldte beatnik-generation, der opstod i starten af 1950’erne og talte forfattere som Jack Kerouac og Allen Ginsberg.

“Vi er ikke rebeller, vi vil bringe en ny form for bevidsthed”, udtalte Allen Ginsberg på et tidspunkt om beatnik-generationen.

Det samme ville Jackson Pollock. Med sin radikale abstrakte kunst satte han ikke blot kunsten fri. Han tvang beskueren til at finde mening med galskaben på lærredet og derigennem måske få en større indsigt i sig selv.

3 vigtige personer i Jackson Pollocks liv

Peggy Guggenheim
© Flickr/Jean-Pierre Dalbéra

Peggy Guggenheim

Peggy Guggenheim var en amerikansk rigmandsdatter, der positionerede sig som en af de betydeligste gallerister og mæcener på den internationale kunstscene i første halvdel af det 20. århundrede.

Peggy Guggenheim dyrkede kunst og kunstnere, og i starten af 1940’erne faldt hun pladask for den dengang forholdsvis ukendte Jackson Pollock.

Peggy Guggenheim købte flere af hans værker og tilbød ham en solo-udstilling på sit kunstgalleri i New York.

Med Peggy Guggenheim i ryggen tager Jackson Pollocks berømmelse til. Samtidig sørger hun for, at han kan hellige sig kunsten, idet hun aflønner ham helt frem til 1947.

Lee Krasner maleri: Night Creatures
© Flickr/G. Starke

Lee Krasner

Jackson Pollocks kone, Lee Krasner, var ankeret i den plagede kunstners liv. Hun støttede ham i hans vilde kunstneriske udfoldelser og hjalp ham med i perioder at få bugt med sit alkoholmisbrug.

Lee Krasner var selv kunstner af høj karat og kreerede sine egne malerier i ægteparrets lille hus i Springs i udkanten af East Hampton, New York.

I 1956 hang ægteskabet i en tynd tråd. Jackson Pollock drak igen og havde sågar en affære med en anden malerkunstner, Ruth Kligman.

Lee Krasner var på ferie i Europa, da hun modtog beskeden om, at hendes ægtemand var død i en bilulykke få kilometer fra deres hjem.

Thomas Hart Benton
© Public domain

Thomas Hart Benton

Uden Thomas Benton, ingen Jackson Pollock.

Thomas Benton underviste den dengang kun 18-årige Jackson Pollock på kunstskolen Art Students League i New York.

Jackson Pollock havde svært ved at mestre de “klassiske” stilarter, men Thomas Hart Benton så alligevel et lys i den unge kunstner og besluttede at tage ham under sine vinger.

Jackson Pollock så Thomas Hart Benton som en faderfigur og en kunstnerisk ledestjerne – omend deres stilarter var vidt forskellige.

Da Thomas Hart Benton fik sin elevs værker at se i begyndelsen af 1940’erne – altså før han for alvor slog sit navn fast med sine dryp-malerier – sagde han: “Jackson er den største kunstmaler, dette land nogensinde har skabt”.

Døde døddrukken bag rattet

Jackson Pollock på Museum of Modern Art i New York

Der er langt fra den hungrende kunstner under depressionen til Jackson Pollocks gigantiske lærreder som det store slagnummer på verdens vigtigste kunstmuseer. Her er det Jackson Pollocks “Number 31”, der har fået ærespladsen på en endevæg på Museum of Modern Art (MoMa) i New York.

© Shutterstock

Ikke alle var dog begejstrede for Jackson Pollocks dryp-malerier.

Kunstkritikeren Robert Coates kaldte Jackson Pollocks værker for “uorganiserede eksplosioner af tilfældig energi og derfor meningsløse”.

Jackson Pollock skulle dog vise sig at være sin egen værste fjende.

I sin storhedstid fra 1947 til 1951 begynder Jackson Pollock at drikke tæt igen, og med sin voldelige og selvdestruktive adfærd slider den kæderygende macho-maler sig selv, sit talent og sit ægteskab med den evigt loyale kunstnerkollega Lee Krasner op.

I 1953 droppede han dryp-malerierne til fordel for sort-hvide-tegninger i et forsøg på at genindføre en mere klassisk figurativ kunstform i sine værker.

Den revolutionære gnist syntes endegyldigt slukket, og i 1956 døde Jackson Pollock i en tragisk bilulykke, døddrukken bag rattet.

Hans værker lever dog i den grad videre i dag, hvor hans kunst sælges for astronomiske millionbeløb verden over.

Samtidig kan ingen i dag stille sig foran en af Jackson Pollocks energiudladninger uden at blive berørt på en eller anden måde. Du kan jo bare prøve.