Jackson Pollock: Døddrukken dryp-maler satte kunsten fri

Faren forlod familien, da Jackson Pollock var blot otte år gammel, men da havde hans psykiske og fysiske mishandling allerede sat dybe ar i sønnens sjæl.

Jackson Pollock begyndte selv at drikke i starten af sine 20’ere og kæmpede hele livet med at vriste sig fri af flaskens greb. Han led sandsynligvis også af den mentale sygdom bipolar lidelse.

Var det ikke for den psykiske sygdom og det massive alkoholmisbrug, havde Jackson Pollock dog sandsynligvis aldrig slået sit navn fast som en af efterkrigstidens vigtigste malerkunstnere, så integreret var begge dele i hans udtryksform.

Jackson Pollocks karriere som kunstner startede i 1930, da han som 18-årig begyndte at studere ved Art Students League i New York under kunstneren Thomas Hart Benton.

Jackson Pollock var særligt inspireret af surrealistiske mexicanske malere som D.A. Siqueiros og J.C. Orozco, der var berømte for deres murmalerier.

Inspirationen er tydelig i Jackson Pollocks første værker, der bedst kan betegnes som surrealistisk figurativ kunst, fx i “The She-Wolf” fra 1943 (herunder).

I “The She-Wolf” kan man stadig se konturerne af et dyr og omridset af nogle få andre væsener, men det figurative er tydeligvis på retur.

Det forsvandt i en årrække helt fra Jackson Pollocks kunst til fordel for en non-figurativ og meget ekspressiv stil.

I dag anses Jackson Pollock sammen med bl.a. Mark Rothko og Willem de Kooning for at være en af de mest fremtrædende skikkelser inden for den kunstneriske udtryksform, der kaldes for “abstrakt ekspressionisme”.

Stilen opstod i løbet af 40’erne, primært i New York, og den gjorde i en periode USA til det absolutte epicenter for moderne kunst.

Mens Jackson Pollock knoklede for at finde sin egen stil op gennem 1930’erne, rasede depressionen i USA.

Og det er ingen overdrivelse at kalde Jackson Pollock for en sultende kunstner.

Fra 1934 og frem til 1942 var hans økonomi så dårlig, at han var nødsaget til at bo på et værelse i broren Sanfords lejlighed i New York-bydelen Greenwich Village.

I 1937 begyndte Jackson Pollock at gå til behandling for sit alkoholmisbrug hos en jungiansk psykoanalytiker.

Psykoanalytikeren åbenbarede den plagede kunstner for en helt ny verden af drømmetydning, underbevidsthed og undertrykte følelser og drifter.

Året efter blev Jackson Pollock indlagt på et psykiatrisk hospital i fire måneder efter et nervøst nervesammenbrud.

De to oplevelser fik en afgørende indflydelse på Jackson Pollocks kunstværker op gennem 1940’erne, hvor han i stigende grad begyndte at sætte sin egen underbevidsthed og spontane følelser i centrum for værkerne.

Jackson Pollocks nye stil tiltrak sig opmærksomhed hos flere kunstmalere i New York, herunder Lee Krasner.

Lee Krasner var betaget af den vilde kunstner, der fremstod som en underlig blanding af klassisk cowboy og en intellektuel New York-kunstnertype.

Betagelsen gik også den anden vej. I hvert fald begyndte de to hurtigt at danne par, og i 1945 flyttede kunstnerparret ud på landet i Springs i udkanten af East Hampton, New York.

I en lille lade bag huset oprettede Jackson Pollock et atelier, og det var her, han skabte sit første dryp-maleri, “Red Composition”, i 1946.

Kunstverdenen havde aldrig set noget lignende.

Maleriet forestillede umiddelbart ikke noget. Her var ingen figurer, landskaber eller objekter at fæstne øjnene på – kun et virvar af formløse farver, der krydsede ind og ud af hinanden i dryp og klatter.

Teknikken bag dryp-malerierne fik navnet “action painting” og var mindst lige så opsigtsvækkende som værkerne.

Bevæbnet med malerbøtter og pensler gik Jackson Pollock til angreb på det hvide lærred, der lå forsvarsløst på gulvet i hans atelier.

Han angreb lærredet fra hvert hjørne med en nærmest manisk energi, og han skiftevis dryppede, kastede og hældte maling på med træpinde og hullede malerdåser.

Knust glas, glasperler, småsten og andre objekter indgik også ofte i Jackson Pollocks dryp-malerier. Under restaureringen af hans værker er der også blevet fundet spor af kaffe og cigaretskod.

Boheme-miljøet i de store byer var vilde med vildmandens uregerlige og abstrakte kunst, og medierne døbte Jackson Pollock “Jack the Dripper”.

Dryp-maleriernes radikale stil talte særligt ind i den såkaldte beatnik-generation, der opstod i starten af 1950’erne og talte forfattere som Jack Kerouac og Allen Ginsberg.

“Vi er ikke rebeller, vi vil bringe en ny form for bevidsthed”, udtalte Allen Ginsberg på et tidspunkt om beatnik-generationen.

Det samme ville Jackson Pollock. Med sin radikale abstrakte kunst satte han ikke blot kunsten fri. Han tvang beskueren til at finde mening med galskaben på lærredet og derigennem måske få en større indsigt i sig selv.

Ikke alle var dog begejstrede for Jackson Pollocks dryp-malerier.

Kunstkritikeren Robert Coates kaldte Jackson Pollocks værker for “uorganiserede eksplosioner af tilfældig energi og derfor meningsløse”.

Jackson Pollock skulle dog vise sig at være sin egen værste fjende.

I sin storhedstid fra 1947 til 1951 begynder Jackson Pollock at drikke tæt igen, og med sin voldelige og selvdestruktive adfærd slider den kæderygende macho-maler sig selv, sit talent og sit ægteskab med den evigt loyale kunstnerkollega Lee Krasner op.

I 1953 droppede han dryp-malerierne til fordel for sort-hvide-tegninger i et forsøg på at genindføre en mere klassisk figurativ kunstform i sine værker.

Den revolutionære gnist syntes endegyldigt slukket, og i 1956 døde Jackson Pollock i en tragisk bilulykke, døddrukken bag rattet.

Hans værker lever dog i den grad videre i dag, hvor hans kunst sælges for astronomiske millionbeløb verden over.

Samtidig kan ingen i dag stille sig foran en af Jackson Pollocks energiudladninger uden at blive berørt på en eller anden måde. Du kan jo bare prøve.