Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Kunstsvindel for milliarder: Alexander den Falske

Hovedrige kunstsamlere og museer verden over hungrer efter kunst fra oldtiden, og svindlere står klar med perfekte forfalskninger. Den dygtigste forfalsker har i 20 år været identificeret som “Den Spanske Mester”, og du kan sagtens selv have beundret hans håndværk.

Jan Woitas/Picture Alliance/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Det arkæologiske museum i den midttyske by Stendal kunne 15. juli år 2000 slå dørene op for en sand sensation: Den eneste kendte bronzebuste af Alexander den Store.

Det faste blik og det flotte hår med hvirvlen i panden var ikke til at tage fejl af. Dette var makedonernes konge, der i 300-tallet f.Kr. erobrede hele den kendte verden og nåede ud til Indien.

Bustens flossede underkant bevidnede, at den engang havde været overdelen af en statue – men kroppen, benene og armene var åbenbart gået tabt for århundreder siden.

I Winckelmann-museets katalog hed det, at busten stammede fra oldtiden og muligvis var en kopi af et værk lavet af selveste Lysippos (390-300 f.Kr.).

Den græske kunstner var en del af Alexanders hof og lavede en ­kongestatue så flot, at hans samtid berømmede den.

“Kilderne beretter, at Lysippos fremstillede Alexander med en karakteristisk drejning af kroppen til venstre og blikket opad, som om han krævede verdens­herskabet af Zeus”, fortalte kataloget.

Makedoniens heltekonge

Som 20-årig blev Alexander konge af Make­donien i det nordlige Grækenland. I løbet af blot 12 års regeringstid udvidede han riget til at omfatte hele Grækenland, Egypten og Persien.

Riget smuldrede efter hans død i 323 f.Kr., men fortællingerne om Alexander den Store gjorde ham guddommelig.

Cæsar, Augustus og alle andre af Roms stærke mænd drog på pilgrimsfærd til hans grav i Alexandria, og i Rom blev han hyldet med talløse statuer.

Resterne af sådan en bronzestatue dukkede op i år 2000, men noget virkede forkert: Håret var for flot, bronzen for tynd – og så var der den mystiske, flossede underkant.

Blandt museumsgæsterne, der fandt vej til Stendal, var arkæologiprofessoren Stefan Lehmann fra universitetet i Halle. Han havde store forventninger.

“Vi kender ikke et eneste hoved fra en bronzestatue af Alexander den Store. Derfor var det uhyre spektakulært – og i førs­te omgang var jeg bjergtaget. Men da jeg kiggede nøjere efter, forekom han mig suspekt”, husker Lehmann om sit møde med Alexander i år 2000.

I første omgang gik professoren ikke videre med sin nagende mistanke, men i længden irriterede det ham alligevel, hvis et falsum nød ukritisk anerkendelse.

Stefan Lehmann talte med kolleger, der gav ham ret – uden at nogen af dem ønskede at stå frem.

Lehmann fremsatte sin mistanke på egen hånd, og i den efterfølgende meningsudveksling med museumsledelsen gik bølgerne højt – ikke mindst da Lehmann fremførte, at museet med­virkede til “hvidvaskning” af en forfalskning.

Som svar anklagede udstillingskuratoren på Win­ckelmann-museet ham for æreskrænkelse, og herefter fulgte en årelang retsstrid.

“Men under retssagerne handlede det aldrig om kunstværkets ægthed – kun om ærekrænkelsen”, påpeger Stefan Lehmann over for HISTORIE.

I 2012 var han blevet så træt af balladen, at han trak sin beskyldning tilbage. Men kernespørgsmålet om bustens ægthed var stadig ubesvaret. Museet i Stendal fastholder den dag i dag, at den er ægte.

“Vi betragter busten som antik, ellers havde vi ikke udstillet den. Og det har vi videnskabelig dokumentation for – den er lavet af et velrenommeret institut i Oxford”, forklarer museets nuværende leder Ste­­pha­nie-Gerrit Bruer.

Forfalskeren har solgt 50 hoveder

Desværre lader Alexander sig ikke længere undersøge. Siden udstillingen har busten været sporløst forsvundet.

Men for Stefan Lehmann blev den mistænkelige Alexander-buste begyndelsen på en årelang jagt på bronzeforfalskninger og den formodede “kunstner” bag.

Mandens identitet er ukendt – i fagkredse kaldes han “Den Spanske Mester”.

Alt tyder på, at den ukendte svindler er en flittig herre, der har specialiseret sig i at fremstille bronze­hoveder, som giver sig ud for at stamme fra oldtiden.

En optælling i år 2000 viste, at der på verdens museer og i private samlinger fandtes omkring 200 bronzehoveder. I dag, blot 20 år senere, er antallet nået op på 250 stk. – uden at nogen arkæologiske fund kan forklare den markante tilvækst.

I jagten på falske bronzehoveder er Stefan Lehmann også stødt på afbildningen af en sort kvinde.

© Stefan Lehmann

Stefan Lehmann formoder, at alle de nytilkomne hoveder, må stamme fra “Den Spanske Mesters” hånd. Gennem de senere år har han fulgt med i, hvordan mistænkelige hoveder er blevet sat til salg hos renommerede auktionshuse.

Blandt køberne var den schweiziske samler og kunsthandler Hans Humbel, der erhvervede et vidunderligt Augustus-hoved til 300.000 euro.

Portrættet af den romerske kejser var uhyre velbevaret, selvom hovedet havde ligget gemt i jorden siden Roms undergang. Men det helt særlige ved hovedet var det sigende ansigtsudtryk: Et surt drag om munden.

“Han er i et olmt lune”, nikker Lehmann. “Det er den mægtige kejsers mine – Augustus viser sin viljestyrke”.

Efter købet meldte tvivlen sig hos Hans Humbel, der i 2014 sendte hovedet til undersøgelse hos Lehmann – vel vidende, at hvis hovedet viste sig at være et falsum, ville pengene være tabt.

Lehmann lod bl.a. hovedet røntgen­fotografere og metallet analysere hos det anerkendte Fraunhofer Institut, og eksperternes konklusion var klar: Selvom “kunstneren” havde brugt bronze fra antikken, var hovedet støbt i vor tid!

En bundform af ler

Først laver kunstneren en bundform af ler. Hovedet, som ikke har nogen ansigtstræk, kommer til at spille en vigtig rolle under støbningen.

Claus Lunau/Historie

Kunstneren former ansigtet i voks

Lerbundformen dækkes af et lag voks, som kunstneren bruger til at modellere ansigtstræk, ører og hår.

Kanaler bliver tilføjet

Oven på hovedet placeres voks, som bliver til indløb for bronzen og kanaler, så luft kan slippe ud. Jernpinde (kernestyr) presses ind i lerbundformen.

Hovedet kapsles ind

Forsigtigt pensles vokshovedet med ler opslemmet i vand. Tålmodigt lægges lag på lag. Leret danner et perfekt (negativt) aftryk af hovedet.

Voksen forsvinder

Den store klump af ler tørres og varmes op, så al voks løber ud. Tilbage er et smalt hul­rum. Kerne­styrene sørger for, at lerbundformen ikke kan flytte sig.

Bronzen kommer i

1.050 grader varm bronze hældes i formen. Det flydende metal fylder hulrummet og tager form efter leret. Luften undslipper via kanalerne.

Lerformen bliver fjernet

Når ler og metal er kølet af, bliver lerformen slået itu, så bronze­hovedet træder frem. Lerbundformen inde i hovedet kan hakkes ud.

De sidste forbedringer

Støbe­grater og andre småfejl slibes væk. Under den efterfølgende ciselering bruger kunstneren mejsel og en skraber til at give ­hovedet detaljer.

Sur kejser med et flot hår

Egentlig behøvede Lehmann ikke at ven­te på forskernes analyser, for han havde efterhånden lært at genkende “Den Spanske Mesters” signatur:

Alle hoveder er lavet efter kendte antikke forbilleder tilføjet et flot hår og gerne et levende ansigtsudtryk.

Disse fællestræk findes hos næsten alle de bronze­hoveder, som Lehmann har fundet frem til.

"Skaberen har ikke anet, hvad han skulle stille op, for han havde ingen antikke forbilleder at skæve til"
Stefan Lehmann

At “mesteren” afslører sig selv på denne måde, skyldes forfængelighed og købernes ønsker, formoder Lehmann:

“‘Den Spanske Mester’ vil gerne vise, hvor god han er. Samtidig skal forfalskeren også have sine kunder for øje. Kunderne er milliardærer – en yderst kræsen købergruppe, som forventer at erhverve noget, ingen andre besidder”.

I jagten på bronzehovederne er professoren også stødt på afbildningen af en sort kvinde – en sensation, for der findes intet andet eksempel på en bronzeskulptur af en afrikansk kvinde:

“Set forfra og fra siden er hovedet et flot arbejde, men den samlede kompositionen falder fra hinanden. Skaberen har ikke anet, hvad han skulle stille op, for han havde ingen antikke forbilleder at skæve til. Altså skulle han være kreativ, og derved afslører han sig. I mellemtiden er hovedet forsvundet”.

Augustus’ flotte hår gjorde professor Stefan Lehmann mistænksom.

© Maike Glöckner

Augustus’ hoved kom med posten

Den schweiziske samler Hans Humbel fik i 2014 en mistanke om, at hans nyerhvervede bronzehoved af den romerske kejser Augustus var falsk.

Hovedet, der havde kostet omregnet 2,5 mio. kr., sendte Humbel til et grundigt tjek hos den tyske arkæologi­professor Stefan Lehmann i Halle ved Leipzig.

Han afleverede kejserhovedet til en omfattende laboratorie­analyse, der viste, at hovedet var støbt i nyere tid, og at bronzen var fra oldtiden.

For første gang stod Lehmann med et værk af “Den Spanske Mester” i hænderne.

Halsen skal fortælle en historie

Et yderligere særkende hos “Den Spanske Mester” er bronzehovedernes karakteristiske, flossede hals. Den afrevne kant skal vise, at hovedet engang er blevet revet af en statue for at frelse det fra omsmeltning.

Der findes ægte eksempler på, at statuer har fået taget hovedet af, men “mesteren” bruger effekten for at skabe et bevis på ægthed.

“Den flossede kant skal fortælle, at hovedet kommer fra en statue. Men efterhånden må man spørge sig selv: Hvorfor kun hovedet? Hvorfor ser vi aldrig resten af en bronzestatue?” spørger Lehmann.

Forklaringen er indlysende. Sådan kan “mesteren” undgå alle spørgsmål om en manglende sammenføjning: I antikken blev bronzestatuer støbt som enkeltdele.

Hoved, arme, ben og torso blev siden sat sammen vha. en form for svejsning, som nutidens forskere endnu ikke kan forklare.

En moderne svejsning ville vække mistanke, og derfor lader “mesteren” som om, at hovedet er revet af over sammenføjningen.

Hos Alexander-busten fra Stendal havde “Den Spanske Mester” dog fundet på en anden troværdig løsning: Om busten hedder det i museumskataloget, at hoved og overkrop er fundet hver for sig (fundstedet er ikke oplyst).

Efter­følgende blev de to dele føjet sammen med en blylodning, som en form for moderne restaurering.

Skrotmetal fra antikken

Undersøgelserne af Augustus-hovedet viser, at “Den Spanske Mester” anvendte bronze fremstillet i oldtiden. Professor Lehmann mener, at der er tale om gammelt ­skrot:

“Under enhver arkæologisk udgravning i Middelhavsområdet bliver der fundet skrot. Disse værdiløse bronzerester ender gerne i museernes magasiner. Man kan forestille sig, at metallet siden bliver solgt. Metallet kan også komme fra illegale udgravninger på Balkan”.

Men oldtidsbronzen er en knap ressource, og derfor må “mesteren” spare. Alexander-busten fra Stendal er flere steder støbt så papirtyndt, at der er gået hul på den, viser billederne i museumskataloget.

Efter vellykket støbning har forfalskeren kun én opgave tilbage, før et hoved er klar til salg: Det skal gøres gammelt.

Normalt irres bronzens overflade i århundredernes løb, så der opstår en grøn skorpe. Men selv skrot fra oldtiden ser helt nyt ud, når det kommer ud af en støbeform. For at sætte skub på aldringsprocessen bruger “mesteren” kemikalier – fx svovlsyre og klor.

Brugen af kemi kan også være et fingerpeg om, at “Den Spanske Mester” ikke er en en­mands­­virk­som­hed – formentlig får han hjælp af metalkyndige, bronzestøbere, arkæologer samt et net af sælgere med kontakt til begærlige kunder.

Roms turister ville have kunst

At “mesteren” sidder i Spanien, tvivler Lehmann stærkt på. Det er et navn, der er opstået uden konkret viden:

“Jeg vil næsten udelukke, at hans værksted ligger i Spanien. At antyde, at han er spanier, skal man ikke lægge noget i. Første gang, jeg hørte om “Den Spanske Mester”, var hos en schweizisk kunsthandler. Men da jeg bad om det virkelige navn, sagde manden, at det havde han sørme glemt”.

“Kunderne ønsker nye, såkaldt exceptionelle mesterværker. (...) Det ville være et mirakel, hvis ikke denne efterspørgsel blev mødt med tilbud”.
Adolf Furtwängler, tysk arkæolog fra slut 1800-tallet.

Langt mere sandsynligt er det, at “mesterens” værksted befinder sig et sted i Italien, hvor bronzestøber­-ekspertisen er stor, og dygtige svindlere har drevet deres gesjæft i århundreder.

Italienernes tradition for at sælge antikke forfalskninger begyndte i 1700-tallet, da fyrstesønner og rigmænd drog på dannelsesrejse gennem Europa.

“Le grand tour” førte dem bl.a. til civilisationens vugge i Italien, hvor souvenirhandlere stod klar med krukker og sta­tu­er, der blev anprist som den ægte vare fra Romerrigets dage.

Den tyske arkæolog Adolf Furtwängler lagde i slutningen af 1800-tallet mærke til den lidt for livlige handel med forfalskede antikviteter:

“Kunderne ønsker nye, såkaldt exceptionelle mesterværker. (...) Det ville være et mirakel, hvis ikke denne efterspørgsel blev mødt med tilbud”.

En hel del af disse ældre forfalskninger er aldrig blevet afsløret, og nu befinder de sig i private samlinger og på berømte museer. Et eksempel er – muligvis – den lille statue “Artemis og hjorten”, der i 2007 blev sat til salg i New York.

Turister i Rom har siden 1700-tallet efterspurgt antik kunst. Ofte fik de forfalskninger med hjem.

© Jean Bernard/Bridgeman Images

Museerne hjælper til

Buddene fra de rige auktionsgæster hos Sotheby’s steg og steg. Længe så det ud til, at en sheik fra Qatar ville løbe med “det skønneste værk, der har overlevet antikken”, som Sotheby’s omtalte “Artemis og hjorten”.

Men en anden ukendt køber bød mere end sheiken, og hammeren faldt omsider ved 25,5 mio. dollars – mere end 150 mio. kr.

Professor Lehmann er temmelig sikker på, at “Artemis” er en forfalskning fra 1800-tallet (altså ikke lavet af “Den Spanske Mester”).

Og andre eksperter er enige. Alligevel står den 124 cm høje figur udstillet i hovedsalen med græsk og romersk oldtidskunst på The Metropolitan Museum of Art i New York.

“Værkets historie kan kun forfølges tilbage til 1920 og er ikke en del af museets egen samling – men udlånt af ejeren. Og det er også et originalitets-trick: Man tager et værk, der er i privat eje og ikke helt kosher, og låner det til et museum. Efter nogle år vil ejeren kunne sige, at ‘værket stod flere år på The Met, uden at nogen betvivlede dets ægthed’. Sådan bliver museet en erstatning for værkets proveniens (for­historie, red.)”, advarer professor Lehmann.

Sotheby’s skrev, at ‘Artemis og hjorten’ er “det skønneste værk, der har over­levet antikken”.

© A.C. Lauriano/FlickR

Hvad et museum får ud af at låne sit gode navn til en “hvidvaskning”, kan han kun gisne om:

“Det er ikke mit fagom­råde. Men kig selv på, hvem der støtter de amerikanske museer økonomisk, og hvordan selskabskonstruktionen bag dem er – så vil du opdage, at de er afhængige af penge fra store private samlere. I Europas statsejede museer er dette fænomen næsten utænkeligt”.

En del nystartede museer kommer i vanskeligheder, når de på kort tid skal etablere en samling, det er værd at besøge.

De har tilsyneladende penge nok og køber muligvis ukritisk ind, hvilket den britiske milliardær og filantrop Christian Levett fik at føle.

Rigmanden, der er passioneret samler, åbnede i 2011 et museum i Mou­gins – en landsby i bjergene bag Cannes, hvor maleren Picasso tilbragte sine sidste år.

På Christian Levetts “Musée d’Art Classique de Mougins” ­står eksponaterne tæt på tre etager, men efterfølgende har hans museum mødt kritik. Ikke alene rummede det eksponater, der stammer fra illegale udgravninger i Spanien og måtte leveres tilbage til den spanske stat.

Museet har efter Stefan Lehmanns mening også udstillet tre betænkelige bronzehoveder af “Den Spanske Mester”.

Risikoen er, at de falske værker – fx “Den Spanske Mesters” afrikanske bronzehoved eller hovederne med de opstyltede frisurer – får et ægthedsstempel af museerne og dermed kommer til at påvirke forskningen i oldtidens kunst.

Professor Lehmann er dog ikke synderlig bekymret for kvaliteten af fremtidens forskning:

“Når de museumsdirektører, der stod for indkøbet, en dag går på pension, kommer en ny og mere skeptisk generation af arkæologer og kunsthistorikere, som på et tidspunkt stiller disse værker i museumsmagasinet. Det er gudskelov den normale vej for en moderne forfalskning – men pengene er tabt”.

En forfalskning har altid fejl og mangler

Erfaring er antik-detektivens vigtigste redskab i jagten på forfalskninger, men tekniske midler kommer også i brug. Med en indgående viden om forskellige epokers kunst kan eksperterne hurtigt se, om et mis­tænkeligt værk passer til en bestemt periode.

Metoden kaldes stilanalyse og bygger på, at kunsten i løbet af oldtiden udviklede sig, efterhånden som kunstnerne fandt frem til nye teknikker og fulgte den skiftende mode i fx påklædning og frisurer.

Vito Arcomano/Imageselect

Dionysos-skulpturen fra Museo Nazionale Romano i Rom er valgt som en illustration. Magasinet HISTORIE har ingen grund til at påstå, at den er et falsum.

Vito Arcomano/Imageselect

Sammensat

Antikkens kunstnere lavede bronzestatuer af flere enkeltdele. Derfor har statuen en form for svejsninger dér, hvor hoved, ben og arme er sat på kroppen. Teknikken bag sammenføjningen er ikke kendt, så svindlerne afstår fra at prøve. I stedet får statuen en flosset hals.

Elektrisk modstand

2.000 år gammelt metal bliver porøst og får dermed en reduceret ledningsevne.

Imageselect

Metallet

Bronze fra antikken indeholder små, afslørende mængder af sølv og arsen. Legeringens kemiske sammensætning kan analyseres. For at undgå afsløring har “Den Spanske Mester” brugt bronze fra antikken. Metalmangel kan tvinge svindlerne til at støbe meget tyndt.

Vito Arcomano/Imageselect

Patinaen

En ægte statue fra antikken vil være dækket af ir. Forfalskere kan fremkalde fænomenet hurtigt vha. klor, svovlsyre mm. Analyser kan afsløre de kemiske rester af aldringsprocessen. En ensartet over­flade vækker altid mistanke.

Imageselect

Herkomst

Det bedste bevis på ægthed er, hvis genstandens oprindelse kan dokumenteres. Men hvis et værk hverken kan tilskrives en arkæologisk udgravning eller har en detaljeret liste over tidligere ejere et par hundrede år tilbage, vækker det mistanke og bør undersøges nøje.

“Et arvestykke fra min bedstefar”

De egentlige ofre for bedraget med oldtidskunsten er de rige samlere. De betaler formuer for falske værker, så de kan imponere venner og konkurrenter; uden at de stiller kritiske spørgsmål til værkernes herkomst.

“For nogle år siden lød en ofte anvendt forklaring hos de store auktionshuse, at et udbudt værk stammede fra ‘en gentlemans gamle sam­lin­ger’. Påstanden kan væ­re sand, men den er meget svær at efterprøve”, påpeger professor Lehmann.

Hos “Den Spanske Mester” vækker bron­ze­ho­ve­derne gang på gang mistanke, fordi deres herkomst er så tåget. Hoved­erne kan kun spores nogle få årtier tilbage.

Manden, som stillede A­lex­an­der den Store til rådighed for museet i Sten­dal, var kunsthandleren Ro­bin Symes. Han håbede an­gi­ve­ligt at kunne sælge bus­ten for 10 mio. dollars, når udstillingen lukkede.

Hans navn indgår også i an­dre handler med værker, der står på Lehmanns liste. I årtier ejede Robin Symes et galleri i London og gik for at være en af byens mest velestimerede kunst­handlere.

Pengene strøm­me­de ind, så Symes kunne aflønne en privatchauffør i Rolls-Royce. Da hans forretningspartner omkom ved en ulykke i 1999, følte den afdødes familie sig snydt for sin del af arven – halvdelen af galleriets aktiver.

Under en efter­følgende rets­sag holdt Symes dele af varelageret skjult og forfalskede beviser, så dommeren sendte ham syv må­­ne­­der i fængsel for foragt for retten.

Derpå erklærede Symes sit galleri konkurs – og så gik det for alvor galt for kunst­handleren.

Det kom frem, at Symes skyldte millioner i skat, og i 2016 fandt myndighederne frem til 33 hidtil hemmeligholdte magasinrum i bl.a. frihavnen i Genève, hvor Symes havde stuvet ægte malerier, røvet oldtidskunst fra bl.a. Pompeji og diverse forfalskninger af vejen.

Værdien blev forsigtigt anslået til 1,3 mia. kr. I dag ved ingen, hvor Robin Symes opholder sig.

Hovedet i Stockholm har “Den Spanske mesters” signatur, mener Stefan Lehmann.

© Statens museer för världskultur/National Museums of World Culture

Er “Den Spanske Mester” set i Stockholm?

Under sin jagt på “Den Spanske Mes­ter” er professor Stefan Lehmann stødt på ca. 50 mistænkelige bronze­hoveder. Et af dem befinder sig på Middelhavsmuseet i Stockholm – formentlig en afbildning af Alexander den Store.

“Det er et smukt værk, der angiveligt stammer fra en privat samling. Museet erhvervede hovedet under en auktion i London i 1982”, siger Lehmann. “Og dér har vi også det første kritiske punkt: Den manglende proveniens.

Når det gælder ‘mesteren’, lader et hoveds herkomst sig aldrig efterprøve”.

Lehmann peger også på det flotte hår og den afrevne hals, der går igen hos “Den Spanske Mesters” øvrige værker.

Han vurderer, at købstids­punktet i 1982 giver et fingerpeg om, at bronzehovedet er lavet sidst i 1970’erne og således er et af “mesterens” tidlige værker.

Lehmanns seneste mistanke

“Mesterens” første bronzehoveder dukkede op på auktionerne i begyndelsen af 1980’erne. Derfor tror Stefan Lehmann, at svindelen begyndte i slutningen af 1970’erne og fortsatte til ca. år 2000:

“Derefter var markedet mættet – eller ‘mesteren’ blevet for gammel”.

Om “mesteren” har lavet flere end de 50 hoveder på professorens liste, må tiden vise. Lehmann opfordrer til, at de bliver undersøgt grundigt. Men ikke alle er lige så ivrige efter at kende sandheden om værkerne.

Hver gang et falsum afsløres, mister ejeren ikke alene et kært kunstværk, men også en formue.

“Prøv at gå til en museumsdirektør, og fortæl ham, at et af hans vigtigste værker muligvis er et falsum. Det har jeg prøvet – og jeg må sige, at man ikke bliver modtaget med sympati”, siger Lehmann.

Én af hans seneste opdagelser er gjort på Middelhavsmuseet i Stockholm. Museets flotte bronzehoved af Alexander den Store, får efter hans mening flere advarselslys til at blinke – flot hår, flosset hals og en tåget herkomst.

I et svar til HISTORIE skriver Annika Peurell, der er afdelingschef i den svenske stats museer for verdenskultur:

“Vi har ikke undersøgt professor Lehmanns mistanke, men vi vil kigge nærmere på den til efteråret. Hovedet er ikke en del af udstillingen for tiden”.

Møde med den engelske mester: “Jeg har lavet i tusindvis af ting”

Hele sit liv har Shaun Greenhalgh forfalsket kunst. Det begyndte som en hobby, udviklede sig til en millionforretning og endte med en fængselsdom.

Sit liv med falsk kunst har Shaun Greenhalgh beskrevet i bogen “A Forger’s Tale”.

© Fabio De Paola/Shutterstock/Ritzau Scanpix

“Uden at regne småtterierne med må jeg have lavet i tusindvis af ting”, siger den 60-årige Shaun Greenhalgh, der i 2007 blev idømt fire år og otte måneders fængsel. Dommen satte punktum for en tre årtier lang karriere som kunstsvindler.

“På intet tidspunkt besluttede jeg, at nu ville jeg være forfalsker. Det var mere tilfældigheder end en plan. Kunst var det eneste, jeg ville lave, og pengene gav mig mulighed for at rejse til museer i hele verden”, forklarer Shaun Greenhalgh til HISTORIE.

Allerede som dreng var han interesseret i, hvordan kunstnerne bar sig ad. Som 12-årig ønskede han sig en elektrisk ovn til ler, så han kunne brænde kopier af victorianske krukkelåg. Dem solgte han på loppe­markeder i fødebyen Bolton.

“Det var mine første forfalskninger, og folk stillede ingen spørgsmål”.

Efter de falske låg kastede han sig over at lave teg­nin­ger og malerier, alle i de berømte mestres stil. Som 18-årig tegnede han fx sin kollega Sally fra brugsen i Bolton – som Leonardo da Vinci ville have lavet den.

“Jeg arbejdede på lageret, hun sad ved kassen. Vi gik ud et par gange... Senere solgte jeg billedet for en slik”. Kunsthandlerne i Bolton og nabobyen Manchester aftog gerne Shauns tegninger og malerier.

“Jeg prøvede at lave min egen kunst, men kunne ikke leve af den, så jeg lavede billeder til de her fyre, som tjente tykt på at sælge mine ting videre som den ægte vare”.

Længe var han tilfreds med arrangementet, for han gjorde jo intet ulovligt – det var kunsthandlerne, der tilføjede en falsk sig­natur og dermed begik svindel.

Via kunsthandlere i Manchester kom han i kontakt med gallerier i London og New York, der også ville sælge hans “værker”. Først i 1990’erne mente Shaun, at han kunne “springe de dyre mellemhandlere over” og tjene de store penge selv.

“Det var mine første forfalskninger, og ingen stillede spørgsmål”.
Shaun Greenhalgh om sin debut som 12-årig i 1972.

Shaun havde mødt eksperter og museumsfolk, der lod ham kigge i deres interne rapporter. Sådan fandt han ud af, hvad de kiggede efter, når de undersøgte et kunstværk.

Og sådan fik han mod på bl.a. at lave en torso i stil med den kunst, der omgav den egyptiske farao Akhnaton i 1300-tallet f.Kr. Shaun købte et stykke alabast og tog fat med mejslen.

Enden kom i 2006, da politiet stormede hans bopæl. Han havde forsøgt at afsætte en “assyrisk” stentavle til British Museum, men blev fældet af eksperterne pga. en forkert inskription.

Selv mener Shaun dog, at museet fik et tip af en af hans tidligere af­tagere, der ville ham til livs. Efter fængslet har han levet et stille liv i Bolton.

De fleste af Shauns mange værker er aldrig blevet afsløret – det blev han mindet om, da han besøgte et museum i Milano i 2015. På væggen hang en tegning af Leonardo da Vinci, som Shaun kunne genkende – det var jo Sally nede fra brugsen i Bolton!

“Nogle kyndige konservatorer havde vist givet hende en grundig behandling”.

Shaun Greenhalgh siger, at han i tiden som svindler ofte var plaget af dårlig samvittighed. “Men kunsthandlerne var værre”, mener han. Derfor har han et tip til alle,der overvejer at købe kunst: “Du skal købe det, du kan lide – ikke det, der er dyrt”.

Læs også:

Kunst

Ekspert: Svensk museum har købt falsk kunst

2 minutter
Kunst

Panik i Paris: Italiensk patriot stjal Mona Lisa

20 minutter
Kunst

Ingeniør finder portræt under Mona Lisa

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul