Getty Images & Shutterstock
Portræt af Leonardo da Vinci malet af Lattanzio Querena.

Leonardo da Vinci klattede sit talent væk

Maleriet hang Leonardo da Vinci ud af halsen. Alligevel slog universal-geniet aldrig rigtig igennem som ingeniør, videnskabsmand og opfinder, for hans berømmelse som maler klæbede til ham – til trods for at han nødig gjorde sine billeder færdige.

Leonardo da Vinci (1452-1519) var indbegrebet af et renæssancemenneske. Han blev en superstjerne i sin samtid på grund af sine malerier, og i dag skaber “Mona Lisa” stadig gigantiske køer på kunstmuseet Louvre i Paris.

Firenze og Milano var kulturelle højborge på da Vincis tid, og han levede og arbejdede størstedelen af sit liv i de italienske bystater. Få hele historien om Leonardo da Vinci her.

Lykken er en hest. Og den indfinder sig i Leonardo da Vincis liv i foråret 1489, da hertugen af Milano, Ludovico Sforza, bestiller en imponerende rytterstatue af sin far, der skal minde byens borgere om Sforza-familiens storhed.

Optændt af inspiration går Leonardo i gang med arbejdet: 8 m høj skal hans statue være og støbt af 75 tons bronze. Først må han dog undersøge hestens anatomi grundigt, så statuen kan blive så
naturtro og overbevisende som muligt.

Leonardo dissekerer hestelig, laver tabeller og tegner diagrammer med opmålinger af hesteknoglernes proportioner.

Emnet er så spændende, at han beslutter at skrive en afhandling om hestens anatomi. Men afhandlingen bliver ikke færdig, for undervejs kommer Leonardo på en metode til at skabe renere stalde vha. vandsluser og fordybninger i gulvene. Han udtænker også en mekanisme til at fylde ædetrugene via rør fra loftet.

Midt i arbejdet erfarer Leonardo pludselig, at hertugen er ved at finde en ny kunstner til opgaven – Ludovico Sforza er træt af at vente. Således presset går Leonardo derfor – med et par års forsinkelse – i gang med at forme en lermodel til bronzestatuen i sit atelier.

Umættelig nysgerrighed drev værket

Leonardo da Vinci må være det mest nysgerrige menneske i verdenshistorien, og alle emner i tilværelsen interesserede ham.

Igen og igen løb videbegæret af med italieneren – hvilket gjorde det vanskeligt for ham at holde koncentrationen på et enkelt felt ad gangen. Men nysgerrigheden var også drivkraften bag Leonardos geni, og allerede i barndommen fik den gode vilkår at udfolde sig i.

Leonardo var resultatet af en affære mellem notaren Piero da Vinci og en bondepige i landsbyen Vinci, hvor familiens gods lå.

I foråret 1452 fødte den 15-årige Caterina Lippi sin og Pieros søn. Som uægte barn slap Leonardo for at blive oplært som notar – et erhverv, der var gået i arv til den førstefødte ægte søn i slægten da Vinci gennem generationer.

Piero, som levede i storbyen Firenze ca. 25 km fra Vinci, vedkendte sig barnet, men havde ikke i sinde at gifte sig med den unge pige. Han var nemlig forlovet med en passende dame fra en velstillet familie, og de blev gift senere samme år.

Domkirken i Firenze, Italien: Santa Maria del Fiore.

Filippo Brunelleschi er arkitekten bag Firenze domkirkes kuppel, der blev udført mellem 1420-1434.

© Shutterstock

Sine første spæde år levede Leonardo med sin mor, som familien da Vinci fik gift med en lokal arbejdsmand.

Leonardo fik hurtigt halvsøskende, og i takt med at børneflokken voksede i det lille hjem, tilbragte han mere og mere tid hos sin farfar, som han flyttede ind hos, da han var fem år gammel.

Fra da Vinci-godset strejfede han ud på eventyr i det smukke toscanske landskab. Her fandt han fossiler i bjerghuler og spændende planter på engene, som han tog med hjem for at tegne.

Lykkelig barndom uden skolegang

Piero da Vinci brugte ikke penge på at sende sin uægte søn i en af de såkaldte latinskoler, hvor renæssancens velstillede familier fik deres børn undervist i antikkens sprog og kultur. Leonardo slap for støvede lærebøger og lærte heller ingen særlig respekt for autoriteter.

“De spankulerer rundt og pynter sig, ikke med deres indsats, men med andres”. Leonardo da Vinci om sin samtids lærde.

I stedet tog han ved lære af sine egne observationer i naturen, hvor han undrede sig over hundredvis af fænomener, som ingen andre spekulerede over: Hvorfor var himlen blå, hvordan bærer fugle sig ad med at flyve, og hvad får vandet til at danne hvirvler på dets vej gennem flodlejet?

Senere i livet var han ligefrem stolt af sin manglende skolegang og hånede dem, der kunne tænkes at se ned på ham af den grund.

“De spankulerer opblæste rundt og pynter og pryder sig, ikke med deres egen indsats, men med andres”, skrev han i en notesbog.

Alligevel fortæller den næsten samtidige italienske forfatter Giorgio Vasari, at Leonardo som voksen kæmpede for at indhente sin manglende skoleundervisning. Han gav sig bl.a. i kast med at lære latin, geometri og matematik.

I de få måneder, hvor Leonardo fx studerede aritmetik, gjorde han ifølge Vasari så enorme fremskridt, at hans underviser stod målløs tilbage.

Evner manglede Leonardo tydeligvis ikke, og videbegæret var allerede til stede under opvæksten hos bedsteforældrene.

Alt ændrede sig imidlertid for den unge dreng, da hans fars kone døde i barselssengen.

Det skete stort set samtidig med, at familien da Vincis overhoved, Leonardos farfar, også gik bort. Leonardo var stadig Pieros eneste barn, og i en alder af 12 blev han nu kaldt til Firenze for at bo hos sin far.

Firenze var den herligste by i verden

Efter ankomsten til Firenze i 1464 konstaterede Piero da Vinci, at sønnen med det blide gemyt tilsyneladende aldrig holdt op med at tegne og lave figurer. Der var ingen notar gemt i ham.

Men til alt held var Firenze rig på udfoldelsesmuligheder for et skabertalent som Leonardo. Byen vrimlede med silkevævere, guldsmede, juvelerer og malere.

Staden havde ca. 40.000 indbyggere med mindst 100 rige familier og en stor, velstillet middelklasse.

Byens reelle hers­ker, bankmanden Cosimo de’ Medici, var netop død, og i hans sted trådte sønnen Lorenzo de’ Medici, der i endnu højere grad end faren støttede kunst og videnskab.

Han oprettede akademier og gav arbejde til de mange kunstnere og filosoffer, som byen tiltrak.

På Firenzes piazzaer forsamlede farvere, linseslibere og silkevævere sig i ledige stunder for at deltage i filosofiske og naturvidenskabelige diskussioner.

“En ubeskrivelig smuk krop, hvis udstråling skabte jubel hos selv de mest bedrøvede”. Beskrivelse af Leonardos fysiske fremtoning.

Lorenzo forkælede desuden jævnligt byen med storslåede fester og skuespil – alt sammen inspirerende for den unge Leonardo.

Piero så, hvad vej det bar med sønnen. Han samlede derfor nogle af drengens bedste tegninger sammen og viste dem til sin klient Andrea del Verrocchio, der drev en af byens bedste bottegaer – et værksted, hvor alle slags kunsthåndværk blev fremstillet.

Ville det være til gavn for hans søn at studere tegning, spurgte han Verrocchio, som lamslået holdt de brillante tegninger op for sig. Leonardo fik omgående en læreplads hos Verrocchio. Her blev han undervist i anatomi, mekanik, tegneteknik samt virkningen af lys og skygge.

Sammen med de andre lærlinge producerede Leonardo bl.a. helgenbilleder, der solgtes i bottegaens butik.

Leonardo foretrak mænd

Unge Leonardo var ifølge forfatteren Giorgio Vasari muskuløs med “en ubeskrivelig smuk krop, hvis udstråling skabte jubel hos selv de mest bedrøvede”.

Det unge stjerneskud var venstrehåndet og skrev i modsat retning af alle andre; det tvang drengen til at udvikle en slags spejlskrift, der med tiden skulle fylde hundredvis af notesbøger. Derudover var han vegetar, gik lapset klædt, og så var han homoseksuel.

Trods alt sit frisind forbød Firenze sex mellem personer af samme køn, men i lighed med mange af hans kunstnerkolleger tog Leonardo forbuddet afslappet.

Sammen med fire andre unge mænd blev han i 1476 anklaget for seksuel omgang med en guldsmedelærling, som ifølge den anonyme anklage “deltog i mange modbydelige affærer og tilfredsstillede de personer, der ønskede sig denne slags fordærvethed af ham”.

En undersøgelse blev iværksat, men da én af de andre anklagede var gift ind i den velansete Medici-familie, gik sagen lige så stille i sig selv. Leonardo var da 24 år og havde forladt bottegaen.

Maleren hittede som festarrangør

Leonardos egen forretning gik sløjt. Ud af de tre bestillinger, han modtog i sine fem år som selvstændig maler i Firenze, påbegyndte han kun de to.

“Sig mig, om noget nogensinde er færdigt. Sig mig det, sig mig det”. Leonardo da Vinci

Det ene af dem, med titlen “Den hellige Hieronymus i ørkenen”, beholdt han i årevis, så han kunne arbejde på det fra tid til anden.

Leonardos perfektionisme fik ham imidlertid til at opgive at fuldende billedet, og i sine notesbøger hengav han sig til sortsyn.

“Sig mig, om noget nogensinde er færdigt. Sig mig det, sig mig det”, skrev han fortvivlet.

Imens nød hans rivaler stor succes: Maleren Botticelli, der på ingen måde manglede evnen til at færdiggøre sine billeder, var Medici-familiens favorit og fik utallige opgaver.

Sammen med andre udvalgte kunstnere blev Botticelli sendt til Rom for at dekorere Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, for Medicierne brugte ofte deres florentinske kunststjerner til at vinde alliancepartnere i de italienske bystaters evigt ustabile politiske landskab.

Leonardo havde aldrig leflet for Medici-­familien, som kun gav ham opgaver med at iscenesætte byens festspil – et felt, hvor han havde uovertrufne evner og formåede at overholde tidsplanerne.

Da Leonardo fyldte 30 år, havde han opnået ry for at være en dygtig maler, der dog aldrig gjorde sine opgaver færdige. Leonardo selv følte sig slidt og nedtrykt. Han syntes ikke længere, at Firenze var stedet for ham.

Løsningen kom i 1482, da Medicierne besluttede at sende Leonardo til nabobyen Milano.

Leonardo da Vincis opfindelser

Idéerne væltede ud af Leonardo da Vinci

En dykkerdragt, en paraglider og en kilometertæller – Leonardo efterlod sig hundredvis af tegninger til geniale maskiner og anordninger. De færreste blev realiseret i hans levetid.

Kanonbatteri.
© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE

Kanonbatteri

En af da Vincis mere krigeriske idéer var en cirkulær indretning med 16 fastmonterede kanoner. Inde i midten ville han placere en mekanisk an­ordning med tandhjul, men dens formål er uklart. Baseret på skitsen gætter forskerne på, at der skulle påmonteres årer, så våbnet kunne ros omkring til søs.

Trommemaskine.
© Niels-Peter Granzow Busch/historie

Trommemaskine

En af de mere festlige opfindelser var en trommemaskine. Når anordningen blev trukket frem, aktiverede hjulenes omdrejninger en mekanisme, som fik en række trommestikker til at slå imod en stortromme. Maskinen kunne fx bruges til optog.

Kilometertæller.
© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE

Kilometertæller

En af de få opfindelser, Leonardo byggede og testede, var hans afstandsmåler. Maskinen ligner en trillebør, og hver gang dens hjul drejede en hel omgang, blev en mekanisme aktiveret, som lod en lille sten dumpe ned i kassen. Antallet af sten viste den tilbagelagte afstand.

Hjuldamper.
© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE

Hjuldamper

I et forsøg på at skabe en båd, der var nem at sejle på rolige floder og kanaler, udviklede da Vinci en båd med en form for skovlhjul. Skovlene skulle ifølge hans tegninger enten drives med håndkraft via et krumtaphåndtag eller vha. nogle fastmonterede fodpedaler.

Dykkerdragt.
© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE

Dykkerdragt

Leonardo forestillede sig en dragt, hvor dykkeren fik ilt gennem hule stokke eller læderrør, der flød i vandoverfladen. Visse versioner forsynede han med en tissepose, så dykkeren kunne klare sig i timevis under vandet.

Dragefly.
© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE

Dragefly

Den italienske opfinder udviklede et koncept til en paraglider. Inspira­tionen fandt han i fugle- og flager­musevinger. Med en række mindre justeringer ville glideren sand­synlig­vis have fungeret i praksis.

Krigsmaskiner skulle sikre nyt job

Leonardo begav sig snart afsted. Han medbragte en hjemmelavet lyre af sølv, som han havde lært sig selv at spille på.

Med sig havde Leonardo også sin unge elsker, Atalante, samt et maskineri på hjul, som han havde konstrueret til at måle afstande ved at tælle et vognhjuls omdrejninger.

290 km var der fra Firenze til Milano, skrev han i sin notesbog, da de efter en uge nåede frem.

Leonardo var officielt sendt afsted på en diplomatisk mission for at underholde Milanos stærke og kyniske hersker, Ludovico Sforza, som Medicierne ønskede at stå på god fod med.

Geniet da Vinci havde imidlertid private ambitioner om at gøre fyrsten til sin nye mæcen.

I en lang jobansøgning, som han forfattede undervejs til Milano, oplistede Leonardo derfor i 10 punkter en række fantastiske våben og maskiner, som han tilbød at bygge for hertug Sforza.

Til slut nævnte han kort sine kunstneriske evner: “Derudover kan jeg udføre skulpturer i marmor, bronze og ler samt male så godt som nogen anden”.

Karriereskiftet endte som en fiasko

Når Leonardo nedtonede sine maler­evner, var det, dels fordi tanken om at male hang ham langt ud af halsen, dels fordi han i stigende grad opfattede sig selv som opfinder og ingeniør.

Ved at prale af sine evner som våbenkonstruktør – selvom han aldrig havde været i nærheden af en slagmark – forsøgte Leonardo at imødekomme, hvad han mente, Ludovico Sforza ønskede sig mest af alt: Militær overlegenhed.

Milano var nemlig ingen købmandsrepublik som Firenze, men en militaristisk fyrstestat, hvor den regerende Sforza-familie havde stødt den forrige hertugslægt af tronen.

Sforzaerne regerede fra slotte fyldt med hoffolk, embedsmænd, astrologer, kunstnere, musikere, dyretæmmere, skuespillere og gøglere.

Byen havde omtrent tre gange flere indbyggere end Firenze samt et universitet, hvilket videnskabeligt og intellektuelt hævede Milano op på niveau med Bologna, tidens førende universitetsby.

Leonardo var ivrig efter at blive i byen og knoklede på for at imponere hertug Sforza. På kort tid tegnede han over 30 skitser til nye dødbringende krigsmaskiner og våben.

Flere af hans idéer var langt forud for deres tid – bl.a. en kampvogn og en forløber for maskingeværet.

Ingen af forslagene blev dog til noget. Ludovico Sforza sad nemlig så tungt på magten i området, at han ikke havde brug for at føre nogen krig.

I stedet ønskede Ludovico sig underholdning, og fyrsten vidste, at hans nye gæst var en forrygende iscenesætter. Snart blev Leonardo da Vinci sat til at arrangere teaterforestillinger – præcis som han havde gjort det i Firenze.

Rytterstatue blev bygget i ler

Sytten år skulle Leonardos ophold i Milano vare. I den tid var han – ligesom i Firenze – omgivet af en skare af elever, venner og elskere. Med årene fik han også assistenter, som havde rigeligt at se til i mesterens travle værksted.

Leonardo nåede så vidt som til at frembringe en gigantisk model i ler. Om en ufærdig statue.

Foruden festspil og malearbejde havde Leonardo gang i mange andre projekter: Han konstruerede bl.a. musikinstrumenter og lavede et udkast til en ny byplan, der skulle løse problemerne med Milanos overbefolkning og affaldet – og som formentlig kunne have afværget de pest­epidemier, der siden ramte byen.

Derudover tegnede han karikaturer af mennesker, han mødte på gaden, digtede fabler og påbegyndte arbejdet med at skrive et bestiarium (en middelalderlig naturhistorisk håndbog, red.).

I 1489 indfandt Ludovico Sforzas budbringer sig i mester Leonardos værksted med bestillingen på den kolossale rytterstatue af fyrstens afdøde far.

Ikke o­ver­ras­ken­de blev statuen aldrig til virkelighed, men Leonardo nåede dog så vidt som til at frembringe en gigantisk model i ler, der vakte stor begejstring hos hertugen.

Derefter tabte Ludovico Sforza imidlertid interessen – for en fransk invasion truede.

Han konfiskerede derfor bronzen, som skulle have været brugt til Leonardos rytterstatue, og lavede kanoner af den.

Da franskmændene omsider invaderede i 1499, opgav Sforza uden kamp og flygtede fra byen.

Leonardo mødte pavens søn

Med Sforzas flugt havde Leonardo mistet sin mæcen, og nu stod franskmændene i byen – Leonardo besluttede, at det var tid at vende hjem til Firenze.

Inden sin afrejse nåede han dog at møde den franske kong Ludvig 12., der straks efter sin ankomst til Milano var taget hen til Santa Maria delle Grazie-­klostret, hvor Leonardo året før havde lagt de sidste penselstrøg på det store bestillingsarbejde “Den sidste nadver”.

Ludvig 12. møder Leonardo da Vinci.

Ludvig 12. kom til Milano efter Frankrigs erobring af byen. Her blev han mødt af Leonardo da Vincis løve.

© Bridgeman Images

Så betaget var kongen af billedet, at han forhørte sig om muligheden for at bringe muren med maleriet med hjem til Frankrig, hvilket hans rådgivere til alt held frarådede.

Sammen med den franske konge ankom hærføreren Cesare Borgia til byen.

Santa Maria delle Grazie-­klostret i Milano huser “Den sidste nadver”.

Santa Maria delle Grazie-­klostret i Milano huser Leonardo da Vincis maleri “Den sidste nadver”.

© Shutterstock

24-årige Cesare var søn af den siddende pave, Alexander 6., og anførte de pavelige hærstyrker – men mest af alt var han en ambitiøs, ung mand, som håbede at øge sin magt og indflydelse.

Derfor havde han allieret sig med de invaderende franskmænd.

I Milano udviste pavesønnen så stor interesse for Leonardos tegninger af forskellige krigsmaskiner og våben, at den italienske maler viste ham alle sine skitser, inden han forlod byen.

“Den sidste nadver” gjorde Leonardo berømt

Leonardo da Vincis værk “Den sidste nadver”.

Den restaurerede udgave af “Den sidste nadver” blev præsenteret i 1999.

© Alonso de Mendoza

At Leonardos maleri “Den sidste nadver” stadigvæk kan ses i dag, skyldes den restaurering, som et konservatorhold på­begyndte i 1978.

Arbejdet tog 21 år, og eksperterne brugte bl.a. infrarødt lys til at finde frem til de originale dele af maleriet, hvorefter de minutiøst rekonstruerede dem.

Maleriet forestiller en scene under Jesu sidste måltid med sine 12 disciple. Tidspunktet er sat, lige efter at Jesus har udtalt de profetiske ord, “en af jer vil forråde mig”.

Som et øjebliksbillede viser Leonardo da Vinci disciplenes spontane reaktioner på den skæbnesvangre udmelding.

“Den sidste nadver” er et maleri i evigt forfald

  • 1518: Blot 20 år efter billedets færdiggørelse begynder malingen at skalle af, fordi Leonardo har insisteret på at male med oliemaling på gipsvæggen i stedet for at male en fresko.
  • 1652: Maleriet er så svagt og opløst, at klostrets munke tillader sig at slå hul i væggen og lave en dør. På den måde skærer de Jesu fødder af.
  • 1726: En konservator beslutter sig rask væk til at udfylde billedets afskallede områder med oliemaling og et lag fernis ovenpå.
  • 1760’erne: En ny konservator fjerner den gamle konservators arbejde. Derefter maler han de halvt afskallede ansigter på egen hånd – uden større omtanke for det originale værk. Et offentligt ramaskrig tvinger ham dog til at standse, da han mangler tre ansigter.
  • Den franske revolution: Antikirkelige vandaler kradser øjnene ud på apostlene, og Santa Maria delle Grazie-klostret bliver brugt som fængsel.
  • 1900-tallet: To rensninger bremser forfaldet uden at forvolde mere skade.
  • 2. verdenskrig: Klostret bliver ramt af de allieredes bomber, men Leonardos værk reddes af sandsække, der er stablet op foran det.

Teatertricks lærte mesteren at snyde med perspektivet

Da Leonardo da Vinci i 1495 gik i gang med det enorme billede af den sidste nadver, måtte han gøre brug af en metode fra teaterverdenen, han selv kaldte “komplekst perspektiv”.

Perspektivtegning til maleriet “Den sidste nadver”.

Maleriet “Den sidste nadver” måler 8,8 x 4,6 m og findes på klostret Santa Maria delle Grazie, Milano.

© Alonso de Mendoza

Linjerne fra vægge og loft bevæger sig mere stejlt mod forsvindingspunktet, end de normalt ville gøre på et maleri. Forvridningen af perspektivet skulle sikre, at maleriet så rigtigt ud, uanset hvor i rummet beskueren opholdt sig – ligesom når publikum i teatret sad på forskellige pladser.

Bordet er for smalt, fordi bredden i billedet skævvrider perspektivets dybde, så der ikke er ordentlig plads til de mange disciple, som alle sidder på den samme side af bordet. Bemærk fx, hvor tæt Judas’ højre albue er på bordets forkant.

Leonardo tog Mona Lisa med til Firenze

I marts 1500 nåede Leonardo hjem til Firenze. Med sig havde han et stort følge af elskere, assistenter og elever. Mesteren nærmede sig de 50 år, men han følte sig veltilpas efter hjemkomsten og arbejdede produktivt.

Han tog sågar imod bestillingen på et portræt af en rig silkehandlers smukke kone ved navn Lisa Gherardini.

Verden skulle senere lære hende at kende som “Mona Lisa”.

Leonardo da Vinci maler “Mona Lisa”.

I 1956 blev “Mona Lisa” udsat for hærværk hele to gange på Louvre-museet i Paris: Først hældte en museumsgæst syre ud over maleriet, og senere på året kastede en anden besøgende en sten mod værket.

© Imageselect

I foråret 1501 rettede krigsherren Cesare Borgia imidlertid blikket mod Firenze, og indbyggerne krøb sammen i frygt.

I maj stod Cesares invasionshær ved bymuren, men efter lange forhandlinger lykkedes det byen at slippe for erobring ved at betale 36.000 floriner.

Året efter vendte Cesare dog tilbage, og denne gang betalte byen med sin fineste kunstner og ingeniør: Leonardo.

Ingeniør for nådesløs krigsherre

Leonardo drog afsted for at indtage sit nye job som teknik- og militærekspert for Cesare Borgia.

I sommeren 1502 nåede han frem til sin nye mæcens hovedsæde i byen Urbino i regionen Romagna. Her fik Leonardo udstedt et pas med titel af chef-ingeniør, hvorefter han drog på rundrejse for at besigtige fæstningsanlæg og havneløb i Cesares territorier.

Leonardo blev dog snart distraheret fra de militære ekspertopgaver og gik i gang med en afhandling om vands massefylde.

Hans største militære arbejde i denne periode var detaljerede bykort i fugleperspektiv, som gjorde det nemmere at planlægge militærangreb.

Leonardo brød sig generelt ikke om sin nye mæcen. Overalt, hvor Cesares hær trængte frem, myrdede, voldtog og lemlæstede soldaterne lokalbefolkningen.

Den brutale pavesøn stod ikke længere i forbund med franskmændene, men arbejdede på at erobre land til sig selv.

Efter blot otte måneder i hans tjeneste fik en trist og desillusioneret Leonardo lov til atter at vende hjem til Firenze.

Kongelig invitation redder da Vinci

Hjemkomsten bragte dog ikke umiddelbart nogen stor glæde for den aldrende mester. Bystyret pålagde ham i 1503 en besværlig og tidskrævende opgave med at udsmykke rådhusets mødesal.

Og situationen blev kun værre af, at Leonardos unge konkurrent Michelangelo – som han bestemt ikke brød sig om – også skulle arbejde på projektet.

Året efter døde Leonardos far, som i mellemtiden havde fået ni andre sønner.

De nægtede at dele arven med den uægte storebror, hvilket frustrerede Leonardo, som på dette tidspunkt af sin karriere døjede med pengesorger.

Til sit store held modtog den aldrende stjerne en invitation fra en stor fan – franske Ludvig 12. Regenten bad ham vende tilbage til Milano.

Men i første omgang nægtede bystyret at lade Leonardo rejse, fordi byrådsmedlemmerne mistænkte, at han endnu en gang var ved at smutte fra et ufærdigt stykke arbejde.

Den franske konges ambassadør insisterede dog, og i sidste ende turde bystyret ikke gå imod Ludvigs ønske. Nødtvungent accepterede de derfor, at Leonardo i 1508 forlod byen og sit ufærdige arbejde i mødesalen.

Leonardo foragtede Michelangelos kunst

Leonardo da Vinci og Michelangelo.

Leonardo Da Vincis største rival var kunstneren Michelangelo. Mens den høje, flotte Leonardo førte sig frem i lyserøde kjortler, gik hans rival oftest klædt i mere afdæmpede farver.

© Bridgeman Images

Firenzes mestre hadede hinanden

Igennem hele sit liv havde Leonardo da Vinci kunstneriske rivaler. Da han som 51-årig vendte hjem til Firenze fra Milano i 1503, opdagede Leonardo fx, at den 28-årige kunstner Michelangelo i hans fravær var blevet byens nye stjerne.

Mens Leonardo var charmerende, mild af sind og altid omgivet af venner og beundrere, var Michelangelo en neurotisk og indadvendt enspænder, der nemt kom på kant med andre. Leonardo brød sig ikke om sin yngre konkurrent:

“Man skulle tro, man så på en sæk valnødder i stedet for en menneskekrop”, lød hans dom.

Med valnødder mente Leonardo, at Michelangelo malede som en billedhugger og kaldte ham nedladende for “den anatomiske maler”.

Da bystyret nedsatte en komité for at afgøre, hvor Michelangelos fem meter høje marmorstatue af den nøgne David skulle opstilles, anbefalede Leonardo derfor at placere den i en afsides søjlegang.

Bogudgivelse blev aldrig til noget

Tilbage i Milano genoptog Leonardo en af sine store passioner: Kortlægningen af menneskekroppens anatomi.

Dissektion var ikke velanset hos den katolske kirke, der dog ikke forbød det.

“I bør ikke have skrupler over, at disse opdagelser forudsætter en andens død”. Leonardo om dissektion.

I Milano og Firenze var dissektioner blevet almindelige, men ikke i Rom, hvor foretagendet på Leonardos tid stadig blev betragtet som kættersk.

Mesteren tog til genmæle mod fundamentalisterne i sine notater om dissektion: “I bør ikke have skrupler over, at disse opdagelser forudsætter en andens død; snarere bør I glædes over, at vores Skaber har sørget for så fremragende et hjælpemiddel”.

Efter hundredvis af dissektioner opklarede han som det sidste mysterium den hydrauliske mekanisme i hjerteklappernes bevægelse.

“Den vitruvianske mand” af renæssance-kunstneren Leonardo da Vinci.

“Den vitruvianske mand” af renæssance-kunstneren Leonardo da Vinci.

© Shutterstock

For at komme menneskeheden til gode manglede hans noter om opdagelsen blot at blive ordnet, redigeret og udgivet. Det skete aldrig.

I stedet rejste den 60-årige Leonardo i 1513 til Rom, fordi en krig om Milano brød ud mellem franskmændene og Ludovico Sforzas søn, der havde generobret magten i byen.

Leonardo forlod den tumultariske by og fik 250 kg gods fragtet med sig til Rom.

Størstedelen af bagagen var bøger og instrumenter, men også en håndfuld malerier, som han stadig forsøgte at fuldføre. I Rom havde Leonardo imidlertid svært ved at finde sig en ny mæcen, og han blev hurtigt træt af byen.

Tegning af Leonardo da Vinci.

Leonardo tegnede ofte billeder af de menneskelige organer i sine notesbøger – heriblandt hjertet.

© Imageselect

Leonardo da Vinci skar i lig

Lykken og døden ventede i Frankrig

Under et topmøde i december 1515 i Bologna, hvor Leonardo deltog som rådgiver i pavens delegation, traf han Frankrigs nye konge – 21-årige Frans 1.

Et venskab åbenbarede sig på stedet mellem den 63-årige Leonardo og den unge regent. Høj, bredskuldret, stærk og karismatisk var Frans tillige også videbegærlig samt interesseret i et væld af emner ligesom Leonardo.

Frans beundrede den gamle mes­ter næsegrus og tiggede ham om at følge med sig til Frankrig.

Leonardo gav sig, og kongen installerede ham og hans følge i et lille palæ i landsbyen Amboise i Loiredalen ved siden af sit eget slot.

Frans forlangte ingen som helst produktion af Leonardo og plagede ham aldrig om malerier. Hans eneste krav var, at Leonardo blev ved hans hof.

Frans betalte selv for opholdet og stillede al tænkelig komfort til rådighed.

Den franske konge Frans 1. ved Leonardo da Vincis dødsøjeblik.

Den franske konge Frans 1. holder om Leonardo da Vinci til hans sidste øjeblik.

© Wikimedia Commons / Musée des Beaux-Arts de la ville de Paris

Men mesterens helbred skrantede.

Et slagtilfælde havde gjort hans højre hånd ubrugelig, og kort efter sin 67-års fødselsdag i april 1519 lod Leonardo sit testamente skrive. Med en sønderknust Frans ved dødslejet udåndede Leonardo 2. maj.

Hans efterladte ejendele talte et hav af notesbøger, påbegyndte afhandlinger, aldrig realiserede opfindelser og ufærdige malerier – for at færdiggøre noget var at lade det stivne og dø, og Leonardo svor igennem hele sit liv til dynamik og bevægelse som selve livets grundprincip.

Formodet Leonardo da Vinci-maleri er verdens dyreste

Maleriet “Salvator Mundi”.

Maleriet "Salvator Mundi" forestiller Jesus med en krystalkugle i den ene hånd.

© Stemoc

Prins købte verdens dyreste maleri