Leonardo da Vinci klattede sit talent væk

Lykken er en hest. Og den indfinder sig i Leonardo da Vincis liv i foråret 1489, da hertugen af Milano, Ludovico Sforza, bestiller en imponerende rytterstatue af sin far, der skal minde byens borgere om Sforza-familiens storhed.

Optændt af inspiration går Leonardo i gang med arbejdet: 8 m høj skal hans statue være og støbt af 75 tons bronze. Først må han dog undersøge hestens anatomi grundigt, så statuen kan blive så
naturtro og overbevisende som muligt.

Leonardo dissekerer hestelig, laver tabeller og tegner diagrammer med opmålinger af hesteknoglernes proportioner.

Emnet er så spændende, at han beslutter at skrive en afhandling om hestens anatomi. Men afhandlingen bliver ikke færdig, for undervejs kommer Leonardo på en metode til at skabe renere stalde vha. vandsluser og fordybninger i gulvene. Han udtænker også en mekanisme til at fylde ædetrugene via rør fra loftet.

Midt i arbejdet erfarer Leonardo pludselig, at hertugen er ved at finde en ny kunstner til opgaven – Ludovico Sforza er træt af at vente. Således presset går Leonardo derfor – med et par års forsinkelse – i gang med at forme en lermodel til bronzestatuen i sit atelier.

Sine første spæde år levede Leonardo med sin mor, som familien da Vinci fik gift med en lokal arbejdsmand.

Leonardo fik hurtigt halvsøskende, og i takt med at børneflokken voksede i det lille hjem, tilbragte han mere og mere tid hos sin farfar, som han flyttede ind hos, da han var fem år gammel.

Fra da Vinci-godset strejfede han ud på eventyr i det smukke toscanske landskab. Her fandt han fossiler i bjerghuler og spændende planter på engene, som han tog med hjem for at tegne.

I stedet tog han ved lære af sine egne observationer i naturen, hvor han undrede sig over hundredvis af fænomener, som ingen andre spekulerede over: Hvorfor var himlen blå, hvordan bærer fugle sig ad med at flyve, og hvad får vandet til at danne hvirvler på dets vej gennem flodlejet?

Senere i livet var han ligefrem stolt af sin manglende skolegang og hånede dem, der kunne tænkes at se ned på ham af den grund.

“De spankulerer opblæste rundt og pynter og pryder sig, ikke med deres egen indsats, men med andres”, skrev han i en notesbog.

Alligevel fortæller den næsten samtidige italienske forfatter Giorgio Vasari, at Leonardo som voksen kæmpede for at indhente sin manglende skoleundervisning. Han gav sig bl.a. i kast med at lære latin, geometri og matematik.

I de få måneder, hvor Leonardo fx studerede aritmetik, gjorde han ifølge Vasari så enorme fremskridt, at hans underviser stod målløs tilbage.

Evner manglede Leonardo tydeligvis ikke, og videbegæret var allerede til stede under opvæksten hos bedsteforældrene.

Alt ændrede sig imidlertid for den unge dreng, da hans fars kone døde i barselssengen.

Det skete stort set samtidig med, at familien da Vincis overhoved, Leonardos farfar, også gik bort. Leonardo var stadig Pieros eneste barn, og i en alder af 12 blev han nu kaldt til Firenze for at bo hos sin far.

Lorenzo forkælede desuden jævnligt byen med storslåede fester og skuespil – alt sammen inspirerende for den unge Leonardo.

Piero så, hvad vej det bar med sønnen. Han samlede derfor nogle af drengens bedste tegninger sammen og viste dem til sin klient Andrea del Verrocchio, der drev en af byens bedste bottegaer – et værksted, hvor alle slags kunsthåndværk blev fremstillet.

Ville det være til gavn for hans søn at studere tegning, spurgte han Verrocchio, som lamslået holdt de brillante tegninger op for sig. Leonardo fik omgående en læreplads hos Verrocchio. Her blev han undervist i anatomi, mekanik, tegneteknik samt virkningen af lys og skygge.

Sammen med de andre lærlinge producerede Leonardo bl.a. helgenbilleder, der solgtes i bottegaens butik.

Det ene af dem, med titlen “Den hellige Hieronymus i ørkenen”, beholdt han i årevis, så han kunne arbejde på det fra tid til anden.

Leonardos perfektionisme fik ham imidlertid til at opgive at fuldende billedet, og i sine notesbøger hengav han sig til sortsyn.

“Sig mig, om noget nogensinde er færdigt. Sig mig det, sig mig det”, skrev han fortvivlet.

Imens nød hans rivaler stor succes: Maleren Botticelli, der på ingen måde manglede evnen til at færdiggøre sine billeder, var Medici-familiens favorit og fik utallige opgaver.

Sammen med andre udvalgte kunstnere blev Botticelli sendt til Rom for at dekorere Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, for Medicierne brugte ofte deres florentinske kunststjerner til at vinde alliancepartnere i de italienske bystaters evigt ustabile politiske landskab.

Leonardo havde aldrig leflet for Medici-­familien, som kun gav ham opgaver med at iscenesætte byens festspil – et felt, hvor han havde uovertrufne evner og formåede at overholde tidsplanerne.

Da Leonardo fyldte 30 år, havde han opnået ry for at være en dygtig maler, der dog aldrig gjorde sine opgaver færdige. Leonardo selv følte sig slidt og nedtrykt. Han syntes ikke længere, at Firenze var stedet for ham.

Løsningen kom i 1482, da Medicierne besluttede at sende Leonardo til nabobyen Milano.

Foruden festspil og malearbejde havde Leonardo gang i mange andre projekter: Han konstruerede bl.a. musikinstrumenter og lavede et udkast til en ny byplan, der skulle løse problemerne med Milanos overbefolkning og affaldet – og som formentlig kunne have afværget de pest­epidemier, der siden ramte byen.

Derudover tegnede han karikaturer af mennesker, han mødte på gaden, digtede fabler og påbegyndte arbejdet med at skrive et bestiarium (en middelalderlig naturhistorisk håndbog, red.).

I 1489 indfandt Ludovico Sforzas budbringer sig i mester Leonardos værksted med bestillingen på den kolossale rytterstatue af fyrstens afdøde far.

Ikke o­ver­ras­ken­de blev statuen aldrig til virkelighed, men Leonardo nåede dog så vidt som til at frembringe en gigantisk model i ler, der vakte stor begejstring hos hertugen.

Derefter tabte Ludovico Sforza imidlertid interessen – for en fransk invasion truede.

Han konfiskerede derfor bronzen, som skulle have været brugt til Leonardos rytterstatue, og lavede kanoner af den.

Da franskmændene omsider invaderede i 1499, opgav Sforza uden kamp og flygtede fra byen.

Så betaget var kongen af billedet, at han forhørte sig om muligheden for at bringe muren med maleriet med hjem til Frankrig, hvilket hans rådgivere til alt held frarådede.

Sammen med den franske konge ankom hærføreren Cesare Borgia til byen.

24-årige Cesare var søn af den siddende pave, Alexander 6., og anførte de pavelige hærstyrker – men mest af alt var han en ambitiøs, ung mand, som håbede at øge sin magt og indflydelse.

Derfor havde han allieret sig med de invaderende franskmænd.

I Milano udviste pavesønnen så stor interesse for Leonardos tegninger af forskellige krigsmaskiner og våben, at den italienske maler viste ham alle sine skitser, inden han forlod byen.

At Leonardos maleri “Den sidste nadver” stadigvæk kan ses i dag, skyldes den restaurering, som et konservatorhold på­begyndte i 1978.

Arbejdet tog 21 år, og eksperterne brugte bl.a. infrarødt lys til at finde frem til de originale dele af maleriet, hvorefter de minutiøst rekonstruerede dem.

Maleriet forestiller en scene under Jesu sidste måltid med sine 12 disciple. Tidspunktet er sat, lige efter at Jesus har udtalt de profetiske ord, “en af jer vil forråde mig”.

Som et øjebliksbillede viser Leonardo da Vinci disciplenes spontane reaktioner på den skæbnesvangre udmelding.

“Den sidste nadver” er et maleri i evigt forfald

• 1518: Blot 20 år efter billedets færdiggørelse begynder malingen at skalle af, fordi Leonardo har insisteret på at male med oliemaling på gipsvæggen i stedet for at male en fresko.
• 1652: Maleriet er så svagt og opløst, at klostrets munke tillader sig at slå hul i væggen og lave en dør. På den måde skærer de Jesu fødder af.
• 1726: En konservator beslutter sig rask væk til at udfylde billedets afskallede områder med oliemaling og et lag fernis ovenpå.
• 1760’erne: En ny konservator fjerner den gamle konservators arbejde. Derefter maler han de halvt afskallede ansigter på egen hånd – uden større omtanke for det originale værk. Et offentligt ramaskrig tvinger ham dog til at standse, da han mangler tre ansigter.
• Den franske revolution: Antikirkelige vandaler kradser øjnene ud på apostlene, og Santa Maria delle Grazie-klostret bliver brugt som fængsel.
• 1900-tallet: To rensninger bremser forfaldet uden at forvolde mere skade.
• 2. verdenskrig: Klostret bliver ramt af de allieredes bomber, men Leonardos værk reddes af sandsække, der er stablet op foran det.

Teatertricks lærte mesteren at snyde med perspektivet

Da Leonardo da Vinci i 1495 gik i gang med det enorme billede af den sidste nadver, måtte han gøre brug af en metode fra teaterverdenen, han selv kaldte “komplekst perspektiv”.

Linjerne fra vægge og loft bevæger sig mere stejlt mod forsvindingspunktet, end de normalt ville gøre på et maleri. Forvridningen af perspektivet skulle sikre, at maleriet så rigtigt ud, uanset hvor i rummet beskueren opholdt sig – ligesom når publikum i teatret sad på forskellige pladser.

Bordet er for smalt, fordi bredden i billedet skævvrider perspektivets dybde, så der ikke er ordentlig plads til de mange disciple, som alle sidder på den samme side af bordet. Bemærk fx, hvor tæt Judas’ højre albue er på bordets forkant.

I foråret 1501 rettede krigsherren Cesare Borgia imidlertid blikket mod Firenze, og indbyggerne krøb sammen i frygt.

I maj stod Cesares invasionshær ved bymuren, men efter lange forhandlinger lykkedes det byen at slippe for erobring ved at betale 36.000 floriner.

Året efter vendte Cesare dog tilbage, og denne gang betalte byen med sin fineste kunstner og ingeniør: Leonardo.

I Milano og Firenze var dissektioner blevet almindelige, men ikke i Rom, hvor foretagendet på Leonardos tid stadig blev betragtet som kættersk.

Mesteren tog til genmæle mod fundamentalisterne i sine notater om dissektion: “I bør ikke have skrupler over, at disse opdagelser forudsætter en andens død; snarere bør I glædes over, at vores Skaber har sørget for så fremragende et hjælpemiddel”.

Efter hundredvis af dissektioner opklarede han som det sidste mysterium den hydrauliske mekanisme i hjerteklappernes bevægelse.

For at komme menneskeheden til gode manglede hans noter om opdagelsen blot at blive ordnet, redigeret og udgivet. Det skete aldrig.

I stedet rejste den 60-årige Leonardo i 1513 til Rom, fordi en krig om Milano brød ud mellem franskmændene og Ludovico Sforzas søn, der havde generobret magten i byen.

Leonardo forlod den tumultariske by og fik 250 kg gods fragtet med sig til Rom.

Størstedelen af bagagen var bøger og instrumenter, men også en håndfuld malerier, som han stadig forsøgte at fuldføre. I Rom havde Leonardo imidlertid svært ved at finde sig en ny mæcen, og han blev hurtigt træt af byen.

Men mesterens helbred skrantede.

Et slagtilfælde havde gjort hans højre hånd ubrugelig, og kort efter sin 67-års fødselsdag i april 1519 lod Leonardo sit testamente skrive. Med en sønderknust Frans ved dødslejet udåndede Leonardo 2. maj.

Hans efterladte ejendele talte et hav af notesbøger, påbegyndte afhandlinger, aldrig realiserede opfindelser og ufærdige malerier – for at færdiggøre noget var at lade det stivne og dø, og Leonardo svor igennem hele sit liv til dynamik og bevægelse som selve livets grundprincip.