Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

“Litteratur kan aldrig blive en kvindes sag”

Da den 20-årige digterspire Charlotte Brontë sender et brev med et digt til den prisbelønnede poet Robert Southey, bliver det begyndelsen på en noget syrlig brevveksling.

Keswick, England, 12. marts 1837

Madam

De har sikkert for længst opgivet at få svar på det brev, som De sendte til mig den 29. december.

Jeg befandt mig tæt på grænsen til Cornwall, da De skrev, og brevet nåede mig først to uger senere, da jeg var ankommet til Hampshire.

Jeg fortsatte min rejse rundt i landet og tilbragte herefter tre travle uger i London. I den tid havde jeg ikke et øjebliks fritid til at svare Dem.

Og nu, da jeg atter er hjemme og i gang med at komme til bunds i alt det, som har hobet sig op i mit lange fravær, har brevet ligget ubesvaret som det sidste i en stor bunke.

Mit sene svar skyldes ikke manglende respekt, men at det – når sandheden skal frem – ikke er en hverken let eller behagelig sag at besvare brevet og dermed lægge en dæmper på Deres ildhu og ungdommelige begejstring.

Hvad og hvem De er, kan jeg kun udlede af Deres brev. Henvendelsen lader til at være alvorligt ment, omend jeg har en mistanke om, at De skriver under et dæknavn.

Southeys brev er bevaret i Brontë Parsonage Museum, som er indrettet i Brontës barndomshjem.

© Brontë Parsonage Museum

De besidder – og det i ikke ringe grad – det, som Wordsworth benævner “digtekunstens udsøgte evne”. Jeg har ikke i sinde at nedgøre denne evne ved at sige, at den ikke er sjælden.

Megen poesi, som for et halvt århundrede siden ville have skaffet forfatteren stor berømmelse, bliver nu hvert år udgivet uden at skabe synderlig opmærksomhed.

Enhver, som nærer ambitioner om at udmærke sig på dette felt, må derfor forberede sig på at blive skuffet.

Berømmelse skal De derfor ikke stræbe efter, hvis De vil Deres eget bedste.

Jeg, som har viet mit liv til litteraturen og gjort den til min profession – et valg, jeg ikke et øjeblik fortryder – anser det for min pligt at advare enhver ung mand, som søger råd og opmuntring hos mig.

En kvinde behøver ikke at udvise en sådan forsigtighed, vil De måske sige. For kvinden er der ingen fare.

Udsagnet er delvist sandt, men for kvinden er der imidlertid alligevel en fare forbundet med skriveriet – en fare, som jeg i al venskabelighed ærligt må advare Dem imod.

De dagdrømme, som De hengiver Dem til, vil medføre uligevægt i sindet og få hverdagens opgaver til at virke flade og værdiløse.

De bliver derved unyttig i forhold til de daglige pligter uden at gøre Dem nyttig på andre måder.

Litteratur kan aldrig blive en kvindes sag, og det bør den heller ikke være. Jo mere en kvinde engagerer sig i passende pligter, jo mindre fritid vil hun få til at dyrke interessen for litteratur, selv på hobby-niveau.

Endnu er De ikke blevet kaldet til at varetage sådanne pligter, men når det sker, vil De være langt mindre ivrig efter berømmelse.

De vil ikke længere søge spænding i fantasiens verden, men i rigt mål finde den i hverdagen.

Deres oprigtige ven,

Robert Southey

Robert Southey

Levetid: 1774-1843.
Nationalitet: Engelsk.
Civilstand: Gift og far til otte børn.
Erhverv: Digter, forfatter og medlem af det britiske parlaments underhus.
Kendt for: Southey skrev digte og var i årene 1813 til 1843 Englands nationalpoet. Han huskes i dag næsten udelukkende for sine historiske værker, fx en biografi om lord Nelson.

IanDagnall Computing/Imagrselect

Charlotte Brontë

Levetid: 1816-1855.
Nationalitet: Engelsk.
Civilstand: Gift i 1854.
Erhverv: Forfatter og guvernante.
Kendt for: Brontë beskrev kvinder som tænkende og handlende individer – en revolutionær tanke i samtiden. Hun arbejdede tæt sammen med sine søstre og forfatterkolleger, Emily og Anne.

Pictorical Press Ltd./Imageselect

16. marts 1837

Sir

Jeg kan ikke finde ro, før jeg har besvaret Deres brev, omend det at henvende mig til Dem for anden gang forekommer mig at være en anelse påtrængende. Men jeg må takke Dem for det venlige, betænksomme og kloge svar, som De har nedladt Dem til at give mig.

Jeg havde ikke turdet håbe på et så ædelt og betænksomt svar. Jeg må undertrykke, hvad jeg føler, for ellers vil De betragte min begejstring som fjollet.

Da jeg første gang læste brevet igennem, følte jeg kun skam, og jeg fortrød, at jeg havde ulejliget Dem med min primitive rapsodi.

Da jeg nu har tænkt over det og læst Deres svar nogle gange, står det mig imidlertid klart, hvad De mener.

De skriver ikke, at mine skriverier er værdiløse. Blot advarer De mig imod at forsømme virkelige pligter til fordel for indbildte fornøjelser.

De tillader mig venligt at skrive, blot jeg ikke forsømmer at gøre de ting, som jeg bør gøre.

“Jeg tilstår, at jeg tænker om aftenen. Men jeg besværer ingen med det”.
Charlotte Brontë

Mit første brev var værdiløst ragelse fra ende til anden, det erkender jeg. Men jeg er ikke den dovne drømmer, som De tror.

Min far er præst og har en begrænset, men dog tilstrækkelig indkomst, og jeg er den ældste af hans børn.

Min far brugte så mange penge på min uddannelse, som han kunne tillade sig under retfærdig hensyntagen til sine andre børn6. Jeg så det derfor som min pligt at blive guvernante, da jeg var færdig med skolen.

Mit erhverv sørger for, at jeg har rigeligt, der kan beskæftige mine tanker, mine hænder og mit hoved dagen lang, så jeg ingen tid levnes til hverken drømme eller forestillinger.

Jeg tilstår, at jeg tænker om aftenen. Men jeg besværer ingen med det.

Jeg følger min faders råd – de råd, som han siden barndommen har givet mig i samme vise og venlige tone, som De nu vejleder mig, og gør mig umage med mine kvindelige pligter og med at føle mig oprigtigt interesseret i dem.

Mit forehavende lykkes ikke altid, for nogle gange, når jeg underviser eller syr, mærker jeg, at jeg hellere ville læse eller skrive. Jeg forsøger dog at nægte mig selv det, jeg gerne vil.

Tillad mig endnu en gang at takke Dem med oprigtig taknemmelighed for Deres råd.

Aldrig mere skal jeg nære ambitioner om at se mit navn på tryk. Det er jeg nu sikker på. Skulle ønsket opstå, vil jeg genlæse Southeys brev og undertrykke det.

Æren af, at jeg har skrevet til ham og modtaget hans svar, er nok for mig. Deres brev er helligt, og ingen skal se det undtagen min far og mine søskende.

Min henvendelse skal ikke gentage sig. Hvis jeg lever længe nok til at blive en gammel dame, vil dette øjeblik om 30 år stå for mig som en lysende drøm.

Signaturen, som De mistænkte for at være falsk, er mit rigtige navn.

Jeg underskriver mig derfor igen C. Brontë.

Læs også:

Kunst

Kunstsvindel for milliarder

23 minutter
Kunst

Ekspert: Svensk museum har købt falsk kunst

2 minutter
Kunst

Forsker afslører van Goghs hemmelighed

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul