I 1788 fik den franske aristokrat Antoine Laurent de Lavoisier malet et portræt af sig selv og sin hustru. Få måneder før Den Franske Revolution brød ud, havde han travlt med at vise, hvor spartansk han levede, mens han forskede i kemi. Væggene er grå, og på bordet ses videnskabelige instrumenter.
Nu har ejeren af maleriet – The Metropolitan Museum of Art i New York – undersøgt det med infrarød fototeknik og røntgenfotografering. Undersøgelserne afslører, at et andet maleri oprindeligt prydede lærredet.
På det første maleri ses de Lavoisier ikke i rollen som oplysningsmand – her praler han i stedet med sin velstand. De Lavosier var aristokrat og skatteopkræver. I 1700-tallet var skatteopkrævningen udliciteret til private, der tjente store summer på at inddrive skatter.
Mens vreden mod kongen og aristokratiet tog til i 1788, fik de Lavoisier travlt med at fjerne alle spor af sit luksusliv. Kunstværket blev malet over og fik et mere folkeligt udtryk.